Las Vegas Showgirl - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 jun. 2012
  • Opdateret: 7 apr. 2013
  • Status: Færdig
Sekstenårige Liberty lever det liv alle ordinære mennesker finder så fjernt, men som de ved eksisterer: hun er showgirl i djævlenes by Las Vegas, stedet hvor løfter bliver brudt og penge bliver brugt. Men alle unge piger der havner i Las Vegas har en historie og Liberty kæmper for ikke at blive indhentet af fortiden der truer med at overhale hende. Og det kan betyde at hun havner i sit gamle liv, det liv hun flygtede fra. Indtil en ganske særlig person beslutter sig for at hjælpe englen ud af Helvedet.

**Læses på eget ansvar. Da det er et alvorligt emne jeg har taget fat på, vil der måske være nogle stødende scener og sprogbrug for meget sarte sjæle. Så er det sagt**

1165Likes
845Kommentarer
129974Visninger
AA

10. Secret.

 

Got a secret, can you keep it? Swear this one you'll save. Better lock it in your pocket, taking this one to the grave.

 

 

Min vagt går hurtigere end ventet og efter at have klædt om til en stor, grå hættetrøje og et par stramtsiddende slidte jeans, henter jeg aftenens løn hos Jack. Jeg har tjent okay, ikke så meget som de andre aftener fordi jeg ikke hverken har haft dobbeltvagt eller Portdans. Da de andre går ned i kælderen for at komme i seng, lister jeg mig væk fra gruppen og ud til hovedindgangen, hvor en taxa ganske rigtigt venter. Den dreng giver aldrig op, det var da helt utroligt. Han står der, skødesløst iført et par slidte jeans og en T-shirt med et træt smil bredt ud over sit søde ansigt.

”Du er sindssyg, Harry” sukker jeg, men kan ikke lade vær med at føle mig smigret. Mens frygten nager på indersiden. Den er der altid, af en eller anden grund kommer den frem fra sit skjul hver gang jeg er sammen med Harry og de andre drenge. Den er som et sort hul i mig, suger alting til sig og forstærker sig selv. Det skræmmer mig.

”Har du virkelig været vågen helt til nu?” spørger jeg mistænksomt. Det har jeg svært ved at forestille mig.

”Hvad regner du med? Jeg er godt nok feminin på visse punkter, men jeg er stadig en dreng. Selvfølgelig har jeg sovet! Jeg satte bare vækkeuret, så jeg kunne nå herud i tide” griner han og åbner døren. Jeg ryster bestemt på hovedet.

”Tag hjem og sov, Hazza. Jeg er også træt, jeg vil bare gerne i seng” løgn. Jeg er helt vågen, men det behøver han ikke at vide.

”Jeg er ikke stået op for ingenting. Kom så ind i bilen!” kommanderer han bestemt. Jeg løfter et øjenbryn. Som om.

”Du kan ikke tvinge mig” siger jeg med et veltilfreds smil. Han ser udfordrende på mig.

”Skal vi væde?” i det samme griber han fat i mig og nærmest kaster mig ind i bilen. Han springer ind ved siden af mig og lukker døren på under tre sekunder. Jeg ser måbende på ham.

”Jeg har haft tyve minutter til at planlægge det snigeangreb. Det var gennemtænkt” siger han med et skuldertræk og et selvtilfreds smil. Jeg ryster chokeret på hovedet.

”Fortæl chaufføren hvor vi skal hen” siger han og jeg tager mig sammen. Det ser ud til at Harry har narret mig big time. Hmmm, den må jeg tage op til eftertanke.

”Den nærmeste IHop” siger jeg fraværende og skriver en besked til Maritta, der garanteret venter på mig nedenunder.

#Er blevet bortført af en ven. Tager på IHop og spiser pandekager, vi ses senere#

”IHop? Er der kaniner, eller hvad sker der?” joker Harry. Jeg sender ham bare et overbærende blik.

”Din humor stinker, når du er træt” siger jeg og han nikker lidt.

”Jeg ved det. Hvorfor er du slet ikke træt?” spørger han lidende og beklagende. Jeg griner lidt.

”Jeg tror ikke du kan finde en pige, der har taget flere døgnere end mig. Jeg har vænt min krop til i gennemsnit fem timers søvn per døgn. Jeg fungerer fint, otte timers søvn er overvurderet!” fastslår jeg. Harry grynter uenigt.

”Blærerøv” mumler han. Jeg griner, tænk at en fyr der sætter sin søvn så højt, er stået op klokken halv fire for at spise meget tidlig morgenmad med mig. Det er virkelig smigrende. Frygten bliver ligesom undertrykt af den tryghed han giver mig, men den gemmer sig hele tiden under overfladen, jeg ved ikke, hvordan jeg skal få den til at forsvinde. Efter jeg har mødt drengene, er jeg begyndt at undre mig over hvorfor den er der. Normalt har jeg bare accepteret, at jeg frygter nogle unaturlige ting og bare undgået situationer hvor den frygt bliver bragt til live. Men jeg vil så gerne være sammen med drengene, også selvom det er i konstant frygt. Derfor er jeg begyndt at tænke over hvad angsten laver i min krop og hvorfor den kommer. Jeg vil så gerne være i stand til at nyde min tid med drengene, jeg ved at den snart slipper op, og så er det for alvor farvel.

”Hvis I hører om et mord i morgen er det formegentlig Jane der har skåret halsen over på mig” bemærker jeg tørt. Harry griner sin hæse latter og spreder en varme i mig. Han har virkelig en sjov virkning på mig. Taxaen holder foran IHop og vi stiger ud. Som den gentleman Harry er, betaler han chaufføren og vi går ind på den næsten tomme dinner. Et par lastbilchauffører får en kop kaffe i hjørnet, og to escortpiger får sig lidt morgenmad, sikkert efter et ”job”. Harry og jeg sætter os og kigger lidt på menukortet.

”Hold da op, det ser godt ud!” udbryder Harry. Jeg nikker med et smil og gør tegn til servitricen. Hun er gammel, klassisk dinnermutter med et forklæde viklet om livet og permanentkrøller.

”Hvad skal I have, unger?” spørger hun og tager sin blok frem.

”En pandekage med chokoladestykker og frisk frugt og en med karamel og appelsin. Og… to jordbærmilkshakes” bestiller jeg og hun smiler skævt og spørgende.

”Hans første gang” siger jeg og nikker mod Harry. Hun nikker indforstået og bringer vores bestilling til køkkenet. Harry ser forvirret på mig.

”Hvad gik det ud på?”

”IHop er ligesom pandekagehuset i USA. Det jeg lige bestilte er IHops bedste, tro mig. Det ved alle.  Alle bestiller det første gang de er her” forklarer jeg og smiler skævt. Harry nikker forstående.

”Ahh. Kommer du her tit?”

”Laver du sjov? Om dagen er stedet fyldt med turister. Om natten, Vegas udskud. Ergo: jeg er her tit. Vi tager tit herhen når vi har haft en sen vagt. På særlige dage varer nogle vagter til klokken fem. Så tager vi herhen og får pandekager og kaffe” smiler jeg. Jeg lever måske ikke lige det liv alle drømmer om, men nogle gange er de gode stunder alle de dårlige værd.

”Du er alt for hård ved dig selv, søde” sukker han og skriver hurtigt noget på sin mobil. Jeg løfter et øjenbryn mod ham og han smiler undskyldende.

”Louis spørger hvor jeg er” forklarer han.

”Hvorfor er han vågen?”

”Hans sjette sans. Han kan mærke at jeg er væk” joker Harry grinende og jeg ruller smilende med øjnene.

”Den fyr er for underlig” griner jeg.

”Nu vi snakker om underlig. Ehm… du synes ikke det er mærkeligt… det her?” han gør en bevægelse der indikerer os. Jeg himler dramatisk med øjnene.

”Selvfølgelig synes jeg det er underligt. Jeg er bare en Showgirl i Las Vegas, jeg er ikke noget særligt. Hvorfor vil One Direction have noget med mig at gøre?” Harry smiler hemmelighedsfuldt.

”Du er noget helt særligt, tro mig. Jeg ved ikke hvad det er, men noget er det. Jeg har lyst til at lære dig at kende” jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal mene om det.

”Tjo, ehm… det er jo lidt svært når I snart rejser videre på jeres tour, er det ikke?” spørger jeg kækt.

”Det er jo netop derfor jeg tvinger dig til at gå ud med mig midt om natten. Jeg gør mit bedste for at gøre et meningsfuldt forsøg” pointerer han. Jeg himler med øjnene, men smiler så. Han er ret sød, det må jeg indrømme. Det er bare for urealistisk, at han pludselig mener, vi kan blive venner. Han bor i England, for pokker da.

”Det her er ikke en date!” fastslår jeg smilende. Harry griner bare bedrevidende og ser charmerende på mig. Jeg tillader mig selv at flyde lidt længere ind i hans fantastiske øjne, svømme rundt i det smukke blågrønne.

”Hvis det er det du gerne vil tro på” smiler han. Jeg griner opgivende af ham og smiler til servitricen der placerer milkshakene foran os.

”Pandekagerne kommer om et øjeblik” lover hun og slår en boble med sit tyggegummi.

”Okay, tak” smiler jeg og tager en tår af min milkshake. Da jeg ser op igen har stemningen ændret sig. Harry ser ud til at være i indre konflikt, som om han har noget at sige, men ikke nænner at ødelægge mit humør. Jeg bliver lettere nervøs.

”Hmm. Øh… Liberty, der er… ligesom noget jeg gerne vil spørge dig om, eller… vise dig” hans nervøsitet gør mig straks urolig. Han rækker ned i sin lomme og finder et sammenfoldet papir som han rækker mig. Jeg folder det ud og kan se at det er noget han har printet ud fra nettet. Så stivner jeg og min puls stiger til det dobbelte på rekordtid. Jeg lader mine øjne glide ned over artiklen.

 

Det er over et halvt år siden True Liberty Justice blev meldt savnet af sin mor Jenna Davis og hendes mand John Davis. Forældrene er stadig overbeviste om, at den nu sekstenårige pige blev bortført og kæmper fortsat for at finde deres datter. Et mindre politihold er stadig på sagen om den forsvundne True, selvom mange spor indtil videre har peget på at den unge pige er umulig at finde og måske endda død. For nylig kontaktede et vidne politiet og fortalte at han havde set en pige der mindede meget om True et sted i Nevada på sin ferie der, men han husker ikke hvor. Politiet er derfor rykket staten videre og eftersøger nu også True i Nevada, hvor hun før kun var sat til at være inden for Arizonas grænser. Vi vil igen på redaktionen bede alle der mener de har set noget kontakte politiet.

 

Artiklen er bragt i Phoenix News Paper, hovedstaden i Arizonas officielle kilde til nyheder.

 

Artiklen er efterfulgt af det billede tv-avisen også bruger, da det er det nyeste billede af mig. Jeg fnyser lidt irriteret og ser så vredt på Harry.

”Hvad er det her?!” spørger jeg hvæsende og krøller papiret sammen. Han krymper sig lidt.

”Vi så nyheder her den anden aften og de lavede et indslag om… pigen i artiklen” han er sikkert bange for at referere til pigen i artiklen som mig, ”jeg så dig uden kontaktlinser og så vidste jeg at jeg havde set de øjne et sted. Jeg googlede det” han ser nervøst ned i bordet og jeg sukker opgivende. Det er jo ikke Harrys skyld, han har bare opdaget min hemmelighed. Det kan jeg jo ikke gøre specielt meget ved og det hjælper i hvert fald ikke at flippe ud på ham. Jeg lægger det sammenkrøllede papir foran ham og han ser forsigtigt op.

”Harry, den her artikel… det her, må aldrig komme ud. Det er svært at forklare, men…” jeg ved ikke hvad jeg skal sige. Jeg har ikke lyst til at fortælle ham min hemmelighed, men hvordan skal jeg ellers fortælle ham at han må holde det hemmeligt for alt i verdenen? Artiklen beder jo udtrykkeligt alle der ved noget om at kontakte politiet. Harry skal uden tvivl have en rigtig god grund til ikke at skulle gøre det.

”Hvorfor står der at du blev bortført i artiklen?” jeg smiler bittert, men svarer ikke. Hvad skal jeg sige?

”Bortførte Jack dig? Og tvang dig ind i den her branche?” spørger han og vreden fra tidligere har igen fundet ham. Jeg sender ham et koldt blik.

”Jeg er ikke prostitueret, Harry!” hvisler jeg og tager smilende imod den tallerken servitricen giver mig, for ikke at vække hendes mistanke. Hun går igen og Harry ser udfordrende på mig.

”Du kunne godt have narret mig!” jeg ryger tilbage i stolen som havde han slået mig og kæmper mod tårerne, mens raseriet ulmer i hele min krop. Harrys ansigt lukker sig sammen.

”Gud nej, undskyld Liberty! Det var slet ikke sådan ment, det må du virkelig undskylde!” udbryder han. Jeg ryster på hovedet, prøver at få hold på mine tanker. Han sårede mig virkelig og det er underligt. Det har ikke været muligt for nogen at såre mig i lang tid. En panik begynder at brede sig. Er han virkelig begyndt at betyde nok for mig til at hans ord rammer mig? Åh nej.

”Undskyld Liberty!” Harry er fuldstændig overvældet af dårlig samvittighed og jeg løsner langsomt op. Jeg er vred på ham, selvfølgelig er jeg det, men jeg kan jo ikke ligefrem kaste mig over ham og smadre hans ansigt ned i tallerkenen med pandekager, vel? Selvom det lyder umådeligt fristende.

”Bare… bare fortæl mig hvad du laver her. Hvorfor påstår din mor, at du er blevet bortført?” hans stemme er hviskende.

”Hvornår fastslog vi, at pigen er mig?” jeg læner mig lidt ind over bordet og tager et sug af min milkshake.

”Kom nu, jeg er ikke dum” indvender Harry. Jeg sukker lidt og svarer undvigende.

”Fordi sandheden vil få folk til at stille dem ubehagelige spørgsmål”

”Og hvad er sandheden?” Harry ser anspændt på mig.

”Jeg stak af.”

 

Kapitlet er lidt kort i forhold til de andre, det ved jeg, men jeg synes det var et fedt sted at stoppe;)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...