Las Vegas Showgirl - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 jun. 2012
  • Opdateret: 7 apr. 2013
  • Status: Færdig
Sekstenårige Liberty lever det liv alle ordinære mennesker finder så fjernt, men som de ved eksisterer: hun er showgirl i djævlenes by Las Vegas, stedet hvor løfter bliver brudt og penge bliver brugt. Men alle unge piger der havner i Las Vegas har en historie og Liberty kæmper for ikke at blive indhentet af fortiden der truer med at overhale hende. Og det kan betyde at hun havner i sit gamle liv, det liv hun flygtede fra. Indtil en ganske særlig person beslutter sig for at hjælpe englen ud af Helvedet.

**Læses på eget ansvar. Da det er et alvorligt emne jeg har taget fat på, vil der måske være nogle stødende scener og sprogbrug for meget sarte sjæle. Så er det sagt**

1163Likes
844Kommentarer
126142Visninger
AA

7. Sent for me.

 

Efter et show på Porten har jeg stress på. Jeg skal nå at klæde om til den smukke, sorte, gulvlange kjole og ændre min makeup på ti minutter. Showbiz, hvad kan man sige? Jeg er åbenbart ikke den eneste der er i hektisk mode, de andre piger løber rundt og smadrer ind i hinanden. Jeg får endelig kæmpet mig oven på og ind i showroomet efter at have været i klammeri med tre andre piger.

”Liberty, min skat! Hvor er alle henne?” spørger Jack som om gårdagens hændelser slet ikke fandt sted. Jeg skærer tænder, men spiller med. Det her er et arbejde som alle andre, Jack kan sagtens fyre mig. Og jeg har ganske simpelt ikke råd til at blive fyret.

”De falder over hinanden på gangen” svarer jeg koldt og går mod elevatoren.

”Liberty, omkring det i går…”

”Bare drop det, Jack. Det er Vegas, ikke?” siger jeg over skulderen og tager elevatoren op til kasinoet. Det går faktisk ret godt, jeg får en del fyre til at spille for mig. Noget siger mig at jeg har sans for det. Men jeg har også været mester i manipulation siden jeg var lille, jeg har altid kunnet sno folk om min lillefinger. Jeg blinker bare lidt med øjnene og så er den hjemme. Ved et pokerbord sidder en flok unge fyre og spiller mod hinanden. Det er tydeligt at de lige er blevet gamle nok til at være her og jeg beslutter mig for at gøre det til en fed oplevelse. De er alle lyshårede og virker rigtig søde. Jeg prikker blidt en af dem på skuldrene og bliver helt beruset at hans smukke blå øjne. Jeg smiler flirtende og lidt sødt til ham, da jeg med det samme fornemmer at han kan lide søde, charmerende piger. Endnu et af mine talenter. Som Showgirl skifter man personlighed mere end en personlighedsspaltet. Det er blandt andet en af grundende til at det er så svært at holde styr på hvilken personlighed der egentlig er en selv.

”Hygger I jer?” spørger jeg og lader min hånd hvile på hans skulder. Han glipper lidt med øjnene og nikker så overbevisende.

”Ja! Vi elsker USA!” griner han på gebrokkent engelsk. Jeg smiler stort og sætter mig på kanten af en barstol. De andre drenge glor beundrende på mig.

”Det var godt. Hvor kommer I fra?” spørger jeg flirtende.

”Sverige. Vi er her for at fejre at Patrick skal giftes. Du ved, en sidste drengetur før han er fanget i ægteskabets lænker” griner han og fyren der åbenbart hedder Patrick vinker lidt pinligt berørt. Jeg smiler mit beroligende smil og gør tegn til Alejandro. Han kommer straks ilende.

”Hvad kan jeg hjælpe Dem med?” spørger Alejandro, som om han ikke kender mig, eller i hvert fald er af den opfattelse at jeg er af overordentlig stort betydning. Det er alt sammen skuespil, de fleste og specielt newcomers, ved ikke at det er mit arbejde at flirte med dem.

”Vi skal bruge en omgang til selskabet her. Patrick skal giftes” smiler jeg og blinker til Patrick. Alejandro nikker og går for at udføre vores bestilling. Jeg lader min lange, falske negl glide hen over fyren ved siden af migs overarm.

”Hvad hedder du?” spørger jeg flirtende.

”Torben” svarer han med et grådigt blik. Jeg nikker kort.

”Torben” jeg udtaler langsomt hans navn med så megen omhyggelighed jeg kan mønstre, ”hvad med at du vinder denne omgang for mig?” Han smiler stort og læner sig lidt tilbage.

”Hvad får jeg for det?” spørger han til sidst udspekuleret. Jeg blinker lidt med de lange øjenvipper.

”Hmm, det får vi se. Hvis du er rigtig god kan det jo være du får et lille kys” jeg blinker til ham og han fugter sine læber. Han kan ikke stå for mig. Det bliver barnemad at få ham til at bruge alle sine penge på dette ene spil. Jeg er bare god, måske burde Jack give mig lønforhøjelse. Jeg smiler næsten bittert af min egen tanke, Jack ville aldrig give nogen lønforhøjelse. Han er sindssygt nærrig. I det samme kommer Alejandro med en hel bakke fyldt med fine cocktails som han deler ud til flokken. Da han når mig bukker han sig elegant for at hviske noget i mit øre.

”Der er to herre der spørger efter dig” hvisker han. Jeg skeptisk og spørgende på ham, men skjuler det for svenskerne med et overrasket smil. Han ser alvorlig og desperat ud som om jeg bare skal komme og det skal være lige nu. Panikken breder sig lidt i mit system.

”D’herre, jeg er desværre nødt til at forlade jer” siger jeg undskyldende og følger efter Alejandro med min drink i hånden.

”Hvad er det der er så vigtigt?!” spørger jeg irriteret da vi er kommet tilstrækkeligt langt væk fra de lækre svenskere.

”To af de drenge der var her i går spørger efter dig!” smiler han stort. Jeg stopper kort og måber, for så at fortsætte efter ham. Hans lange ben er svære at følge med, specielt i stiletter.

”Fortæller du mig at du har hevet mig væk fra en rigtig god deal bare for at jeg skal mødes med de drenge?!” hvæser jeg og tømmer mit glas i et hug.

”Jacks ordrer” svarer Alejandro bare og følger mig hen til indgangen til VIPen. Vagten genkender os med det samme og fjerner stofbåndet for at lade os træde ind, med et hengivent "Miss Liberty". Alle vagterne behandler showpigerne med respekt og beundring, fordi de som nogen af de eneste forstår at vores job faktisk er virkelig svært. Mange har ekstremt forudindtagede meninger om os. Mænd mener at vi er... tja legetøj, kun til for at tilfredsstille deres fantasier og kvinder mener ofte at vi er prostituerede. Kun de der er inde i branchen ved hvor krævende det er at være Showgirl og hvor stort talent det bygger på. Man skal både kunne danse, være perfekt skuespiller, have en god krop, være smuk, men samtidig sexet og oven i alt dette skal man have et iskoldt overblik for at håndtere de situationer man tit bliver sat i, når man har dette arbejde.

”De venter på dig i et af de private rum” oplyser Alejandro professionelt og det overrasker mig at han skjuler sin bøssethed så godt. Han er jo tydeligvis helt vild med de der One Direction fyre.

”Du er altså bare den heldigste pige i verden!” udbryder han så og jeg smiler bittert. Det er jo totalt forudsigeligt, han kan bare ikke holde sig tilbage. Once you go gay you don’t go… ehm, den må jeg arbejde på.

”Sikkert. Jeg kan bare ikke lige se det selv, meeen….” svarer jeg mumlende og åbner døren til det lille VIP-rum. Harry og Liam sidder på sofaen og griner af noget en af dem har sagt. Da døren går op ser de begge på mig og Harry smiler åbenlyst. Jeg genner Alejandro der allerede er begyndt at slikke sig om munden ud af døren og vender mig irriteret mod de to drenge. Liam sender mig et undskyldende blik.

”Jeg prøvede at stoppe ham…” mumler han til sit eget forsvar. Jeg spidder ham med et blik og kigger på Harry hvis smil er forsvundet.

”Jeg ville bare tjekke at du var okay” mumler han med sin hæse stemme. Jeg smækker tænderne sammen med en høj lyd og betragter dem rasende.

”Harry, jeg ved at du er imod det, men jeg har faktisk et job jeg skal passe! Så hvis I vil have mig undskyldt…” siger jeg og skal til at gå.

”Nej. Liberty. Vent nu lige lidt!” siger Harry med sin charmerende stemme og jeg stopper per refleks.

”Harry, du sagde at du ville glemme det. Jeg lever som jeg gør, få det ind i dit hoved” siger jeg stille. Jeg har ikke lyst til hverken at såre eller gøre ham vred, men hvis han synes at jeg er irriterende lader han mig være. Han forstår bare ikke, at det ikke er alle der har det lige godt. Sådan er det bare, jeg har aldrig været en af dem med det perfekte liv, det er åbenbart mit lod. Og det har jeg lært at leve med.

”Nej, du sagde at jeg skulle glemme det. Jeg sagde aldrig noget!” indvender han. Facaden glider fra i et kort øjeblik, men jeg får den hurtigt på plads. Jeg må ikke vise dem at jeg er svag.

”Harry, lad så vær” sukker Liam og jeg vender mig langsomt om. Liam virker som en sjov type, men når Harry opfører sig som et barn forvandler han sig ligesom til en far.

”Vi kom bare for at invitere dig til vores koncert i morgen” siger Liam og holder en billet frem. Ordet BACKSTAGE pryder det.

”Backstage?” siger jeg med løftede øjenbryn. Harry nikker langsomt.

”Niall snakker ikke om andet end at se dig igen” siger han. På det blik Liam sender ham kan jeg tydeligt fornemme at det er løgn, men jeg siger ikke noget. Harry behandler mig anderledes end nogen anden dreng jeg har mødt. Faktisk gør alle drengene det, måske ud over Zayn der virker lidt som en mystisk fest-type. Ergo, den slags fyr jeg tit flirter med. Men selv med hans attitude, er der noget anderledes over ham. Det er der over dem alle. Og for at være helt ærlig skræmmer det mig en smule. Det er så langt fra det jeg er vandt til.

”Må jeg spørge om noget?” ender jeg med at sige efter et øjebliks stilhed. De ser afventende på mig.

”Hvorfor?”

”Hvad mener du?” spørger Liam forvirret.

”Hvorfor insisterer I på at ’hjælpe’ mig? Kan I ikke bare lade mig være? Mit liv er som det er, intet boyband kan ændre på det. Jeg har ikke brug for jeres hjælp!” det sidste siger jeg en anelse højt og vreden overmander mig. Jeg smider billetten foran dem på bordet og ignorerer deres måbende ansigter.

”Liberty…” begynder Harry.

”Nej!” afbryder jeg med bidende kulde, ”jeg vil sætte pris på, hvis I går nu og ikke kommer tilbage! Find nogen andre at hjælpe. Nogen der sætter pris på det!” jeg kan mærke at jeg skal til at bryde sammen. Deres venlighed, jeg kan ikke tage det. Jeg kan ikke holde det ud. En enkelt tåre undslipper mit ene øje og Harry ser den desværre.

”Liberty…?” han rejser sig forvirret.

”Lad mig nu bare være” hvisker jeg og lukker øjnene. Alejandro, der uden tvivl har lyttet ved døren, kommer ind og klapper en gang i hænderne.

”Jeg er ked af det drenge, men I må nok hellere gå” siger han. Det er både bartendere og vagters job at holde øje med Showpigerne og sørge for at de ikke kommer i problemer. Drengene bevæger sig langsomt mod  udgangen. Jeg kan mærke kropsvarmen fra en af dem, en der åbenbart er stoppet ved siden af mig.

”Vær sød bare at gå” hvisker jeg og efter en kort tøven fortsætter vedkomne.

”Undskyld Liberty, det var ikke min mening at…” Harrys hæse stemme bliver stoppet af Alejandro.

”Undskyld herre, men De er nødt til at gå” afbryder min dejlige bøsseven og jeg kan høre Harry gå ud af døren.

”Er du okay?” spørger Alejandro.

”Ja. Bare giv mig et minut, jeg kommer ud om lidt” Alejandro lukker tøvende døren og først der åbner jeg øjnene. Jeg trækker vejret dybt og sætter mig på den grønne sofa. Jeg er nødt til at sunde mig, det er længe siden jeg sidst fik et sådant vredesudbrud. Jeg har slet ikke lyst til at tænke på sidste gang… tårerne triller jeg kan ikke stoppe dem. Det er så bizart, jeg ligger på en sofa i Las Vegas og bryder sammen fordi nogen er venlige mod mig. De burde ikke være venlige, de burde væmmes ved mig, ved min livsstil. Jeg væmmes ved mig. Alt ved mig virker til at være falsk, klamt og frastødende. Min krop der kun synes at være til for at tilfredsstille klamme mænds tanker, mine øjne hvis rigtige farve jeg må skjule, min sjæl der aldrig gjorde sig fortjent til andet end et liv i Helvedet. Min facade jeg lever bag, så jeg helt har mistet den jeg virkelig er. Jeg har tabt mennesket på gulvet og nu er der kun djævlen tilbage. Facaden. Så jeg altid enten er flirtende, sexet eller kold. Aldrig mig selv. Jeg ved slet ikke hvem jeg er længere. Jeg ved kun, at den person jeg lader som om jeg, er frastøder mig. Jeg hader mig selv.

 

Efter at have opfrisket makeuppen er jeg igen på banen, gemt væk bag facaden. Med løftet hage og rank ryg vandrer jeg gennem mit kongerige som en værdig dronning og bader i mænds beundrende blikke. Mens væmmelsen dækker mit syn som et rødt slør og giver mig kvalme. Men det lader jeg ingen mærke. Jeg er isdronningen i Nevadas kvælende varme, jeg kan ikke røres. Det er i hvert fald hvad jeg får folk til at tro. I virkeligheden ligger der en blødende og forskræmt lille pige bag facaden, der er frastødt af sig selv og som ikke længere ved hvor hun hører hjemme. Den rigtige mig.

Til at starte med går det fint. Jeg flirter og drikker og gør hvad jeg skal. Men efter et par cocktails går det mere og mere galt. Hver eneste fyr jeg ser minder mig på en måde om drengene. Den fyr der, har samme nuance hår som Niall. Manden der har en hudfarve der minder meget om Zayns flotte glød. Et sted er der en der griner og latteren minder så meget om Louis’. Overalt jeg kigger kan jeg se træk fra de fem drenge, det går mig virkelig på. Harrys kindben, Liams skæve smil, overalt er der minder, som spøgelser der bare venter på at jeg bryder sammen igen. Jeg gør mit bedste for at ignorere det, men min underbevidsthed leder ihærdigt efter ligheder, som om den prøver at tage livet af mig. Jeg prøver at undertrykke hovedpinen mens jeg kører den ene drink ned efter den anden. Alejandros bekymrede blik hviler på mig, men han kommenterer ingenting. Godt træk.

 

Aftenens show er overstået, thank God, og jeg slæber mig ned af gangen mod mit værelse. Det har været en lang vagt, men jeg har tjent ufatteligt meget. For slet ikke at nævne dagen før hvor jeg tjente mere end jeg gør på en ordinær måned. Da Jack gav mig lønnen for de to sidste aftener, stod Justine lige ved siden af og hun lagde klart mærke til at det kæmpe beløb. Hendes hånlige smil afslørede at hun udmærket godt vidste hvad jeg har gjort for at få de ekstra penge. En lille klump samler sig i min mave. Justine kan være ekstremt ondskabsfuld og hun er klart jaloux over at det var mig der fik lov til at hænge ud med de kendte fyre. Det er skræmmende at gå rundt og vente på hendes hævn. Maritta råber godnat og låser sig ind på sit værelse som hun deler med Lotta. Jessica er heldigvis ikke kommet endnu, jeg orker ærlig talt ikke mere tøsefnidder. Jeg skynder mig at gøre mig klar til at komme i seng og kravler op i min køje. Hvor en overraskelse venter mig. Billetten, backstagebilletten, ligger der på min pude, lige så fint placeret midt på puden med sirlig perfektion. Hvordan er den havnet der?! På den ligger en lille note med en fin håndskrift, lige så perfektionistisk placeret, så den ligger præcis oven på billetten. Jeg tager den og læser den igennem et par gange som om jeg ikke forstår hvad der står på den.

 

Bare hvis du skifter mening. Det håber jeg virkelig du gør.

Jeg er ked af det i dag, jeg burde respektere at du lever

som du gør. Undskyld. Det ville betyde meget for drengene

og mig hvis du kommer til koncerten. Men jeg forstår godt

hvis du ikke har lyst. Undskyld Liberty.

Harry Styles.

 

Jeg ser lidt på noten og skal til at krølle den og billetten sammen. Så tøver jeg. Vil jeg egentlig have at de lader mig være? Eller var det frygten der talte tidligere i dag? Jeg trækker vejret dybt og lader billetten og noten glide ned i min pung. En ting ved jeg. Jeg vil ikke være bange længere. Aldrig mere.

 

Hold da op, et døgn og den er mere populær end min før mest populære movella! Tusind tak alle sammen, I aner ikke hvor meget det betyder for mig! Smid gerne en kommentar om hvad jeg gør godt, hvad I hader og hvad jeg kan gøre bedre, da jeg hele tiden arbejder på at forbedre min skrivestil. Igen tusind tak for at læse, det betyder så meget.

Keep rocking

// Ida Emilie

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...