Las Vegas Showgirl - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 jun. 2012
  • Opdateret: 7 apr. 2013
  • Status: Færdig
Sekstenårige Liberty lever det liv alle ordinære mennesker finder så fjernt, men som de ved eksisterer: hun er showgirl i djævlenes by Las Vegas, stedet hvor løfter bliver brudt og penge bliver brugt. Men alle unge piger der havner i Las Vegas har en historie og Liberty kæmper for ikke at blive indhentet af fortiden der truer med at overhale hende. Og det kan betyde at hun havner i sit gamle liv, det liv hun flygtede fra. Indtil en ganske særlig person beslutter sig for at hjælpe englen ud af Helvedet.

**Læses på eget ansvar. Da det er et alvorligt emne jeg har taget fat på, vil der måske være nogle stødende scener og sprogbrug for meget sarte sjæle. Så er det sagt**

1163Likes
844Kommentarer
126501Visninger
AA

8. Fighter.

 

You made me that much stronger, made me work a little bit harder, made me that much wiser. Thanks for making me fighter.

 

Det er bare endnu en morgen. Min mobil-alarm ringer, Jessica bider af mig og jeg skynder mig at blive klar for at komme væk fra det her sted. Alt er bedre end Paris lige nu, det føles som om hvis jeg bliver her at stedet vil kvæle mig. Alejandro har fri indtil eftermiddagsskiftet, så han inviterer mig på brunch og jeg tager glædeligt imod. Tro det eller ej, man kan faktisk godt blive træt af kaviar, rejecocktails og T-bone-steaks. Jeg træder ud i lobbyen iklædt en løs, kort, hvid skjorte med en sort top der kun lige dækker min bh indenunder og et par lyse jeans om mine slanke ben. Showpigerne har fri benyttelse af fitnessrummet og jeg er en af de få der udnytter det. Aka, jeg er den eneste der er i stand til at benytte det, da de fleste andre tilbringer de timer det er åbent, i deres seng. Alejandro er iført sin hofdragt: hvid undertrøje, stramme jeans og store Rayban solbriller. Jeg skæver storsmilende til hans Guccitaske før jeg kindkysser med ham og siger godmorgen.

”Du er seriøst nødt til at fortælle mig hvad der skete i går!” siger han højt og jeg tysser hurtigt på ham. Tænk hvis en af Justines håndlangere (en af de andre Lobbypiger) for en gangs skyld er vågen og hører ham. I det spil Justine kører, gælder alle kneb.

”Når vi kommer hen på restauranten” siger jeg bestemt og tager mine sorte solbriller på. Turen til brunchstedet går hurtigt, den ligger på en sidegade til The Strip. Alejandro, der som altid er forudseende, har bestilt bord indenfor på den populære restaurant. Det er totalt ulideligt at sidde ude på grund af den enorme varme.

”Okay, nu er vi her. Ud med sproget, tøsen!” siger han bestemt og lægger menukortet fra sig. Jeg lader som om jeg nærstuderer mit kort, selvom jeg for længst har besluttet at jeg skal have en kvindebrunch, mens jeg leder efter ordene.

”Der er intet i det” siger jeg langsomt og Alejandro himler dramatisk med øjnene.

”Lad nu vær, jeg er ikke blind!” udbryder han og tager mit menukort fra mig.

”Hey, jeg læste det der!” indvender jeg og prøver at tage det tilbage. Han ruller med øjnene.

”Vi ved begge at du fra starten besluttede dig for en kvindebrunch, for du har prøvet alle de forskellige brunchtallerkener her og det er din absolutte favorit” siger han og lægger mit menukort oven på sit eget. Jeg løfter et øjenbryn og ryster opgivende på hovedet.

”Du kender mig for godt” mumler jeg og tager mine solbriller af.

”Yup. Kom så med det! Hvad ville Lækkermås 1 og 2?” han læner sig spændt frem, han er en rigtig sladdertante. Jeg griner af ham.

”De inviterede mig til deres koncert i aften” betror jeg ham lavt og smilende. Han gisper højt og tager sig for munden.

”Alejandro, du er en rigtig lille dramaqueen” driller jeg og tjatter til ham. Han er det tætteste jeg har på en ven jeg kan stole på. Maritta er skøn, men hun har aldrig gjort sig fortjent til min tillid. Jeg stoler ikke bare på folk fordi de er søde. De skal fortjene det og Alejandro er den mest loyale jeg kender.

”Ej seriøst skat, det er jo for vildt! De gav dig ikke to billetter, vel? Så kunne du jo tage din meget attraktive bedste ven med” smiler han kækt.

”Maritta?” siger jeg uskyldigt og griner så af hans fornærmede udtryk.

”Nej, det gjorde de desværre ikke. Men du må da gerne få min billet, jeg tager alligevel ikke med” siger jeg med et skuldertræk. Alejandro skal lige til at protestere højlydt da servitricen kommer hen til vores bord og venter på at tage vores bestilling.

”En kvindebrunch med appelsinjuice og en latte” bestiller jeg indstuderet. Alejandro giver sin bestilling og vender igen blikket mod mig.

”Normalt ville jeg med glæde tage imod dit gavmilde tilbud, jeg mener de drenge er jo lækrere end lækrest. Men helt ærligt så er du bare nødt til at tage med” han siger det alvorligt og det overrasker mig helt.

”Påstår du at du slet ikke er helt vild med at komme med til den koncert? Det er backstage og det hele” lokker jeg. Han lukker lidende øjnene.

”Gør det nu ikke sværere at være en god ven end det allerede er!” udbryder han, ”selvfølgelig vil jeg have at du tager med, ellers ville jeg ikke hjælpe dem med at bryde ind på dit værelse!” jeg gisper overrasket og han ser ud som om han stærkt fortryder at han sagde det.

”Dig!” gisper jeg. Han krymper sig under mit blik.

”Undskyld…”

”Du vidste udmærket hvad de ville! Du ville bare ikke virke mistænksom! Alejandro, hvor kunne du!?” angriber jeg rasende. Han løfter hænderne i vejret som om jeg holder en pistol rettet mod ham. Jeg føler mig forrådt. Og så af Alejandro, jeg troede aldrig dette øjeblik skulle oprinde.

”Jeg var nødt til at gøre noget! Det er en chance man ikke kan lade gå fra sig, Liberty! De drenge, de vil virkelig gerne hjælpe dig” han prøver at slutte fred, men jeg er for vred. Jeg kan mærke hvordan facaden glider rundt, truer med at falde til siden så han kan se hvor sårbar jeg er. Jeg prøver at skjule det, jeg prøver at skjule, at det jeg har allermest brug for er hjælp og omsorg, ved at virke hård, kold og overfladisk. Men i virkeligheden er der ikke noget mit hjerte hungrer mere efter end at blive holdt af. Og det er svaghed, hungeren efter kærlighed er den største svaghed, det har jeg lært fra før jeg kunne gå. Kærlighed er kun smerte i forklædning. Svaghed. Jeg nægter at være svag, i hvert fald skal andre ikke vide at jeg er svag. Derfor gemmer jeg mig bag en facade, der skjuler at jeg i virkeligheden er knust og ødelagt, en lille, ensom pige.

”Få det ind i dit hoved, Alejandro! Jeg vil ikke have hjælp!” han ser helt overrumplet ud over mit udbrud. Et lille ”tsk” forlader ham og han tager en slurk af sin kaffe.

”Maritta fortalte hvad der skete i forgårs. Og ham den lækre med krøllerne fortalte at du sov hos ham den nat. Det er vist allerede for sent, skatter” siger han spidst og begynder at spise. Jeg måber kort og ser så ned i min tallerken. Han har jo ret. Uanset hvor meget jeg benægter det, så har drengene allerede hjulpet mig vildt meget. Specielt Harry. Et billede af et skævt smil og smukke lysegrønne øjne dukker op på min nethinde og giver mig gåsehud.

”Jeg er bange” jeg siger det så lavt at jeg er i tvivl om det overhovedet har forladt mine læber, men Alejandros blik fortæller mig at det gjorde det.

”For hvad?” jeg trækker vejret dybt, kæmper for at finde ordene.

”For at… blive holdt af, tror jeg. For at lade nogen komme for tæt på. Hvis mine… hemmeligheder bliver afsløret kan det destruere hele den tilværelse jeg har opbygget her. Og så er jeg bange for at folk kan lide mig. Jeg hader mig selv, det virker totalt urealistisk at nogen skulle kunne holde af mig” Alejandros måbende blik fortager langsomt. Jeg har aldrig betroet ham noget i den stil.

”Jeg har ligesom altid lært at kærlighed er ond og omsorg ikke findes i mit univers. Den omsorg drengene viser mig, skræmmer livet af mig. Det er forkert, ingen har nogensinde set mig som de har og stadig ville vide af mig. Den aften Harry fandt mig var jeg mere ødelagt og svag end jeg har været foran nogen før. Jeg var knust, Al, jeg var fuldstændig tabt for omverdenen. Skuespillet jeg gemmer mig bag, var faldet fra hinanden og alligevel ville han hjælpe mig. Jeg afviste ham den morgen da jeg genfandt min… ehm, facade. Og alligevel bliver han ved med at prøve. Jeg forstår det ikke, han har set hvem jeg virkelig er, hvor svag og forkert jeg er. Alligevel vil han have noget med mig af gøre. Og jeg forstår slet ikke hvad det er han forventer, de rejser videre på deres tour om… jeg ved ikke hvornår, men sikkert snart. Og hvad betyder det så at vi har haft nogle episoder sammen, der måske betyder noget? Intet. Jeg er jo bare en Showgirl, jeg er ingenting. Det forstår alle, alle undtagen de drenge. Desuden er jeg en svag og skræmt Showgirl inde bag alt det her og det ved han. Så hvorfor bliver han ved?” jeg holder forpustet inde og tørrer tårerne der er begyndt at trille væk fra mine kinder. Alejandro smiler sødt.

”Søde, søde True” begynder han og jeg tysser hysterisk. Han bør ikke bruge mit rigtige fornavn i al offentlighed. Han ved ikke engang hvad det kan betyde, hvis min hemmelighed bliver afsløret, men hvis han gjorde ville han aldrig bruge mit rigtige navn så skødesløst. Han fortsætter umærket.

”Måske er det netop grunden til at han bliver ved. Han har set hvem du er bag hele den flirtende facade. Han må have set noget han kunne lide”

”Umuligt” ryster jeg på hovedet. Alejandro smiler overbærende.

”Første gang de var her, var de ude på at have det sjovt. Du gjorde deres aften til noget særligt, men du var bare endnu en lækker pige de flirtede lidt med. Da Harry og ham den anden søde fyr kom i går var det noget helt andet. De… de må have set noget den aften der ændrede deres opfattelse af dig. Til det bedre” jeg ryster igen benægtende på hovedet. Det Alejandro påstår nu er fuldstændig urealistisk. Ingen kan lide True, den lille bange pige og derfor er det de færreste der får hende af se. Drengene så hende på hotellet, mundlam, dårlig og ødelagt. Imod min vilje. Alle elsker Liberty, den lækre, smukke, elegante, flirtende pige. One Direction drengene er ingen undtagelse.

”Liberty, jeg kender ikke din historie, det ved du godt. Det gør kun Jack og det er i orden. Jeg skal ikke presse mig på” jeg krymper mig lidt, ”men jeg er ikke blind. Jeg ved at du har oplevet nogle ting der har gjort dig til den du er. Nogle ting der har gjort det nødvendigt for dig at gemme dig bag en facade. For at være ærlig tiltaler din facade mig ikke særlig meget. Det er de her øjeblikke hvor du lukker mig ind, der betyder noget” jeg kan ikke lade vær med at fnise lidt gennem tårerne. Det lyder som noget fra en dårlig kærlighedsfilm og Alejandro ved lige så godt som mig at vores forhold udelukkende er overfladisk. Men hans ord får mig til at tro at det måske ikke er så overfladisk som jeg bilder mig selv ind. Han kender mig bedre end jeg gik og troede.

”Jeg er bare træt af at være bange” mumler jeg så og drikker den sidste tår af min kaffe.

”Så er her måske et godt sted at starte” foreslår Alejandro og jeg ser forvirret på ham. Han smiler skævt.

”Sagde du ikke, at du er bange for den måde de der drenge behandler dig på? At du er bange for at de kan lide dig?”

”Det er ikke kun det. Ikke at jeg regner med det, men tænk hvis de kommer til at betyde noget for mig? Hvor efterlader det så mig når de rejser?” Alejandro griner sit bøssede grin.

”Nu er der jo ingen der siger at I behøver at betyde noget for hinanden. Det jeg foreslår er bare at du tager med til den koncert, overvinder din frygt omkring dem, hvad det så end er. For tro det eller ej, jeg forstår det ikke rigtigt. Derefter tager du med ham den søde Harry hjem, har et one night stand og giver mig alle detaljer så jeg kan leve mig ind i det og lade som om det er mit og ikke dit navn han skriger” here we go, det magiske øjeblik er overstået. Alejandro er tilbage til at være min bøsseven, frem for den ven jeg betror mig til. Men det er faktisk ret rart, han er bedre til at være min bøsseven.

”Idiot” griner jeg og tjatter til ham. Så kommer jeg i tanker om mit løfte fra aftenen før. Jeg vil ikke være bange længere. Jeg tager billetten og noten op af pungen og betragter dem lidt, mens Alejandros blik borer sig ind i mig. Så nikker jeg umærkeligt.

”Fint. Jeg tager med”

”Way to go, girly!” udbryder Alejandro go vi skåler i appelsinjuice. Jeg ved at jeg kommer til at fortryde mig beslutning, men det er der ikke noget at gøre ved. Jeg vil ikke være bange mere.

 

”Pas?” vagten ser på mig med løftede øjenbryn og jeg får lyst til at løbe min vej. I stedet viser jeg det backstagepas jeg byttede min billet til ved indgangen. Vagten nikker en gang og træder til siden. Jeg går ind på en lang hvid gang. Et sted i det fjerne rumler tusindvis af pigestemmer. Det er umuligt at forstå hvad de skriger, det bliver blandet sammen til en stor masse af lyde, men jeg kan forestille mig at det er drengenes navne. De må være mere populære end jeg troede. Jeg når enden af gangen og kan høre dæmpede stemmer på den anden side af en dør. Jeg aner ikke hvad jeg skal gøre og ender med at banke på. Få sekunder går og så bliver døren åbnet af en bred og høj mand med store overarme. Han ser straks vred ud.

”Hvordan er du kommet herind?” udbryder han. Han må tro at jeg er en eller anden sindssyg fan, der har sneget sig backstage.

”Jeg er blevet inviteret af drengene” svarer jeg så roligt kan, selvom min mave slår kolbøtter. Hvorfor er jeg så nervøs? Hvorfor gør tanken om at se dem igen mig dårligt tilpas?

”Ja, sikkert. De har ikke fortalt mig at de har inviteret en veninde” indvender bodyguarden. Jeg himler med øjnene. Selvfølgelig har Liam og Harry glemt at informere mister Buff om mit besøg.

”Du kan jo spørge Harry” siger jeg koldt og holder mit backstagepas op. Manden klemmer øjnene lidt sammen og vender sig uden at fjerne sig fra døren, så han stadig skærmer for udsynet til rummet bag ham.

”Harry? Der står en pige herude, der påstår at du har inviteret hende” siger han til nogen bag sig. Der lyder lidt tumult derindefra, som om nogen falder over hinanden. Harrys stemme er lav og forsigtig, som om han ikke tror det han hører.

”Liberty?” bodyguarden træder til side og Harry dukker op i døren. Han ser fantastisk ud, men det har jeg lagt mærke til at han har for vane at gøre.

”Hej Harry” siger jeg med et usikkert skævt smil. Før jeg når at reagere løfter han mig fra gulvet og holder mig tæt ind til sig i et behageligt kram. En varm kildende fornemmelse løber gennem mine blodårer og får mit hjerte til at slå hurtigere. Selvom det skræmmer mig er det på en god måde. Uden at tænke over det lader jeg mine læber sætte et aftryk på hans hals og i et øjeblik er alting okay. Så passerer øjeblikket.

 

Tusind tak fordi I læser. Jeg har ændret lidt, på den ,åde at der i starten af nogle af kapitlerne er kommet uddrag af sangtekster. Ikke at det rigtig betyder noget for historien xD Jeg ville sætte pris på et like, hvis du altså kan lide den, og en kommentar med konstruktiv kritik.

 

//Ida

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...