Las Vegas Showgirl - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 jun. 2012
  • Opdateret: 7 apr. 2013
  • Status: Færdig
Sekstenårige Liberty lever det liv alle ordinære mennesker finder så fjernt, men som de ved eksisterer: hun er showgirl i djævlenes by Las Vegas, stedet hvor løfter bliver brudt og penge bliver brugt. Men alle unge piger der havner i Las Vegas har en historie og Liberty kæmper for ikke at blive indhentet af fortiden der truer med at overhale hende. Og det kan betyde at hun havner i sit gamle liv, det liv hun flygtede fra. Indtil en ganske særlig person beslutter sig for at hjælpe englen ud af Helvedet.

**Læses på eget ansvar. Da det er et alvorligt emne jeg har taget fat på, vil der måske være nogle stødende scener og sprogbrug for meget sarte sjæle. Så er det sagt**

1163Likes
844Kommentarer
127817Visninger
AA

5. Enough for now.

 

That's enough for now. Never wanted to leave you broken, should have held you in my arms.

 

”Kom så, Louis!” hepper jeg og læner mig op ad Harrys skulder. Louis lukker øjnene og kaster terningerne. Og taber selvfølgelig alle de penge han lagde i det på det ene slag. Niall ler skadefro og Zayn tænder en cigaret. Det er ellers længe siden han gjorde det sidst, han gør vist fremskridt. I løbet af aftenen er drengene blevet lettere berusede undtagen Liam der åbenbart ikke må drikke. Noget med en manglende nyre, eller sådan noget. Whatever, jeg hører ikke rigtig efter længere, drengene tager det med min arbejdsbeskrivelse meget alvorligt. Hvilket betyder at de har fyldt cocktails på mig hele aftenen.

”Øv altså” mumler Louis og vender sig smilende mod mig. Zayn tilbyder mig et sug af hans smøg og jeg skal til at tage imod det, da Harry snupper cigaretten og sender Zayn et irettesættende blik.

”Du skal ikke lede hende i fordærv. Hun er mindreårig!” udbryder han og slukker smøgen. Jeg skal til at blive vred på ham da Liam afbryder.

”Drenge, jeg har lige fået en besked fra Jane. Hun siger at vi skal komme tilbage til hotellet, vi skal åbenbart være friske til et interview i morgen” siger han og lægger sin iPhone ned i lommen igen. Drengene mumler ærgerligt, men jeg må indrømme at det bliver lidt rart at komme videre. Jeg havde ikke planlagt at min første aften som Lobbygirl skulle foregå sådan her.

”Jeg skaffer jer en taxa” lover jeg og går mod baren. Musikken er høj og de farvede lys har som altid en svimlende effekt på mig. Harry følger mig gennem lokalet og da jeg når baren er Alejandro ved at besvime.

”Skatter, hvad så?” udbryder han med en falsk nervøs latter. Jeg griner lidt af ham og kindkysser med ham.

”Alejandro, vi skal bruge en taxa stor nok til fem” siger jeg og han ser ærgerligt på Harry.

”Tager I allerede hjem?” han kører en hånd gennem sit nænsomt satte sorte hår og blinker med sine brune dådyrøjne.

”Jah…” siger Harry med sin hæse stemme og Alejandro hviner.

”Han har en accent! Åh, hvor er det altså sødt!” gisper han tøset. Harry ser ud som om han morer sig.

”Alejandro, fokuser. Taxa!” siger jeg bestemt og sender Harry et undskyldende blik. Han smiler bare det søde, skæve smil og Alejandro får hurtigt bestilt en taxa.

”Den er her om fem” smiler han flirtende til Harry, der nikker og vender sig mod mig.

”Drengene og jeg får lige fat i vores jakker. Møder du os udenfor om lidt?” spørger han. Jeg tøver, men nikker så og bliver overrasket da han læner sig frem og kysser mig helt let på kinden. Alejandro læner sig ind over baren.

”Hold da op, han er da for lækker” siger han drømmende og jeg griner.

”Du er da for bøsse” smiler jeg. Han fnyser fornærmet.

”Jeg er også for lækker at du ved det! Ej, men helt seriøst, jeg ville dræbe for at få lov til at røre ved de krøller!”

”Det skal jeg huske” siger jeg og begynder at gå.

”Skat, husk at jeg skal have detaljer senere!” råber Alejandro efter mig.

”Der bliver ingen detaljer, tosse” siger jeg uden at se tilbage på ham og går bare med løftet hage. Ved opbevaringsrummet hvor kunderne kan få deres jakker hængt i sikkerhed for lommetyve venter Harry skødesløst med sin sorte jakke slynget over skulderen og et skævt smil på sit smukke ansigt. Det irriterende er at han er attraktiv og han ved det. Eller… det giver han i hvert fald udtryk for.

”Undskyld på Alejandros vegne, han bliver lidt overgearet når han har fået lidt” smiler jeg undskyldende og retter igen på min kjole.

”Er han…?”

”Ja, han har totalt løse håndled, hvis det er det du mener” svarer jeg og griner med ham. De andre drenge kommer ud og vi går mod indgangen og ud af airconditionluften. Varmen er enorm, selvom den er over et om natten. Taxaen holder ved vejkanten og chaufføren ser utålmodigt på os.

”Nå… farvel drenge. Det var hyggeligt at møde jer” smiler jeg og lader Zayn give mig et kort knus.

”Farvel smukke” ånder han og sætter sig i taxaen. Niall giver mig et rigtig kram og det giver mig en varm klump i halsen. Jeg har savnet sådan et kram.

”Jeg håber vi ses en dag igen, Liberty” smiler han stort. Jeg nikker og han sætter sig også ind. Louis kilder mig i siden og løfter mig hurtigt i et kram så min lange kjole flyver rundt. Jeg griner af ham og han ser afventende på de to andre.

”Pas på dig selv, ikke?” smiler Liam og krammer mig kort. Jeg nikker en enkelt gang og han og Louis trækker sig lidt tilbage. Harry har holdt sig lidt i baggrunden med hænderne i lommerne.

”Nå Liberty, det var hyggeligt at møde dig” smiler han. Jeg nikker. Hvorfor har jeg sommerfugle i maven? Jeg har kendt hans navn i hvad… to timer?! Han læner sig frem og kysser mig på kinden som han gjorde ved baren. Denne gang er det bare ikke let, det er blidt og efterlader et varmt aftryk på min kind.

”Vi ses” smiler han og jeg når lige at drukne i hans blågrønne øjne, før han drejer om på hælene og sætter sig i taxaen, der kører ud i den tætte trafik med det samme. Jeg ser efter dem i et øjeblik. Jeg ser dem aldrig igen, det ved vi alle sammen. Vi ses er tomme ord, vi ser aldrig hinanden igen. Men det gør ikke så meget. En enkelt sjov aften betyder jo ikke så meget. Vel?

 

”Liberty, min skat! Fantastisk arbejde med drengene, perfekt” råber Jack over musikken da jeg igen befinder mig mellem de mange mennesker og det blinkende lys. Jeg svarer ikke, lader ham bare lægge armen om mig.

”Søde, der er en fyr der har bedt om… du ved, en hurtig omgang. Han så dig og faldt for dig pladask” griner Jack og himler med øjnene. Jeg prøver hårdt at holde min vrede under kontrol. Det sker nogen gange, det ved jeg, både når man arbejder på Scenen, i VIPen og i Kasinoet, men det er aldrig sket for mig før. Jeg tror Jack har holdt mig ude af det, grundet hans svaghed for mig, men åbenbart ikke denne gang.

”Så sig til ham at han kan ringe efter en escortpige i rød kjole” svarer jeg og prøver at gå væk, men Jack holder fat i mig.

”Han vil have dig.”

”Jeg kunne ikke være mere ligeglad. Jeg er Showgirl, ikke prostitueret.” min stemme er iskold og morskaben forlader Jacks øjne.

”Han er nok den rigeste mand på hotellet i dette øjeblik, Liberty. Du vil blive betalt hvad du normalt får for en hel måned”

”Jeg er ikke escortpige!” modsiger jeg ham. Han kan da ikke forvente at…?

”Det står ikke i min kontrakt, Jack!” hvisler jeg. Han smiler lumsk

”Men du har ingen officiel kontrakt, husker du nok. Liberty, kan du lide dit job her?”

”Ja? Det er bedre end så meget andet” Jack nikker og smiler endnu større.

”Og du kan godt lide at bo her og få mad hver dag?” jeg nikker.

”Godt. Så ville jeg overveje at gøre som jeg siger. Ellers kan det jo være at Arizonas politi får et lille nys om hvor stakkels lille True Liberty befinder sig” smiler han ondskabsfuldt. Det er som et slag i maven.

”Du ville da ikke…”

”Åh jo, det ville jeg. Det er dit valg. Værelse 543” jeg kan mærke tårerne presse sig på, jeg hader ham for det han gør mod mig nu og det kan han mærke. Han smiler skævt med en undertonen af en undskyldning.

”It’s Vegas baby!” han sender mig et sidste tilfreds smil og går. Efterlader mig der, tom, bange og med kvalme. Værelse 543. Jeg… jeg kan ikke… tanken om at skulle tilbage. Jeg kan ikke. Jeg kan ikke tage tilbage. Jack mener det, det ved jeg. Jeg kan ikke leve med mit gamle liv. Jeg er nødt til at overskride stort set alle mine grænser for at blive i mit nye liv. Valget er mit. Og for at være ærlig er valget ikke særlig svært. Igen: det er enten eller og begge alternativer er dårlige. Det handler om hvad jeg kan leve med. Langsomt som i zombietilstand bevæger jeg mig mod den officielle elevator og kører op til 11. sal. Det føles som om alting forlader min krop mens jeg går langs hoteldørene på udkig efter det udvalgte værelse. Som om alting flyder ud på det grove gulvtæppe og efterlader et spor af minder, frygt og sorg. Da jeg når værelse 543 og banker på er jeg fuldstændig tom. Da døren åbner lukker min hjerne også ned og jeg er som i trance. Det skal bare overstås.

 

Jeg har mistet alt, men han tilføjede smerte. Nu er jeg tom med kun smerte løbende i mit system. Jeg lukker hoteldøren bag mig og falder sammen på gulvet. Min røde kjole sidder forkert og min flotte frisure er uglet og generelt ødelagt. Men det betyder ikke noget. Det der betyder noget er det der er ødelagt inden i mig. For noget er gået i stykker. Noget er ødelagt i mig, noget jeg ikke kan sætte finger på. Min makeup løber ned ad mine kinder og smerten i mit mellemgulv er ubærlig. Jeg skal væk herfra. Jeg skal væk fra de overpyntede gange, de fråsende tagselvborde, de egoistiske kunder, de overfladiske showpiger og de hjerteløse managere. Jeg skal ud og finde den person jeg tabte på gulvet i et øjeblik. Den person der gik i tusinde stykker, da minderne blev oplivet. Jeg skal samle stykkerne sammen og begynde at samle mig selv, sætte mig selv sammen. De sidste syv år er jeg gået mere og mere i stykker hver dag. Hver dag er et par flager af den person jeg engang var faldet fra og efterladt mig mere og mere tom. Smerten blev undertrykt da jeg kom til Vegas, men det der lige skete inde på værelse 543 har gjort udslaget. Jeg er nu officielt komplet faldet fra hinanden og jeg er nødt til at finde en måde at bygge mig selv op på. Jeg får mig hevet op og stå og begynder at løbe. Jeg gider ikke at vente på elevatoren, jeg løber ned af trapperne fra 11. sal og fortsætter ud af hotellet og ud på The Strip. Men det er ikke godt nok, jeg skal længere væk. Jeg løber ud fra centrum mod ørkenen der omgiver Las Vegas i håb om at finde lidt fred fra de evige fester og de pulserende lys. På en tom sidegade falder jeg sammen og sætter mig op af den beskidte murstensvæg. Jeg er træt, så træt. Jeg ville ønske jeg bare var en normal sekstenårig teenager, men det er jeg ikke.  Jeg har ikke venner, jeg går ikke i skole og jeg forelsker mig ikke. Kærlighed er ond, det har jeg lært fra barnsben. Kærlighed findes ikke og det som folk kalder kærlighed er i virkeligheden bare smerte i forklædning. Jeg har allerede for megen smerte i mit miserable liv. Jeg skal ikke bruge mere. Jeg lægger hovedet mod muren og lukker øjnene. Jeg er så træt…

 

”Liberty? Liberty for helvede! Vågn så op!” råber en hæs stemme og jeg åbner forvirret øjnene op. Det første jeg ser er et par svømmende grønne øjne. Derefter nogle velkendte krøller og så kommer det hele tilbage til mig. Med minderne følger tårer og det varer ikke længe før jeg græder stille.

”Hvad er der sket? Hvad laver du herude, helt alene?” spørger Harry. Jeg græder bare videre, og prøver at holde sammen på resterne af mig. Jeg er gået helt i stykker. Harrys slanke arme lægger sig om mig og han hiver mig op i sin favn. Jeg gisper overrasket, men lader ham holde mig i sine arme. Jeg nyder den tryghed det fører med sig.

”Liberty, hvad er der sket?” jeg svarer ham ikke, det føles som om jeg ikke kan finde min stemme. Han betragter mig lidt, hanker ligesom op i mig og begynder at gå. Jeg bliver forvirret og prøver at slippe ud af hans greb, stadig ude af stand til at sig noget. Han strammer bare sit greb om mig så jeg ikke kan komme væk og bærer mig de cirka tyve meter til et neutralt, kedeligt hotel. Selvfølgelig, deres fans vil aldrig opdage at de bor her. Jeg skjuler mit ansigt ved hans bryst da han går ind i lobbyen og jeg kigger ikke før han åbner en hoteldør og sætter mig ned på gulvet. Mine ben giver næsten efter under mig, så han støtter mig hen til sofaen.

”Liberty, vær sød at fortælle mig hvad der er sket?” sukker han frustreret. Jeg kan stadig ikke sige noget, så jeg ser bare ned. Han sukker opgivende og giver min skulder et klem.

”Okay. Du kan tage et brusebad hvis du vil. Der er shampoo i kabinen. Du kan sove i sengen. Jeg tager sofaen” siger han og går hen til en stor kuffert der står på gulvet. Hotelværelset er ret småt, der er en dobbeltseng, sofaen jeg sidder på og et skrivebord. Jeg får langsomt kæmpet mig på benene og går hen mod badeværelsesdøren.

”Du kan sove i den her T-shirt” siger Harry og rækker mig en grå oversize T-shirt. Jeg nikker en gang og går ud på badeværelset med blusen og kjolen hængende akavet og forkert på min rystende krop. Jeg skynder mig ud af den frygtelige kjole, jeg kan ikke holde ud at mærke den mod min hud. Så tænder jeg for bruseren og skruer helt op for varmen i håb om at kunne skylle hans berøringer og hans lugt af min hud. Jeg skrubber så hårdt jeg kan, først med en vaskeklud, derefter med neglene mod min krop. Prøver forgæves at fjerne minderne, oplevelserne der flænser min sjæl. Til sidst giver jeg op, tørrer mig grundigt og tager T-shirten på. Klik-lyden da jeg låser døren op virker høj og inde på selve værelset venter Harry. Han ser… bekymret ud.

”Liberty… sig noget, jeg beder dig. Et eller andet” hvisker han fortvivlet. Jeg rømmer mig, kæmper virkelig og åbner munden.

”Tak… Harry” hvisker jeg og tager mig til hovedet. Harry støtter mig og hjælper mig ned i sengen. Han lægger dynen over mig og kærtegner blidt min kind.

”Vi taler om det her i morgen. Okay?” siger han. Jeg ser væk.

”Lov mig det, Liberty” siger han bestemt. Jeg vil ikke. Men jeg skylder ham det. Så jeg kigger ham dybt i øjnene, tillader mig selv at blive fascineret af den smukke farve og nikker en enkelt gang. Det er mit løfte.

 

Hold da helt ferie, tre timer og den er mere populær end den movella jeg startede for flere måneder siden!xD Tak fordi I læser. Jeg ville blive virkelig glad for et lille like og måske en kommentar om hvad I synes. Jeg vil lige sige at nogle af overskrifterne henviser til sange. Derfor tager jeg chancen til at fortælle alle jer søde mennesker om min nuværende yndlingssang Enough for now med The Fray som er den sang jeg lyttede til da jeg skrev dette kapitel. Bare hvis nogen skulle være interesserede.

Tak fordi I læser, I er for seje.

// Ida

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...