Las Vegas Showgirl - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 jun. 2012
  • Opdateret: 7 apr. 2013
  • Status: Færdig
Sekstenårige Liberty lever det liv alle ordinære mennesker finder så fjernt, men som de ved eksisterer: hun er showgirl i djævlenes by Las Vegas, stedet hvor løfter bliver brudt og penge bliver brugt. Men alle unge piger der havner i Las Vegas har en historie og Liberty kæmper for ikke at blive indhentet af fortiden der truer med at overhale hende. Og det kan betyde at hun havner i sit gamle liv, det liv hun flygtede fra. Indtil en ganske særlig person beslutter sig for at hjælpe englen ud af Helvedet.

**Læses på eget ansvar. Da det er et alvorligt emne jeg har taget fat på, vil der måske være nogle stødende scener og sprogbrug for meget sarte sjæle. Så er det sagt**

1163Likes
844Kommentarer
126183Visninger
AA

22. In pieces.

 

 

There’s truth in your lies, doubt in your faith. What you build you laid to waste.

There’s truth in your lies, doubt in your faith. All I’ve got’s what you didn’t take.

So I, I won’t be the one, be the one to leave this in pieces.

And you, you will be alone. Alone with all your secrets and regrets.

Don’t lie.

 

 

”Liberty?” mandestemmen skræmmer livet af mig, den virker velkendt og dog så fjern. Som fra et andet sted, en anden tid. Et andet liv.

”Liberty? Det er mig, Alejandro!” jeg ånder lettet ud og min egen lettelse overskygger det desperate og hektiske i hans stemme.

”Al! Du skræmte livet af mig!” jeg ler nervøst, og min puls falder lidt af lettelse.

”Liberty, for helvede! Du er nødt til at høre efter! Et ægtepar er dukket op på hotellet” han lyder ophidset.

”Og så?”

”Din mor og din stedfar, Lib!” halvråber Alejandro panisk. Mit hjerte stopper, min hjerne går ned. Jeg er… følelsesløs. Den følelse er nærmest for velkendt. Følelsen af ikke at føle noget.

”Kald dem ikke det. De mennesker er… ingenting for mig” siger jeg apatisk. Alejandro lyder helt hysterisk.

”Og hvad så?! De kræver at snakke med dig, Jack har fortalt dem alt. Eller… næsten alt. De er gået til politiet og nu er her to betjente på hotellet”

”Og hvad så? De finder mig ikke, som du ved, eftersom Harry har givet dig dette nummer, er jeg ikke i Vegas længere”

”Jack har fortalt dem om Harry, Liberty!” denne gang råber Alejandro åbenlyst. Jeg forstår ikke og forbliver tavs. Kold.

”Politiet ved at Harry har en lejlighed i LA, Lib. Han kan blive fundet skyldig i at skjule en efterlyst” jeg gisper da hans ord trænger ind.

”Det må ikke ske!” råber jeg desperat. Ikke igen. Nogen gange tænker jeg at det var nemmere før jeg mødte Harry. Dengang skulle jeg kun tænke og bekymre mig om mig selv. Egoistisk, men nemt og ukompliceret. De kunne kun bruge mig mod mig. nu hvor Harry er inde i billedet kan de bruge ham mod mig. før var jeg ligeglad, de måtte gerne true mig. Men så snart de nævner Haz går jeg i sort. De skal ikke røre ham! De skal ikke skade ham på grund af mig. Det elsker jeg ham for meget til. De skal bare nævne en trussel på hans  bekostning og de kan få mig til alt. Det sætter mig i en ekstremt svag position.

”Det er jo derfor jeg ringer! De vil snakke med dig. Måske kan I komme til en ordning?” han lyder tvivlsom.

”Giv mig min… mor” hvisler jeg sammenbidt. Mor. Det ord er så fremmed, så underligt i min mund. Jeg har aldrig haft en mor. Aldrig. Der lyder lidt rumlen og en summen af stemmer. Så lyder en stemme jeg aldrig troede jeg skulle høre igen i den anden ende.

”True?” hendes stemme er præcis så skinger, præcis så skærende som jeg husker den.

”Jeg går under navnet Liberty nu” hører jeg mig selv sige. Iskoldt. Tomt. Følelsesløst.

”Det ved jeg. Men jeg gav dig navnet True. Det er det jeg foretrækker” svarer hun lige så koldt.

”Du ville snakke med mig?” siger jeg uden at kommentere mere på navnesagen. Jeg synes stadig mit navn er åndssvagt.

”Vi har ledt efter dig i syv måneder. Er du komplet sindssyg?” jeg griner højt og glædesløst.

”Om jeg er sindssyg? Det tror jeg ikke” smiler jeg bittert. Hvis nogen er sindssyg i denne samtale er det hende og det håber jeg vi begge ved. Hun er tavs lidt.

”Hvor kunne du gøre det mod mig?” hun prøver at lyde svag og ked af det og det går op for mig: der er flere i lokalet. Måske endda betjente. Hun spiller den bekymrede mor, den rolle hun flagrede rundt i de første måneder hvor pressen var ekstremt opmærksom på sagen om den forsvundne datter.

”Hvor kunne jeg gøre det mod dig?” hvisler jeg, ”mor, du er en joke. Har du fortalt politiet hvorfor jeg skred? For nu hvor Jack er indblandet har han uden tvivl fortalt dem at jeg frivilligt tog jobbet hos ham?” hun forbliver tavs og jeg tager det som et nej.

”Ved du hvad man giver forældre der udøver vold og incest mod deres børn i Arizona? Ikke? Jeg ved det. Google er ikke gået hen over hovedet på mig, mor. 10 til 24 år i fængsel!” nu råber jeg åbenlyst. Hun tøver og trækker vejret stille i den anden ende. Jeg er kommet over det. Jeg gik rundt med frygt for at fortælle det til nogen, frygt for at de ikke ville tro mig, frygt for at virke forkert. Frygt for at skade min mor, som jeg altid ønskede ville begynde at elske mig igen. Det var mit største ønske. At hun skulle elske mig. Nu har jeg en der elsker mig, ubetinget og dybt og nu ved jeg at min mor aldrig elskede mig, ikke engang før min far skred. Men Harry elsker mig og for hans skyld skal det være slut. Ikke flere løgne, ikke flere hemmeligheder, ikke flere flugte. Jeg er færdig.

”Jeg ved ikke hvad du snakker om True” det truende i hendes stemme er ikke til at tage fejl af. Hendes stemme lover kun smerte. Kun vrede og had. Det had jeg frygter så grænseløst. Men jeg har ikke tænkt mig at lade det ramme mig.

”Troede du virkelig at det ikke ville komme ud?! At jeg bare vil komme med hjem” jeg vrænger af det ord, ”og lade det hele fortsætte som før?! Lade jer påføre mig smerte af lyst og jalousi?! I skulle bare have opgivet, det ville have været bedst for jer selv. Ladet mig være, ladet mig forsvinde i stedet for at insistere på at få mig tilbage. Så var jeg måske ikke kommet tilbage for at hjemsøge jer. Jeg er ikke fucking bange mere! Jeg er ligeglad med jer, I kan rende mig! Men jeg kommer ikke tilbage! Om lidt tager politimanden røret og ved du hvad der så sker? Så får han alle detaljerne, de små, skræmmende, klamme detaljer! Han får alt af vide! For jeg er træt af at gemme mig, træt af at skamme mig. Jeg har et nyt liv nu. Og du skal ikke så meget som tænke på at ødelægge det for mig!” jeg har sænket stemmen igen, men er mindst lige så kold og rasende. Adrenalinen raser i mit blod og gør mig nærmest høj. Jeg har altid været lidt af en adrenalin-junkie og det rus jeg er under nu giver mig en styrke jeg nyder i fulde drag. Jeg har overhånden nu. Jeg er blevet til et spøgelse der skal minde dem om fortiden, få dem til at ønske at de aldrig gjorde alt det de gjorde. Jeg skal sørge for at de fortryder. Jeg skal sørge for retfærdighed. For mig og min søster. Vi skal ikke lide mere.

”Vil du lægge sag an mod os?” hun siger det så lavt at det er svært at høre.

”Det kan du bande på! Og jeg har i hvert fald ikke tænkt mig at bo hos jer, mens sagen er for retten! Jeg bliver her!”

”Og hvordan vil du gøre det? Du er flad, du har ikke råd til en advokat” hun lyder ondskabsfuld. Triumferende.

”Jeg har kontakter. Tro mig, jeg skal nok få mig frigjort” jeg smiler ned i røret og kigger ud af vinduet. Trafikken er tæt og gul af de uendeligt mange taxaer, mellem de sorte og grå biler. Et billede af min ryg efter en omgang slag fra John dukker op bagerst i mit hoved. Jeg husker tydeligt hvordan jeg undersøgte dem med ryggen til spejlet og hovedet vredet bagud. Freia kom ind på vores fælles værelse og så det. Hun kom forsigtigt hen og lod sin lille hånd hvile på et stort, sort mærke på min lænd. Hendes hånd var mindre end mærket. Gør det ondt, spurgte hun. Jeg rystede på hovedet og løftede hende op i mine mishandlede arme. Var han vred på dig, spurgte hun så. Jeg nikkede og løg dermed igen. Han var ikke vred på mig, han var vred på hende. Men jeg ville ikke lade ham slå hende. Så jeg slog ham for at vende hans opmærksomhed mod mig. Det virkede og Freia slap uskadt ud af det. Med mig, det var en anden sag. Min mor tøver lidt.

”Frigjort?”

”Ja. Jeg vil søge om frigørelse fra jer. Jeg er over seksten, det er faktisk muligt. Derudover vil jeg få jer sigtet for vold og incest. Ellers andet?” jeg føler mig virkelig på toppen. Det er slut. Ikke mere. Ikke mere smerte. Jeg vil ikke være bange længere. Hvor meget det end skræmmer mig, gør jeg det som jeg skulle have gjort allerede da det startede. Jeg går af lovens vej denne gang. Det er slut med at gemme sig, være på flugt. Det skal ende nu. Hundrede procent. Der lyder lidt rumlen og røret bliver givet videre. På Alejandros protester i baggrunden kan jeg gætte mig til hvem det er og forbereder mig på det hans stemme vil gøre ved mig. Du er ikke bange, Liberty. Han kan ikke røre dig længere. Det vil han aldrig kunne.

”True. Gør ikke det her værre for dig selv end det allerede er” hans stemme er isende. Mit hjerte slår med dobbeltslag. Jeg trækker vejret dybt for at berolige mig selv og lukker øjnene. Da jeg åbner dem igen, pryder et tilfreds smil mine læber. Adrenalinen suser.

”Jeg har skam aldrig været i en bedre situation end jeg er i nu. Måske, hvis jeg er god, kan jeg også redde Freia fra jer. Og jeg er god” Er der noget jeg hader mig selv for, er det at efterlade Freia sammen med dem. I et øjebliks impulsiv, brændende vred flygtede jeg. I seks måneders overvældende frygt, blev jeg væk. Jeg kan aldrig retfærdiggøre det jeg gjorde mod hende da jeg skred, men jeg kan gøre mit bedste for at gøre hendes fremtid lysere. Det jeg gjorde var utilgiveligt og jeg går ikke efter tilgivelse. Jeg vil bare have at hun skal have et andet liv, andre muligheder end jeg nogensinde havde. I mange måneder tyngede den dårlige samvittighed mig og jeg overbeviste mig selv om at jeg intet havde at tilbyde hende. Intet andet end en del af mit liv, ikke et sted for en lille pige. Men det var alt sammen dårlige undskyldninger. Fordi jeg var bange. Jeg skulle have gjort noget for længe siden. Jeg prøver ikke at ændre fortiden, det er umuligt. Jeg prøver at ændre fremtiden. I fremtiden vil jeg ikke lade min egen frygt overskygge min kærlighed til hende. Det er det mest egoistiske jeg i mit liv har gjort og jeg kan aldrig gøre det godt igen. Men hvis jeg ikke prøver er jeg verdens værste storesøster… eller… det er jeg egentlig i forvejen, men det skal ændres. Nu. I dag.

”Du er en tåbe. Kom tilbage”

”Glem det. Du er et dumt, pædofilt svin, John. Hvis jeg er heldig ser vi aldrig hinanden igen. Eller jo. Måske ses vi når du, iført orange fangedragt, bliver ført ud af retten med udsigt til 24 år bag tremmer. Og den dag vil jeg se frem til med glæde. Giver du mig lige en betjent, så er du en skat” mit lette, upåvirkede tonefald slår ham helt ud og det er den effekt jeg går efter. Han kontrollerer mig ikke længere. Han skal aldrig mere skræmme mig til at gøre ting jeg ikke vil, han skal aldrig igen lægge sine klamme, store hænder på mig. Det er slut. Aldrig mere. Befippet giver han vist telefonen videre og en myndig stemme overtager røret.

”True Liberty Justice?”

”Det er mig. Hvem taler jeg med?”

”Betjent McCane” jeg smiler. Han lyder ung. Lige i ny-far-perioden. Perfekt.

”Goddag betjent McCane. Jeg har et spørgsmål til dig” jeg smiler skævt til spejlbilledet af mit ansigt i ruden.

”Ja?” han lyder tøvende, som om samtalen ikke tager den drejning han forventer.

”Hvordan ser du på incest og vold?”

”Jeg forstår ikke…?” men han lyder som om han ved hvor det her fører hen.

”Lad os sige at en pige, lad os kalde hende… Tracy. Tracy bliver fra hun er tolv og begynder at få sin menstruation misbrugt af sin mors kæreste på den mest brutale måde. Ud over det får hun bank både af stedfaren og moren når de er frustreret, en smule vrede eller bare keder sig. Hun provokerer dem for at beskytte sin lillesøster mod slag og skjuler alle sår og blå mærker af flovhed, fordi hun tror det er hende der er noget galt med, så ingen fatter nogensinde mistanke. Hun bliver nægtet penge til tøj og må gå i alt for småt tøj. Det står på helt til hun er seksten og hun får nok af det hele. Denne pige, Tracy, fortæller så en lærer om det og læreren siger at der kan gå år før hun bliver flyttet fra hjemmet. Så Tracy stikker af til Las Vegas for at få fred fra smerten. Hvad synes du om den sag? Skal Tracy tilbage til incesten og volden bare fordi loven siger at det er sådan det skal være?” jeg holder inde og venter mens den rolige ånde i telefonen driver mig til vanvid.

”Nej” hans stemme er klar, helt sikker og bestemt. Jeg smiler skævt.

”Godt. Så bevæger vi os allerede i den rigtige retning”

 

Efter at have talt længe med betjenten lægger jeg endelig røret på og sukker lettet. Hurtigt finder jeg Hazzas personlige telefonbog og finder nummeret jeg mangler. Telefonen ringer tre gange og bliver så taget.

”Ja?” hendes stemme er som jeg husker den: høj og melodisk med en mistroisk undertone.

”Jane? Det er Liberty. Du ved, Harrys…”

”Kæreste, ja” cutter hun mig af og jeg krymper mig under hendes tonefald. Hun har ligesom nok regnet ud at Harrys historie om at jeg er en barndomsven ikke passer.

”Ja… jeg har brug for din hjælp. Jeg ved at det er meget at bede om, men jeg skal bruge en advokat. En god en” der er stille lidt, alt der lyder er Janes ånde ned i røret.

”Jaså. Og hvad skal du bruge en advokat til?” jeg trækker vejret dybt.

”Frigørelse fra forældre og dom vedrørende incest og vold” der er helt stille et stykke tid og jeg håber og beder til at Jane vil vise sig fra sin rationelle side, den side der tager alt i hård hånd og har et overskud, selv i overvældende situationer.

”Jeg skaffer dig den bedste jeg kan finde.”

 

Jeg ved ikke hvordan jeg kommer videre herfra. Betjent McCane sagde at jeg kan blive hos min ”ven” indtil videre, men at retten skal bestemme om jeg må blive her. Han mener at jeg får svar i morgen. Hvis der er noget jeg hader, så er det at vente. At vente på at Harry kommer hjem. At vente på at Jane sms’er advokatens oplysninger. At vente på at en dommer har besluttet hvordan mit fremtidige liv skal være. Jeg fortalte betjent McCane at jeg helst ikke vil være til stede under retssagen, men han sagde at min tilstedeværelse er påkrævet under alle retsager, undtagen den hvor sagen bliver fremført for retten. Der er det kun advokaterne og dommeren der skal være til stede. Til gengæld mener han at sagen kan klares på en, højst to retssager og det er ret beroligende. Tanken om at skulle se dem i øjnene, vidne og fortælle om hvad de har gjort ved mig mens de hører det, skræmmer mig fra vid og sans. Men jeg har tænkt mig at gøre det så godt jeg kan. For Freia. Og for mig. og jeg kan trøste mig med at det kun bliver få gange, så er sagen afgjort. Og det kan enten ende godt eller skidt for mig, men det kan jeg slet ikke tænke på. Bare muligheden at de bliver fundet uskyldige og det at jeg skal bo sammen med dem igen gør min verden helt sort. Klokken ti går døren endelig op og Harry kommer nærmest løbende ind i stuen. Han bliver helt overrasket over at se mig sidde i skrædderstilling midt på den brede sofa omringet af tændte stearinlys og en tom æske kinamad på stuebordet foran mig og stopper brat op.

”Jane fortalte mig det!” ryger det ud af hans mund. Jeg smiler skævt og rejser mig langsomt.

”Det må da være et skridt på vejen, ikke? Du ved, mod at bekæmpe min frygt? At lægge sag an mod årsagen til mit traume?” han ved slet ikke hvad han skal sige. Jeg smiler og træder nærmere, nærmest rovdyragtigt.

”Jeg har fået lov til at blive her indtil videre. I morgen får jeg svar på om jeg må blive her helt eller om jeg skal tage… tilbage” det smerter mig at sige det højt, men han skal vide det. Han skal forstå det jeg har startet. Jeg blev ligesom tvunget til det, men jeg synes selv at jeg har fundet en god løsning. Han ser bare måbende på mig.

”Du har… sagsøgt dem?” spørger han endelig. Gud hvor engelsk. Bare fordi vi er amerikanere, sagsøger vi alt og alle. Jeg griner af hans befippede udtryk og lægger armene om ham.

”Ikke rigtig. Politiet og staten har lagt sag an mod dem, fordi de, ifølge vidner, har misbrugt en mindreårig. Det er sådan det fungerer” forklarer jeg og lægger armene om hans liv.

”Hvordan gik koncerten?” han ser totalt forvirret ud og jeg griner af ham. Han bløder lidt op og smiler sit søde smil så en varme breder sig helt ned i tæerne.

”Du har seriøst de mærkeligste reaktioner, love!” griner han, ”koncerten gik rigtig godt. Men… seriøst Liberty, det du har startet… det er jo kæmpestort!” jeg trækker på skuldrene.

”Jeg håber bare at fordi sagen har været så meget oppe i medierne kommer den hurtigt for retten”

”Hvad er det egentlig du gerne vil opnå?” spørger han efter at have betragtet mig smilende lidt.

”Altså, jeg vil gerne frigøres, så de ikke kan bestemme over mig længere og jeg kan gøre som jeg vil. Ud over det vil jeg gerne have dem dømt for… incest og mishandling… altså hvis det går igennem får John sikkert en del værre straf end min mor, men… mest af alt, Haz, vil jeg have Freia væk fra det hjem. Hun skal i plejefamilie et sted langt væk fra dem. Hvis bare hun kommer væk er alt det andet lige meget. Jeg vil med glæde tilbringe resten af mit liv i den trailer, hvis Freia har det godt et andet sted. Jeg hader mig selv for at have forladt hende i det liv. Jeg vil gøre mit bedste for at ændre det” jeg tøver lidt og ser ham i øjnene. Han har ligesom en fornyet respekt tindrende i det blågrønne øjne. Så læner han sig ned og kysser mig blidt.

”Du skal nok klare den. Jane har skaffet dig en rigtig god advokat og sagen bliver allerede fremlagt for retten i morgen” hvisker han i mit øre. Jeg har lyst til at hvine, i stedet trækker jeg mig pludseligt væk og ser undersøgende på ham. Jeg kan ikke lade vær med at smile stort og kaste mig om hans hals, mens jeg griner lykkeligt. Jane er virkelig en wonderwoman! Han griner af mig og sætter mig forsigtigt fra sig.

”Lib, du ved at jeg gerne vil være her under retssagen, men…”

”Jeg ved det. Du er nødt til at rejse tilbage til England i morgen. Det er okay Haz, jeg skal nok klare den” lover jeg. Selvom det ville være rart at have Hazzas støtte under alt det jeg skal igennem, er jeg faktisk helt afklaret med at han ikke er her. Han støtter mig altid, også selvom han er på den anden side af Atlanterhavet. Han smiler trist.

”Det ved jeg, du vil… jeg har bare tænkt lidt…” han tøver og ryster så på hovedet af sig selv.

”Hvad?” spørger jeg nysgerrigt. Han bider sig nervøst i underlæben og tager så min hånd.

”Hvis du bliver frigjort… vil du så overveje… du ved, at tage med mig til England?” hans stemme er svag af nervøsitet og han har et tvivlende udtryk i øjnene. Mit hjerte sætter farten op og jeg kan mærke mine øjne blive våde.

”Selvfølgelig” hvisker jeg og kysser ham. Kysset er gnistrende, fyldt med ny energi og passion. Der er intet jeg hellere vil. Lykke. Jeg har aldrig prøvet at føle det før, sådan rigtigt, men det må være sådan her det føles. Berusende, brusende, som om der ikke er noget i hele verden jeg ikke kan overkomme. Harry har gjort det umulige. Han har gjort mig lykkelig. Det vil jeg fortælle ham en dag. Jeg vil fortælle ham om den aften alt indeni mig faldt i hak og jeg blev lykkelig. På grund af ham. Men lige nu kan jeg ikke finde ordene, lige nu er der kun følelsen. Lige nu er jeg bare lykkelig og mundlam.

”Jeg elsker dig!” hvisker jeg med tårer løbende ned af kinderne. Han ler, lykken er så nem også at finde i hans latter og han tørrer forsigtigt tårerne væk med sin pegefinger. Er det mon lykkes mig også at gøre ham lykkelig?

”Jeg elsker dig mere.”

 

Hey guys. Jeg har fået et par bekymrede "jeg håber du skriver videre"-kommentarer og til det har jeg bare at sige: SELVFØLGELIG!:D jeg har bare holdt en lille pause, da jeg ikke havde noget internet i et par dage, no worries;) Men nu er jeg tilbage fra ferie i et par dage før jeg smutter til Jylland i tre uger.... Jeg vil som sædvanlig blive vildt glad for en lille kommentar om hvordan jeg klarer mig, for jeg har det faktisk som om historien er blevet en smule dårligere med tiden...:/ Men i hvert fald, you rock, håber I nyder dette ekstra lange kapitel;)

// Ida

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...