Las Vegas Showgirl - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 jun. 2012
  • Opdateret: 7 apr. 2013
  • Status: Færdig
Sekstenårige Liberty lever det liv alle ordinære mennesker finder så fjernt, men som de ved eksisterer: hun er showgirl i djævlenes by Las Vegas, stedet hvor løfter bliver brudt og penge bliver brugt. Men alle unge piger der havner i Las Vegas har en historie og Liberty kæmper for ikke at blive indhentet af fortiden der truer med at overhale hende. Og det kan betyde at hun havner i sit gamle liv, det liv hun flygtede fra. Indtil en ganske særlig person beslutter sig for at hjælpe englen ud af Helvedet.

**Læses på eget ansvar. Da det er et alvorligt emne jeg har taget fat på, vil der måske være nogle stødende scener og sprogbrug for meget sarte sjæle. Så er det sagt**

1163Likes
844Kommentarer
126162Visninger
AA

6. Fear.

”Hvor siger du, du fandt hende?” spørger en velkendt stemme et sted nær den yderste grænse til min bevidsthed.

”På en sidegade ikke så langt herfra. Hun lå bare og sov og da jeg vækkede hende begyndte hun at græde” en endnu mere velkendt stemme svarer og jeg slår øjnene op. Solen skinner ind af vinduerne på hotelværelset og jeg får kæmpet mig op på albuen. For enden af min seng står tre drenge og snakker indædt sammen med bekymrede ansigtsudtryk. Jeg genkender dem lidt efter lidt og får kvalme da gårdagens hændelser kommer tilbage til mig. I samme øjeblik opdager Louis at jeg er vågnet.

”Liberty…” begynder han, men når ikke længere før jeg springer op af sengen.

”Undskyld mig…” mumler jeg og løber ud på badeværelset, hvor jeg kaster op på tom mave. En gul galde kommer ud af min mund, jeg fik næsten intet at spise i går, intet ud over alkohol. Badeværelsesdøren går op bag mig og en hånd kærtegner beroligende min ryg.

”Vil du have noget vand?” spørger Liams dybe stemme og jeg nikker en enkelt gang, bange for at fjerne mig fra toilettet. Han rækker mig et glas og jeg tager en slurk, for at gurgle det rundt i min mund og spytte det ud i toilettet. Derefter tager jeg endnu en slurk og sluger den langsomt. Liams hånd lægger sig på min pande, sikkert for at tjekke om jeg har feber.

”Hmm… du er lidt varm, søde” mumler han.

”Hvorfor er I så søde ved mig?” spørger jeg hæst og prøver at vende mig mod ham. Han smiler skævt.

”Hvad mener du?”

”Hvorfor hjælper I mig? Det er jo min egen skyld” hvisker jeg. Og det passer. Jeg har selv valgt dette liv, godt nok over et andet, men stadig. Det er min egen skyld.

”Fordi alle der lægger sig til at sove i en sidegade i Las Vegas klokken tre om natten fortjener at få lidt hjælp” smiler han og hjælper mig op og stå. Han støtter mig ind på værelset hvor Louis og Harry venter bekymret. Jeg prøver at sende dem et beroligende blik, men det virker ikke. Liam får mig ned og sidde i sofaen og jeg kan endelig ane hvilke farver hotelværelset er. I går var alting ligesom gråtoner, men i dag kan jeg se at farverne er holdt i lys beige og jordfarver. Det er vel ret pænt.

”Så vidt jeg kan forstå på Harry lovede du ham i går at forklare hvad der skete i går i dag, ikke?” siger Louis og jeg kan tydeligt høre trætheden i hans stemme. Han har sikkert tømmermænd. Jeg tøver og Harry sætter sig ved siden af mig, sikkert for at støtte mig.

”Okay, lad os gå tilbage” hans stemme har en beroligende effekt på mig, ”vi tager taxaen hjem omkring halv to. Hvad sker der derefter?” spørger Harry. Jeg lukker øjnene. Jeg har ikke lyst, men True Liberty holder altid hvad hun lover. Uanset hvor ydmygende dette uden tvivl bliver.

”Jeg gik lidt runder, passede mit job. Flirtede med lidt flere mennesker og sådan. Omkring to sagde Jack… min manager at…” jeg holder inde og ser på Harry. Han ser vred ud, men det er vidst ikke på mig.

”Det er ikke i min kontrakt, sådan som det er med nogle af de andre piger, men min kontrakt er ikke registreret, så den er ikke gældende. Fordi… nå ja, bare fordi. Han truede med at afsløre en kæmpe hemmelighed der kan ødelægge mit liv komplet, hvis jeg ikke gjorde det. Så… jeg gik op til værelse 543 og… det var hurtigt overstået, men… jeg tror jeg fik et angstanfald bagefter. I hvert fald løb jeg min vej, jeg ville bare væk fra Vegas. Så jeg løb så langt væk jeg kunne komme og… faldt i søvn. Så fandt du mig, Harry” forklarer jeg usammenhængende, men de forstår udmærket. Louis ser totalt overrumplet ud, Liam er bekymret og Harry vred. Jeg trækker mine ben op under mig og prøver at skabe lidt tryghed for mig selv. Stilheden er dræbende.

”Jeg er nødt til at tage tilbage nu” hvisker jeg og skal til at rejse mig da Harrys hånd holder mig tilbage.

”Harry…” Liams stemme har en undertone jeg ikke forstår, men det gør Harry.

”Vi kan sgu da ikke lade hende tage tilbage til det sted! De bruger hende jo som… som… Liam!” udbryder Harry frustreret. Han er nu meget sød, han har ikke kendt mig særlig længe, men han reddede mig i går og bekymrer sig allerede for mig. Jeg fjerner blidt hans hånd.

”Du kan ikke redde hele verden” smiler jeg blidt og rejser mig. Hans hænder lukkes sammen til knytnæver.

”Liam, Louis, gør noget!” hvisler han.

”Harry, du kan jo ikke styre hendes liv, bare fordi du ikke kan lide den måde det er på” udglatter Liam og jeg sender ham et taknemmeligt blik. Jeg tøver ved min kjole. Skal jeg virkelig tage den på?

”Du kan sikkert passe noget af Nialls tøj. Jeg henter noget og så kommer der en assistent og henter det hos dig senere” lover Louis og går ud for at finde Nialls værelse.

”Liberty, har du overvejet… du ved, et andet liv?” spørger Liam forsigtigt. Jeg smiler skævt.

”Jeg havde et andet liv engang. Det liv er grunden til at jeg nu er i dette liv. Tro det eller ej, jeg har det bedre nu end jeg havde det i mit gamle liv” svarer jeg og reder sengen, bare for at tage mig til noget.

”Men du kan da umuligt… med det de udsætter dig for” mumler Harry uforstående. Jeg prøver at holde mit temperament under kontrol, det skylder jeg min redningsmand.

”Som sagt er det bedre end så meget andet. Desuden kan jeg godt lide at være Showgirl. Vi har et vildt liv, men det er aldrig kedeligt. Jeg kan godt lide at danse” forklarer jeg.

”Det du lavede i går havde da ikke noget med dans at gøre, havde det?” spørger Liam.

”Nej. I går var min første aften som Lobbygirl, den slags pige jeg beskrev for jer. Normalt er jeg en af Showdanserne. Har I set showet på Porten?” smiler jeg skævt.

”På Arc de Triomphe? Det med de to unge piger der danser på den?” spørger Harry. Jeg nikker.

”Det er mig og min kollega Maritta. Og det er bare en del af mit job. Jeg danser også på Scenen, godt nok sjældent og er i VIPen. Som Showgirl er dit job at feste. Party hard, work harder” griner jeg med et skuldertræk og tager taknemmeligt imod det tøj Louis rækker mig. Et par gamle joggingbukser og en neutral T-shirt. Jeg klæder hurtigt om og tager min kjole og stiletterne.

”Tusind tak for hjælpen, drenge. I havde slet ikke behøvet alt det her, men tusind tak” smiler jeg og giver Lou og Liam et kram hver. Liams bekymrede blik begynder at gå mig på. Faktisk kan jeg mærke panikken fra i går krible rundt i min krop, fortælle mig at jeg skal flygte. Før jeg får lyst til at blive. Harry følger mig ud af hotelværelset.

”Du reddede mig” siger jeg stille og prøver at fortrænge frygten der er så irrationel. Harry vil ikke gøre mig ondt, han har været så sød ved mig. Men det er måske lige præcis det der skræmmer mig? Fordi jeg ikke er vandt til omsorg? Harry smiler skævt og stikker hænderne i lommerne som jeg har lagt mærke til han har for vane at gøre.

”Det er ligesom det jeg gør. Redder smukke piger” smiler han og ser pludselig forvirret ud.

”Hvad?” griner jeg.

”Dine øjne. De er grønne. I går var de brune” siger han og mit smil blegner. Tænk hvis han…? Nej. Panikken tager til, raser i mit blod.

”Tak for hjælpen Harry. Nyd jeres resterende tid i Vegas ikke?” siger jeg med falsk venlighed. Jeg skal væk herfra, hjem og have nye kontaktlinser i. Harry nikker forsigtigt

”Liberty…” han tøver lidt, ”hvad med morgenmad? Morgenmaden er rigtig god her, og…”

”Harry, nej. Lad den gå, okay? Det er bedst hvis du bare glemmer at du overhovedet mødte mig. Okay?” afbryder jeg. Han åbner munden for at protestere og lukker den så igen

”Det er svært at glemme en person, der gjorde så stort indtryk på en” siger han til sidst. Jeg smiler skævt.

”Glem det for min skyld. Det vil være nemmere for mig hvis jeg bare får lov til at glemme alt det her” han forholder sig tavs, det må vel betyde at han har givet op. Jeg læner mig frem og kysser ham blidt på kinden.

”Tak… igen” hvisker jeg i hans øre før jeg drejer om på hælene og skynder mig på bare tæer mod elevatoren, gennem lobbyen og ud på gaderne.

 

”Liberty, for helvede! Hvor har du været? Jack har været totalt ude af den!” udbryder Maritta da jeg dukker op i opholdsrummet, stedet i kælderen hvor vi spiser.

”Han var sikkert bange for at jeg havde sex uden han fik noget ud af det” siger jeg bittert og tager en flaske vand. Min mave er stadig lidt underlig. Maritta måber lidt.

”Neej!” gisper hun. Jeg siger ikke noget, nipper bare til min vand. Nogle af pigerne ser en film på lærredet og et par stykker spiser en tidlig frokost. Jeg har skiftet til shorts og en top og fået mine kontaktlinser i. Facaden er på plads. Nialls tøj gav jeg til Alejandro og sagde at hvis en assistent af One Direction skulle kommer skulle vedkomne have det tøj.

”Vær sød og sige at du joker!” siger Maritta bedende. Jeg sukker stille.

”Jeg ville ønske jeg gjorde” mumler jeg.

”Gjorde det… ondt?” spørger hun så efter en lille pause. Jeg sender hende et koldt blik.

”Jeg var jo ikke ligefrem jomfru!” bider jeg og tager en rejecocktail. Vi spiser rester fra den eksklusive restaurant på hotellet.

”Er du… var du ikke?” spørger Maritta overrumplet. Det bliver for meget for mig, jeg har ikke lyst til at tale om det. Jeg vil bare gerne glemme min fortid. Jeg efterlader Maritta ved tagselvbordet og smider mig i sofaen ved siden af Lotta.

”Hvad ser vi?” spørger jeg apatisk.

”All about Steve” svarer hun ligegyldigt og spiser en bid af sit brød. Filmen viser sig at være en dårlig parodi af en amerikansk komedie, men jeg vil hellere se den end at øve med Maritta, som jeg egentlig burde. Jeg er nødt til lige at køle ned, det har været et hårdt døgn. Det er jo ikke Marittas skyld og da den ualmindeligt dårlige film er slut går jeg hen til hende i en af sofagrupperne hvor hun snakker med nogen af de andre Scenepiger. Jeg sender hende et afventende blik som hun forstår og vi går sammen mod dansesalen hvor vi skal øve.

”Undskyld Marri. Det har bare været et hårdt døgn” sukker jeg stille og hun giver min hånd et klem. Alt er tilgivet. Sådan lever vi.

 

Efter træning er jeg udmattet og kommer med en lam undskyldning om at jeg er lidt dårlig, for at slippe væk fra det hele. Jeg låser mig inde på værelset og lader tårerne få frit løb. Det hele har været så hektisk, jeg har slet ikke fået lov til at bearbejde det der er sket. Min dyne giver ingen varme, det jeg har brug for er en der kan holde om mig. I syv år har mit liv været et stort rod og jeg ved ikke hvordan jeg skal rode op. Hvordan jeg skal samle mig selv. Den korte tid jeg tilbragte sammen med drengene på deres hotel er det tætteste jeg har været på at være rigtig tryg i omkring elleve år. Måske var det dét der skræmte mig, det der fik mig til at flygte på den måde. Jeg har altid været bange for det ukendte og min brutale hverdag er blevet til virkeligheden. Omsorg ligger mig så fjernt. Jeg er i Helvedet, stedet hvor smerte hersker. Den omsorg og bekymring drengene viste mig skræmte mig fra vid og sans og på en måde er det en lettelse aldrig at skulle møde dem igen. På en måde. Jeg tænder for MTV mens jeg gør mig klar og som var det skæbnen siger værten på det musikprogram der kører, det magiske ord. De magiske ord.

”Det næste nummer er Gotta Be You med det skønne boyband One Direction!” jeg skynder mig ud fra badeværelset hvor jeg lagde makeup og ud for at kigge på skærmen. De er virkelig lækre, det kan ingen benægte, og da min hverdag er gennemvæddet af sveden fra tykke klamme mænd, er det fedt med lidt lækkerhed til en forandring. Sangen er faktisk rigtig god og der er noget over Harrys stemme i omkvædet der giver mig gåsehud. De er alle rigtig dygtige, uden tvivl. Når man bor som Showgirl i Vegas går man tit glip af det sidste nye i kendisverdenen, selvom den praktisk talt omgiver en. Jeg har da hørt navnet Justin Bieber et par gange, men det skulle overraske mig hvis jeg kan nævne mere end hans største hits navn. One Direction er åbenbart bare endnu et af de fænomener jeg er gået glip af. Og dog. Jeg har da både fået en drink af Zayn, fået Louis til at spille for mig og tilbragt et par minutter i Harrys arme. Og sovet i hans T-shirt. Jeg har uden tvivl været tættere på dem end deres kæmpe fangruppe. Det er næsten uretfærdigt, jeg vidste ikke engang hvem de var for mindre end 24 timer siden. En lille stemme, en stemme der uden tvivl stammer fra mit gamle liv, hvisker i mit hoved: Måske er det skæbnen. Måske har Gud sendt dem til dig. Jeg ryster tanken ud af hovedet. Gud forlod mig for meget længe siden, ham stoler jeg ikke på længere. Alt for mange gange lod han en lille pige gå grædende i seng. Og nu har han sendt hende til Helvedet. Nej, dagene hvor jeg stod op hver søndag for at gå i den lokale kirke med min bedstemor er fortid. Jeg er en af djævlene nu. Jeg er ikke længere Guds barn. Det barn efterlod jeg da jeg stak af. Da jeg stak af og havnede i en verden af grådighed. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...