Las Vegas Showgirl - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 jun. 2012
  • Opdateret: 7 apr. 2013
  • Status: Færdig
Sekstenårige Liberty lever det liv alle ordinære mennesker finder så fjernt, men som de ved eksisterer: hun er showgirl i djævlenes by Las Vegas, stedet hvor løfter bliver brudt og penge bliver brugt. Men alle unge piger der havner i Las Vegas har en historie og Liberty kæmper for ikke at blive indhentet af fortiden der truer med at overhale hende. Og det kan betyde at hun havner i sit gamle liv, det liv hun flygtede fra. Indtil en ganske særlig person beslutter sig for at hjælpe englen ud af Helvedet.

**Læses på eget ansvar. Da det er et alvorligt emne jeg har taget fat på, vil der måske være nogle stødende scener og sprogbrug for meget sarte sjæle. Så er det sagt**

1163Likes
844Kommentarer
127838Visninger
AA

19. Broken.

 

 

Cause I’m broken, when I’m open and I dont feel like I am strong enough. Cause I’m broken when I’m lonesome and I don’t feel right when you’re gone away. 

 

 

Jeg er begyndt at tro at jeg overreagerede i forhold til Justine, da Jack tager fat i mig. Hans overmådeligt tilfredse blik siger mig at hævnens time er kommet. Måske prellede mine kommentarer alligevel ikke af på ham tidligere. Jack er hævngerrig som bare pokker, hvis man har såret hans ego kan han finde på stort set alting. Det er dog svært at såre hans ego, der er på størrelse med den nordlige halvkugle, men det ser ud til at det lykkedes mig ved at tage hans mest erfarne Scenepige fra ham. Han hiver mig ned i en barstol og tilbyder mig en cigaret som jeg afviser. Han smiler overbærende og tager et sug af sin egen, mens han peger gennem lokalet på manden i det dyre jakkesæt. Manden Justine talte med tidligere.

”Kan du se ham i jakkesættet, der koster mere end du kommer til at tjene resten af dit liv?” spørger han spydigt. Jeg ruller med øjnene og tager imod den forklædte drink Alejandro rækker mig. Denne gang er det vidst æblejuice og danskvand skjult som champagne. Han ser bekymret ud og det sætter mine alarmredskaber i gang.

”Ja?” Jack smiler koldt.

”Han har betalt ufatteligt gode penge for en enkelt time med dig” jeg føler som om nogen har givet mig en mavepuster og hele min krop skriger nej. Det lykkes dog hurtigt at skjule mit chok og tage den apatiske maske på.

”Nå. Du må hellere give ham sine penge tilbage for jeg har ikke tænkt mig at gøre det” siger jeg totalt følelsesløst. Han kan glemme alt om det. Jeg gør det ikke!

”Åh jo du har. Tro mig, det har du” Jacks truende stemme er ikke til at tage fejl af. Han mener det seriøst. Hvor meget har manden mon betalt Jack? Eller er det udelukkende hævn? Og hvad har Justine med det her at gøre? Har hun mon… nej! Det er da det laveste! Har hun bedt manden om at lave den her aftale med Jack?! Det ser ud til at det ikke kun er Jack der er ude efter hævn i aften. Justines ego er blevet mindst lige så såret som Jacks. Kald det dobbelthævn, jeg er i hvert fald i skudzonen. Nu må jeg kæmpe for at slippe uhullet væk.

”Nej Jack. Jeg nægter!” hvisler jeg, mens jeg holder det falske smil på mit ansigt, der signalere til alle i kasinoet at jeg har det fint, klistret fast.

”Der er to politimænd i kasinoet i aften. Lige derovre. På den anden side af spillemaskinerne. Det vil være så nemt. Og så er du tilbage i Arizona på ingen tid. Ønsker du det?” hans stemme er hviskende i mit øre, som en slange, og smilet i hans stemme er ikke til at tage fejl af. Han mener det. Min paniske hjerne prøver at finde udveje. Jeg kan løbe op på hotelværelset og få Harry til at skynde sig at tage mig med væk herfra. Men så vil Jack pudse politiet på os med det samme og så har vi ikke en chance. En lille plan begynder at udvikle sig i mit hoved, men jeg gør alt for ikke at vise det spirende håb da jeg vender mig mod Jack.

”Du kan ikke true mig til alt, Jack”

”Watch me”

”Hvorfor gør du det her? Hvorfor lader du mænd gøre det her mod mig?” jeg hvisker med så megen sårbarhed jeg kan mønstre. Jack svarer ikke med andet end et hånligt smil. Det går op for mig at Jack ikke har en samvittighed. I mange år har han ladet sine Showgirls fungere som escortpiger. Jeg var bare dum nok til at tro at han var anderledes overfor mig. Jeg var bare dum at tro at Marittas død gav mig en slags helle. Noget slår ned i mig med et slag og en brændende vrede breder sig i mit system.

”Hvor mange gange fik du Maritta til at gøre det her?” spørger jeg rasende. Jack løfter et øjenbryn, men forstår vist godt mit spørgsmål.

”Hun var escortpige før hun fik arbejde her. Hun vidste, hvad hun gjorde” svarer han.

”Hvor mange, Jack?! Du skal ikke benægte, jeg så hvordan du ydmygede hende på scenen, som var hun til salg! Hvor mange gange tvang du hende til at gå i seng med fremmede?!” det kribler i mine fingre for at få lov til at slå løs på hans overlegne, klamme fjæs.

”Tror du virkelig jeg har tal på det? Hver anden nat, vil jeg tro” hans svar rammer mig og jeg opdager at jeg slet ikke kender min egen branche så godt som jeg troede. Hvor mange af pigerne er escortpiger, forklædt som Showgirls? Vores job er udadtil at vi skal danse og være lækre for at tilfredsstille mænds øjne, men hvor mange er mon blevet presset til at gå meget længere end det? Jack kan finde på alt, det har jeg efterhånden opdaget.

”Dit… dit… dit dumme svin!” gisper jeg. Jeg gik rundt og troede at Maritta havde fået det bedre her. I stedet har hun bare fået en renere seng at udføre sin profession i. Jack ler, en perlende, hånlig latter.

”Søde skat dog! Nu må du hellere til at passe på”

”Jeg troede du hjalp mig! Jeg troede… jeg troede du hjalp Marri! Og nu er hun død!” jeg har svært ved at opretholde facaden om at alt er okay.

”Liberty” Alejandros hviskende stemme lyder advarende bag mig men jeg ignorerer ham demonstrativt.

”Det her handler ikke om Maritta og hende idiotiske selvmord! Det her handler om dig. Værelse 629… True” han rejser sig for at gå, men jeg griber fat i hans arm. Min geniale plan er glemt, vreden overskygger alt andet.

”Det her har alt at gøre med Marri! Jeg er færdig her, Jack, jeg har ikke brug for dig! Hav et forfærdeligt liv!” hvisler jeg og før jeg når at tænke over det smadrer min hånd mod hans kind i en syngende lussing. De nærmeste holder vejret kort. Jacks øjne lyner og han knipser en enkelt gang diskret. Langs kanten af kasinoet træder vagterne frem, alle med deres øjne rettet mod mig. En kvalme begynder at overvælde mig.

”Du skylder mig dit liv, Liberty. Er det her takken?” hvisler Jack så kun jeg kan høre det.

”Jeg skylder dig ikke en skid!”

”Nu skal du til at tænke dig om. Jeg vil være så storsindet at glemme dit lille optrin her. Hvis du altså gør som jeg siger” jeg tøver og retter ryggen.

”Hvis ikke?”

”Så finder politiet ud af at lille True Liberty slet ikke er så langt væk. Og pressen får at vide hvor verdenskendte Harry Styles har tilbragt de sidste par dage. Og med hvem” det ondskabsfulde smil er ikke til at tage fejl af. Han ved alt.

”Og… hvis du er rigtig uheldig kan det også være at nogen af mine… ehm, venner tager sig en lille snak med ham” jeg ved hvem han hentyder til. Nogle af udsmiderne ved Scenen vil med glæde tage sig af Harry. Jeg har set dem gøre det før, men der vidste jeg selvfølgelig ikke at det var Jack der havde sendt dem. Jeg kan mærke hvordan kamplysten lægger sig ved truslerne. Jack taler aldrig tomme ord. Før var det kun mig selv jeg skulle være bekymret for. Og hvis han kun havde brugt mig selv imod mig, ville jeg nok blive ved med at kæmpe imod. Men Harry… jeg kan ikke lade dem gøre Harry noget. Bare tanken om Harry der får bank fordi jeg ikke gør som Jack siger er ubærlig. Bare tanken om overskrifterne og hvad de vil gøre ved Haz hvis pressen får noget af vide om mig, er knusende. Jeg… viljesløsheden spreder sig i mig og Jack lægger mærke til det med det samme.

”God pige skat. Det lille optrin her, snakker vi om senere. Nu følger du bare med Mark op til værelse 629. Okay?” jeg svarer ham ikke. Jeg er ligesom gået ned. Jeg kan ikke tænke. Alt jeg ved er at min før så geniale plan er ubrugelig nu. Hvis jeg lod som om at jeg gik op for at gøre mit… ekstrajob, og i stedet fik fat i Harry og stak af ville det give os en times forspring, mindst. Nu hvor jeg hænger på Mark og Jack har truet Harry direkte er der kun en løsning. Jeg er nødt til at gøre det. Marks store hånd lægger sig om min underarm mens han fører mig hen til elevatoren. Det sidste jeg ser før elevatordørene lukker er Alejandros bekymrede, panikslagne blik. Faktisk er jeg ikke bange. Jeg er bare… følelsesløs. Det føles som dagene efter Marris død. Jeg har for mange følelser til rent faktisk at føle dem. I stedet lukker mit sind ned. Det eneste der er tilbage er den konstante, nagende frygt og tomhed. Mark venter på at jeg har banket på døren og er blevet lukket ind, før han går igen. Han ved hvad der skal ske. Han ved det og han gør intet ved det. Jeg hader ham. Jeg hader dem alle sammen.

 

Manden er yngre end ham sidste gang. Måske i starten af trediverne. Han er ikke længere iført sit dyre jakkesæt. I stedet har han en løs skjorte og kakibukser på. Han smiler da han ser mig og lader sin pegefinger glide langs kjolens udskæring. Jeg ville normalt have et falsk, flirtende smil klistret på ansigtet, men ikke i aften. I aften er jeg som en levende død, jeg kan bevæge mig, men jeg kan ikke føle noget.

”Du er endnu smukkere tæt på” siger manden forførende mens han hælder to glas dyr whisky op. Jeg tager glædeligt imod det ene og bunder det i et drag. Han ler perlende og spændt.

”Et glas til?” jeg nikker, selvom svimmelheden allerede er begyndt at pulsere rundt i mig og lader ham fylde op for denne gang at drikke det langsommere.

”Hvad er dit navn?” spørger manden og går helt tæt på mig.

”Liberty” svarer jeg tonløst og reagerer ikke engang da han lader den ene sølvfarvede strop glide ned af min skulder.

”Liberty” ånder han og et nærmest sindssygt udtryk fremkommer i hans øjne. Det iskolde blå drypper nærmest af lyst og noget andet… noget skræmmende. Hans måde at betragte mig på hiver mig pludselig ud af min apatiske tilstand. Han ser på mig som… som var jeg et dyr, noget der tilhører ham. Et kæledyr. Som om… som om han kan behandle mig som han vil. Panikken spreder sig da jeg pludselig forstår sindssygen i hans blik og jeg træder et par skridt tilbage mod døren.

”Det her… det her var en fejl” hvisker jeg og griber fat i dørhåndtaget. Jeg hiver det ned, men døren går ikke op. Det føles som om angsten lammer mig. Febrilsk leder jeg efter en lås, men ser kun en åbning til et nøglekort. Jeg vender mig langsomt mod manden der vifter triumferende med et plastikkort.

”Den er låst. Går du virkelig allerede?” smiler han og ondskaben gemmer sig i hans blik. Et øjeblik skifter hans øjne farve til en alt for velkendt brun farve. I et øjeblik ser jeg ikke en rig mand på Paris hotel i Las Vegas øjne. Jeg ser John Davis’ øjne, manden der stod for al fysisk smerte der blev mig påført før i tiden. Den måde manden ser på mig er præcis magen til den måde John betragtede mig. Derfor ved jeg hvad der venter mig. Derfor kender jeg til den smerte den rige mand kan påføre mig. Derfor kender jeg til den sindssyge nydelse det vil være for ham at gøre det. Og jeg kan ikke komme ud.

”Skattepige, jeg er slet ikke færdig med dig. Kom herhen. Eller du vil måske have at jeg skal hente dig?” da jeg ikke rør mig af frygt, smiler han stort. Han ligner nærmest en rovdyr mens han glider nærmere. Jeg læner mig op ad døren og lukker øjnene. Jeg giver op. Kom bare Gud. Gør det igen. Påfør mig smerte. Jeg kan jo alligevel ikke gøre noget ved det.

 

Jeg kravler gispende ud gennem hoteldøren og falder sammen op ad den hvidmalede væg. Alt er sløret, jeg kan ikke fokusere, smerten gør mig svimmel. Manden står i døren, igen iført skjorte og kakibukser. Han ryger skødesløst på en cigaret, mens han kigger på mig. Jeg kan svagt ane væmmelsen i hans øjne.

”Gider du rykke dig? Jeg kan ikke have et misfoster som dig liggende foran min dør” siger han iskoldt. Jeg gisper ved lyden af hans stemme som om smerten genopleves. Han kaster sin uslukkede cigaret på mig så den brænder et nyt brandmærke på min overarm og får mig til at hulke fortvivlet, mens han sætter sig på hug ved mig. Blodet fosser ud af min krop, det føles som om jeg drænes for liv i takt med hver dråbe der forlader mit indre. Jeg får panisk spyttet blodet der har oversvømmet min mund ud. Det glider ned over min hage og får mig til at se endnu mere medtaget ud. Smerten er overalt i min krop, jeg kan slet ikke mærke hvor det gør mest ondt. Jeg ved bare at det gør ondt.

”Hørte du mig ikke? Skrid med dig, din beskidte, lille…” han når ikke at sige mere før en stemme afbryder ham.

”Hvad helvede er der sket her?!” råber den hæse stemme. Jeg kender den så godt, men den harmonere ikke med ordene. Han bander aldrig.

”Endelig. Gider du fjerne hende, duksedreng? Jeg er ikke vild med at have blødende escorttøser liggende foran min dør, hvis du forstår” griner manden hånligt. Jeg gisper igen og prøver at fokusere på drengen for enden af gangen.

Hvad sagde du?!” råber Harry rasende.

”Haz…” prøver jeg at fremstamme, men jeg er frygteligt tør i halsen, på trods af den varme væske der flyder ud af mine gennemtyggede kinder og tunge. Et syn kommer tilbage, et hårdt slag mod min kind, der fik mig til at bide mig selv. Resten af tiden huggede jeg tænderne ned i min tunge igen og igen for at udholde smerten han påførte mig. Som glasskår lod han den glide ned over min krop, skære gennem min papirstynde hud og efterlade mig fuldkommen ødelagt. Mindet giver mig trang til at kaste op. Harry kommer farende mod mig og et øjeblik hallucinere jeg en vred tyr komme løbende mod mig. Så er drømmesynet væk.

”Hvad helvede har du gjort ved hende!!” råber Harry, fuldstændig ude af den af raseri.

”Haz!” for jeg stødt ud mellem mine blødende læber. Jeg tror måske min underlæbe er flækket. Endelig ser han mig i øjnene. Smerten og vreden blandet sammen til en stor flod af følelser tager næsten pusten fra mig.

”Jeg vil… væk. Nu!” hvisker jeg.

”Du kommer til at fortryde det her, din…!” Harry når ikke at true den rige mand færdig før gangen pludselig vrimler med vagter, der stopper Harry fra at smadre en knytnæve ind i fjæset på manden.

”Jeg tager Liberty med mig væk herfra. Og hun kommer ikke tilbage, er det forstået?!” er det sidste jeg hører før min mishandlede krop endelig giver efter og jeg mister bevidstheden.

 

I'm so broken, when I'm open. And now I know that I'm not strong enough.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...