Min bedste ven

Jeg har ikke skrevet i meget lang tid så bær over med hvis teksten ikke er helt vildt overdrevent god. Jeg har skrevet det her fordi jeg har lyst.

Det her er egentlig bare en lille tekst jeg har skrevet om en dreng der betyder rigtig meget for mig! Han er som en storebror for mig, men man kan også bare kalde ham min bedste ven.

4Likes
4Kommentarer
1160Visninger

1. Min bedste ven

Jeg kender en dreng. Jeg mødte ham første gang for næsten et år siden. Dengang så jeg ham mest som en mærkelig, lidt mystisk dreng. Min daværende kæreste var rigtig gode venner med ham, og når de hang ud sammen i frikvarterne gik jeg ved siden af og hørte på deres skøre samtaler. 

Der gik faktisk lang tid hvor jeg bare så ham engang i mellem. Han var den type, som jeg ikke regnede med at jeg nogensinde kunne blive venner med. Men tiderne gik og jeg fik det svært med nogle ting. Og pludselig stod jeg der og følte at jeg ingen venner havde. Det var der jeg begyndte at skrive med ham. 

Jeg fortalte ham at jeg følte mig alene og jeg blev uvenner med folk hele tiden og en hel del mere. Jeg fortalte ham rigtig mange ting trods jeg næsten ikke kendte ham. Jeg burde nok have tænkt mig bedre om dengang. For tænk nu hvis ham drengen ikke var til at stole på? Heldigvis for mig, så fortalte han ingenting videre og vi skrev en del sammen om mine problemer.

Jeg skrev faktisk mest med ham når hele verden bare var træls og han støttede mig rigtig meget. Han kom med gode råd til hvad jeg kunne gøre. Det kan godt lyde som om at jeg brugte ham som en "reserve" ven og det kan også godt være at jeg gjorde det, men så var det ubevidst, for jeg kunne egentlig rigtig godt lide at skrive med ham og efterhånden skrev vi om flere og flere ting. Dog snakkede vi ikke så meget sammen i skolen. Men det ændrede sig.

Det viste sig at han skulle på lejrtur med en af mine bedste veninder. De begyndte at snakke lidt sammen og imens de var på lejrtur skrev jeg med dem begge over mobil. Det var der vi besluttede os for at begynde at snakke sammen i den virkelige verden. Og efter de kom hjem fra lejrturen gik det hele egentlig meget hurtigt.

Jeg begyndte at snakke med ham sammen med nogen andre fra skolen også og pludselig var vi sådan ca. 5 der tit var sammen i frikvarteret. Det var der jeg lærte ham rigtig at kende. Han var for det første utrolig sjov, nogen gange lidt mærkelig , men det var jeg også selv, og det var dem vi begik os sammen med også. Vi havde det sjovt i flere af frikvarterne og vi forsatte med at skrive over computeren. Nu skrev vi ikke bare om mine problemer, men vi skrev om ting vi havde til fælles. Jeg fandt ud af at han lavede musik og jeg som selv er helt vild med musik, skulle selvfølgelig ind og høre alle hans melodier. Vi skrev om alt mellem himmel og jord og vi snakkede og fjollede i skolen.

Jeg gik stadig væk og syntes der var et eller andet mystisk ved ham som jeg ikke kunne finde ud af. Og jeg kunne jo ikke bare spørge ham "Hvad er der med dig, som jeg ikke ved?" Men en aften, d. 15. maj, fandt jeg ud af hvorfor jeg altid havde set sådan på ham. Han havde aldrig haft det spor nemt og da han fortalte sin historie til mig fik jeg tårer i øjnene, den nat sov jeg ikke så meget. Den historie han fortalte mig om sit liv, har påvirket mig meget og den kan stadig bringe tåre frem.

Vi begyndte og snakke mere og mere og pludselig var han som min bedste ven. Han har virkelig vist mig hvad en ægte ven er. Han har været der for mig, støttet mig, hørt på mig når jeg har sagt de dummeste ting. Vi har haft vores opture og nedture, trods vi ikke har kendt hinanden længe. Men jeg kan ikke leve uden ham. Han er som min storebror. Han passer på mig og jeg er så utrolig taknemlig for at have lært ham at kende.

Han er den sejeste dreng jeg nogensinde har mødt, den sødeste storebror og verdens bedste ven! ♥

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...