Las Vegas Showgirl - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 jun. 2012
  • Opdateret: 7 apr. 2013
  • Status: Færdig
Sekstenårige Liberty lever det liv alle ordinære mennesker finder så fjernt, men som de ved eksisterer: hun er showgirl i djævlenes by Las Vegas, stedet hvor løfter bliver brudt og penge bliver brugt. Men alle unge piger der havner i Las Vegas har en historie og Liberty kæmper for ikke at blive indhentet af fortiden der truer med at overhale hende. Og det kan betyde at hun havner i sit gamle liv, det liv hun flygtede fra. Indtil en ganske særlig person beslutter sig for at hjælpe englen ud af Helvedet.

**Læses på eget ansvar. Da det er et alvorligt emne jeg har taget fat på, vil der måske være nogle stødende scener og sprogbrug for meget sarte sjæle. Så er det sagt**

1163Likes
844Kommentarer
126489Visninger
AA

3. Earthquake!

 

Ladies and gentlemen, what you're about to witness is no illusion.

 

”Hvad var det du sagde du hed, skat?!” råber den muskuløse mand der sidder med armen om mig. Seriøst, steroider er ikke godt for dig. Musikken er høj og bassen pumper. Jeg venter bare på at showet skal begynde, det show vi har forberedt længe. I aften er det Shownight på Paris, hvilket betyder at folk forventer noget særligt. Det er præcis derfor det er de bedste dansere der i dag huserer VIPen, det mest eksklusive på Paris hotel i Las Vegas. Louisa sender mig et sigende blik fra den anden ende af rummet og jeg sender fyren ved min side et frækt blik.

”Liberty” råber jeg og rejser mig. Han holder stædigt fat i min hånd. Jeg smiler bare kækt og læner mig ned til hans øre.

”Nu skal du bare se” hvisker jeg og han giver modvilligt slip på mig. Jeg bevæger mig diskret mod midten af gulvet da den ventede sang begynder. Earthquake. Jeg sender et smil til de andre piger og vi begynder at danse. Jeg står ved et skrigorange bord hvor to mænd står med deres drinks da mine hofter begynder at rokke i takt med musikken og vores serie begynder. En blanding af hiphop, showdans og morderne dans. Det er for vildt, det kan enhver se, danseinteresseret eller ej. Det er det show kunderne forventer. Det show der altid leveres. Alle der er bare lidt velkendte i Las Vegas ved at Paris’ Showgirls er byens bedste. Vi slår alle. MGM, New York New York, Ceasar, alle. Hooters lægger selvfølgelig på en flot andenplads, men det er kun fordi de sexede piger er deres varemærke. Paris er et kasinohotel, ikke et hotel hvor alle medarbejdere er tyveårige kvinder med falske bryster og hotpants. Sangen ender med at vi alle ender i en modelagtig position, griner sexet til mændene og løber så hurtigt vi kan ud af VIPen. I det samme vi er ude, kommer det næste hold ind og aftenens vagt er slut. Heldigvis. Mit hoved dunker på grund af den varme, tørre luft og alkoholen. Da jeg kommer ind i Showroomet er der allerede godt fyldt af aftenens første vagt der enten har pause eller fri. Heldigvis er showet ovre for mit vedkomne. Jeg tager en flaske vand og tømmer den næsten i et hug. Hold op, hvor mit hoved dunker!

”Liberty, my girl!” råber Maritta gennem rummet og lægger armen om mig. Hun er godt fuld, men jeg bebrejder hende slet ikke. Det er grænseoverskridende at være på Scenen også selvom man har gjort det mange gange før. Maritta drukner alt i alkohol, det er sådan hun klarer den. Hun er født som datter af en prostitueret fra LA og stak af til Vegas som femtenårig. Hun taler sjældent om det, men hun startede ud som escortpige, hvilket sikkert er grunden til at hun har det fint med det arbejde hun har nu. Som sekstenårig havde hun en oplevelse der fik hende til at droppe tilværelsen som ”callgirl” og begyndte at leve på gaden. Efter et par måneder som hjemløs hvor hun tjente penge på at danse på The Strip opdagede Jack hende og tog hende til sig. Jeg havde kun boet på gaden et par uger da jeg blev ansat som Showdanser på Paris, og det er jeg evig taknemmelig over. Det er ikke nemt at være hjemløs ung pige i en by der stort set går ud på penge, fest og sex.

”Jeg går i seng!” råber jeg til Maritta, der ruller med øjnene, og går hen til Jack der står og flirter med to af pigerne.

”Jack, jeg skal have aftenens løn!” råber jeg til ham. Han vender sig modvilligt mod mig og smiler overbærende.

”Går du allerede i seng, smukke?”

”Jeg vil gerne op i morgen, hvis du forstår” råber jeg tilbage og han nikker forstående og hiver sin pung frem.

”20 dollars for Portdans, 50 for VIP. Du tjener godt, min skat!” råber han og stikker sedlerne ind i min hånd. Jeg smiler skævt og lader pengene glide ned i min bh.

”Jeg ved det!” råber jeg grinende og går ned af trappen, ned til omklædningsrummene, der hvor vi gør os klar. Gangen er tom ud over to Scenepiger der kommer væltende fnisende. Bassen kan mærkes i gulvet, men loftet holder ligesom en del af musikken ude så det lyder hult. Jeg går med hurtige skridt ned af gangen og når elevatoren for enden. Den går tre etager ned, den er kun til dem der bor i kælderen. Deriblandt mig. Dørene lukker og jeg læner mig opgivende mod det kolde spejl på væggen. Jeg kan ikke stoppe tårerne fra at løbe ned af mine kinder og trække et spor af makeup ned over mine kinder. Jeg er seksten. Det burde ikke være sådan her. Jeg burde ikke engang arbejde, jeg burde gå i high school og opleve drama og skoleballer og kærlighed. Men alt det efterlod jeg da jeg skred, da jeg forlod mit gamle liv. For mig var det enten eller og det her er resultatet af en såret ung piges beslutning. Jeg vil gerne ændre mit liv, det vil jeg virkelig, men jeg aner ikke hvordan. Der skal et mirakel til og mirakler er sjældne for en Las Vegas Showgirl. Nej. Ikke bare sjældne, umulige. Mirakler er for de heldige. Med mit held er jeg fanget her for evigt.

 

Jeg deler værelse med Jessica, men vi ser ikke hinanden særlig meget. Når jeg står op om morgenen ligger hun i underkøjen og snorker. Vi har aldrig vagter sammen og vi har ikke rigtig noget til fælles, så vores samtaler handler for det meste om hvem der sviner mest på badeværelset. Vores værelse indeholder en køjeseng, et skab som vi deler, et spejl med en hylde under til makeup og et lille fladskærmsfjernsyn i hjørnet. Badeværelset er vildt småt og man skal kæmpe hvis man bare vil vende sig for at tage shampooen i brusekabinen. Jeg kaster mine højhælede ind i skabet og tager den stramme kjole af for at erstatte den med en oversize rød T-shirt med et lille monster på. Jeg fjerner min makeup og sporerne af tårer på mine kinder og begynder den smertefulde proces at rede mit hår og dermed få al hårlakken ud. Da jeg endelig er færdig kan man se mine naturlige krøller der altid skjules med både glattejern, hårlak, gele og alt muligt andet. Intet er naturligt når man er i Paris i Las Vegas. Så læner jeg mig forover og tager kontaktlinserne ud så mine øjne ikke længere er en blød brun farve, men en skarp mørk grøn farve. Det er alt sammen facade, en måde at skjule sig selv. Jeg sukker og lægger armene om mig selv, bare for at give mig selv den tryghed et kram giver. Det er efterhånden længe siden nogen sidst krammede mig sådan rigtigt. Efter at have kravlet op i min køje tænder jeg fjernsynet og læner mig tilbage for at se nyhederne. Det jeg ser der føles som et slag i ansigtet. Jeg troede de havde ladet sagen gå. Jeg troede inderligt at de gav op for længe siden, jeg troede at jeg endelig var fri. Oplæseren kigger kort i sine papirer og begynder så næste forelæsning mens et billede af en femtenårig pige med grønne øjne og langt brunt hår, der er lysere end mit, pryder skærmen bag hende.

”Den unge True Liberty Justice er stadig efterlyst i hele staten Arizona. Efter et halvt år har hendes mor og stedfar endnu ikke opgivet håbet om at deres datter vender tilbage. Hvis nogen ser noget, henvend Dem venligst til politiet, så vi kan få den stakkels pige hjem til sine forældre,” jeg slukker tv’et og kaster fjernbetjeningen mod væggen i arrigskab. Hvor vover de? Jeg skal aldrig tilbage til det liv. Så hellere være Showgirl for evigt. Men jeg sætter aldrig mine ben i den trailer igen.

 

Min mobil ringer et sted og jeg får fat i den for at stoppe alarmen. Åh gud.

”Sluk det lort!” hvæser Jessica et sted under mig.

”Ja ja, du behøver ikke at bande!” mumler jeg og får mig kæmpet ud af sengen og ned på gulvet. Jessica fnyser og vender ryggen til mig.

”Bare fordi du er for hellig til at bande, betyder det ikke at vi andre er det!” hvisler hun spydigt og jeg vender øjne af hende. Jeg får fat i et par jeans, en sort tanktop og en løs hvid bluse med skrift på i en bunke på gulvet og klemmer mig ind på badeværelset. Det er virkelig svært at klæde sig på derinde, men det lykkes til sidst. Jeg får lagt en naturlig makeup - når man tilbringer det meste af sin tid med et halvt centimeter tykt lag i ansigtet er det rart bare at kunne slappe af til en forandring - og får tøjlet mit vilde hår med et par hårnåle og en børste. Med en masse øvelse sætter jeg kontaktlinserne i, blinker dem på plads og kigger på mine nu brune øjne. Jeg går ind på værelset igen og trækker i mine sorte støvler.

”Skrid eller gå i seng igen, men jeg vil altså sove!” hvæser Jessica og lægger en pude over sit hoved.

”Nå nå, der er nok nogen der har tømmermænd, hva’?” mumler jeg og griber min sorte taske med min mobil og mine nøgler og hvad jeg ellers skal bruge.

”Hold mund!” mumler hun bare og jeg smiler bittert før jeg åbner døren og går ud på gangen. Et sted lidt længere nede ligger en pige der aldrig nåede ind på sit værelse før kombinationen af alkohol og søvnmangel slog hende ud. Det er virkelig et vildt liv vi lever her. Party hard, work harder. Jeg skynder mig op i lobbyen og støder næsten ind i Jack. En træt, ”ondt i hovedet”-Jack.

”Morgen” siger jeg og han grynter bare til svar.

”Bella, min skat!” udbryder Alejandro der står i skranken i  tjek ind.

”Godmorgen Al” smiler jeg og kindkysser med ham. Han er ultragay og det lægger han ikke skjul på.

”Skal du ud?”

”Yes. Vi ses, ikk’?” siger jeg over skulderen på vej ud af døren og træder ud i Nevadas klamme luft. Om dagen er The Strip fuld af turister, om aftenen ”the real deal” om man så må sige. De mennesker der er her for at bruge penge. For at gamble.

 

Jeg er tydeligt en Las Vegas pige, det kan man se på folk. De kan fornemme at jeg bor her, og det skaber enten beundring eller afsky. Mest det sidste, men jeg prøver ikke at lade det gå mig på. Jeg smiler endda til de børn hvis forældre ligesom hiver dem lidt væk fra mig. Jeg lægger The Strip bag mig for at tage i outletmall, kun fordi jeg har penge til det. Meget kan man sige om mit job, men jeg tjener godt for en sekstenårig. Jeg står i en damebutik og kigger på en flot kjole. Jeg får ikke ordentligt tøj af hotellet, kun mine showdragter og jeg kunne godt tænke mig en ordentlig, pæn kjole der ikke symboliserer alt det Las Vegas står for. Jeg står med en grå og blå kjole og holder den op mod en pæn, lang, hvid sommerkjole. Det ender med at jeg prøver dem og går ud i butikken for at se hvordan de sidder på mig. Efter det er jeg stadig i tvivl og jeg har kun råd til en af dem.

”Den hvide sad bedst på dig” siger en stemme bag mig og jeg snurrer rundt på hælende. En fyr med grønne, mystiske øjne og flotte mørkebrune krøller smiler et stort tandpastasmil til mig. Jeg løfter et øjenbryn og læner mig op ad bordet bag mig.

”Ja?”

”Helt sikkert” lover han og smiler flirtende. Jeg nikker langsomt og tænksomt.

”Okay. Tak.”

”Selvfølgelig” griner han og hiver lidt i den hvide T-shirt der dækker hans overkrop. Jeg ser afventende på ham. Hvad vil han?

”Hvad laver en fyr i en damebutik?” ender jeg med at spørge om da tavsheden begynder at gå mig på. Han smiler mystisk.

”Det er det bedste sted at finde de flotte piger” jeg ser overrasket på ham og griner så hovedrystende.

”Fint nok” siger jeg og gør mine til at gå forbi ham.

”Bor du i Vegas?” spørger han.

”Er det så åbenlyst?” spørger jeg smilende. Han griner et sødt lydløst grin.

”Tja. Hvad er det bedste kasino i byen? Nogen venner og jeg vil gerne gamble lidt nu hvor vi er i Las Vegas” siger han og blinker til mig. Jeg sender ham mit indstuderede flirtende blik og retter på mit hår.

”Jeg vil sige at Paris’ kasino er fedt” smiler jeg og han nikker.

”Men det skal jeg jo sige, nu hvor jeg arbejder der” fortsætter jeg grinende. Han er nem, han går direkte i fælden. Jeg kan se det på måden han kigger på mig.

”Arbejder du på et kasino? Virkelig?” spørger han overrasket. Jeg smiler skævt.

”Det er sådan set også et hotel. Og det er jo ikke alle der kommer udelukkende for at gamble” smiler jeg hemmelighedsfuldt og går forbi ham. Han ser helt overrumplet ud. Jeg betaler for den hvide kjole og vender mig for at sende ham et sidste flirtende smil. Men det er ikke som jeg forventede. Han burde se villig og spændt ud. I stedet ser han bekymret og nærmest medlidende på mig. Jeg sender ham ikke et smil, i stedet ser jeg forvirret på ham og skynder mig så ud af butikken. Hvad gik det ud på?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...