Las Vegas Showgirl - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 jun. 2012
  • Opdateret: 7 apr. 2013
  • Status: Færdig
Sekstenårige Liberty lever det liv alle ordinære mennesker finder så fjernt, men som de ved eksisterer: hun er showgirl i djævlenes by Las Vegas, stedet hvor løfter bliver brudt og penge bliver brugt. Men alle unge piger der havner i Las Vegas har en historie og Liberty kæmper for ikke at blive indhentet af fortiden der truer med at overhale hende. Og det kan betyde at hun havner i sit gamle liv, det liv hun flygtede fra. Indtil en ganske særlig person beslutter sig for at hjælpe englen ud af Helvedet.

**Læses på eget ansvar. Da det er et alvorligt emne jeg har taget fat på, vil der måske være nogle stødende scener og sprogbrug for meget sarte sjæle. Så er det sagt**

1163Likes
844Kommentarer
127810Visninger
AA

17. Kiss me.

 

Kiss me like you wanna be loved. Wanna be loved. Wanna be loved.

 

 

I kælderen husere Marittas død stadig som et spøgelse, gør folk mere eller mindre tavse og eftertænksomme. Efter Harry er kommet tilbage har jeg lidt efter lidt kæmpet mig ud af min zombietilstand. Maritta ville uden tvivl have det på den måde: vi sørger over hende et lille stykke tid og kommer så videre med hende i baghovedet. Med hende i hjertet. Mit værelse er tomt, Jessica må være i opholdsrummet. Jeg får gårdagens tøj og det våde undertøj smidt i vasketøjskurven og trækker i et par rene jeans og en T-shirt. Jeg giver mig god tid, Harry skal have tid til at finde ud af det med drengene. Da jeg har vasket ansigt, lagt lidt makeup og sat mit vilde hår op i en høj hestehale kan jeg ikke udskyde det længere. Langsomt låser jeg døren og går op ad trappen mod lobbyen. Et par Showgirls hilser på gangen og jeg smiler skævt til dem. Folk er blevet sødere siden det med Maritta, den eneste der stadig er en uudholdelig, middelmådig bitch er Justine. Ude foran hotelværelset tøver jeg. Harrys stemme summer stadig på den anden side af døren. Langsomt tager jeg mig sammen og banker forsigtigt på. Døren bliver låst op og Harry ser bekymret på mig da han træder til siden for at lade mig komme ind. Inde på værelset smider jeg mig på sofaen mens Harry taler videre. Jeg tror ikke længere han taler med Louis.

”Okay… nej… Jamen, to dage er fint nok… Ja… Godt nok… I siger bare sandheden: min bedste veninde har mistet nogen tæt på sig og jeg var nødt til lige at tilbringe lidt tid sammen med hende… Okay… Det siger vi bare” han tøver lidt og blinker til mig. Han må have løst det med dem, hvem det så er han taler i telefon med.

”Ja, du giver mig bare Lou igen… super, vi ses Jane” siger han og sætter sig ved siden af mig. Jeg tager impulsivt hans hånd og giver den et klem.

”Du kan ikke bare svigte drengene, Haz. Måske skulle du tage tilbage til LA og færdiggøre touren. Jeg går ingen steder og jeg har læst på internettet at I fortsætter jeres tour om et par måneder her i USA efter at have holdt en pause i England. Du kan komme og besøge mig der” det smerter mig virkelig og jeg mener ikke et ord. Jeg ønsker at han skal svigte dem. Jeg ønsker at han skal opgive hele sin karriere og blive her sammen med mig. Fordi jeg har brug for ham, fordi det gør mindre ondt når han er her, fordi jeg føler sammen med ham. Men jeg kan ikke være så selvisk, jeg kan ikke byde ham det. Jeg ønsker at han skal svigte alle der regner med ham af hele mit hjerte. Men det kan jeg samtidig ikke lade ham gøre. Denne gang beder jeg ham ikke skride for altid. Denne gang beder jeg ham komme tilbage, det er den store forskel på denne gang og sidste gang. Harry lægger en arm om min skulder og hiver mig lidt tættere på sig.

”Det ved jeg. Men jeg vil gerne være sikker på at du er okay, før jeg tager tilbage og færdiggør denne del af touren. Jeg rejser om to dage igen. Men nu vil jeg bare gerne nyde min tid med dig” jeg ved ikke hvad jeg skal sige så jeg lægger bare panden mod hans skulder og lader ham nusse mig i hovedbunden.

”Hej Lou… Undskyld, jeg ved godt jeg burde have fortalt jer at jeg rejste” Louis er tilbage i røret.

”Ja, du skulle! Er du totalt retarderet, din lille møgunge?” Louis lyder stadig lidt sur. Harry sukker stille.

”Undskyld Lou! Jeg var bare nødt til det og det var nemmere at lyve, end at forklare jer det hele og overbevise jer om at jeg måtte af sted” Louis tøver lidt.

”Ja måske har du ret. Er hun okay?” jeg smiler skævt og kan mærke Harrys øjne på mig.

”Ja, sådan da. Jeg tror det går bedre nu” jeg nikker bekræftende, stadig med panden mod hans skulder.

”Jeg er også blevet mindre rastløs. Det går meget bedre når hun sidder lige her ved siden af mig” jeg kan høre smilet i hans stemme og kigger op. Bare for at se hans tænder, hans skinnende øjne og de små smilehuller. Det er som en sol, det varmer mig helt igennem og får mig til at smile igen. Han er helt igennem fantastisk.

”Godt. Næste gang, så fortæller du mig det altså, så jeg kan fortælle dig at det er komplet sindssygt og derefter lade dig tage af sted mod min vilje. Det sætter mig i bedre lys. Okay?” Harry griner opgivende.

”Ja okay. Det er en aftale”

”Godt. Du ringer senere, ikke?”

”Jo, vi ringes ved. Ses Lou, hils de andre… fra os begge. Jaja, jeg elsker også dig! Farvel” Harry lægger på med blussende kinder og kigger på mig. Jeg griner lidt ved den afslutningsreplik, men kommenterer ikke på det. De to har i sandhed et forskruet forhold

”Hvad skal vi lave i dag?”

”Tror du, du slipper så let? Jeg har ikke råbt af dig endnu” han stønner teatralsk.

”Åh nej, ikke også dig. Louis gik virkelig til den og det gjorde Jane også. Har jeg ikke følt mig som en uartig lille dreng og lidt nok, synes du?” jeg griner og kysser ham på skulderen.

”Okay, en sætning og så er det slut” lover jeg. Han nikker forpint og klemmer øjnene sammen som om han venter et ekstremt udbrud.

”Jeg er glad for at du ignorerede alt der er rigtigt at gøre og kom da jeg havde brug for det” han slår øjnene op, det var ikke det han forventede, det er tydeligt. Jeg smiler skævt.

”Altid” siger han så efter en lille pause. Jeg har ikke lyst til at stole på at han taler sandt, håb svigter mig altid. Men Harry har ikke svigtet mig endnu, han kom tilbage til mig da jeg havde brug for ham, også selvom jeg ikke vidste at han var præcis hvad jeg havde brug for, for at kæmpe mig ud af sorgen og ind i livet. Utroligt at man kan binde sig på den måde til et menneske man knap nok kender. Jeg nikker og fortsætter som om de sidste par sætninger aldrig har fundet sted.

”Jeg ved ikke hvad du skal lave, men jeg har en kort vagt i aften. så jeg skal gøre mig klar klokken fire… hvad er klokken?” Harry kigger på sit armbåndsur.

”Den er elleve. Hold da op, vi har sovet længe!” jeg nikker overrasket. Jeg åbner munden for at forslå en shoppetur da et højt brag afbryder mig. Mit blik drejer sig mod vinduet og jeg ser hvordan det står ned i stænger. Et lyn flænger himlen og nogle sekunder efter lyder endnu et brag. Det regner sjældent i Las Vegas, men når det endelig gør, så går det til den. Jeg løfter et øjenbryn til himlen der er helt grå og ryster på hovedet med et skævt smil.

”Glem det. Shoppingcenteret er udendørs” siger jeg og bliver helt overvældet af Harrys øjne der skinner spændt. Jeg ser spørgende på ham.

”Det regner!”

”No shit Sherlock?” griner jeg.

”Kom!” han springer op og går hen til vinduet. Jeg følger tøvende efter og han åbner hasperne for at stikke hovedet helt ud af vinduet og kigge rundt.

”Harry?”

”Yes! Vi bor lige det rigtige sted! Det er en brandtrappe lige der!” før jeg når at sige noget kravler han ud af vinduet og ud på brandtrappen.

”Hvad i alverden laver du?” spørger jeg chokeret.

”Kom nu bare!” jeg følger tøvende efter ham ud i regnen og ud på den glatte brandtrappe. Vandet løber ned af mit ansigt og gør mig hurtigt våd.

”Hvad er det vi skal?” spørger jeg forvirret. Harry begynder at kravle ned af trappen og jeg følger tøvende efter. Heldigvis er vi kun to etager fra et tag som han springer ned på. Derefter løfter han mig ned og placerer mig foran sig med et stort grin.

”Jeg er helt vild med regnvejr” forklarer han endelig.

”Nej virkelig?” spørger jeg tørt og tjatter til ham, ”jeg henter altså ikke tørt tøj til dig igen!” han griner bare. T-shirten klæber til hans veltrænede overkrop og hans gennemblødte hår hænger ned til hans pande. Han rækker hånden frem og jeg tager den tøvende. Langsomt begynder han at danse vals med mig, på taget i regnvejr i Las Vegas. Surrealistisk. Jeg lader ham svinge mig rundt på det glatte tag, mens han lavt nynner en fin, langsom melodi. Sommerfuglene i min mave skaver sig åndssvagt, men det er rart på en underlig måde. Du skal gøre alt du kan for at få det til at virke med Harry. Jeg prøver Marri, det gør jeg virkelig. Harrys øjne fanger mine og jeg flyder længere ind i hans. Hans stemme fylder min verden, den lille fine melodi og hans øjne nuancerer hele mit liv.

”Hvad hedder sangen?” spørger jeg stille, mens vi fortsat danser rundt i et langsomt tempo.

”Kiss me” svarer han stille. Jeg ser overrasket på ham og det går op for ham hvad han lige sagde.

”Altså sangen. Sangen hedder kiss me. Det er en af mine yndlingssange” forklarer han hurtigt. Jeg nikker langsomt.

”Det er også en af mine” siger jeg så efter en kort tænkepause.

”Kender du den?” spørger han forvirret.

”Nej” smiler jeg lavt. Han smiler tilbage og begynder stille at synge ordene i stedet for bare at nynne melodien. Når folk synger godt bliver jeg altid følelsesladet og overrasket. Måske fordi jeg ikke kunne synge en ren tone, om det så gjaldt mit liv.

Settle down with me. Cover me up. Cuddle me in. Lie down with me and hold me in your arms. And your heart’s against my cheast. Your lips pressed to my neck and I’ve fallen for your eyes, but they don’t know me yet. And with this feeling I’ll forget, I’m in love know. Kiss me like you wanna be loved. You wanna be loved. You wanna be loved. This feels like falling in love. Falling in love. We’re falling in love…” han skal til at fortsætte da jeg lægger armene om hans nakke og nærmer mig hans ansigt. Spring ud i det. Hans hænder lægger sig på mine hofter. Få centimeter fra mine læber tøver han.

”Kys mig” hvisker jeg. Han bevæger sig de sidste par centimeter og trykker sine bløde læber mod mine. Endelig sker det jeg har længtes efter siden han kom tilbage. Jeg kan mærke hvordan klumpen i min mave eksploderer i passion og breder sig ud i hele min krop, fra tåspidserne helt ud i fingrene. Regnen siler ned omkring os, mens vores læber naturligt former sig efter hinandens og vores kroppe smelter sammen til en organisme. Deler åndedrag, deler tanker, deler hjerteslag. Hans tunge skiller blidt mine læber og kysset bliver om muligt endnu dybere og mere intens. Jeg griber forsigtigt fat om krøllerne i hans nakke. Hans hænder bevæger sig om og kærtegner mine kinder og fanger den tåre der glider fra mit ene øje. Jeg har aldrig oplevet noget mere perfekt, mere dybt, mere passioneret. Da jeg langsomt trækker mig væk fra hans ansigt og kigger ind i hans øjne, ser jeg intet andet end en genspejling af mine egne: ren kærlighed. Forelskelse. Ingen af os bryder tavsheden hvor kun lyden af regnen mod taget hersker. Jeg læner mig langsomt frem og trykker endnu engang mine læber mod hans i søgen efter den fantastiske følelse. Igen breder den sig i hele min krop og gør mig dejligt afslappet. Igen fjerner jeg mit ansigt fra hans og smiler gennem min overraskelse.

”Wow” hvisker han stille. Jeg lader mit hoved lægge sig i hulingen ved hans hals hvor den passer perfekt og lader mine arme glide rundt om ham. Det er som om vores kroppe er skabt til at passe sammen, som to puslespilsbrikker der er bestemt til at sidde sammen. Hans arme lægger sig om min krop og et lyn lyser himlen op. Vores våde T-shirts klistrer sammen og i det øjeblik er alt perfekt. I det øjeblik er min bedste veninde ikke død, min sindssyge stedfar og paranoide mor leder ikke efter mig, mit liv er ikke faldet fra hinanden. I det øjeblik begynder skårene af mig langsomt at samles, sættes sammen, som om Harry er limen jeg havde brug for, for at samle mig selv. I det øjeblik er Harry ikke en verdenskendt fyr med tusindvis af fans og uendeligt meget at leve op til, for ikke at skuffe nogen. Han er ikke en fyr folk spreder hate om på nettet og som ikke kan tage et skridt uden journalisterne skriver om det. I det øjeblik finder han det han har ledt efter siden han blev kendt, hvad det så er forstår jeg ikke. I det øjeblik er vi bare en dreng og en pige på et tag i Las Vegas der omfavner hinanden i regnen.

”Hey! Hvad laver I deroppe?!” råber en stemme ned fra gaden. Jeg træder væk fra Harry og kigger ned på vejen hvor en vred vagt står og ser på os.

”Ups” fniser jeg og løber hen til brandtrappen med Harry i hælene. Vi kravler op med vagtens råb bag os og kaster os ind på værelset hvor vi falder sammen af grin på gulvet. Harry kæmper sig op på knæ og stadig grinende kysser han mig hurtigt og blidt på læberne, før han rejser sig og tager hoteltelefonen op til øret. Jeg ser forvirret på ham og støtter på albuen, mens han trykker et nummer og rømmer sig.

”Goddag, dette er suite 145. Nårh, hej Alejandro. Hvad?... Ja vi har det fint. Tak for lån af tøjet, for resten… ja, jeg vil gerne bestille noget roomservice. Jeg skal først og fremmest bruge to sæt tøj. Jeg ved godt at det ikke er en del af jeres service, men jeg vil betale godt. Et sæt mandetøj i størrelse 36. Bare et eller andet neutralt, et par normale jeans og en hvid T-shirt. Og så skal jeg bruge et sæt kvindetøj i størrelse…” han ser vurderende på mig og bliver så overhalet af Alejandro.

”Størrelse 34, siger du? Jamen du må jo vide det Al. Noget hun vil kunne lide, men som er dejlig rart. Ja, det var tøjet. Nu til maden…”

 

Jeg tager den sidste tår af min varme kakao og lader Harry kaste en M&M med peanut ind i min mund. Jeg læner mig tilbage i hans arme og nyder følelsen af den lækre, mørkeblå, oversize strikketrøje Alejandro har fundet til mig, mod min hud. Der er tændte stearinlys over det hele og vi har kastet alle dyner og puder ned på gulvet, hvor vi i dette øjeblik ligger i hinandens arme. Gardinerne er trukket for og på stuebordet står tallerkenerne fra vores morgenmad. Harry bestilte ”English Breakfast” for at give mig noget fra sit hjemland. Ha ha, hvis der er noget der ikke er engelsk er det den friturestegte morgenmad køkkenet laver. Det er vel Amerika. Klokken er to, vi har stadig massere af tid og det regner stadig så vi behøver ikke at have dårlig samvittighed over bare at dovne.

”Du er helt ufatteligt smuk” hans stemme er kun en hvisken i mit øre og sender en varm sitren ned gennem min krop.

”Det er du også” hvisker jeg tilbage og ryster så på hovedet.

”Hvad?” jeg kan høre smilet i hans stemme.

”Det er bare så surrealistisk. Jeg har tilbragt, hvad? Syv dage tilsammen med dig? Og nu lægger vi og holder om hinanden?”

”Det gjorde vi faktisk allerede på andendagen” påpeger han. Jeg ruller med øjnene og han ler hæst.

”Jeg ved det ikke, med enhver anden person ville det være mærkeligt. Med dig er det bare… naturligt”

”Sådan har jeg det også. Det er bare… underligt. Du ved, at tænke på. Det føles rigtigt”

”Har du nogensinde hørt ordet kemi?” joker han. Jeg ruller med øjnene.

”Nu ikke for at lyde som en kliche eller noget, men vi har gennemgået så meget sammen og det gør at jeg føler at jeg kender dig rigtig godt. Måske er det derfor det virker så naturligt” jeg nikker langsomt.

”Du har nok fat i noget der” erklærer jeg mig enig og putter mig længere ind til ham. Harry har ret. Ingen kender min historie, mine svagheder som Harry. Måske har Gud virkelig nænnet mig noget godt i livet for en gangs skyld. Måske har Han, efter al den smerte og skade Han har påført mig, sendt mig Harry til at samle mig op fra gulvet og løfte mig... til en anden verden. Måske har Gud givet mig så meget smerte så jeg kan sætte endnu mere pris på det Harry kan give mig: kærlighed og omsorg. Måske er Harry bestemt til, med tiden, at fortrænge den intense angst der præger mit sind, selv i dette perfekte øjeblik lurer den i baghovedet. Måske er det Harry der skal samle mig igen. Måske er jeg endelig på vej mod lysere tider. Måske. Min hånd fletter sig ind i Harrys, mine fingre passer perfekt mellem hans. Som to puslespilsbrikker. Det er ikke en luftboble imellem os, vi ligger klinet mod hinandens krop. Præcis sådan som jeg vil have det skal være. Lige nu er jeg fuldkommen ligeglad med resten af verden. Lige nu virker den så ligegyldig, så fjern. Lige nu ligger hele min verden bag mig med armene om mit liv og læberne mod min nakke. Og min verden har aldrig været mere fantastisk.

 

This feels like falling in love. Falling in love. We're falling in love.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...