Las Vegas Showgirl - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 jun. 2012
  • Opdateret: 7 apr. 2013
  • Status: Færdig
Sekstenårige Liberty lever det liv alle ordinære mennesker finder så fjernt, men som de ved eksisterer: hun er showgirl i djævlenes by Las Vegas, stedet hvor løfter bliver brudt og penge bliver brugt. Men alle unge piger der havner i Las Vegas har en historie og Liberty kæmper for ikke at blive indhentet af fortiden der truer med at overhale hende. Og det kan betyde at hun havner i sit gamle liv, det liv hun flygtede fra. Indtil en ganske særlig person beslutter sig for at hjælpe englen ud af Helvedet.

**Læses på eget ansvar. Da det er et alvorligt emne jeg har taget fat på, vil der måske være nogle stødende scener og sprogbrug for meget sarte sjæle. Så er det sagt**

1163Likes
844Kommentarer
126163Visninger
AA

9. Time for miracles

 

Baby you know that, maybe it's time for miracles. Cause I ain't giving up on love.

 

 

Jeg trækker mig ud af krammet og Harry rødmer let, men kommer sig hurtigt over min diskrete afvisning. Louis smiler sådan et irriterende bedrevidende smil der får mig til at rynke panden let. Tumpe.

”Jeg… jeg troede ikke du ville komme?” Liams stemme er meget forsigtig og han krymper sig da mit blik falder på ham. Han må tro at jeg er vred på ham fordi han hjalp Harry. Jeg smiler beroligende til ham.

”Alejandro overtalte mig. Hvilket minder mig om at I aldrig skal bruge jeres lækkerhed til at manipulere med ham igen!” jeg sender Harry og Liam et irettesættende blik, men med undertonen af et smil. Smilet er der kun for at skjule hvor nervøs og underligt bange jeg er. Liam smiler lettet og tager chancen ved at give mig et kram. Jeg lægger armene om hans nakke og nyder hans stærke arme om mit liv i det øjeblik omfavnelsen varer. Derefter kommer turen til Louis der roder i mit hår da han er færdig med at kramme mig. Jeg rækker tunge af ham for at skjule den ekstreme frygt der opstår da hans handling hiver minder, som før var gemt væk, op til overfladen. Minder jeg ikke vil tænke på, ikke kan tænke på. Zayn giver mig et karakteristisk elevatorblik henne fra sin plads ved siden af Louis. Jeg ser på ham med løftede øjenbryn.

”Er jeg godkendt?” spørger jeg tørt, men med et lille smil og Zayns ansigt får en rødbrun kulør. De andre drenge kæmper for at skjule deres latter under et hosteanfald. Jeg ruller med øjnene. I det samme går en dør op og Niall træder ind med et desperat udtryk i ansigtet.

”Er der nogen der kan sige mig hvorfor der ikke er mere mad i køleskabet?” spørger han og stivner da han ser mig. Jeg vinker halvt og akavet. Så smiler han stort og kommer hen for at omfavne mig. Han blinker kort til mig før han vender sig mod Zayn.

”Jeg så dig spise en sandwich for ikke særlig længe siden. Hvor er al maden blevet af?” spørger han og Zayn griner kort.

”Niall, det er dig der har spist den. Du tømte skabene under din… ehm, mellemmad” han kæmper for ikke at grine højt ved synet af Niall fortabte og desperate ansigtsudtryk.

”Men… men…” han går i stå og retter på den grønne cap på sit hoved. Så vender han sig mod mig.

”Har du noget mad?” spørger han og laver hundeøjne.

”Niall! Det spørger man da ikke gæsterne om” retter bodyguarden. Niall fjerner ikke sine fantastiske, berusende blå øjne fra min og jeg må give efter.

”Jeg tror jeg har en Marsbar og et æble” mumler jeg og stikker hånden ned i min sorte lædertaske. Ganske rigtigt, jeg rækker maden mod Niall der smiler begejstret.

”Tak Liberty!” udbryder han, giver mig et hurtigt kram og kaster sig over maden. Zayn ruller opgivende med øjnene og smiler til mig.

”De andre var overbeviste om at du ikke kom” oplyser Louis og sætter sig i en grøn sofa. Han har en blå og hvid-stribet T-shirt på og seler i bukserne. Han kører lige den stil jeg elsker til drenge, det ser virkelig godt ud.

”Men du var uenig…?” smiler jeg. Han nikker kort.

”Jeg har en sjette sans” betror han mig hemmelighedsfuldt. Jeg kan ikke lade vær med at grine og i det samme ser de alle overraskede på mig. Jeg ruller med øjnene.

”At være Showgirl er stort set det samme som at være skuespiller. Tro det eller ej, men vi har både indstuderet latter og blikke” fortæller jeg. Harry smiler skævt til mig.

”Jeg kan meget bedre lide dit naturlige grin” lover han og jeg rødmer let. Det er længe siden jeg gjorde det sidst, jeg er vandt til at få komplimenter hele tiden. Men det er for skuespillet, for det jeg får folk til at tro jeg er. Jeg har aldrig fået en kompliment for mig selv. Døren Niall kom ind af går op og en dame i trediverne med lyst pagehår og briller kommer ind, med blikket intenst stirrende på et clipboard. Hun minder næsten om Jack.

”Drenge, I er på om tyve. Opvarmeren går på nu” oplyser hun og ser først der op. Hendes blik falder med det samme på mig og Harry ser nervøs ud i et øjeblik. Så smiler han falskt.

”Jane! Det her er min veninde Liberty. Hun… ehm, hun bor i en lille by ikke så langt herfra” fortæller han og sender mig et desperat blik. Jeg beslutter mig for at spille med.

”Hej Jane” smiler jeg og giver hende hånden. Hun tager den skeptisk og ryster den en enkelt gang.

”Goddag Liberty. Hvor kender du og Harry hinanden fra?” hun tester mig, det ved jeg. Løgnen falder naturligt.

”Åh, mine bedsteforældre bor i England og jeg besøger dem hver sommer. Jeg mødte Harry for cirka seks år siden” smiler jeg. Hun nikker kort og Harrys overraskede ansigtsudtryk erstattes hurtigt af et lettet og pålideligt.

”Ja, hr. og fru Timore bor lige i udkanten af Holmes Chapel. Jeg plejede at lege derude med mine venner og en dag mødte vi Liberty” bygger Harry videre og får samtidig fortalt mig hvilken by mine ”bedsteforældre” bor i. Smart. Jane sender os et sidste skeptisk blik, kaster et skræmmende blik ud over resten af rummet og går sin vej igen. Så snart vi kan ikke kan høre klikkende fra hendes stiletter længere bryder hele rummet ud i latter.

”Hvad så Liberty Timore!” griner Louis. Jeg griner med, det er nærmest befriende.

”Tager du tit gadepiger med til koncerter, eller hvad?” griner jeg og tjatter til Harry. Han ler.

”Hun stoler ikke på mit valg af piger, har ikke gjort det siden…” han holder inde og rødmer let. Det vækker med det samme min nysgerrighed.

”Hvad?”

”Caroline Flack” griner Louis drillende og Harry sender ham et rasende blik. Jeg ser forvirret rundt.

”At arbejde i Vegas er nærmest det samme som at bo derude hvor kragerne vender” bemærker Niall med munden fuld af æble. Jeg løfter et øjenbryn i hans retning.

”Kragerne kommer ikke engang herud. De vendte før Vegas, tro mig. Det her sted er et hul” kommenterer jeg og ser så afventende på Harry. Han tøver lidt.

”Ehm… Caroline var ligesom 32. Vores fans og alle andre for den sags skyld, var ikke særlig vilde med det. Jane stoler ikke på min smag i piger længere” han trækker på skuldrene og jeg forstår ikke hvorfor det er noget stort. Måske har jeg bare et forvrænget forhold til det grundet mit job.

”Nå” siger jeg bare. Niall finder vist ikke min reaktion tilstrækkelig.

”Synes du slet ikke det er mærkeligt?” spørger han grinende. Jeg ved at det ikke er hans mening at ramme et så ømt punkt, men jeg kan ikke holde det inde.

”Prøv at blive tvunget til at have sex med en halvtredsårig. Det sætter ligesom tingene lidt i perspektiv” svarer jeg koldt og han måber åbenlyst. Stilheden er kvælende og jeg sukker stille.

”Undskyld Niall. Det lød hårdere end det var meningen” mumler jeg. Harry tager min hånd.

”Nej det gjorde ej. Det er sandheden” siger han stille. Jeg ryster lidt på hovedet af mig selv.

”Nu ødelagde jeg stemningen” sukker jeg og de smiler alle prøvende til mig.

”Så er det tid, drenge” bemærker deres bodyguard. Harry giver min hånd et klem og de begynder at gå ud mod scenen. Jeg sender dem alle et opmuntrende smil og følger efter. Jeg får lov til at sidde i udkanten af scenen og se koncerten. Pigernes skrig er sindssyge, det er for vildt. Da drengene træder ud på scenen bliver de om muligt endnu højere.

”Godaften Vegas!” råber Louis ind i en mikrofon og pigerne skriger hans navn. Jeg kan ikke lade vær med at fnise lidt. Harry sender mig et stort smil og vender sig mod publikum. De hører til deroppe, det er som om de har fundet hjem når de står på scenen. One Direction har virkelig fortjent den opmærksomhed de får. Fordi de elsker det de laver.

 

Baby you light up my world like nobody else. The way that you flip your hair gets me overwhelmed. But when you smile at the ground it ain’t hard to tell” Harry har drejet hovedet lidt og fanget mit blik under sin solo. Jeg flyder længere ind i hans fantastiske øjne, mens hans smukke stemme fylder salen og ligesom lukker de skrigende piger ude. Da soloen slutter sender han mig et lille smil og fortsætter sangen med drengene. Deres koncert er næsten bragt til ende, de har både spillet et par covers og selvfølgelig alle deres egne sange. What Makes You Beautiful er deres sidste sang, fortalte Niall i pausen og jeg har nu overværet en hel koncert med en teenagesensation og jeg er positivt overrasket. Jeg må indrømme at mange af sangene ikke rigtig er min smag, men den måde drengene virkelig markerer at det er deres sange og gør showet til noget helt særligt, har gjort koncerten til en oplevelse jeg aldrig vil glemme. Jeg er ikke så meget til de opbeatede sange, men bare det at drengene ser ud til at have det sjovt mens de synger dem, gør faktisk sangene meget bedre. For slet ikke at tale om publikum! Meget kan man sige om One Direction-fans, men de er i hvert fald dedikerede og det kan man ikke andet end respektere dem for. Niall holder en virkelig rørende tale om at dette ikke er muligt for en irsk landsbydreng og hele crowded går amok. Han snakker om hvordan mirakler virkelig eksisterer og om at man altid skal gå efter sine drømme. Det går op for mig at han er en ekstremt inspirerende dreng. Han ved det garanteret ikke engang selv, men hans ord rammer mig virkelig. Jeg kan ikke lade vær med at smile stort under hele seancen, det er virkelig fantastisk, det der er sket for dem. Det er jo et mirakel. Og så alligevel ikke, for de drenge har talent. Harry siger godnat på vegne af bandet og de forlader scenen med et smil. Det må have været en vellykket koncert, deres store grin taget i betragtning. Jeg går tilbage til baglokalet og venter på dem, da de sikkert skal have taget mikrofoner af og den slags. Den første der får et kram, da de kommer ind, er Niall. Jeg trækker ham, til hans overraskelse, ind til mig af mig selv og hvisker i hans øre.

”Du har fortjent det” han strammer kort grebet om mig og giver så slip.

”Tak” hvisker han med grødet stemme og lysende øjne. De andre drenge giver highfives og er helt overgearet. Louis kommer nærmest op og slås med Zayn i sin hypertilstand. Harry kommer forsigtigt hen til mig og smiler prøvende.

”Hvad synes du?”

”I var rigtig gode” lover jeg og han smiler lettet.

”Hvad var din yndlingsdel?” spørger Louis henne fra sofaen. Det går til min forbløffelse op for mig at han sidder oven på Zayn.

”Louis, du vejer!” beklager han sig.

”Stille, stole snakker ikke!” fastslår Louis med skinnende øjne og sjov, kommanderende stemme. Jeg griner lidt, de er så latterlige. Så tænker jeg mig lidt om.

”Hmm. Det må være da du kastede en banan i ansigtet på Liam” Liam fnyser fornærmet og Niall griner. Han har fundet en pose chips som han allerede har kæmpet sig halvt igennem.

”Hvad med sange? Hvad var din yndlings?” spørger Liam og ser ud som om han er dybt koncentreret omkring sin iPhone.

”Ehmm… jeg kunne rigtig godt lide den der sang… hvad hed den?... More Than This, tror jeg? Den var rigtig sød” smiler jeg og Harry nikker bekræftende. Pludselig går alle døre op og mennesker strømmer ind.

”Vores crew” siger Harry i mit øre og tager del i de mange lykønskninger om en vellykket koncert. Jeg holder mig lidt i baggrunden, jeg er ikke rigtig en del af alt det der, og pludselig dukker Niall op ved siden af mig. Han tilbyder mig generøst nogle af sine chips.

”Skal du egentlig ikke på arbejde?” spørger han med munden fuld af barbecuechips.

”Jeg har en sen vagt. Den begynder først om to timer” svarer jeg og smiler skævt.

”Hvorfor er du egentlig så… anderledes her? På kasinoet er du en fuldkommen anden. Du smiler ikke ligeså meget” kommenterer Niall. Jeg krymper mig lidt. Selvfølgelig kan han bedre lide sexede, flirtende Liberty. Alejandro tager fejl, ingen kan lide hende jeg virkelig er. I hvert fald ikke når de har oplevet hvem jeg kan være.

”På kasinoet spiller jeg en rolle. Det er nærmest som improvisationsskuespil. Du… du skal ikke have dårlig samvittighed, du er ikke den eneste” lover jeg tørt med blikket rettet mod menneskemassen der krammer og råber i munden på hinanden. Niall ser forvirret på mig og tilbyder lidt flere chips.

”Hvad mener du?” han lyder oprigtigt forvirret og jeg beslutter mig for at skære det ud i pap.

”Du er ikke den eneste der bedre kan lide den rolle jeg spiller, end den jeg er” Niall måber og holder faktisk pause i sin evige spisen.

”Tager du pis på mig? Hende pigen vi mødte på kasinoet, hende beundrede jeg, ja, men hun skræmte mig altså også lidt. Jeg kunne aldrig blive venner med hende. Dig, derimod, dig kommer jeg allerede godt ud af det med!” lover han. Jeg ruller bare med øjnene. Til min overraskelse griber han fat i mine hænder og tvinger mig til at se på ham.

”Jeg mener det, Liberty. Du er en fantastisk person” jeg kan ikke lade vær med at smile, jeg kæmper virkelig for at holde det inde, men til sidst bryder det ud.

”Du er nu også ret fantastisk, Niall” siger jeg endelig og han smiler sit skæve smil. Jeg mener hvert et ord.

”Blondiner er skønne mennesker, det ved alle” fastslår han drillende.

"Farver du ikke dit hår?" spørger jeg og ser skeptisk på hans hårfarve. Den ser ikke helt naturlig ud.

"Præcis" griner han og går ind i menneskemængden. Ha. Jeg ser på mit ur og prøver at fange Harrys blik. Han ser det og kommer hen til mig.

”Jeg er nødt til at smutte, min vagt starter klokken tolv” siger jeg undskyldende. Han nikker forstående.

”Du har jo et arbejde du skal passe. Hvad tid er din vagt slut?” spørger han. Jeg er glad for at han slapper lidt mere af omkring min levevej. Jeg ved at det stadig går ham på, men han skjuler det for min skyld og det sætter jeg virkelig pris på.

”Klokken halv fire. Hvorfor?” spørger jeg, mens jeg tager min taske og jakke.

”Jeg henter dig i en taxa. Så tager vi ud og spiser pandekager” smiler han stort. Jeg ryster bestemt på hovedet.

”Nej, du må være totalt smadret! Du skal sove, Harry, ikke spise pandekager med mig klokken fire om morgenen!” siger jeg bestemt. Han smiler bare.

”Kom udenfor når du er færdig. Så kan du vise mig det bedste pandekagested i USA” jeg skal til at sige ham imod, da han vender sig mod bodyguarden.

”Paul, følger du Liberty ud og skaffer hende en taxa? Hun skal til Paris” bodyguarden Paul nikker.

”Altså hotellet, ikke byen” kommenterer Louis et sted og jeg ruller med øjnene af ham. Han har lidt en plat humor, men det er nu meget sødt.

”Vi ses omkring klokken halv fire” hvisker Harry i mit øre og kysser mig på kinden. Jeg skal til at svare igen da han skubber mig mod døren og jeg giver op. Jeg må vel bare overtale ham til at tage tilbage til sit eget hotel når han dukker op i nat, så. Paul følger mig ud af bagindgangen til arenaen og skaffer en taxa. Jeg kaster et sidste blik på den gigantiske bygning før jeg sætter mig ind bag i bilen og Paul fortæller chaufføren hvor jeg skal hen. Jeg lægger min kind mod den kolde rude og ser ud på de pulserende lys. Måske er det virkelig tid til mirakler, sådan som Niall talte om under koncerten. Man ved aldrig hvad universet har oppe i ærmet til en. Om det så er en karriere som verdenskendt sanger eller bare en udvej fra det miserable liv. Begge dele lyder godt i mine ører.

 

I er blevet lidt stille derude?xD Ej, det er okay, haha. Jeg synes selv at denne movella er blevet, lidt... ehm, spændingsmangelfuld, hvis I forstår? Jeg ved ikke lige hvad jeg skal gøre for at gøre den mere spændende, da jeg ikke er vildt meget for trekantsdrama, som mange jo bruger i deres 1D-fanfics (ikke at det ikke er fedt, jeg er bare ikke god til det;)) Håbede at I fantastiske mennesker derude, kan give et bud på hvordan jeg kan gøre det mere spændende? Ellers vil jeg altid blive glad for en lille kommentar med konstruktiv kritik, eller et lille "mere" så jeg ved at folk kunne tænke sig at læse videre;) Tusind tak fordi I læser, det betyder meget mere end I aner!

// Ida

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...