Las Vegas Showgirl - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 jun. 2012
  • Opdateret: 7 apr. 2013
  • Status: Færdig
Sekstenårige Liberty lever det liv alle ordinære mennesker finder så fjernt, men som de ved eksisterer: hun er showgirl i djævlenes by Las Vegas, stedet hvor løfter bliver brudt og penge bliver brugt. Men alle unge piger der havner i Las Vegas har en historie og Liberty kæmper for ikke at blive indhentet af fortiden der truer med at overhale hende. Og det kan betyde at hun havner i sit gamle liv, det liv hun flygtede fra. Indtil en ganske særlig person beslutter sig for at hjælpe englen ud af Helvedet.

**Læses på eget ansvar. Da det er et alvorligt emne jeg har taget fat på, vil der måske være nogle stødende scener og sprogbrug for meget sarte sjæle. Så er det sagt**

1163Likes
844Kommentarer
126449Visninger
AA

23. Power.

 

The clock's ticking, I just count the hours.

 

Jeg vågner næste morgen ved hans side og bliver mindet om den morgen. Eller rettelse: de morgner vi har tilbragt sammen, både på hans hotelværelse på det lille hotel og på Paris. Måden han ser ud på når han er på grænsen til at vågne har ikke ændret sig. Han ser stadig lige så forpjusket og søvndrukken ud da han slår øjnene op, som han gjorde alle de andre gange. Han smiler blidt til mig og skubber en mørk krølle om bag mit øre.

”Hvordan lykkes det dig altid at vågne først? Jeg vil gerne se hvordan du ser ud når du sover, men jeg falder altid i søvn først og vågner sidst” siger han og spiller skuffet. Jeg griner befriet og tager hans hånd under dynen. Traditionen tro sover jeg i en af hans T-shirts og han sover i boksershorts. På kommoden i hjørnet af rummet står hans åbne kuffert og minder os begge om dagens dagsordning.

”Jeg går ud og laver noget morgenmad. Jeg må jo lære at bruge din kaffemaskine på et eller andet tidspunkt” smiler jeg let og rejser mig. Han synker lidt ned i madrassen og ser veltilfreds på mig.

”Den er der kun for Zayns skyld, han er seriøst kaffenarkoman. Jeg hader kaffe” siger han så. Jeg kan slet ikke forstå hvordan nogen mennesker kan fungere uden kaffe, men Harry er åbenbart et af de utrolige væsner der kan komme ud af sengen uden et skud koffein.

”Okay… te?”

”Perfekt” nikker han. Jeg ruller dramatisk med øjnene og går hen mod døren. Han fløjter lavt og jeg vender mig forvirret.

”Hvad?”

”Hvordan kan jeg være så heldig? Du er lige så smuk bagfra som du er forfra” driller han med et glimt i øjet. Jeg sender ham et skarpt blik, men kan ikke lade vær med at smile lidt. Der er den Harry bladene skriver om: den flirtende. Jeg kan faktisk meget godt lide det, det virker næsten naturligt i vores forhold. Vi er begge flirtende af natur. Jeg går ud i køkkenet og kaster et blik på den meget komplicerede maskine. Okay. Jeg giver op da der ikke er noget kaffepulver i skabene og desuden intet sted i selve kaffemaskinen hvor der er plads til pulver eller et filter. Det ender med at jeg sætter vand over til Harrys te (jeg kan da finde ud af at bruge en elkoger) og derefter bare står og stirrer på maskinen, som om den giver mig en brugsanvisning hvis jeg gør det længe nok. Harry kommer ud med vådt hår og en T-shirt på og stopper op da han ser mig stå og kigge koncentreret på hans kaffemaskine. Så begynder han at grine højt og hjerteligt.

”Hvad sker der? Håber du på at udvikle laserblik hvis du bliver ved længe nok eller sådan noget?” griner han drillende og lægger armene om mig bagfra.

”Nej…” jeg tøver og bider mig i underlæben, ”jeg håber på at maskinen selv fortæller mig hvordan den virker hvis jeg bliver ved længe nok” Harrys latter lyder straks igen og jeg sender ham et opgivende blik. Han ser drillende på mig og stiller sig ved siden af mig ved køkkenbordet for også at stirre på maskinen. Jeg betragter ham lidt og ryster så på hovedet.

”Hvad laver du?” spørger jeg endelig. Uden at tage blikket fra kaffemaskinen svarer han

”Det kunne være interessant at tjekke om din teori passer” jeg slår ham irriteret på armen og kan så ikke lade vær med at smile til ham. Han er så… vidunderlig. Han giver op og smiler til mig.

”Okay. Hvordan vil du have den til at virke?” spørger han beroligende. Jeg løfter et øjenbryn og slår ud med armen mod maskinen.

”Jeg vil have et sted hvor jeg kan sætte et filter med kaffepulver, jeg vil have en kande hvor kaffen kan løbe ned, jeg vil have et sted hvor jeg kan fylde vand på!” svarer jeg irriteret over at han ikke bare viser mig hvordan man gør. Han ser overrasket på mig og griner så af mig et øjeblik efter.

”Hvad?!” spørger jeg irriteret. Han griner lidt videre og holder endelig op.

”Du mener det virkelig seriøst?” siger han så.

”Ja?!” han kæmper for ikke at grine igen.

”Det er bare… Liberty, det er så… primitivt. Ingen laver kaffe på den måde længere” han griner igen.

”Okay hr. Jeg Hader Kaffe! Vis hvad du kan!” siger jeg udfordrende. Han ser overbærende på mig og fylder vand i en beholder jeg åbenbart har overset fordi den gik så godt som i et med resten af maskinen. Så tager han et stort bæger og placerer det under en lille hane. Derefter finder han en lille, guld-brun kapsel og putter den ned i et lille hul. Han trykker på en rød knap og mørk væske begynder at løbe ned i bægeret. Jeg ser på den med let åben mund og derefter på Harry der betragter mig overlegent.

”Okay, du vinder. Jeg bøjer mig i støvet for mesteren!” griner jeg og tager det dampende krus kaffe. Han smiler og lægger hænderne på mine hofter.

”Det kunne jeg godt tænke mig at se”

”Ja, det kan jeg forestille mig!” griner jeg og sætter mig ved spisebordet.

”Nå, hvad vil du have til morgenmad?” spørger han efter at have færdiglavet sin te. Jeg trækker på skuldrene.

”Jeg plejer sjældent at spise noget, jeg tager bare en kop kaffe” svarer jeg og griber et sladderblad på bordet. Uhh, Miley Cyrus og Liam Hemsworth er sammen igen! Jeg hader Hollywood. Suk. Harry måber lidt.

”Seriøst? Jamen… morgenmad er jo dagens vigtigste måltid!” udbryder han forarget. Jeg smiler drillende.

”Det er et hårdt job jeg havde. I min branche er dagens vigtigste måltid aftendrinken” griner jeg og bladrer videre. Harry griner af min joke og begynder at bikse noget sammen til sig selv. Skandaler, nye par, gamle par, paparazzifotos. Uh, det her er spændende. Jeg er fordybet i en artikel om at Zayn Malik har slået op med Perrie Edwards. Right. Gotta love gossip. Så smækker Harry en tallerken ned i bordet foran mig og kaster et foragteligt blik på artiklen.

”De tager hver en chance for at sprede rygter om os. Denne gang er det fordi han blev set flirte med en pige i Las Vegas” han sender mig et skævt smil og det går langsomt op for mig hvad han mener.

”Siger du at…?!”

”Ja. Du er skyld i at Zayn har slået op med Perrie. Skam dig!” driller han og sætter sig ved siden af mig. Jeg kaster et blik først på tallerkenen og derefter på Hazza.

”Spis. Det er rigtig english breakfast. Det bedste der fås” griner han og spiser et stykke bacon. Harry har virkelig ikke glemt noget. Røræg, bacon, stegte tomater, baked beans, toast, ja selv de der kartoffelkager. Efter at have smagt på det hele ser jeg anerkendende og smilende på min fantastiske kæreste.

”Du er en god kok” lover jeg. Han ser faktisk ud som om han virkelig sætter pris på at jeg siger det og så falder han tilbage i den drillende rolle.

”Tja, en af os er jo nødt til at være det” griner han og tørrer tallerkenen ren med et stykke toast. Jeg griner skyldigt og spiser resten. Lyset strømmer ind i det dejlige køkken, lyden af morgentrafikken og fuglene når os lige gennem ruden. Kaffemaskinen summer fordi den er ved at lave en ny kop til mig og Harry nynner med på en sang i radioen. Det er perfekt. En perfekt morgen.

”Jeg kan virkelig godt lide det her” siger jeg pludselig, ”altså os to, bare os der spiser morgenmad sammen som et helt almindeligt par. Det virker så rigtigt” Han smiler og tager min hånd.

”Der kommer mange flere af de her morgener når du flytter ind hos mig i London” smiler han og jeg kan ikke lade vær med at smile lykkeligt tilbage. Ingen af os nævner at det kun bliver sådan hvis retssagen falder ud til min fordel. Vi har ikke lyst til at tænke på det.

 

De rejser. De rejser alle sammen. Hver og en. Niall. Louis. Liam. Zayn. Jane. Paul… Harry. Tilbage sidder jeg ved den bærbare Harry har givet mig og med et Word dokument på 27 A4-sider med detaljer om hvad min mor og stedfar udsatte mig for. Det skal bruges til i dag hvor sagen skal fremlægges af min advokat. Et vidneudsagn, parat til at blive mailet til Janes advokat, en af de bedste i staten Californien. Han er allerede i Arizona, klar til at repræsentere en pige han aldrig har mødt, men som han har fået utroligt gode penge af. Jeg har ikke engang talt i telefon med ham. En enkelt mail om hvad jeg skal gøre og det er alt. Han tager sig af sagen mens jeg gemmer mig i LA, i hvert fald indtil datoen for retssagen er sat. Måske ikke særlig modigt, men efter opkaldet fra Jane tidligt i morges om at jeg har fået tilladelse til at blive i Harrys lejlighed under forløbet, afgjorde det ligesom. Nu skal jeg vente. Igen. Vente på at advokaten ringer og fortæller hvordan mødet med dommeren og John og mors advokat – som de har måtte finde i en rasende fart – gik. Vente på at Harry ringer og fortæller hvordan flyveturen var. Vente på at jeg kommer på noget jeg kan foretage mig de dage jeg skal tilbringe i LA. Jeg er faktisk lidt bange for at gå udenfor, møde det ukendte. Jeg overvejer stærkt at tage en taxa til Venice Beach, men det er næsten for sent til det. Pludselig får jeg en spontan ide og finder den lokale telefonbog i et skab i gangen. Hurtigt trykker jeg nummeret og lader telefonen hvile på min skulder, mens jeg lakerer mine fingernegle med rolige, lange strøg. Med en fortid som Showgirl kan man godt være forfængelig med detaljerne. Telefonen ringer et par gange og bliver så taget af en dame med myndig stemme.

”LA Rehab Center, De taler med Susan?” jeg smiler ned i telefonen og går videre til min højre hånd.

”Goddag Susan, De taler med Liberty…” jeg kæmper for at huske det efternavn jeg skrev på de papirer Jessica viste mig, ”Liberty Jean. Jeg ringer angående en patient I har, der er på centeret på min regning og opfordring? Hendes navn er Jessica Lye” der bliver rodet lidt med nogle papirer og Susan vender tilbage i røret.

”Ja, vi har Jessica Lye indlagt her. Hvad kan jeg hjælpe Dem med?” jeg tøver lidt og tager mig sammen. Jessica er min ven.

”Jeg tænkte på om det kunne være muligt at træffe hende?” siden hvornår er jeg blevet så formel? Måske er det den store stjerne-lejlighed der gør det, jeg ved det ikke.

”Jessica ønsker ikke at træffe nogen, men hun er faktisk i rummet ved siden af. Skal jeg spørge om hun vil tale med Dem?” måske viser Susan sig at være langt mere hjælpsom end først antaget.

”Ja, det må De meget gerne” smiler jeg ned i røret og lukker neglelakken. Der er lidt rumlen og en svag stemme lyder i den anden ende.

”Lib?” jeg kan slet ikke kende stemmen. Den er hæs og ru. Jessica har altid haft en syngende, kraftig stemme.

”Jess?” siger jeg tøvende. Er det virkelig hende?

”Ja,” hun griner hæst, ”jeg ved godt det ikke lyder sådan, men det er medicinen. Heroin er svær at slippe af med, hvis du forstår” det er den Jess jeg kender: ligefrem og sarkastisk. Jeg smiler af hende.

”Godt at høre at du hænger i. Er det svært?” hun tøver lidt.

”Ja. Men det er min eneste chance for at klare det, så jeg gør mit bedste” siger hun. Vi hører begge det hun ikke siger: det er den chance jeg gav hende. Jessica er fan af indirekte takketaler.

”Det er jeg glad for. Du fortjener et ordentligt liv” siger jeg tøvende. Hvordan blev vi så akavede? Hvordan lykkes det os at konversere som om vi slet ikke kender hinanden?

”Tak Liberty… for alt, du ved. Jeg ville ikke være her hvis det ikke var for dig” siger hun direkte og jeg lukker øjnene.

”Selv tak, Jessica. Jeg er glad for at hjælpe”

”Du er ikke i Vegas længere, er du?” spørger hun

”Nope. Jeg skred nærmest lige efter dig. Heldigvis” svarer jeg smilende og nævner intet om de omstændigheder jeg forsvandt i. Det behøver hun ikke at vide… Selvom jeg kan forestille mig at hun bare er endnu en af de piger der var escortpige forklædt som Showgirl på Scenen.

”Godt. Du hørte aldrig til der. Det gjorde jeg sådan set heller ikke, ingen hører til der”

”Ud over Alejandro!” indskyder jeg grinende og hun griner anstrengt med.

”Ja, et kasino må være eldorado for ham” griner hun og lidt af den gamle kækhed kommer frem i hendes stemme. Der er stille lidt, som om Jessica vil sige noget, men ikke kan få sig selv til det. Jeg kender hende for godt til ikke at lægge mærke til det.

”Sig det bare, Jess. Jeg kan tage det” smiler jeg og tjekker om mine negle er tørre ved at blidt presse dem mod min underlæbe. Hun tøver stadig og jeg kan se hende for mig. På det sterile hvide kontor, med sit lyse hår sat op i en kedelig hestehale og et makeupfrit ansigt. Jeg kan se hvordan hendes fingre er hvide på grund af det stramme greb hun har om røret, jeg kan se hvordan hun bider sig i sin blege underlæbe og trommer med de lange negle, som hun altid har været så øm over, mod den lyse bordplade.

”Okay… det er bare… du har allerede gjort så meget for mig…” hun lyder ekstremt beklagende, som om hun har dårlig samvittighed og tier så igen. Jeg stønner opgivende.

”Kom med det. Don’t leave me hanging” hun sukker trist.

”Okay… det er mest af alt… en slags tjeneste, hvis du forstår? Jeg kæmper rigtig hårdt, jeg ved at det er min eneste chance. Derfor… altså, jeg er dig evigt taknemmelig for at du har givet mig den her chance, men jeg vil bare gerne ud af det, du ved. Helt ud, der skal ikke være noget tilbage af min fortid. Forstår du?” jeg kan forestille mig at hun vrider sig nervøst. Pludselig forstår jeg hendes ord.

”Jeg er en del af din fortid. Det forstår jeg godt”

”Du må virkelig undskylde, Lib! Jeg ved godt det ikke er fair over for dig, men vil du ikke gøre det for mig? Jeg kan slet ikke overskue at…”

”Jess, det er okay!” afbryder jeg, ”jeg forstår det, det gør jeg virkelig. Men… hvis du en dag har brug for hjælp… så kommer du bare til mig, okay? Jeg er i LA lige nu, men jeg regner med enten at ende i Phoenix eller London meget snart. Hvis du får brug for noget, også hvis det bare er en ven, så kommer du bare. Okay?” hun tøver lidt.

”Okay…” vi ved begge at hun er for stolt til nogensinde at gøre det, men nu er tilbuddet i hvert fald fremlagt.

”Farvel Jessica. Held og lykke” siger jeg stille og lukker øjnene mens jeg forbereder mig på at sige farvel til endnu en person fra mit gamle liv.

”Farvel… True. Tak for alt” hun skal til at lægge på da jeg stopper hende.

”Jess?”

”Ja?”

”Vi ses i Helvedet” hun griner højt og uanstrengt, stemningen letter med det samme.

”Det kan du bande på!” jeg lader langsomt røret glide ned på beholderen og smiler ud i luften. Jeg er virkelig stolt af Jess. Det er om noget lykkes hende at komme ud. Helt ud. Jeg kan kun håbe at jeg kan gøre hende kunsten efter.

 

Fremlæggelsen gik godt. Min advokat ringede præcis klokken otte og fortalte den glædelige nyhed. Det viser sig, på baggrund af hans research, at dommerens bedste veninde blev misbrugt af sin stedfar. Hvilket sammentræf. Advokat Roy, som han hedder, mener at hun allerede er på vores side. Om præcis en uge kommer en bil som skal køre mig hele vejen til Phoenix hvor retssagen skal afholdes. Dagen efter jeg ankommer begynder retssagen tidligt om morgenen. Og fortsætter. Hele dagen. Hvor jeg skal sidde i samme rum som… dem. Jeg skutter mig ved tanken og åbner min bærbare. Musen finder det lille blå S på min menulinje og Skype åbner omgående. De lille grønne symbol viser at han er online, men jeg aner ikke hvordan man bruger den her anordning. Pludselig dukker et opkald op på min skærm og jeg trykker tøvende på ”Besvar”. I næste øjeblik fylder Harry Styles’ smilende ansigt hele min skærm. I bunden af vinduet er der en lille firkant der viser mit eget skeptiske ansigtsudtryk og det går op for mig at han også kan se mig.

”Hej skat” ånder han med tindrende øjne og et tilfreds blik på min beklædning. Jeg gisper og folder armene foran min pyjamas, der er rimelig afslørende da jeg ikke har bh på.

”Harry! Hvorfor sagde du ikke at vi kan se hinanden?!” udbryder jeg og rynker panden af hans hjertelige latter.

”Undskyld. Jeg troede du vidste det. Jeg glemmer altid at du har boet på månen i de sidste seks måneder. Velkommen til Skype, et ufatteligt smart program der gør det muligt at se og snakke med personer på den anden side af kloden” smiler han og ser slet ikke ud til at være ked af det. Jeg bløder lidt op, efter at have rakket tunge af hans kommentarer, og smiler til ham.

”Nå. Hvordan har din dag været?” spørger jeg og oprigtig interesseret. Han trækker på skuldrene.

”Udmattende. En masse fans og paparazzier. Jeg overlever. Hvad med dig?” jeg smiler skævt.

”Tjo, ehm. Fremlæggelsen gik rigtig godt, siger Roy. Han mener at dommeren allerede er på vores side” jeg læner mig mere afslappet tilbage i sofaen.

”Seriøst? Fantastisk! Hvornår er den store dag?” han siger det som var det min bryllupsdag. Hardly. Det er min dommedag. For mange vil det være en dag hvor en jury beslutter om jeg lyver eller ej. For mig står jeg overfor Gud, der skal beslutte om jeg har lidt nok til endelig at få lov til at være lykkelig. Intet er tilfældigt. Der er en plan med alt. ”Den store dag” er min dommedag, dagens hvor resten af mit liv, min fremtid, bliver afgjort.

”Om en uge og en dag. Jeg hader at vente, det ved du” han nikker vidende og kører en hånd gennem krøllerne.

”Harry?! Hvorfor er der ikke mere shampoo?” råber en velkendt stemme pludselig på Harrys side af skærmen, lige da Harry åbner munden for at sige noget til mig. Han vender sig irriteret mod lyden.

”Måske fordi du ikke har købt noget?!” råber han tilbage og smiler undskyldende til mig.

”Louis. Vi deler lejlighed” forklarer han. Jeg skal til at svare da Harry vender hovedet mod en lyd og stønner opgivende.

”Hvad skal al det råberi til for?” spørger Zayns stemme og Harry slår irriteret ud med armene.

”Kan man da slet ikke få lidt privatliv i det her hus?!” udbryder han.

”Nope!” griner Nialls stemme og Harry vender igen ansigtet mod mig.

”Undskyld smukke. De andre bor i nogle andre lejligheder, men i samme bygning. De respekterer ikke en låst dør” han sender et skarpt blik til højre.

”Det var dig der gav os en ekstra nøgle” siger Niall dovent og kommer gående ind i billedet.

”Ja. Til nødstilfælde!” svarer Harry irriteret og hårdt. Niall trækker ligegyldigt på skuldrene.

”Vi havde ikke mere peanutbutter. Det er et nødstilfælde” forsvarer han sig selv og smiler til mig, ”hey girlfriend. Hvorfor chatter du med krøllerne?” jeg griner og ryster opgivende på hovedet. Han blinker til mig og går igen ud af billedet igen.

”Jeg bliver sindssyg” mumler Harry og ser lidende på mig. Jeg smiler udglattende.

”De er dine venner” smiler jeg som var det en undskyldning for al deres dårlige opførelse. Han stønner.

”De er belastende” siger han lidende og jeg griner.

”Det hørte jeg godt” siger Zayn stilfærdigt, som altid, og glider ned i sofaen ved siden af Harry med et æble i hånden.

”Hey Lib” siger han fraværende og tænder for fjernsynet. I det samme træder Louis ind med et håndklæde viklet om livet og vådt hår.

”Hey, hvad sker der?” spørger han forvirret og ser på den mindre forsamling der pludselig er i hans lejlighed. Harry ser surt på ham.

”Vi er blevet invaderet af en altædende gnom og hr. ski-hop-hår, det er hvad der sker!” hvisler han. Louis ser på ham med løftede øjenbryn og griner så.

”Den var god” smiler han anerkendende, ”hej Liberty” jeg nikker smilende til svar. Det her er bedre end reality-tv.

”Den eneste vi mangler er Nørden Liam” siger Niall et sted tæt på. I det samme lyder det som om en dør går op og de kigger alle den samme vej.

”Nørden er her. Invasionen er tilendebragt” smiler Zayn og Liam træder ind i mit billede med et forvirret udtryk i ansigtet.

”Er jeg gået glip af noget?” spørger han. Niall griner, men ingen orker at forklare ham det. I stedet sætter Niall sig med et stykke toast oversmurt med et tykt lag peanutbutter i hånden og et smil på læben.

”Lov mig en ting” siger Harry til mig.

”Hvad som helst” lover jeg med det samme. Han kigger lidt på sine venner.

Lov mig at når du bliver frigjort og kommer til England finder vi vores egen lejlighed!” jeg griner og de andre sender ham bare overbærende blikke. Noget siger mig at det et stykke tid har været Harrys plan at flytte ind i sin egen lejlighed og jeg er overbevist om at drengene godt ved det. Jeg kaster et blik på de fire andre drenge og nikker så.

”Det er en aftale” griner jeg.

”Forræder!” hvisler Louis med en drillende undertone. I næste nu overværer jeg et gigantisk masseslagsmål hvor det er umuligt at kende forskel på de fem drenge der er involveret. Jeg overvejer at sige noget, men jeg ved det ikke vil blive hørt alligevel, så jeg læner mig bare tilbage og nyder forestillingen. For lad os være ærlige: det er ikke hver dag man får muligheden for at se fem verdenskendte fyre ligge i en klump på en sofa og bruge tøsetricks for at ende med at være den der virker mest macho.

 

 

Det her er så et lidt hyggeligt kapitel til dem der godt kan lide at læse om Lib og Haz' forhold :) Håber I nyder det, spændingen stiger i næste kapitel, det lover jeg (altså så meget den nu kan stige, jeg er lidt løbet tør for spænding.....) Til Cill: Jeg regner med at du udgiver et nyt kapitel i dag, var nødt til at publicere dette nu, da jeg er på vej til halvtredsårs fødselsdag ;) Glæder mig til at læse det på min telefon.

// Ida

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...