Las Vegas Showgirl - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 jun. 2012
  • Opdateret: 7 apr. 2013
  • Status: Færdig
Sekstenårige Liberty lever det liv alle ordinære mennesker finder så fjernt, men som de ved eksisterer: hun er showgirl i djævlenes by Las Vegas, stedet hvor løfter bliver brudt og penge bliver brugt. Men alle unge piger der havner i Las Vegas har en historie og Liberty kæmper for ikke at blive indhentet af fortiden der truer med at overhale hende. Og det kan betyde at hun havner i sit gamle liv, det liv hun flygtede fra. Indtil en ganske særlig person beslutter sig for at hjælpe englen ud af Helvedet.

**Læses på eget ansvar. Da det er et alvorligt emne jeg har taget fat på, vil der måske være nogle stødende scener og sprogbrug for meget sarte sjæle. Så er det sagt**

1163Likes
844Kommentarer
126473Visninger
AA

24. When they come for me.

 

And I'm not a robot , I'm not a monkey

I will not dance even if the beat's funky. Opposite of lazy, far from a punk

Y'all ought to stop talking, start tryin' to catch up mother fucker.

 

 

”Det gik…” Roy holder inde og tager et drag af sin cigaret. Jeg ser afventende og nervøst på ham, venter på at han fortsætter.

”Hvordan?” spørger jeg utålmodigt.

”Rigtig godt” siger han langsomt og lader røgen glide ud gennem de tynde, blege læber. Han er midt i fyrrene, halvskaldet, småkraftig, men ekstremt charmerende og dygtig til sit job. Det første han gjorde var at kalde mig til vidneskranken, hvor jeg i detaljer fortalte min historie. Det havde den ventede og utrolige effekt: hele salen var berørt af det. Min stammende, hakkende stemme, den tåre der undslap da jeg beskrev den ene gang det ikke lykkedes mig at beskytte Freia mod John. Roy har udvalgt sine medlemmer af juryen med omhu: de svigtede, de misbrugte, dem der havde et dårligt liv engang. De var alle, selv de medlemmer af juryen som John og mors advokat har udvalgt, påvirkede af den sekstenårige pige på forreste række. Mig. Pigen, der gik fra almindelig mellemklassesunge, til mishandlet barn i en trailer, til Showgirl i Las Vegas, lægger sag an mod dem der gav hende det dårlige liv. Det næste vidne var doktor Keans, der fortalte om min psykiske tilstand da jeg ankom til hospitalet, den nat i Las Vegas. John var iført sit eneste jakkesæt, et gråt og slidt, nu stramtsiddende, da han har taget et par kilo eller tyve på siden jeg sidst så ham. Min mor var iført en af hendes grimme kjoler, den hang løst og slasket om hendes benede krop og fik hendes tynde, lysebrune hår til at se om muligt endnu mere glansløst og usundt ud. Jeg derimod har en hvid skjorte på og et par stramme sorte jeans, mit mørke hår er sat op i en høj, stram hestehale og min makeup er naturlig, men mørk. Vær naturlig, professionel og smuk, sagde Jane da jeg snakkede med hende tidligere under min sædvanlige tøjkrise. Du skal se moden, men sårbar og neddæmpet ud, sagde hun. Her er jeg altså. Roy smider sit skod på betontrappen og kigger op mod den store retsbygning. Juryen forlader så småt bygningen, alene og med alvorlige ansigtsudtryk. Nogen sender et respektfuldt nik i vores retning, ellers får vi lov til at være i fred. Mor og John, plus deres middelmådige advokat forlod stedet i en rasende fart, lige så snart dagens seance var overstået. I morgen klokken ni fortsætter vi. Roy er sikker på at vi vinder, jeg håber kun. Jeg træder med min sorte læderstøvle på Roys glødende skod og ser samme vej som ham, mest for at ignorere hoben af journalister der står på den anden side af et hegn og skriger spørgsmål til mig. Så snart min historie fandt offentligheden gik aviserne amok. Bygningen er flot, ingen tvivl om det, hvid og med en masse smukke krummelurere. Linjen ”Court of Law” står med flot, svungen skrift og minder alle om hvad der foregår i den bygning.

”Jeg er træt” siger jeg lavt og tager min sorte, flotte, franske jakke på, på trods af den tunge varme. Harry sendte den via en butik og bare at have den på får mig til at føle mig tættere på ham.

”Det forstår jeg godt. Du gjorde det godt i dag” siger Roy og smiler venligt, hvorefter han gør tegn til en taxa og åbner døren for mig.

”Jeg henter dig på hotellet klokken otte i morgen, så tager vi ud og spiser lidt morgenmad og snakker taktik” siger han mens jeg træder ind i bilen. Han smækker min dør og læner sig mod chaufførens vindue.

”Fraiser Suite, centrum” han rækker graciøst manden en tyvedollarseddel og vinker en gang til mig, før han prajer sin egen taxa. Den gule bil kører og jeg læner panden mod ruden. Det har været en udmattende dag. Jeg har brug for drengene mere end nogensinde. Hurtigt finder jeg min nykøbte telefon og trykker det første nummer der falder mig ind. Chaufføren forstår og ruller glasruden mellem os op. Jeg smiler taknemmeligt og telefonen ringer.

”Ja?” siger en velkendt stemme forsigtigt. Jeg gætter på at det er en forholdsregel han er nødt til at tage, når han ikke kender nummeret der ringer. Det er ikke til at vide hvem der får opsnuset hans private mobilnummer.

”Niall? Det er Liberty” siger jeg og byrden i mit hjerte letter lidt ved lyden af hans stemme.

”Liberty! Godt du ringer, hvordan gik det?!” spørger han og man kan nærmest høre spændingen i hans tonefald.

”Det gik ret godt, tror jeg. Vi fortsætter i morgen klokken ni. Roy siger at det bliver afgjort i morgen. Han siger at juryen får lov til at sove på min beretning og rigtig lade den bide sig fast. Det er åbenbart en stor fordel for os” siger jeg. Der er stille lidt.

”Okay… jeg stod af ved jury, men jeg fangede at det gik godt” griner han. 

”Tro mig, jeg gør bare som Roy siger og håber på det bedste” griner jeg, ”er du sammen med nogen af de andre?”

”Ja, Zayn og Liam er her. Harry er hjemme og besøge sin mor og Lou er sammen med Eleanor” svarer han, ”Li vil snakke med dig, er det okay?” uden at vente på mit svar giver han telefonen videre og Liams altid beroligende og dejlige stemme fylder røret.

”Hej precious. Hvordan gik det?” Liam er som en storebror. En sej, sød, sjov og forstående storebror. Jeg ved ikke hvad jeg skulle have gjort uden ham, flere gange når mit liv har været for rodet og Harry er gået ned, er det Liam der har holdt overblikket og sørget for at det aldrig gik helt galt for mig.

”Det gik godt, tror jeg. Roy siger vi vinder” svarer jeg og kigger ud på de mange huse. Jeg savner LA på en eller anden mærkelig måde. Lyden af vand, duften af røg og salt. Arizona er så… goldt.

”Godt. Ellers har vi allerede en redningsaktion planlagt” siger Liam hemmelighedsfuldt og jeg kan høre smilet i hans stemme.

”Hvad ville I gøre? Kidnappe mig?” griner jeg og retter mig op. Han griner også.

”Noget i den stil” jeg tøver lidt.

”Jeg savner jer alle sammen rigtig meget” siger jeg så.

”Vi savner også dig Lib. Det er totalt ulideligt ikke at vide om…” han holder inde, da en stilfærdig stemme protesterer i baggrunden. Zayn. Jeg smiler.

”Jah… jeg ved hvad du mener” siger jeg stille. Taxaen holder ind til siden og vi holder foran mit hotel. Dørmanden kommer luntende og åbner døren for mig. Jeg smiler venligt til ham og vender tilbage til min samtale med Liam.

”Li, jeg er lige ankommet til hotellet. Hils de andre. Jeg ringer i morgen, okay?”

”Okay. Vi ses søde” jeg lægger på og skynder mig over pladsen og ind på hotellet i ly for de glimtende blitzer og skrigende stemmer fra journalisterne. Da jeg endelig når mit hotelværelse kaster jeg mig på sengen og ringer et nummer op jeg kan i hovedet. Jeg har virkelig bare brug for at høre hans stemme, føle den kærlighed han udstråler.

”Hej skat. Jeg troede aldrig du ville ringe” ånder han.

 

”Så… deres eneste forsvar vil være at påstå at du lyver. Det har vi selvfølgelig tænkt os at nægte. De er på bar bund” Roy tager en tår af sin kaffe og kaster et blik på forsiden af avisen. True Justice lægger sag an mod forældre! Jeg sukker af overskriften og kører min røræg rundt på tallerkenen. Jeg kan slet ikke spise noget. Roy har ret. Vi er langt foran, bare i går beviste vi at vi er totalt overlegne. De kan ikke følge med, vi kører vores spil og de forstår ikke reglerne.

”Hvis jeg kender John rigtigt har han noget oppe i ærmet” siger jeg efter en pause. Roy ryster overbærende på hovedet.

”Ikke denne gang. Så du deres ansigter da du fortalte din historie?” spørger han smilende. Selvfølgelig gjorde jeg det! Jeg fokuserede kun på deres ansigter, jeg ville se hvordan de så ud da jeg gav min gengivelse af de frygtelige ting de udsatte mig for. Jeg nikker kort.

”Det er tydeligt at de regnede med at du aldrig ville fortælle det til nogen, ellers ville de ikke insistere på at politiet skulle blive ved med at prøve at finde dig”

”Jeg har ændret mig meget siden jeg stak af. Dengang var jeg bange for at sige det til nogen fordi jeg skammede mig. Men tiden i Vegas lærte mig at kun ved at sige sandheden kan man blive fri. Da de fandt mig regnede de med at jeg ville følge med dem af frygt og aldrig sige noget til nogen. Men jeg er ikke den samme True som hende der stak af den nat” forklarer jeg fraværende mens jeg stirrer ud af vinduet. Selvfølgelig forventede de at jeg stadig var den samme umenneskelig pige der altid gjorde som de sagde. Men sådan er jeg ikke længere. Jeg er ikke en robot, de kan ikke bare trykke på et par knapper og jeg vil udføre deres mindste vink. De bestemmer ikke over mig længere og det skræmmer dem. De kan ikke længere få mig til at gøre alt, bare ved at beordre mig til at gøre det.

”Klokken er ved at være tid. Er du klar?” spørger Roy efter et minuts stilhed og jeg rejser mig tavs. Jeg har slet ikke spist noget, men det er lige meget. Turen til retsbygningen går hurtigt og pludselig står jeg ude foran salen. Hvor der er kaos.

”Han var der i går!” halvråber min mors skingre stemme, som om hun desperat prøver at overbevise alle, inklusiv sig selv. Jeg ser sigende på Roy og vi skynder os hen til klumpen af mennesker der omgiver min mor.

”Er De sikker på at han var der da De gik i seng?” spørger hendes advokat beroligende. Hun nikker bestemt. Roy vender sig mod en høj, ranglet mand.

”Hvad sker der?”

”Hr. Davis er forsvundet. Hans kone påstår hun ikke ved noget” svarer manden. Min mund åbner sig med et overrasket lille plop. Så ser jeg vredt på min mor.

”Selvfølgelig gør hun det. Hun har sikkert hjulpet ham med at stikke af” hvisler jeg. Selvfølgelig. Da det gik op for John at han kan se frem til 24 år bag tremmer tog han flugten. Jeg forstår bare ikke hvorfor han ikke tog min mor med sig. I det samme åbner døren til salen og politimanden ser forvirret på os. Hurtigt strømmer folk ind i salen og Roy griber fat i mig for at jeg ikke skal blive trampet ned. Vi kæmper os ned på forreste række hvor mor og hendes advokat står og skændes højlydt på den anden side.

”Kan du ikke se hvad det her betyder for sagen?! Nu taber I helt sikkert og John får udvidet straf for at stikke af!” råber han. Jeg falder udmattet ned i stolen og ser træt på Roy. Hele lokalet er i kaos, tilskuere, journalister og politimænd skriger i munden på hinanden og akustikken i rummet forstærker om muligt deres råberi.

”Ro i salen!” runger en stemme pludselig ekstremt højt og alle får et chok og holder mund med det samme. Folk finder deres pladser og bøjer ærbødigt hovedet for den kvindelige dommer. Hun ser koldt ud over publikum.

”Vil nogen være venlige at fortælle mig hvad al dette ståhej skal til for?” hurtigt sætter mors advokat dommeren ind i sagen og politiet får bud på at finde John hurtigst muligt.

”Indtil hr. Davis er fundet bliver retssagen udsat” jeg gisper og ser hurtigt på Roy. Hans ansigt er udtryksløst. Nej! Jeg… de kan da ikke… Ugh! Jeg rejser mig hurtigt.

”Høje dommer?” spørger jeg prøvende. Roy sender mig et advarende blik som jeg ignorerer. Hun tøver og nikker så, som tegn til at jeg må fortsætte.

”Så vidt jeg har forstået er alle vidner blevet forhørt i går og i dag skulle bruges til at komme frem til en kendelse. Måske har jeg misforstået noget, men burde det ikke være muligt at gøre dette uden Joh… hr. Davis? Hvis altså retten finder ham skyldig, kan den dom retten giver ham, lægges sammen med den straf det giver at stikke af fra en retssag, når De altså finder ham og han kan derefter udstå sin samlede straf. Hvis altså den høje dommer finder ham skyldig i hvad jeg har sigtet ham for” jeg prøver at formulere mig så klart jeg kan og blitzene glimter overalt. Jeg kan lige forestille mig i morgens overskrifter. Dommeren tøver og ser på juryen. Så nikker hun.

”Juryen vil gå sammen og overveje Deres forslag, frøken Justice” siger hun og trækker sig tilbage til baglokalet. Juryen forsvinder ind i et mødelokale og salen summer. Min mor sender mig et frygtsomt blik, som om hun er bange for mig. Roy smiler anerkendende til mig og indleder en samtale med sin assistent der sidder på rækken bag os. Pludselig dukker en kvinde op ved siden af mig og et smil breder sig på mit ansigt.

”Jane” smiler jeg stort og omfavner hende. Drengenes American Tour manager.

”Jeg ville ikke gå glip af det her. Jeg tog det første fly fra New York tidligt i morges” Harry har godt fortalt mig at Jane bor i NY.

”Tak fordi du kom. Det er dejligt at vide at jeg kan stole på mindst en person herinde” hun nikker, giver min hånd et klem og bevæger sig op til sin plads. Alle rejser sig og juryen og dommeren træder ind.

”Hvad er juryens bedømmelse?” spørger dommeren og en ældre dame med halvgråt hår og et mildt blik rejser sig et sted midt på podiet hvor juryen sidder.

”Juryen er kommet frem til at sagen skal afgøres i dag og at John Davis må udstå sin straf for at forsømme sine forpligtelser overfor retten, sammen med den straf der måske bliver tilkendt ham i dag, når han bliver fundet” siger hun med syngende stemme og sender mig et trist smil. Jeg skynder mig at smile tilbage og sender Roy et triumferende blik. Dommeren nikker og gør tegn til en politimand der forsvinder, nok for at samle et hold og opspore John.

”Lad sagen fortsætte. Hr. Roy?” Roy rejser sig og vender sig halvt mod juryen, halvt mod dommeren.

”Deres klients ønsker til denne doms udfald, hr. Roy?” dommerens blik er fæstnet på mig og gør mig dårligt tilpas. Pludselig, ud af ingenting overvælder den mig. En frygt så dyb og enorm at jeg bliver svimmel og får svært ved at trække vejret ordentligt. Doktor Keans der sidder blandt publikum ser bekymret på mig og trækker vejret roligt. Jeg prøver så godt jeg kan at trække vejret i takt med ham og det beroliger mig lidt. I baggrunden af mit indre kaos snakker Roy og overdøver let de skrigende stemmer i mit hoved.

”Min klient ønsker først og fremmest at hendes lillesøster bliver fjernet fra familien Davis, da hun ikke mener at det er sikkert for Freia Davis at bo hjemme. Derudover ønsker hun frigørelse fra forældrene, så hun er i stand til at træffe sine egne valg. Frøken Justice mener også, at det kun er retfærdigt at straffe både hr. og fru Davis for de forbrydelser de har udført mod hende, da både hendes sind og krop stadig lider under det” siger Roy. Jeg gisper efter vejret, mens mit hjerte ræser derudaf i mit bryst og truer med at bryde ud.

”Advokat Grey, har De noget at sige før juryen træffer sin afgørelse?” spørger dommeren min mors advokat. Han rejser sig langsomt.

”Høje dommer, både min klient og jeg er i vildledelse. Vi forstår ikke hvorfor en datter vil udsætte sin mor for dette, lyve og bedrage uden nogen grund” begynder han

”Grunden er jo netop at det ikke er løgn” indskyder Roy og får et skarpt blik fra dommeren.

”Protest” hvisler Grey koldt og dommeren nikker.

”Hr. Roys kommentar er strøget af protokollen. Fortsæt hr. Grey”

”Fru Davis vil gerne have sin elskede datter igen, men det ser ud til at dette uhyrlige halve år, hun har været forsvundet har ændret hende og fået hende til at lyve om sin opvækst. Om det er for at få opmærksomhed, ved jeg ikke. Måske er det en hævn for at blive nægtet at tage til en fest en hverdagsaften. Man ved jo aldrig med nutidens unge” kan han ikke selv høre hvor sindssygt latterligt det lyder?! Hvorfor skulle jeg lyve om at mine forældre har misbrugt mig?! De blev ved med at lede efter mig, fordi de troede at jeg aldrig ville fortælle noget til nogen af frygt og nu da de sidder i suppedasen, jeg har brygget, famler de i mørke. Idioter. Selv dommeren ser skeptisk på ham.

”Jeg mener at min klient bør frikendes for alle anklager, da det frøken Justice påstår er hundrede procent løgn og bedrag. Hvorfor forstår vi ikke, men vi ved at alt dette hun fortæller om aldrig har fundet sted. Det var alt høje dommer” han sætter sig og jeg skærer tænder i vrede. Hvor vover han! Dommeren nikker og gør tegn til juryen der forsvinder igen.

”Nu beslutter de om…” Roy holder inde og sender mig et beroligende blik. Jeg har en enorm træng til at smadre en knytnæve ind i fjæset på Grey. Min mor rejser sig og kommer hen til mig. Jeg stønner opgivende og rejser mig.

”True…” hun ser såret på mig, ”hvorfor vil du ødelægge din mors liv? Hvorfor vil du straffe hende der holder allermest af dig? Hvad har jeg gjort, ud over at holde af dig?” jeg måber. Jeg skriger indvendigt. Indvendigt slår min sjæl hovedet mod min krop, vrider sig i smerte og hulker hjælpeløst. Langsomt hiver jeg op i ærmet på min hvide skjorte og finder hullet. Et dybt hul, selvom det har dannet ar sidder arret en halv centimeter inde i min hud. Det ar forsvinder aldrig. Det vil altid minde mig om det der skete den aften.

”Kan du huske det?” spørger jeg hviskende med rystende stemme, ”jeg kom hjem en halv time efter skolen var slut. Jeg gik en halv time ud med en veninde, før jeg kom hjem og du flippede ud. Du låste mig inde på værelset til det blev aften og kom ind til mig. Kan du huske det? Hvordan du gang på gang pressede en cigaret mod det samme sted? Og når cigaretten gik ud, tændte du en ny og pressede det igen mod det sår du allerede havde lavet. Du brugte syv cigaretter før du var tilfreds. Kan du huske hvordan jeg skreg? Skreg at du ikke måtte gøre mig ondt? Kan du huske hvordan jeg græd og vred mig, mens du bare blev ved og ved? Kan du huske det mor!” raseriet taget over og jeg nærmest stikker min arm op i fjæset på hende, så hun kan se alle arrene. Brændemærkerne, snitsårene, kradsemærkerne. Stort set halvdelen af dem er hendes værk.

Du har gjort det her!” hvæser jeg, højt nok til at folk omkring os kan høre det. Hendes ansigt er udtryksløst.

”Jeg fortryder den dag du blev født, mere end noget andet. Du er djævlens yngel, med en far som din er det klart at du er blevet sådan her” siger hun. Jeg træder et skridt tilbage og smiler glædesløst. Indeni mig skriger det seksårige barn og græder højlydt. Elsk mig mor, vil du ikke nok?

”Du ved… jeg ønskede altid at du skulle elske mig” det gør jeg stadig! ”men nu ved jeg at den kærlighed du kunne tilbyde mig, aldrig var kærlighed. Du kan ikke elske mig, det er du ikke i stand til. Så jeg giver op. Jeg stræber ikke længere efter din anerkendelse. Og derfor står vi her i dag. Fordi jeg ikke elsker dig længere mor” det lyder måske åndssvagt. At jeg har elsket min mor. Men tro mig, uanset hvad et barn går i gennem, vil barnet altid ønske sine forældres kærlighed. Det var min kærlighed til min mor der stoppede mig fra at gøre noget ved min håbløse situation i alle de år. Nu hvor jeg ikke elsker hende længere, er det ligesom nemmere at tænke på at jeg smider hende i fængsel.

”Fru Davis, ifølge de regler retten har fastsat i forhold til denne sag, frabedes De at henvende Dem til min klient” Roys stemme bryder ind og han lægger beskyttende en hånd på min skulder. Min mor trækker sig langsomt tilbage og jeg glider udmattet ned på stolen. Den næste time venter vi.

 

”Juryen har truffet en afgørelse. Denne afgørelse står ikke til at ændre, den er ikke til at stille sig i mod og den skal fuldføres således” de ord dommeren skal sige falder naturligt. Så kigger hun på papiret der er blevet placeret foran hende og jeg kan lige ane et smil i hendes mundvig. Hvad mon det betyder?

”Juryen har først og fremmest givet True Liberty Justice sin frigørelse. Den skal underskrives med det samme, denne retssag er slut” jeg gisper og mit hjerte sætter farten op.

”John Marc Davis idømmes for misbrug og mishandling af mindreårig 24 år i fængsel og derudover tre år mere for at forsømme sin forpligtelse overfor retten. Han vil have den samme mulighed for at mindske sin straf via god opførelse, som alle andre. Denne straf vil træde i kraft så snart hr. Davis bliver fundet. Jenna Davis bliver idømt syv års fængsel for mishandling af mindreårig. Denne dom kan ikke modsiges eller modsættes, og den er endelig. Freia Davis skal indtil retten har fundet en passende plejefamilie bo på et børnehjem” jeg kan virkelig ikke fatte det. Jeg kan ikke få det ind i mit hoved. Jeg vandt. Jeg er fri, Freia er fri, jeg har vundet. Et papir bliver lagt foran mig og jeg skribler hurtigt min underskrift ned på det. Derefter bliver papiret givet til min mor, som også skriver under. Roy rejser sig og giver hånd med dommeren og advokat Grey, hvorefter han vender sig mod mig med et kæmpe, triumferende smil.

”Vi vandt!” hans stemme virker så langt væk, det er som om der er en glasklokke rundt om mit hoved. Det hele foregår som en film i slowmotion. Min mor falder ind over bordet og græder hjerteskærende, journalisterne skriger spørgsmål, jeg kun opfatter svagt. Hvordan føles det at vinde? Hvad vil du nu gøre med dit liv? Hvordan har du det lige nu? Roy afviser dem kontant med at jeg er træt og ikke kan overskue at modtage spørgsmål lige nu. Han hiver mig bestemt op af stolen og skubber mig gennem mængden. Jane dukker op på min ene side og doktor Keans følger os tæt. Endelig når vi ud af den kaotiske sal og ud på gangen foran hvor der er overraskende stille. Langsomt forsvinder følelsen af at være langt væk og jeg kan fokusere igen. Langsomt begynder tårerne at trille, da jeg endelig får ind i mit hoved at det er slut. Det er endelig overstået.

”True, træk vejret langsomt” doktor Keans’ rolige, bestemte stemme trænger igennem og jeg kæmper for at trække vejret kontrolleret. Jane griber min hånd og smiler venligt til mig.

”Harry bliver ellevild” smiler hun og jeg nikker tårevæddet.

”Nå. Jeg ved ikke med jer andre, men jeg vil tage ud og fejre det med en øl. Er der nogen der vil med?” spørger Roy pludselig, ti gange mere afslappet. Det er som om han kører på et powertrip under en sag og når den er afsluttet kan han endelig slappe af igen.

”Jeg er ked af det, men jeg vil bare hjem og ringe til min kæreste” siger jeg og smiler træt til dem alle. De overøser mig med forståelse og søde bemærkninger, og jeg skynder mig mod skranken hvor man får udleveret sit overtøj. Jeg rækker den unge pige mit nummer med et smil og hun finder min jakke og min sorte håndtaske.

”Tak” smiler jeg roligt og tager imod det hun rækker mig. På vej mod døren stikker jeg hånden ned i min taske for at tage min mobil, men i stedet får jeg fat i en  seddel. Langsomt trækker jeg hånden op og kigger på sedlen. Da jeg har læst den tre gange flyver den ud af min hånd og ned på stengulvet. Jeg fryser. Mit hjerte går i stå, min hjerne går ned, min krop bliver lammet. Men det stopper ikke sedlens budskab fra at genspille for mit blik.

Jeg finder dig en dag. Det sværger jeg. – J

”Frøken? Frøken, De tabte noget” piger fra skranken med overtøj samler papiret op og rækker det hjælpsomt mod mig. Jeg ryster på hovedet et par gange og tager imod det. Inden i min hånd krøller jeg det sammen til en lille hård kugle og smiler anstrengt.

”Tak” hurtigt finder jeg mine solbriller, placerer dem over mine øjne og skynder mig ud af døren hvor journalisterne går amok. Med et kort ”ingen kommentarer” får jeg en vagt til at praje en taxa til mig og kaster mig i sikkerhed på bagsædet.

”Fraiser Suite, centrum” siger jeg til chaufføren og finder min telefon frem. Mens jeg trykker Harrys nummer rammer en tanke mig: det er lige meget at John kommer tilbage for at få hævn en dag. Han vil ikke finde mig, han vil aldrig kunne komme tæt nok på til at skade mig. Telefonen ringer og jeg smiler til mit eget spejlbillede i ruden. Når John kommer efter mig, vil jeg være væk.

 

Oh when they come for me, come for me, I’ll be gone.

 

Sorry for den lange pause. Har været i Jylland (er det stadig) og har haft lidt 3G problemer ;) Resten kommer ud i morgen eller overmorgen, don't worry. Keep Rocking.

// Ida

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...