Las Vegas Showgirl - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 jun. 2012
  • Opdateret: 7 apr. 2013
  • Status: Færdig
Sekstenårige Liberty lever det liv alle ordinære mennesker finder så fjernt, men som de ved eksisterer: hun er showgirl i djævlenes by Las Vegas, stedet hvor løfter bliver brudt og penge bliver brugt. Men alle unge piger der havner i Las Vegas har en historie og Liberty kæmper for ikke at blive indhentet af fortiden der truer med at overhale hende. Og det kan betyde at hun havner i sit gamle liv, det liv hun flygtede fra. Indtil en ganske særlig person beslutter sig for at hjælpe englen ud af Helvedet.

**Læses på eget ansvar. Da det er et alvorligt emne jeg har taget fat på, vil der måske være nogle stødende scener og sprogbrug for meget sarte sjæle. Så er det sagt**

1163Likes
844Kommentarer
126489Visninger
AA

20. Look after you.

 

There now steady love, So few come and don't go. Will you want to be the one I'll always know?

When I'm losing my control, the city spins around. You're the only one who knows, you slow it down.

Ohuoh ohuoh be my baby and I'll look after you.

 

 

Bip. Bip, bip, bip. Bip. Jeg slår langsomt øjnene op og i et øjeblik kan jeg ikke se andet end hvidt lys. Så vender mine øjne sig til belysningen og jeg opdager at jeg ligger på en hospitalsseng. Jeg er forbundet til et par maskiner, blandt andet den der siger en vildt distraherende biblyd. En irriterende ting sidder i min næse og ligesom styrer mit åndedrag så det føles ekstremt unaturligt. Hele min krop er som lammet. Jeg ved at den bør gøre ondt, jeg husker tydeligt hvordan den er mishandlet, ødelagt, men det eneste jeg kan mærke er en summen, som en sitren i alle muskler. Jeg må være stærkt bedøvet. Jeg kan svagt se at næsten hele min krop er bundet ind i sygeligt rene, hvide bandager og i mit håndled sidder et drop. Jeg skærer ansigt, jeg er sindssygt bange for nåle, og får svagt kvalme ved synet. Forsigtigt lader jeg den arm der ikke er drop i, glide ned til mit håndled og roligt berøre plastikslangen, der er forbundet til droppet. Mon jeg kan rive det ud selv? Jeg klemmer øjne sammen, lukker to fingre om plastikslangen og skal til at hive, da en hånd lægger sig over min og stopper mig. Jeg ser langsomt op og lige ind i et par blågrønne øjne.

”Lad det være, baby” hvisker han hæst. Hans stemme afslører at han lige er vågnet.

”Jeg er bange for nåle” vil jeg hviske, men jeg er alt for tør i munden. Harry lægger mærke til det og rækker mig et glas vand. Han hjælper mig forsigtigt med at drikke det og sætter sig så på sengekanten, mens han holder min hånd. Hånden med droppet. Om det er for at afholde mig fra at rive det ud, eller bare for at holde mig i hånden ved jeg ikke. I hvert fald nyder jeg hans hud mod min.

”Jeg er bange for nåle” får jeg fremstammet. Han giver min hånd et lille klem.

”Og jeg er bange for rutsjebaner. Men for din skyld ville jeg tage den vildeste i verden. Vil du så ikke lade droppet sidde for min skyld?” spørger han. Han har ikke smilet en eneste gang siden jeg vågnede og det gør mig bekymret. Jeg tøver og skæver til nålen i min krop.

”Jo… okay” hvisker jeg endelig og prøver at rejse mig op i sengen. Harry skubber mig blidt tilbage og det chokerer mig hvor nemt det er for ham. Jeg er virkelig svag, går det op for mig.

”Bliv liggende Liberty. Du har brug for at hvile” han lyder som en robot der bare siger hvad han har fået af vide han skal sige til mig. Jeg ser undersøgende på ham.

”Harry? Er du… okay?” spørger jeg. Han ser undvigende væk. Jeg prøver at give hans hånd et klem for at få ham til at se på mig, men det bliver så svagt at jeg er i tvivl om han overhovedet kunne mærke det. Det kunne han åbenbart for endelig vender han ansigtet mod mig. Hans øjne er våde.

”Selvfølgelig er jeg ikke okay! Jeg ved slet ikke hvordan jeg skal reagere, min kæreste… den klamme idiot lod en mand, der er mindst lige så sindssyg, mishandle min kæreste!” han er stadig virkelig vred, det kan jeg høre på ham. Jeg lukker øjnene et øjeblik og ser ham så direkte ind i øjnene. Han har aldrig kaldt mig sin kæreste før.

”Harry… jeg er… jeg er ked af det. Jeg ville aldrig gøre det frivilligt, det ved du” hvisker jeg bedende.

”Selvfølgelig ved jeg det!” bider han og jeg krymper mig under hans isende tonefald, ”jeg forstår bare ikke hvorfor du ikke nægtede?” jeg trækker vejret dybt for at kontrollere mine egne følelser.

”Han truede mig” hvisker jeg stille. Harry ser pludselig ud til at have totalt dårlig samvittighed.

”Med hvad? Med politiet?” spørger han medfølende. Jeg trækker på skuldrene hvilket sender en smerte ned gennem hele min mishandlede krop. Måske er jeg ikke så godt bedøvet som jeg troede.

”Blandt andet… han…”

”Hvad?”

”Han truede med at skade dig” hvisker jeg. Harry ved slet ikke hvordan han skal reagere på det. Forståeligt nok. Hvordan mon det føles at vide at ens kæreste lod sig mishandle for at beskytte en? Jeg ved det ikke, men jeg ved at hvis situationen havde været omvendt, ville Harry gøre det samme for mig.

”Jeg er virkelig bange, Hazza” gisper jeg og pludselig løber tårerne uden at jeg kan stoppe dem. Episoden med manden bliver genspillet i mit hoved, som et mareridt på repeat, mens jeg samtidig bliver overvældet af gamle minder, scener der før var min hverdag. Det føles som om de alle, både John, Jack og den rige mand står lige ude foran døren og venter på at påføre mig smerte. Jeg har det som om jeg er fanget i et bur, det er umuligt at flygte. De fanger mig til sidst, det vil de altid. Jeg hulker ukontrolleret og pludselig bliver det bare for meget. Jeg kæmper min hånd ud af Harrys og river nålen ud af min arm, så en af maskinerne skaver sig åndssvagt. Jeg kæmper for at rive alt det væk der forbinder mig til maskiner, river tingen i min næse ud, mens jeg panisk hiver efter vejret og slår om mig uden at kunne se noget for tårer.

”Liberty!” Harrys stemme er som et piskesmæld og han griber bestemt fat i mine håndled, som han tvinger ned i madrassen og holder mig fast. Han læner sig ind over mig og fanger mit flakkende blik.

”Liberty!” langsomt falder jeg til ro og Harry kæmper for at skjule den panik alle de skrigende maskiner spreder i ham.

”Jeg vil ikke, jeg vil væk!” græder jeg og vrider mig i hans greb. Det føles som om det svigtede barn indeni mig har taget over og jeg bare sidder og kigger på et sted i baggrunden som publikum, mens den seksårige version af mig hulker og vrider sig. Som om det ikke er mig, ikke rigtigt. Han løfter min overkrop op fra sengen og holder mig tæt ind til sig. Mit øre lander mod hans bryst og jeg kan høre hans hjerte slå i rytmiske slag. Det er sært beroligende.

”Schhy, skat. Det er okay. Jeg er her, jeg passer på dig” lover han, ”jeg forlader dig ikke”. Tårerne triller stadig, men jeg kæmper ikke længere mod Harry. Langsomt falder jeg til ro og lader ham holde om mig mens jeg græder midt i lydkaoset. Sekstenårige Liberty får igen kontrollen.

”Liberty?” Harrys stemme er behagelig i mit øre.

”Mmm?” hvisker jeg.

”Skat, der er kommet nogen læger der skal forbinde dig til maskinerne igen. Vil du lade dem gøre det for mig? Jeg lover at jeg bliver lige her ved siden af dig, men det ville være bedst hvis du kunne hjælpe dem lidt så de ikke er nødt til at bedøve dig for at gøre deres arbejde” en lille, velkendt, drillende tone har sneget sig ind i Harrys før så alvorlige stemme og det giver mig en så overvældende følelse af hjemvanthed at jeg bare nikker forsigtigt.

”Jeg vil gøre alt for dig”

 

”Goddag Liberty. Mit navn er doktor Keans. Jeg skal snakke lidt med dig” siger manden i hvid kittel, der står for enden af min seng. Jeg ser bekymret på ham og Harry giver min hånd et klem. Harry har næsten lige afsluttet en lang tale om at jeg slet ikke skal bekymre mig om noget, han skal nok sørge for det hele. Jeg skal bare fokusere på at blive ok igen. Right, hvor urealistisk lyder det lige? Jeg som troede at Harry kendte mig. Tsk.

”Det er ham der har hjulpet dig mens du… eh, sov. Han er rigtig rar, bare rolig” lover Harry og rejser sig. Jeg ser panisk på ham.

”Hvor skal du hen?” spørger jeg med lille stemme. Han sender mig et beroligende smil, der straks gør min situation lidt lysere. Det er den effekt hans smil har på mit liv.

”Doktor Keans skal snakke med dig alene. Jeg kommer tilbage om lidt, du skal ikke være bekymret. Jeg skal ned i kantinen og have lidt mad, det er jo ikke os alle sammen der får mad på sengen” driller han og jeg ser på ham med et undskyldende smil. Jeg har slet ikke tænkt på hans behov siden jeg vågnede. Harry læner sig ned for at hviske noget i mit øre.

”Fortæl ham sandheden, søde. Det hele. Han ved allerede at du er… du ved, True, men jeg har ikke fortalt ham resten. Det skal du gøre. Okay?” jeg nikker tøvende og Harry smiler opmuntrende til mig, hvorefter han går ud af hospitalsstuen. Doktor Keans sætter sig med et venligt smil på stolen ved siden af min seng og klikker på sin kuglepen så han er klar til at skrive.

”Nå, True. Fortæl mig det hele” jeg tøver lidt. Godt nok sagde jeg til Haz at jeg ville fortælle det hele, men jeg skal bruge nogle svar før jeg kan tænke klart. Harry har nægtet at fortælle mig noget, han har bare gentaget at jeg skal hvile mig.

”Jeg vil gerne fortælle dig det hele, men først vil jeg gerne have svar på nogle spørgsmål” siger jeg forsigtigt. Doktor Keans  nikker opmuntrende.

”Ehm… kan du ikke fortælle mig hvor slemt det er? Jeg mener… jeg har prøvet det før, men jeg er aldrig endt på hospitalet forbundet til en masse maskiner før” forklarer jeg. Doktor Keans tøver lidt, måske er de tidligere kommet frem til at det er bedst at skåne mig for detaljerne. Men han forstår vist at jeg får svært ved at komme videre hvis jeg ikke har et klart billede af skaderne.

”Du har forstuvet det ene håndled, dog ikke særlig slemt. Du har også fået en meget slem hjernerystelse, det er derfor det blev så farligt fordi du mistede bevidstheden” fortæller Keans. Et kvalmende billede af mit hoved der smadrer ned i et stenbord gør mig dårlig, men jeg ignorerer det og venter på at få mere af vide. Jeg kan godt klare det.

”Vi har forbundet alle… sårene, både brandmærkerne og snitsårene, og givet dig noget der kan heale skaderne i din mund. Din underlæbe er flækket og det er dit højre øjenbryn også. Du har mistet meget blod, på grund af skaderne. Men du er ikke i kritisk tilstand længere, bare rolig” lover han. Jeg ser forvirret på ham.

”Kritisk tilstand?” Doktor Keans tøver umærkeligt og fanger så mit blik.

”Den mand slog dig næsten ihjel, Liberty” mit hjerte slår hurtigere. Doktor Keans sender mig et medlidende blik.

”Din kæreste var fuldstændig ude af den, da han dukkede op med dig her. Han kunne ikke vække dig. Men du skal ikke være bekymret, du er snart klar igen. Fysisk” det sidste ord han tilføjer gør mig urolig. Jeg bliver ved med at se Harrys paniske blik for mig. Det må have været frygteligt ikke at kunne vække mig.

”Psykisk er du stadig medtaget. Og det der derfor du er nødt til at fortælle mig hele historien. Det hele

Og det gør jeg så.

 

Da doktor Keans beder om at tale med Harry alene bliver jeg med det samme bekymret. Heldigvis har en sygeplejerske befriet mig fra alle maskinerne, da jeg ikke længere havde brug for dem, og det gør det muligt at følge efter Harry og lægen til en slags kontor. Jeg glider ned på gulvet ude foran døren der står på klem og lægger armene om mine hospitalsskjorte-beklædte ben. Der er små bamser på min skjorte. Hvad er der galt med hospitaler?

”Da jeg snakkede med Liberty om alt der er sket, sagde hun at du er den der er tættest på hende. Er det rigtigt?” starter doktor Keans. Harry tøver vist lidt. Kulden fra det blå plastikgulv kravler op i mig og får mig til at ryste let.

”Ja, det går jeg ud fra. Hun har ikke rigtig andre, hendes bedste veninde er død og hendes familie… tja. Hendes bedste ven, Alejandro som jo var ham der ringede til mig og fortalte mig hvad manageren havde fået hende til, er også ret tæt på hende” forklarer Harry stille.

”Og du er…?”

”Hendes kæreste” kommer det prompte. Jeg kan ikke afholde mig fra at smile lidt og lægger mærke til at mit hjerte slår lidt hurtigere.

”Udmærket. Harry, ud fra Libertys beretning er jeg kommet frem til at hun lider af eftervirkningerne af de traumer hun er blevet udsat for i sin fortid” der er stille lidt og mit hjerte springer et slag over. Traumer? Er jeg traumatiseret? Den havde jeg ikke lige overvejet.

”Hvad mener du?”

”Har hun ikke fortalt dig om den angst hun får i visse situationer? Ligesom da den mand mishandlede hende. Det bragte hende tilbage til de traumatiske oplevelser i hendes fortid” forklarer Keans tålmodigt og jeg mærker et stik af fortrydelse over at have betroet ham min største svaghed: frygten. Den uforklarlige og konstante tilstand af angst jeg befinder mig i. Jeg har haft det sådan altid, det er derfor jeg kender den så godt.

”Når man viser hende omsorg bliver hun ligesom bange. Det tog mig et stykke tid at få hende til at forstå at hun fortjener den kærlighed jeg viser hende” Harrys stemme er helt lav, det er svært at høre den. Jeg lukker øjnene, de er allerede begyndt at blive våde. Jeg har behandlet Haz og drengene frygteligt grundet den angst jeg altid fik når de var i nærheden. Det er næsten helt ufatteligt at Harry stadig er her efter alt det jeg har udsat ham for.

”Ja, det leder jo så tilbage til hendes far, den sidste der viste omsorg for hende. Han smuttede og hun begyndte at tro at hun ikke fortjener omsorg”

”Mener du at hun har posttraumatisk stress?” spørger Harry forvirret og jeg slår øjnene op.

”Overhovedet ikke. Posttraumatisk stress efterlader en i en tilstand af en slags lammelse hvor man nærmest ikke kan fungere. Liberty lider af en slags stress, en angst, der har rødder i alt det hun er blevet udsat for gennem livet. Det er også derfor hun ofte får angsttilfælde. Hvis de meget traumatiserende oplevelser bliver for livlige går hendes hjerne ned. Ligesom den gjorde tidligere” forklarer doktoren og jeg ånder lettet ud samtidig med Harry.

”Den gang jeg fandt hende efter… første gang… fortalte hun at hun havde fået et angstanfald” betror Harry ham.

”Det undrer mig ikke. Du må forstå at Liberty er sært fanget af sin fortid. Hun har virkelig svært ved at slippe den og det der det der gør at hun aldrig nænner sig selv noget godt. I stedet for at bearbejde angsten og fortiden, gemmer hun den langt væk og prøver at være en anden end hun er. Det er derfor hun godt kan virke meget… forvirret over hvem det egentlig er der er hende. Hun har hele det her skuespil kørende, som hun beskytter sig bag, men når fortiden kommer lidt for tæt på går hun næsten amok. Til gengæld virker det som om du er virkelig god for hende. Du har en særlig evne til at berolige hende” jeg smiler, jeg er glad for at Harry får det mærkat på sig. God for mig. Jeg kan aldrig takke ham nok for hvad han har gjort for mig.

”Jeg holder virkelig meget af hende. Hvis jeg kunne ville jeg tage hende med langt væk herfra. Men… nu hvor hun er havnet her, kan jeg regne mig til at I overgiver hende til politiet. Ikke?” jeg kæmper for at skjule mit gisp. Jeg havde slet ikke overvejet det som åbenbart har plaget Harry siden han tog mig med hertil. Nej! Det må ikke ske!

”Det kommer an på… vi kan måske godt lave en ordning”

”Virkelig?” Harrys stemme drypper af fornyet håb og det smitter af på mig, selvom jeg så godt har givet op. Læger er per definition lovens mænd. Hvorfor skulle de hjælpe en efterlyst pige?

”Ja. Hvis du kan love at du tager hende med væk fra Vegas og sørger for at hun kan fortsætte sin uddannelse, kan I tage herfra. Uden nogensinde at have været her, hvis du forstår” doktor Keans vil lyve for at beskytte mig? Jeg begynder at kunne lide den mand mere og mere.

”Selvfølgelig vil jeg det!” udbryder Harry og får mig til at smile igen, ”men hvad med ham manageren? Vil han ikke… du ved, afsløre os?” Jack. Bare hans navn får hadet til at løbe rundt i mig. Tænk at jeg engang var taknemmelig for ham, for hvad han havde gjort for mig. Nu giver han mig bare kvalme.

”Jeg har faktisk snakket i telefon med Libertys ven, Alejandro. Det viser sig at hele personalet rottede sig sammen og afpressede manageren til at holde mund. Åbenbart havde de noget på ham, som de kunne bruge til det” en euforisk glæde gør mig nærmest høj. Tænk at de har gjort det for mig! Det kan man da kalde venner!

”Så… vi kan bare tage af sted?” spørger Harry som om han ikke kan tro det han siger. Det kan jeg ærlig talt heller ikke. Er jeg bare sluppet ud af det? Sådan bare lige? Det virker totalt surrealistisk.

”Ja. Selvfølgelig på nogle betingelser. Jeg kræver at Liberty begynder at gå i terapi. Hun er nødt til at få hjælp, ellers slipper hun aldrig af med sine traumer og kan leve normalt” har jeg ikke levet normalt indtil nu? Nej. Det går op for mig at det sidste halve år, i hvert fald indtil jeg mødte Haz, bare har været en flugt fra fortiden. Måske er det på tide at leve igen.

”Selvfølgelig, det skal jeg nok personligt sørge for!” lover Harry. Jeg kæmper mig op og stå og en tanke slår ned i mig: jeg skal væk. Jeg skal endelig væk. Måske endda helt væk fra USA, væk fra efterlysningen og flugten. Pludselig bliver jeg fyldt af en knusende sorg og tomhed. Et sæt grønne øjne viser sig for min nethinde, et billede jeg så længe har fortrængt. Hvor gammel er hun mon nu? Hun er… syv. Ja, hun blev syv i december. Jeg bliver helt overvældet af tomheden. En følelse der får mig til at fryse på stedet, selv da døren går op og lægen og Hazza kommer ud. De ser begge overraskede på mig og Keans blik siger at jeg slet ikke burde være her. Harry derimod virker glad. Han er bare glad for… tja, hvad?

”Så… du hørte det hele?” smiler Harry. Jeg nikker bare apatisk.

”Vi skal væk herfra, Liberty. Du skal endelig væk” smiler han.

”Jeg kan jo ikke skjule mig for evigt, Haz” hører jeg mig selv sukke og smilet forlader hans ansigt. Doktor Keans trækker sig tilbage og lader os være alene.

”Hvad mener du?” spørger Harry forvirret og griber mine hænder.

”Så længe jeg er i USA vil de blive ved med at lede efter mig. Du har set artiklerne, de giver ikke op! Jeg kan ikke bare slå mig ned et sted og begynde High School, falske papirer eller ej, de vil finde mig på et tidspunkt. Og så er det hele spildt” siger jeg apatisk. Hvad er det jeg selv siger? Jeg siger at jeg ikke kan begynde i skole igen. Jeg kan ikke, for jeg vil under alle omstændigheder blive opdaget på et tidspunkt, hvis jeg går i skole i USA, selv en stat langt væk. Men hvad kan jeg ellers gøre? Måske burde jeg bare fortsætte min tilværelse som den hele tiden har været. Selvfølgelig i en anden storby, det er ikke kun i Las Vegas hoteller bruger Showgirls. Det er umuligt for mig at få et normalt liv i USA, det ser jeg nu, når muligheden for måske at få det dukker op. Jeg har ikke ressourcer, hverken papirer eller penge, til at rejse helt væk, til et andet kontinent. Og det har jeg desuden heller ikke lyst til, går det op for mig. Jeg har ikke lyst til at rejse langt væk, væk fra hende.

”Okay? Vi smugler dig da bare med til England! Du kan få en lejlighed i London og…”

”Jeg kan ikke forlade USA, Haz”

”Selvfølgelig kan du det. Du kan starte på college og…”

Du hører ikke efter! Jeg kan ikke forlade USA! Jeg kan ikke forlade hende!” Harry ser forvirret på mig og en forståelse breder sig så. Han ser mig bestemt i øjnene.

”Maritta er død, Liberty. Du forlader hende ikke” siger han langsomt for at få ordene til at trænge rigtigt ind.

”Det er ikke Maritta jeg tænker på… jeg har… jeg har en…”

”Hvad?”

”Jeg har en lillesøster. Freia. Hun er min mor og Johns datter. Jeg kan ikke efterlade hende her, hun er kun syv. Haz , hun er syv! Jeg har tænkt mig at hente hende en dag. Før hun bliver gammel nok til at han… at John…” jeg holder inde, tanken er for frygtelig. Men hvad skal jeg kunne give hende? Et liv som Showgirl? Bare muligheden er frastødende. Harry er stille længe.

”Okay, jeg har en plan. Hør, jeg har en lejlighed i LA. Du kan bo der indtil vi finder ud af noget. Okay?” hvisker han. Jeg har lyst til at afvise forslaget. Jeg har lyst til at råbe af ham. I stedet glider jeg ind i hans arme. Selvom jeg ikke kan begynde i skole, i hvert fald ikke lige med det samme, kan jeg godt forlade Vegas. Det er faktisk slet ikke sikkert at være i Vegas for mig, med både Jack og politiet der leder efter mig her. Måske har Harry ret. Jeg skal ikke bekymre mig om alt det andet lige nu. Første skridt på vejen er at få mig væk fra Vegas og det vil Harry hjælpe mig med. Så må vi finde ud af resten senere.

”Jeg fortjener dig slet ikke” hvisker jeg mod hans bryst. Han kysser mig på håret.

”Det vil jeg slet ikke diskutere igen” smiler han mod min hovedbund. Jeg trækker vejret dybt. Så er det nu. Jeg springer ud i det. Jeg holder mit løfte til Maritta. Jeg springer på hovedet ud i livet. Og i kærligheden.

”Jeg elsker dig” siger jeg med klar stemme. Harry er stille lidt.

”Jeg elsker dig mere” siger han så og løfter mit ansigt så han kan trykke sine læber mod mine sprukne læber. Endelig skal englen ud af Helvedet.

 

Internettet har været nede de sidste tre dage på resortet.... Her er et ekstra langt kapitel til at veje op for det;) Håber I nyder jere ferie so far.

// Ida

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...