Las Vegas Showgirl - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 jun. 2012
  • Opdateret: 7 apr. 2013
  • Status: Færdig
Sekstenårige Liberty lever det liv alle ordinære mennesker finder så fjernt, men som de ved eksisterer: hun er showgirl i djævlenes by Las Vegas, stedet hvor løfter bliver brudt og penge bliver brugt. Men alle unge piger der havner i Las Vegas har en historie og Liberty kæmper for ikke at blive indhentet af fortiden der truer med at overhale hende. Og det kan betyde at hun havner i sit gamle liv, det liv hun flygtede fra. Indtil en ganske særlig person beslutter sig for at hjælpe englen ud af Helvedet.

**Læses på eget ansvar. Da det er et alvorligt emne jeg har taget fat på, vil der måske være nogle stødende scener og sprogbrug for meget sarte sjæle. Så er det sagt**

1163Likes
844Kommentarer
126175Visninger
AA

14. Hear you me?

 

May angels lead you in. Hear you me my friend? On sleepless roads, the sleepless goes.

May angels lead you in.

 

 

Dagene går uden jeg holder styr på dem. Jeg er tilbage som Lobbygirl og jeg gør det bedre end nogensinde. Jack er meget tilfreds med mig. Maritta synes det er fedt at jeg er begyndt at drikke alkohol. Den eneste der ikke er tilfreds er mig. Sammen med Harry var jeg så tæt på at finde den rigtige mig. Nu er jeg længere væk fra hende end nogensinde før. Jeg har komplet mistet mig selv, alt jeg gør er at feste, flirte, drikke, sove og så forfra igen. Jeg hader det. Inderst inde hader jeg hele den drejning mit liv har taget. Men hvis der er noget jeg hader mere, så er det at se hvordan Maritta har det. Det er som om hun har fået det meget værre efter det sammenbrud hun fik i elevatoren. Hun drikker meget mere end hun plejer, er dårlig til at huske vores danserutiner og er faktisk bare deprimeret når hun ikke er fuld. Jeg ved ikke hvordan det er lykkedes mig, men nu giver jeg også mig selv skylden for hendes tilstand. Det var mig der pressede hende til at genopleve de smertefulde oplevelser. Jeg er et frygteligt menneske.

Ifølge twitter går drengenes tour godt. Niall holder alle opdaterede om hvad de laver, deres fans må elske ham for det. Jeg glemmer lykkeligt alt om One Direction når jeg kan og når jeg ikke kan stener jeg twitter, mens jeg tuder uden at vide hvorfor. Måske fordi jeg savner dem, fortryder den måde jeg behandlede dem på. Jeg har et trist liv. Nej. Jeg er en trist person, sådan er det bare.

 

”Liberty! Har du set det her?” råber en pige fra den anden ende af opholdslokalet. Hun står henne ved storskærmen hvor MTV kører. Jeg griner færdig af den historie Lotta fortalte og vender mig mod pigen der råbte.

”Hvad?”

”De der drenge du hang ud med for nogen uger siden er på tv!” råber hun. Mit hjerte speeder op til dobbelt fart ved de ord og mit smil forsvinder brat. Jeg skynder mig hen og smider mig i sofaen. Drengene er til et interview på et show.

”Hvornår begyndte det?” spørger jeg.

”For ikke særlig lang tid siden. De har bare snakket om hvordan deres tour er gået og sådan” fortæller Haley. Jeg skruer op for lyden og placere mig anspændt på det yderste af sofaen.

”Så, drenge. Hvad er jeres yndlingsby her i USA?” spørger intervieweren.

”Det er sådan lidt forskelligt. Jeg synes Dallas var fedt” svarer Liam. Det skær i mit hjerte ved lyden af hans stemme. Hvordan kan jeg savne nogen så frygteligt meget, når jeg kun kendte dem i meget kort tid?

”Jeg synes Boston var en cool by. Vi så en footballkamp der. Det var virkelig en oplevelse” indskyder Niall. Åh. Jeg havde helt glemt hans søde accent.

”Jeg elsker af en eller anden underlig grund New York” siger Zayn så.

”Jeg er ret vild med Texas, sådan helt generelt. Men jeg synes også at Las Vegas var en oplevelse” det føles som om mit hjerte går i stå. Som om det bliver flået ud og en tomhed fylder min krop. Harry. Maritta lægger blidt en hånd på min skulder.

”Jah, Vegas var fedt” smiler Niall, ”vi fik nogle ret søde venner der”. Jeg kan ikke lade vær med at smile til skærmen. Derefter fortsætter interviewet med normale, daglige spørgsmål om fans, piger og berømmelse. Interviewet er næsten slut da det hele tager en uventet drejning. Noget jeg slet ikke havde set komme.

”Nå, drenge. Det er sådan at I har en ny sang som I gerne vil præsentere. Er det ikke rigtigt?” spørger intervieweren og drengene nikker bekræftende.

”Og… det er noget med at en af jer faktisk har skrevet størstedelen af teksten, er det ikke?”

”Jo. Harry har skrevet det meste af teksten og Niall har stort set lavet hele skelettet til melodien” fortæller Louis spændt. Jeg læner mig lidt frem. Harry har skrevet en sang?

”Den kommer med på det nye album. Altså, da Niall og jeg skrev den var den meget sådan.. ehm… fin og akustisk, ligesom min inspirationskilde. Den version der kommer med på albummet er langt mere opbeated, så vi vil faktisk gerne fremføre den på den måde den oprindeligt var” fortæller Harry og ser lidt nervøs ud. Intervieweren slår opfordrende ud med armen. Drengene placerer sig på en lille slags scene og Niall får en guitar stukket i hånden. Harry løfter sin mikrofon lidt og smiler sørgmodigt til skærmen. Det gør ondt helt ud i fingerspidserne.

”Denne sang er skrevet til en helt speciel pige. Jeg håber at hun en dag ser det her. Den hedder Another World” (Vi siger lige at den ikke var skrevet på dette tidspunkt og at Harry og Niall har lavet den, ok?) Niall slår guitaren an og Liams fyldige, flotte stemme fylder hele rummet. Omkring mig bliver alt stille, alle vender deres opmærksomhed mod de fem drenge på skærmen der begynder at synge. Sangen er langsom, kun med en af drengenes stemmer og guitaren. Da Harrys stykke kommer slår min mave kolbøtter og jeg får det næsten dårligt. Næsten. Resten af mig betragter stolt hans smukke ansigt, mens han med sørgmodige toner lader sin stemme flyde ud gennem højttalerne.

I lift you up, I’ll never stop. You know I’d take you to another world. I build you up, I’ll never stop. You know I’d take you to another world. Everyday, in every way. I lift you up, I’ll never stop. You know I’d take you to another world!” sangen slutter og mine kinder er våde. Jeg springer op og løber gennem opholdsrummet, ud på gangen og ind på mit værelse, hvor jeg smider mig på sengen og stortuder. Jeg burde have ladet ham hjælpe mig, jeg burde lytte til mit hjerte i stedet for min fornuft der altid fortæller mig at jeg ikke fortjener noget godt i livet. Jeg er forelsket i Harry Freaking Styles, dybt og uigenkaldeligt. Og der er ikke noget jeg kan gøre ved det, nu er det for sent. Lige nu har jeg det værre end jeg nogensinde har haft det før, jeg føler mig mere elendig og ødelagt end jeg har gjort længe. Intet kan gøre det værre, nu har jeg officielt ramt bunden. Åh hvor er jeg dum at jeg tror det. Gud har altid mere oppe i ærmet til mig, Han bliver aldrig træt af at påføre mig smerte.

 

”Det er egentlig en smuk by… er det ikke?” spørger Maritta. Hun står oppe på forhøjningen, meget tæt på kanten. Det er bare endnu en Portdans der skal overstås.

”Tjo… det er det vel?” siger jeg efter et kort blik ud på de pulserende lys. Anlægget driller, nogen gange er det svært at få det til at virke.

”Liberty, jeg har tænkt på noget” jeg sætter mig opgivende på mine knæ der er dækket af netstrømper og ser afventende på Maritta. Hun svajer faretruende, hun fik faktisk rigtig meget at drikke før vi kom herop.

”Jeg synes du skal prøve igen med ham Harry” jeg stønner opgivende.

”Det ved du godt, jeg ikke kan Marri. Han er væk, det er for sent, punktum. Han er desuden for god til mig” svarer jeg og sparker vredt til anlægget. Jeg skal bare have mine frustrationer ud på en eller anden måde.

”Nej. Det er aldrig for sent til kærlighed” svarer hun bestemt. Jeg griner klukkende.

”Nøj, hvor poetisk”

”Jeg mener det! Javier og jeg fik ikke lang tid nok sammen, og hvis der er noget jeg fortryder er det at jeg brugte tre måneder på at samle mod til at forelske mig i ham. Hvis jeg bare havde sprunget ud i det ville jeg ikke kun have fire sølle måneder med mit livs kærlighed”

”Og det er jeg ked af på dine vegne. Men nu er jeg jo ikke sikker på at Harry er mit livs udkårne” svarer jeg skeptisk.

”Han er den eneste du nogensinde har været forelsket i. Og du skal ikke benægte det, jeg kan mærke det på dig! Han tydeligvis også forelsket i dig, han skrev en sang til dig! Måske er det ikke meant to be, men tænk hvis det er? Så vil I spilde chancen på grund af tvivl. Tro mig, du har ikke lyst til at leve med samme fortrydelse som mig” jeg har aldrig hørt Maritta sådan her. Hun lyder både fornuftig og klog. Jeg har måske undervurderet hende. Hun forstår kærlighed bedre end jeg nogensinde kommer til og hun kender til de værste skader og smerter det kan påføre en.

”Tror du nogensinde du kommer dig over tabte af Javier?” spørger jeg forsigtigt og tænker på den stikkende fornemmelse i mit hjerte. Mon Maritta har levet med den følelse i over et år? Hun lukker øjnene og smiler trist.

”Nej. Aldrig.”

”Du elskede ham virkelig, hva’?”

”Nej. Jeg elskede ham ikke, jeg elsker ham stadig. Jeg har tænkt over det siden den dag i elevatoren og det er gået op for mig at jeg aldrig bliver lykkelig uden ham” hendes stemme er skrøbelig og lav. Hun drejer hovedet og fanger mit blik. Jeg kan ikke slippe væk fra hendes stikkende blå øjne. Hun river parykken af og afslører sit halvkorte, sorte hår. Som om hun vil være hundrede procent sig selv mens hun siger det næste. Ingen falskhed, ingen facader, den rene sandhed.

”Du skal sige undskyld til alle de andre fra mig” siger hun bestemt.

”Hvad mener du?”

”Mine yndlingsblomster er liljer. Det har jeg aldrig fortalt dig før, har jeg? Javier plejede at købe liljer til mig” forvirringen overmander mig.

”Maritta…?”

”Du skal gøre alt hvad du kan for at få det til at virke med Harry. Du skal gøre alt hvad du kan for at komme væk herfra og færdiggøre skolen! Få dig et ordentlig liv, med kærlighed og penge og børn og det hele. Hvis ikke for dig selv, så for mit minde. For at jeg kan være stolt af dig”

”Maritta, hvad helvede snakker du om?!” siger jeg desperat. Hvorfor lyder hun så… endelig?

”Jeg kan ikke være lykkelig uden Javier. Jeg kan ikke komme mig over ham. Så jeg må finde ham. Måske, hvis jeg er heldig, finder jeg også mig selv i samme omgang” det går op for mig hvad hun siger.

”Nej!” gisper jeg. Hun smiler trist og undskyldende.

”Undskyld Mini. Jeg sagde godt nok at der findes mere elegante metoder, men du er den elegante af os to. Sig til Harry at hvis han knuser dit hjerte, knuser jeg ham i efterlivet” jeg kæmper for at rejse mig, men mine strømper sidder fast i en krog. Det er alligevel for sent. Hun har kastet et sidste blik ud over byen og hvisket sit sidste farvel. Uden jeg kan gøre noget springer min bedste veninde ud fra en tredive meter høj port under fire meter fra mig.

NEJ!

 

And if you were with me tonight, I'd sing to you just one more time.

A song for a heart so big, God wouldn't let it live.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...