Las Vegas Showgirl - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 jun. 2012
  • Opdateret: 7 apr. 2013
  • Status: Færdig
Sekstenårige Liberty lever det liv alle ordinære mennesker finder så fjernt, men som de ved eksisterer: hun er showgirl i djævlenes by Las Vegas, stedet hvor løfter bliver brudt og penge bliver brugt. Men alle unge piger der havner i Las Vegas har en historie og Liberty kæmper for ikke at blive indhentet af fortiden der truer med at overhale hende. Og det kan betyde at hun havner i sit gamle liv, det liv hun flygtede fra. Indtil en ganske særlig person beslutter sig for at hjælpe englen ud af Helvedet.

**Læses på eget ansvar. Da det er et alvorligt emne jeg har taget fat på, vil der måske være nogle stødende scener og sprogbrug for meget sarte sjæle. Så er det sagt**

1163Likes
844Kommentarer
127185Visninger
AA

11. Find me.

 

I've been calling out, come on out and find me. I've been waiting my turn. Pressure's on, now your heart is beating, to the sound of my name. And I say, find me.

 

 

 

Harrys overraskede ansigtsudtryk fortager sig langsomt og han kæmper virkelig for at tage sig sammen. Jeg venter tålmodigt, mens jeg nu og da spiser lidt af vores pandekager.

”Okaay…” Harry tøver lidt og ryster så forvirret på hovedet.

”Okay, jeg er blank. Hvorfor?” fortsætter han så opgivende. Jeg kan ikke lade vær med at smile skævt af hans vildledelse, der uden tvivl skyldes at han er træt.

”Det er en lang og deprimerende historie. Den holder jeg helst for mig selv. Lad os bare sige at min familie langt fra var perfekt. Faktisk var den frygtelig og jeg foretrækker derfor det liv jeg har nu. Hvis politiet finder mig sender de mig tilbage og det kan jeg ikke” forklarer jeg undvigende.

”Men… hvad med dine papirer? Hvordan kom du ind i Nevada uden personlige papirer?” spørger han forvirret og spiser endelig lidt af pandekagen foran ham. Jeg vrider mig, jeg vil helst ikke svare. Men Harry lyder så oprigtig, som om han rent faktisk bekymrer sig om min historie.

”Jeg blev smuglet ind i Nevada. Nogle mænd lod mig ligge i deres bagagerum mens de kørte over grænsen. Selvfølgelig for en lille tjeneste til gengæld, men det var det værd. Som jeg har nævnt har jeg ingen kontrakt, og det er fordi jeg ikke har nogen papirer der kan dokumentere hvem jeg er. Men det er næsten ligegyldigt, ingen af de kontrakter Showpigerne er på, er lovlige. De er falske med falske oplysninger og falske personlige papirer. Næst efter bryllupper, er fremstilling af falske papirer den mest udbredte og velkørende forretning man kan have i Vegas. Alle Showpigerne er under 21” fnyser jeg og tager min milkshake for at undgå at se på Harry. Han må være fordømmende.

”Det er ikke rigtigt, det her. Hvis det virkelig var så slemt hjemme hos dig, så du var nødt til at stikke af, burde regeringen gøre noget! Give dig en plejefamilie eller sådan noget. Ikke få dig tvunget til at tage arbejde i Las Vegas!” en vrede bobler i min årer, selvfølgelig fatter han det ikke. Jeg var naiv fordi jeg håbede han ville.

”Det her er ikke England, Harry! Vores system er noget lort, der er intet at gøre. Det her er min eneste mulighed, forstår du det?!” hvæser jeg og får en lyst til bare at skride. Efterlade ham med regningen midt i Vegas i vrede. Min aggression fik mig endda til at bande, det sker sjældent.

”Okay nej: jeg kan ikke sætte mig i dit sted. Hvis du nu prøvede at fortælle mig hvad det er der er sket, så kan det være jeg kan hjælpe dig” sukker Harry og tager til min overraskelse min hånd. Jeg ser forvirret op og ser hans oprigtige interesse. Langsomt trækker jeg min hånd til mig.

”Jeg… jeg…” stammer jeg og føler mig totalt fortabt. Som den dag. Den dag for næsten et år siden hvor jeg sad i klassen foran min yndlingslærer og besluttede mig for at fortælle det. Det hele.

”Jeg… kan ikke” ender jeg med at hviske. Harry ser på mig med rynket pande og nikker en gang.

”Det er i orden… jeg vil bare rigtig gerne hjælpe dig” sukker han stille.

”Hvorfor? Hvorfor er det så vigtigt for dig? Kan du ikke bare være ligeglad? Det er alle andre” hvisker jeg. Han ryster lidt på hovedet og tager min hånd igen. Denne gang lader jeg ham beholde den. Hans hænder er underligt bløde, af en dreng at være.

”Fordi jeg har set dine øjne” siger han så efter en lille pause. Jeg ser forvirret på ham og han lader en finger strejfe min øjenkrog.

”Dine rigtige øjne. Uanset hvor meget du benægter det, så råbte dine smukke, grønne øjne på hjælp den aften. Og jeg har tænkt mig at give dig den. Jeg ved ikke hvordan det her er sket på så kort tid, men jeg kan ikke bare slippe det. Drengene forstår det heller ikke, de vil have mig til at lade dig være i fred fordi du beder mig om det. Men jeg kan bare ikke. Tanken er totalt umulig, jeg kan slet ikke overskue det” forklarer han langsomt med sin hæse stemme. En lille tåre triller ned af min ene kind og jeg hører mig selv sige de ord jeg aldrig troede skulle komme ud af mine sammensyede læber.

”Okay, jeg fortæller dig det. Men ikke her”. På kort tid har Harry betalt servitricen og hevet mig med sig ud på gaden.

”Hvor vil du hen?” spørger han og kigger opgivende på den vilde trafik.

”Sunset Park ligger ikke så langt herfra. Lad os tage derind” siger jeg efter lidt tænketid. Hvis man holder sig til de åbne steder i parken er der stort set ingen mennesker på denne tid. Junkierne holder sig længere inde hvor man ikke kan se dem, så de ikke bliver taget af politiet og de hjemløse sover helst under bænkene mellem træerne. Vi når Sunset Park på ingen tid og sætter os ved det store springvand. Det er slukket nu, så alt der er, er en gigantisk stillestående sø. Harry ser afventende på mig og jeg beslutter mig for at tage den i korte træk for at gøre det nemmere at følge med. Det er ikke ligefrem den mest ukomplicerede historie.

”Øhm okay… da jeg var syv skred min far. Indtil da var mit liv faktisk ret godt. Ja, far og mor skændtes meget, men det var ikke så meget at det ikke var til at holde ud. Min mor havde ikke råd til at beholde huset så vi… vi flyttede ud i en af de der trailerparks. Du ved, der hvor man bor i en campingvogn?” siger jeg usikkert. Harry nikker dystert.

”Jeg har set 8 Mile” kommenterer han og jeg fniser let. Eminem er den sidste jeg troede ville blive inddraget i denne samtale.

”Jeg tror det var der, det begyndte at gå galt hvis du forstår. Min mor begyndte at drikke og gå ud om aftenen. Så mødte hun John Davis, vist nok på en bar. En klam arbejdsløs idiot. De første par år var det okay. Der var ikke mange penge, men det gik lige. Så… så begyndte det virkelig at gå ned af bakke. John…” jeg holder inde, det næste er simpelthen for ydmygende. Jeg skjuler mit ansigt i hænderne og kan mærke hvordan min krop bliver gennemrystet af mine lydløse hulk. Harry nusser mig ved hårkanten i nakken, sjovt nok et sted jeg elsker at blive nusset og det får mig til at slappe lidt af.

”Han begyndte at misbruge dig” færdiggør Harry min sætning med stemmen dryppende af had og undertrykt vrede. Jeg nikker stille.

”Han gjorde også… andre ting. Han var… er meget aggressiv. Han slog og jo ældre jeg blev, jo værre blev det. Min mor… min mor begyndte at… jeg ved ikke, være jaloux fordi hun følte jeg stjal hendes mand, eller sådan noget. Det er sygt” det sidste siger jeg bittert.

”Så begyndte hun at nægte mig penge. Jeg havde ikke penge til at købe nyt tøj og alt mit tøj var for småt… så jeg prøvede at få et job, men min mor forbød det. Jeg tror… jeg tror hun nød at jeg følte mig ydmyget når jeg gik i skole med det gamle tøj. En dag… en dag blev det bare for meget. Jeg kunne ikke klare det mere, jeg ville bare væk. Så jeg besluttede mig for at… fortælle det til min lærer. Min historielærer var ikke som alle de andre, hun bekymrede sig faktisk om eleverne. Jeg fik ligesom fortalt det i korte træk og hun… hun kunne ikke hjælpe mig. Hun sagde at hun ville prøve så meget hun kunne, men det kunne tage tid at få det igennem i retten. År. Det var ikke nok, så jeg bildte hende ind at det hele var løgn. Jeg ved virkelig ikke hvordan jeg bar mig ad, men det lykkedes. År, Harry. Det kunne tage år før de fik mig fjernet fra et hjem hvor jeg blev misbrugt og banket! Det blev bare for meget, jeg var træt af at vente på at få hjælp. Den aften kolliderede alting ligesom, så jeg stjal alle kontanter der var i huset, smadrede min oldsag af en mobil så de ikke kunne spore mig og satte kursen mod Nevadas grænse. Jeg blaffede hele vejen fra Phoenix til grænsen og resten kender du jo. Jeg boede kun på gaden her cirka 14 dage indtil Jack fandt mig og tog mig med til Paris. Jeg fortalte ham hele min historie og han… han forbarmede sig over mig. Han hjalp mig faktisk som den eneste. Gav mig et job og et sted at bo. Uanset hvor megen smerte han udsætter mig for, vil jeg altid skylde ham mit liv. Jeg vil aldrig glemme hvad han gjorde for mig. Han tog mig med til frisøren så hun kunne farve mit hår og købte farvede kontaktlinser til mig så jeg kunne skjule mig. Jeg skylder Jack alt jeg har” endelig løfter jeg hovedet og ser på Harry. Hans øjne er ulæselige. Og dog, jeg kan både se vrede og omsorg i dem. Han lægger armene om mig og holder mig tæt ind til sig. Hans åndedræt lyder kontrolleret mod mit hår og jeg lader ham holde om mig og passe på mig for en lille stund.

”Jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige” ender han med at mumle ned i mit hår.

”Du behøver ikke at sige noget. Jeg er bare lettet over endelig at have fortalt det til nogen” hvisker jeg og mener det. Jeg er virkelig glad for at jeg har fortalt det til Harry.

”Jeg ved ikke hvem jeg er længere” det var slet ikke meningen det skulle siges højt, men det blev det. Jeg lægger en hånd over min mund og ser forsigtigt på Harry. Jeg kan slet ikke læse hans ansigt, det er som en lukket bog.

”Jeg bliver ved med at kæmpe… for at finde mig selv igen. Den person jeg var engang. Men jeg er begyndt at tro… at hun er forsvundet. At hun er umulig at finde” jeg kæmper med ordene for at forklare det på den rigtige måde.

”Jeg… hvis du vil lade mig, vil jeg gerne hjælpe dig med at lede. Måske kan jeg finde hende” Harrys stemme er intet andet end en hvisken i mit øre, men det fylder mig med håb.

”Jeg tror faktisk at jeg er tættere på at finde hende når jeg er sammen med dig. Måske er det en af grundende til at jeg bliver lidt… bange når jeg er sammen med dig. Måske er jeg inderst inde bange for at finde hende. Det er så meget nemmere at gemme sig bag et skuespil” jeg har aldrig været så ærlig over for nogen, nogensinde.

”Livet er ikke nemt” Harry siger det langsomt, med så megen omhyggelighed han kan mønstre og jeg nikker langsomt. Han har ret.

”Jeg bliver bare så… skræmt nogen gange. Uden at vide hvorfor.” forklarer jeg stille. Han nikker forstående.

”Det ved jeg godt, baby. Men… du behøver ikke at være bange længere. Jeg… hvis du altså vil lade mig, vil jeg hjælpe dig så meget jeg kan. Og jeg lover ikke at fortælle nogen din hemmelighed. Okay?” han løfter min hage så jeg bliver tvunget til at kigge ham ind i øjnene. Jeg nikker langsomt og tillidsfuldt. Jeg er bare nødt til at stole på at han ikke svigter mig. Det føles rart at kunne stole på nogen for en gangs skyld… og skræmmende.

”Såå… True Liberty Justice?” siger han med en drillende stemme. Jeg griner grødet og opdager til min irritation at jeg er på randen til at tude.

”Min mor er en tumpe. Hun er den største kristendomsfreak der har gået på to ben. Hendes eget navn betyder ’Himmel’ eller ’Guds Nåde’. Så jeg skulle altså også have et latterligt navn. Jeg mener, Sand Frihed? Kom nu ind i kampen, altså! Hvis der er noget jeg ikke er, så er det fri! Og som om det ikke var nok hedder min far Justice til efternavn. Sand Frihed Retfærdighed. Har du hørt noget mere forfærdeligt? Og så lige til lige præcis mig?” griner jeg snøftende og tørrer mine kinder med bagsiden af min hånd. Harry griner og kærtegner blidt min ene kind.

”Jeg synes det er sødt” lover han. Jeg ruller dramatisk med øjnene.

”Min søster hedder Gemma. Det betyder Værdifuld Perle. Slå den” griner han. Jeg fniser og prøver at skjule hvordan ordet ’søster’ påvirker mig. Harry ser sig lidt om i den mørklagte park.

”Lad os komme væk herfra” siger han så og jeg nikker enigt.

”Jeg må nok også hellere…” jeg færdiggør ikke sætningen. Harry ser lidt på mig.

”Vil du ikke med hen på mit hotel? Jeg tager sofaen igen, det lover jeg”

”Harry, jeg…” skal jeg til at indvende opgivende.

”Jeg rejser om to dage. Jeg vil gerne have så meget tid med dig som muligt. Please?” jeg sukker stille og nikker så. Jeg kan ikke sige ham imod, det bliver sværere og sværere jo bedre jeg lærer ham at kende. Han rejser sig og tager min hånd. Jeg river den ikke til mig. Jeg er træt af at kæmpe imod, jeg er træt af at være alene. Jeg lader for en gangs skyld nogen passe på mig. Og så Harry Styles af alle mennesker. Jeg må virkelig være ved at blive sindssyg…

 

”Såå… godnat” siger Harry lidt akavet. Jeg sidder på sengen i en af hans T-shirts og kigger på opredningen på sofaen.

”Harry, lad mig nu bare sove på den forbandede sofa!” sukker jeg irriteret og rynker panden.

”Nej, det får du altså ikke lov til! Du er min gæst!” siger han bestemt og skal til at lægge sig på sofaen. Jeg stønner teatralsk.

”Fint. Ingen af os sover på sofaen. Kom herop” sukker jeg og klapper på den anden side af dobbeltsengen. Han løfter et øjenbryn.

”Seriøst?”

”Tonight is your luckynight, Styles” griner jeg kækt og kravler ned under dynen. Han lægger sig tøvende ved siden af mig i sine boksershorts og slukker lyset. Jeg vender mig lidt mod ham.

”Tak for alt det du har gjort for mig, Harry. Du ved slet ikke hvor meget du har hjulpet mig, bare ved at tilbringe tid sammen med mig” siger jeg stille og tager hans hånd. Jeg kan forestille mig at han smiler skævt.

”Jeg burde takke dig. Du har ligesom hevet mig ned på jorden igen. Jeg var lige ved at miste mig selv og jeg lagde ikke engang selv mærke til det” jeg smiler skævt til ham i mørket.

”Vi har vist været ret gode for hinanden, hva’?” jeg kan mærke at han nikker.

”Godnat” hvisker jeg.

”Godnat precious” hvisker han. Jeg lukker øjnene og prøver at sove, men panikken kravler rundt i mig, gør mig urolig. Efter cirka tyve minutter i overvældende frygt kan jeg mærke hvordan et par arme lægger sig om mig og trækker mig ind i en varm favn. Harry mumler i søvne og ånder ned i mit hår. Han må kunne mærke min urolighed, selv i drømmeland og beslutter sig som altid for at redde mig. Jeg smiler og lader den tryghed han giver mig, berolige min angste krop. Jeg falder i søvn i hans arme, med et smil på læben og en fantastisk drengs blide pust i nakken. Min sidste tanke før søvnen overvælder mig er: jeg må under ingen omstændigheder forelske mig i Harry. Han er alt for god til mig.

 

Så fik vi alle svarene! Undskyld for det ekstra lange kapitel, jeg skal bare slutte det der, for at starte næste kapitel et bestemt sted;) Tak fordi I læser. Som altid vil jeg opfordre til at efterlade en lille kommentar og jeg kunne faktisk rigtig godt tænke mig at høre hvad I synes om lige præcis dette kapitel. Det tog mig ret lang tid at skrive, jeg overvejede hver en sætning nøje;) Men i hvert fald TUSIND TAK for jeres fantastiske støtte. Det betyder uendeligt meget.

// Ida

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...