Las Vegas Showgirl - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 jun. 2012
  • Opdateret: 7 apr. 2013
  • Status: Færdig
Sekstenårige Liberty lever det liv alle ordinære mennesker finder så fjernt, men som de ved eksisterer: hun er showgirl i djævlenes by Las Vegas, stedet hvor løfter bliver brudt og penge bliver brugt. Men alle unge piger der havner i Las Vegas har en historie og Liberty kæmper for ikke at blive indhentet af fortiden der truer med at overhale hende. Og det kan betyde at hun havner i sit gamle liv, det liv hun flygtede fra. Indtil en ganske særlig person beslutter sig for at hjælpe englen ud af Helvedet.

**Læses på eget ansvar. Da det er et alvorligt emne jeg har taget fat på, vil der måske være nogle stødende scener og sprogbrug for meget sarte sjæle. Så er det sagt**

1163Likes
844Kommentarer
127945Visninger
AA

15. Lilys for a loved one.

 

 

”Fire hvide og fire lyserøde liljer” siger jeg apatisk med hæst stemme til blomstermanden. Det går op for mig at det er det første jeg har sagt noget i tre dage. Jeg rømmer mig og retter på de gigantiske solbriller der skjuler mine øjne og dermed også de sorte poser under. Jeg sover per definition ikke længere, da alt jeg ser når jeg lukker øjnene er en forvrænget krop liggende på et fortov i en pøl af blod. Ikke det mest rare scenarie. Jeg ville bare ønske det var et helt almindeligt mareridt. Desværre er det den rene, destruerende sandhed. Mit slaskede hår sidder i en hestehale, der er gemt under hætten på min oversize grå hættetrøje. Jeg gemmer mig for tiden, arbejder ikke, men gemmer mig for det meste i kælderen. I dag, tre dage efter Marittas… spring, er politimændene endelig taget hjem. Det lykkedes Jack at overbevise dem at det var Lotta der var på Porten den aften og dermed sørge for at politiet ikke fandt ud af at den pige de har ledt efter i over et år, gemte sig i kælderen. Som om det ikke er nok, er politiet gået i gang med at undersøge om der er en chance for at True Liberty opholder sig i Vegas. Det gør hun ikke, kan jeg oplyse. True forsvandt for længe siden. Alt der er tilbage er en skygge af Showpigen Liberty. Blomstermanden rækker mig min bestilling og jeg indsnuser den skønne duft. Han må kunne se på mig, trods for min forklædning, hvor langt ude jeg er: i hvert fald har han givet mig de smukkeste liljer han har. Maritta nævnte aldrig om hun bedst kunne lide hvide eller lyserøde liljer, så jeg har altså købt lidt af hvert. Det skulle ikke undre mig om hun kunne lide dem begge lige meget. hun kunne aldrig rigtig beslutte sig for noget. Ud over hendes livs kærlighed. På det punkt var hun ekstremt sikker. Så jeg kan vel lære noget af hende, jeg er altid sikker på alt andet end kærlighed. Jeg går ned af gaden i min egen lille tidsboble, alle lyde og indtryk er lukket ude. Jeg har ikke skænket Harry og drengene en tanke siden det skete, jeg har ikke haft overskud til at klandre mig selv for det også. Jeg har nok med en veninde der er... død og et liv der er ruineret. Selvom Maritta bad mig om at finde ud af det med Harry, har jeg ikke haft mod til at gøre noget ved det endnu. Og de rejser vel også hjem snart og så er det for alvor for sent. Det er aldrig for sent til kærlighed. Jeg ignorerer demonstrativt de myrekryb mindet giver mig og fortsætter standhaftigt. Da jeg når stedet der hjemsøger mig, triller tårerne allerede ned af mine kinder. Man skulle tro at jeg ikke havde flere tårer, så meget jeg har grædt de sidste par dage. Og så, alligevel: jeg ved faktisk ikke om jeg er ked af det. Det lyder måske brutalt, men jeg kan ikke mærke noget som helst. Det er som om smerten har gjort mig følelsesløs, som om det ikke længere er muligt for mig at identificere følelser. På Marittas… sted flyder det med blomster og stearinlys. Noget nær hvert hotel i Vegas er repræsenteret, alle Showgirls er på en måde forbundet. Det påvirker os alle når en af os… tager turen. Roser, jasminer, dahliaer og endda et par orkideer. Men ingen liljer. Ikke en eneste. Jeg arrangerer liljerne fint sammen med de andre blomster og finder en lighter for at tænde et lys der er gået ud.

”Hvad er der sket her, mor?” spørger en pige sin mor. Hun er nok femten år gammel. Hendes mor betragter scenariet lidt.

”Jeg tror der er nogen der er død her” ved ordet død brager min verden sammen. Maritta kan ikke være død, det hun ikke være!

”Liberty…” en blid stemme vækker mig fra mit indre kaos hvor alting falder sammen om ørerne på mig og jeg vender mig for at kigge ind i Alejandros dådyrøjne.

”Skat, du har siddet herude i over en time. Kom med ind” siger han langsomt som om jeg ikke forstår ham. En time? Jeg er da lige kommet? Jeg kigger mig om efter pigen og hendes mor, men de er her ikke.

”Søde, kom nu” Alejandro får mig hevet op og halvt slæber mig ind på hotellet.

”Hendes yndlingsblomster var liljer” hvisker jeg.

”Okay søde. Kom nu, vi tager ned i kælderen. Og så skal du spise, okay? Du har ikke spist i tre dage” han får mig ind i elevatoren og trykker på knappen. Jeg læner mig udmattet op ad væggen.

”Jeg er ikke sulten” siger jeg stille. Alejandro nikker langsomt.

”Heller ikke mig. Men… jeg tror ikke det ville gøre Maritta glad at vi sulter os selv. Tror du?” jeg ryster på hovedet. Det afgør det for os begge. For første gang i tre dage spiser vi rigtigt. Jeg husker tydeligt hvad Maritta sagde til mig før hun sprang. Jeg vil gøre alt hvad jeg kan. Jeg vil være lykkelig og få et ordentligt liv… for os begge to.

 

Paris har lægget øde henne hvad angår Showgirls i en uge. I Marittas minde har vi alle holdt fri for at sørge den sidste uge. Men i aften skal vi på igen… alle undtagen Lotta og mig, vi var dem der var tættest på Marri og Jack har givet os fri to dage mere end de andre. Det har gjort Justine sur i hendes respektløse, overfladiske tilstand: hun har brugt sørgedagene på at shoppe og gå i byen. Jeg hader hende mere end nogensinde før.

”Jack…? Hør, jeg ved godt at jeg ikke skal på i aften, men du skal bare vide at… jeg bliver ved med at arbejde her, selvfølgelig gør jeg det, men… jeg vil ikke danse på Porten mere. Jeg håber du vil respektere det” jeg kæmper mod følelserne og Jack giver min skulder et klem.

”Selvfølgelig, det forstår jeg godt” jeg nikker en gang og bevæger mig apatisk ud på gaden igen. Af en eller anden grund bliver jeg ved at vende tilbage til stedet. Tilbage for at genopleve det hele igen, torturere mig selv lidt mere. Måske fordi jeg leder efter følelser, noget at føle. Jeg vil give alt for at føle igen, også smerte. Smerte mere end noget andet, faktisk.

 

”NEJ!” jeg gisper fortvivlet, river mig løs af krogen så mine strømpebukser går i stykker og løber hen til kanten for at kigge ned. Folk nede på gaden går i panik og peger skrigende på den livløse, blødende krop der lægger der på fortovet, forvrænget i en smertefuld stilling. Folk råber på hjælp, på læger, på telefoner til at ringe til politiet. Jeg skriger som et såret dyr, råber uforståelige ord, et efter et. Hoston kommer løbende ud af døren, kigger ud over kanten og udstøder en mærkelig, smerteslyd.

”Fuck!” gisper han, vender rundt på hælene og løber igen. Jeg tager mig ikke af det, græder videre og skriger. Skriger hendes navn, tigger hende om at bliver hos mig selvom jeg ved det er for sent. Sirener lyder i det fjerne og vagter fra Paris kommer ud og holder folkemængden tilbage. Et par Showgirls kommer ud fra kasinoet og begynder at græde og råbe Marris navn. Jeg græder videre og et øjeblik virker den mest logiske løsning på de skræmmende følelser at springe samme vej som min bedste veninde. Så griber nogen fat i mig og river mig væk fra kanten. Jeg slår om mig og spræller for at få vedkomne til at slippe mig, men Jack rusker mig bare til jeg falder til ro.

”Hør efter Liberty! Om få minutter vil dette hotel vrimle med politifolk. De må ikke finde dig, forstår du det? Maritta ville ikke ønske at du skal sendes tilbage til din mor. Du er nødt til at gemme dig, okay?” jeg er ude af stand til at svare. Jeg kan ikke sige noget. Han hiver mig med ind og skubber mig ublidt ind i elevatoren, hvor en stortudende Alejandro venter.

”Få hende ned i kælderen og skjul hende i et af rummene på nederste etage. Okay?” siger Jack bestemt. Alejandro nikker tårevæddet og lægger armene om mig. Smerten skyder gennem mig krop, gennemvæder mig af sorg. Stikker som brændende knive der gentagende gange bliver stukket ind i mig. Og så holder det op. Smerten, følelserne, det hele. Alt der er tilbage er en skræmmende tomhed. Alejandro taler til mig, det opfatter jeg, men jeg forstår ikke hvad han siger. I denne tilstand kan man stikke en nål i mig, og jeg vil ikke mærke det. Jeg kan intet sige, intet føle. Der er intet tilbage. Intet.

 

Jeg gisper ved det smertefulde minde og prøver så hårdt jeg kan at mærke smerten det burde medføre at genopleve noget nær den værste aften i mit liv, men jeg kan ikke. Der er ingenting. Jeg sukker og kan mærke nogen sætte sig på knæ lidt fra mig, men jeg orker ikke at kigge op. Vedkomne sætter et stearinlys som tændes og placerer så et bundt liljer ved siden af lyset med sirlig præcision. Jeg ser overrasket op, det undrer mig at andre giver hende liljer. Efter sigende var jeg den eneste der vidste det. Vedkomne, helt sikkert af hankøn, skjuler sig under en hættetrøje, men opdager vist at nogen kigger på ham, så han drejer langsomt hovedet. Jeg gisper ved synet af det velkendte blågrønne, den nuance jeg kender så godt og falder fra at sidde på hug, ned på knæ. Langsomt ryster jeg på hovedet.

”Alejandro ringede” hvisker han. Jeg ryster fortsat på hovedet, som om jeg regner med at han forsvinder hvis jeg gør det længe nok.

”Selvfølgelig gjorde han det” svarer jeg efter et øjebliks tavshed.

”Han sagde at liljer var hendes yndlingsblomster, så jeg tænkte…” han når ikke længere før tårerne begynder at trille ukontrolleret og følelserne vender tilbage. Smerten, sorgen, tristheden, savnet, kærligheden, det hele. Jeg bliver fuldstændig overvældet og begynder at græde endnu vildere. Hurtigt lukker Harrys arme sig om mig og holder mig tæt ind til sig. Hans beroligende strøg op og ned af min ryg og hans læber presset mod mit hår får mig langsomt til at slappe af.

”Undskyld, jeg ved godt jeg ikke burde komme tilbage. Du gjorde det ret klart at du ikke ville se mig igen, men Alejandro var så bekymret og desperat, han sagde at jeg bare var nødt til at komme” siger han efter jeg endelig er stoppet med at græde.

”Jeg er glad for at du kom. Jeg har brug for dig” de ord forventede ingen af os, men det gør ligesom det hele lidt mere afslappet.

”Han sagde også at du ikke rigtig har sovet siden… det skete?”

”Jeg har mareridt. Hver gang jeg lukker øjnene ser jeg det hele for mig igen. Så jeg foretrækker at holde mig vågen. Selvom… jeg er virkelig træt” hvisker jeg til svar. Han nikker lidt eftertænksomt. Så fejer han mig op i sine arme og holder mig tæt ind til sig. Jeg gør ikke noget for at komme fri, beder ham ikke sætte mig ned. Jeg skjuler bare ansigtet ved hans bryst ligesom den aften der virker så fjern efter alt der er sket.

”Et værelse for en nat” siger Harry til hvem det nu er der står bag skranken. Han betaler, får en nøgle og tager mig med op på det værelse han har fået til os.

”Harry… det er midt på dagen” pointerer jeg da han lægger mig ned på det bløde sengetøj. Han trækker gardinerne for, for at mørklægge rummet.

”Og så? Du er træt” svarer han logisk og begynder at klæde sig af. Jeg følger hans eksempel og tager imod den T-shirt han lige har rakt mig, for at sove i den. Han kravler ned under dynen og jeg gør det samme. Hans arme lægger sig om mit liv og han trækker mig helt ind til sig. Varmen fra en anden krop beroliger mig og jeg mærker langsomt hvordan jeg synker ned i søvnen for første gang i flere dage uden at være bange for hvad jeg vil se på den anden side af bevidstheden. Harry passer på mig.

”Tak fordi du kom tilbage” hvisker jeg lige før jeg falder i søvn.

”Jeg vil altid komme tilbage til dig, hvis du har brug for mig. Altid” det sidste jeg føler inden flere dages søvnmangel overmander mig er en kilden i maven og et varmt aftryk fra nogle læber mod min pande. Han kom tilbage. 

 

Sorry for det korte kapitel. Ville bare gerne have det ud i aften og syntes det var et passende sted at stoppe. Dette kapitle kompenserer forhåbentlig for at jeg hverken skriver i morgen og formegentlig heller ikke onsdag. Undskyld, jeg er et travlt mennesker xP

Håber I kan lide det, jeg vil sætte pris på et like. Har opdaget at jeg er på første side af de mest populære i denne måned. Tusind tak til jer alle, det var aldrig sket uden jeres fantastiske støtte<3

// Ida

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...