Las Vegas Showgirl - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 jun. 2012
  • Opdateret: 7 apr. 2013
  • Status: Færdig
Sekstenårige Liberty lever det liv alle ordinære mennesker finder så fjernt, men som de ved eksisterer: hun er showgirl i djævlenes by Las Vegas, stedet hvor løfter bliver brudt og penge bliver brugt. Men alle unge piger der havner i Las Vegas har en historie og Liberty kæmper for ikke at blive indhentet af fortiden der truer med at overhale hende. Og det kan betyde at hun havner i sit gamle liv, det liv hun flygtede fra. Indtil en ganske særlig person beslutter sig for at hjælpe englen ud af Helvedet.

**Læses på eget ansvar. Da det er et alvorligt emne jeg har taget fat på, vil der måske være nogle stødende scener og sprogbrug for meget sarte sjæle. Så er det sagt**

1163Likes
844Kommentarer
126494Visninger
AA

26. Another world.

 

 

I lift you up, I’ll never stop. You know I’d take you to another world.

I build you up, I’ll never stop. You know I’d take you to another world.

Everyday, in every way. I lift you up, I’ll never stop.

You know I’d take you to another world

 

 

Smukt. Det er det ord der er i mit hoved den næste morgen jeg vågner op. Smukt, magisk og perfekt. Harry. For mig har sex aldrig været noget man gør med den man elsker. Måske fordi jeg aldrig har elsket en fyr før. Det er faktisk kun noget jeg har gjort med mennesker jeg hader. Det hele er ændret. Alt er fuldstændig anderledes nu, efter det der skete i går. Nu er jeg bare en pige. En pige der er forelsket og har sex med sin kæreste. Før i går var jeg pigen der blev misbrugt af mænd der var mindst tyve år ældre end mig. Det er som om Harry gav mig noget i går da han ændrede hele mit forhold til den ene ting, der altid har været så frygtindgydende og smertefuld. Han tog noget der smertede mig, som for mig var noget frygteligt, forkert og skræmmende og gjorde det til noget smukt, noget vi har sammen. Vi er virkelig to puslespilsbrikker der passer perfekt sammen, som skabt for hinanden. Det går op for mig at i går var min første gang. Alle de andre gange, med John og de to mænd fra hotellet, det var ikke rigtigt. Det var vold. Harry gav mig kærlighed. Jeg vender mig mod hans side af sengen for at fortælle ham det og opdager at han ikke er der. På hans hovedpude ligger et stykke papir og en orkide. Heldigvis er det ikke en rose, det ville have været alt for kliche, tænker jeg smilende og dufter smigret til blomsten, mens jeg læser noten.

 

Jeg er ude for at hente en overraskelse til dig. Ville ikke vække dig, du var så smuk. For første gang vågnede jeg først. Jeg er snart tilbage. Jeg elsker dig, prinsesse.

Din Harry xoxo

 

Jeg smiler stort og træder ud af sengen. Silkekimonoen Harry har købt til mig er blød mod min hud og jeg går ud i køkkenet for at lave en kop kaffe. Jeg har drukket halvdelen af min kop da hoveddøren går op og Harrys utydelige hviskende stemme siger noget ude i gangen. Jeg ser forvirret mod døren da han træder ind med et hemmelighedsfuldt smil.

”Hej skat” smiler jeg og kysser ham, ”hvem snakkede du med?”

”Ikke nogen” svarer han hemmelighedsfuldt og ser vurderende på mig.

”Hvad?” spørger jeg med et undersøgende blik.

”Tag noget tøj på” smiler han hæst og blinker til mig. Jeg er forvirret, men orker ikke at sige ham imod, så jeg går ind og tager et neutralt sæt tøj på. Da jeg kommer ud har Harry lavet stor morgenmad.

”Det er da mere end vi to kan spise, er det ikke?” spørger jeg smilende.

”Tjo, det er det faktisk. Går du ikke ind og venter i stuen? Så henter jeg din overraskelse” smiler han. Jeg er ved at sprænges af nysgerrighed, men gør som han siger. Jeg vrider mine hænder i mit skød, mens jeg kan høre ham gå ud i gangen åbne døren.

”Okay, kom bare med ind” siger han blidt. Jeg har aldrig hørt hans stemme sådan, så beroligende og beskyttende. Skridt nærmer sig og mit hjerte sætter farten op mens de nærmer sig. Harry og… min overraskelse. Kan det mon være…? Harry kommer ind i stuen med et stort smil og en lille skikkelse efter sig. Hun er stadig lille af sin alder, det har hun altid været. Hendes mørke hår krøller og hendes grønne dådyrøjne skinner af både spænding og af nervøsitet. Hendes hud er let solbrændt og hendes kindben er mere tydelige end jeg husker. Hun er blevet tyndere. Hun har en lilla bluse og en sort nederdel på, tøj der helt sikkert er nyt. Jeg kan ikke stoppe tårerne fra at falde. Jeg kan ikke stoppe mig selv fra at tage to store skridt hen til hende og løfte hende op i mine arme. Jeg trykker hende tæt ind til mit bryst og gisper mod hende skulder.

”Freia!” hvisker jeg og kysser hende blidt på panden.

”Jeg har savnet dig True!” hvisker hun og jeg kan høre at hun også græder. Jeg holder hende lidt ud fra mig og smiler gennem tårerne.

”Jeg har også savnet dig helt vildt! Jeg har tænkt på dig hver eneste dag, det lover jeg! Jeg er så ked af det, Freia, det er jeg virkelig. Jeg tilgiver aldrig mig selv for at efterlade dig” tårerne løber hurtigere og hun tørrer dem forsigtigt væk med sin lille hånd.

”Du må ikke græde, True. Vi er sammen nu, ikke?” spørger hun hviskende. Jeg holder hende tæt ind til mig igen.

”Jo prinsesse, vi er sammen nu” hvisker jeg, mens skyldfølelsen raser i min krop. Hvor kunne jeg efterlade hende? Harry lægger en hånd på min skulder og roder op i Freias hår.

”Liberty? Skat?” jeg ser på ham og han fanger en tåre med sin pegefinger.

”Freia har fået en plejefamilie” mit hjerte går i stå. Jeg har endelig fået hende tilbage og nu skal hun sendes væk til en fremmed familie?! Harry må have set panikken i mit blik, for han smiler beroligende.

”En plejefamilie i England, Lib! Jane tog kontakt til retten og fik det på plads. Freia flyver med os til England i aften” forklarer han og jeg gisper af glæde. Freia griner sin perlende latter og skubber mit hår om bag mit øre.

”Harry siger at I er kærester. Er det rigtigt?” spørger hun fnisende. Jeg griner og nikker.

”Det er det. Han er en rigtig god kæreste” smiler jeg fortroligt og hun fniser rigtig tøset.

”Han er også sød” hvisker hun og rødmer. Jeg griner og sætter hende ned. Så snart hun rammer jorden tager hun mig i hånden. Som om hun skal være sikker på at jeg er her, sikker på at jeg ikke forlader hende igen. Vi går ud i køkkenet og Harry hælder mad over på Freias tallerken. Efter at have spist i et stykke tid tager jeg mig sammen.

”Freia, jeg ved godt at det er svært at tale om, men jeg er nødt til at vide hvad der skete efter jeg… forsvandt” jeg kan forestille mig hvordan det blev for hende. Hun må have følt sig så forladt og alene. Jeg var altid den mor hun ikke kunne finde i vores rigtige mor. Hun må have følt sig lige så svigtet som jeg har gjort så længe på grund af min far der smuttede. Hun nikker alvorligt, et sådant udtryk burde aldrig fremkomme på en syvårig piges ansigt, og lægger sig gaffel fra sig. Jeg tager beroligende hendes hånd og hun trækker vejret dybt.

”Mor og far var meget sure. De råbte meget. Så ringede de til politiet og de kom og snakkede med os. Jeg gjorde som du sagde, jeg sagde ikke noget om hvordan far og mor var overfor dig, præcis som jeg lovede dig, selvom det var svært” hun ser nærmest trodsig ud, men samtidig nervøs som om hun er i tvivl om hun gjorde det rigtige. Jeg lukker øjnene. Freia har løjet for politiet for at holde et gammelt løfte om ikke at fortælle nogen om det der skete derhjemme.

”Det er jeg glad for skat” lyver jeg og giver hendes hånd et klem. Det må have været hårdt for hende at gøre det. Hun gjorde det i god tro, hun holdt sit løfte til mig.

”Bagefter var der meget… stille. Mor og far skændtes meget og de blev tit sure…” hun holder inde. Jeg læner mig lidt frem mod hende.

”Blev de også sure på dig?” spørger jeg forsigtigt og indforstået. Freia og jeg har en slags kodesprog. ”Sur på” betyder ikke noget i retningen af stuearrest og råbe af. Det er meget mere fysisk. Hun tøver og nikker så.

”Ja…” siger hun hviskende. Jeg løfter hende forsigtigt over på mit skød og hiver lidt op i hendes bluse. Synet af hendes sorte og gule ryg smerter mig mere end noget andet. Harry læner sig lidt frem for at se hvad der får mig til at se så underlig ud i hovedet og hans blik formørkes. Langsomt lader jeg hendes bluse falde og vender hende mod mig.

”Alt det der er slut nu. Okay? Det skal aldrig mere… du skal aldrig mere udsættes for den slags. Det lover jeg dig. Okay?” siger jeg bestemt. Hun nikker tøvende og jeg mærker hendes tvivl. Det er hverdagsstof for hende.

”Stoler du på mig, Freia?”

”Ja” svarer hun med det samme.

”Så tro mig når jeg lover dig at det her er et slut kapitel. Stol på mig” hun nikker og lægger sine arme rundt om min hals. Jeg lader min hånd glide beroligende op og ned af hendes ryg mens Harry holder hende i hånden. Så får jeg en ide.

”Freia? Kender du egentlig One Direction?” spørger jeg med et smil. Hun nikker uforstående.

”Kan du slet ikke kende Harry?” hun ruller med øjnene. Det får hende til at se så voksen ud.

”Selvfølgelig gør jeg det! Han er Harry Styles” siger hun som om det siger sig selv. Jeg griner.

”Okay så. Har du en favorit fra One Direction?” spørger jeg smilende. Hun nikker tøvende.

”Altså… jeg kan rigtig godt lide dem alle sammen… men jeg kan bedst lide Louis. Mor lod mig låne computeren så jeg kunne se videoer på YouTube og han var rigtig sjov” hun smiler genert og ser nervøst på Harry, der ser venligt på hende. Jeg sender ham et sigende blik og han finder sin computer frem. Efter at have skrevet en hurtig SMS lyser ikonet ud for Louis’ navn grønt og Harry ringer ham op. Et øjeblik efter dukker Louis’ ansigt op på skærmen og et lille skrig undslipper min syvårige søster.

”Hej Lou!” griner Harry.

”Hej Haz. Hvad så?”

”Jeg har en lille fan her, der gerne vil møde dig” smiler Harry og Louis kigger på Freia der er totalt mundlam.

”Lad mig gætte: jeres hemmelige datter?” griner han med et glimt i øjet og jeg vender øjne af ham. Åh Lou.

”Tæt på,” griner Harry, ”det er Libertys søster” jeg tjatter til Harry og smiler til Louis.

”Hej smukke” griner jeg og blinker til ham.

”Hej smukkeste,” griner han og kigger venligt på Freia, ”hej prinsesse. Hvad er dit navn?” jeg prikker til Freia for at få hende til at svare og hun rømmer sig.

”Freia…” siger hun stille. Så tager hun sig sammen og retter sig op, ”Freia Maria… Justice” jeg bider mærke i at hun ikke siger sit rigtige efternavn og smiler. Freia har altid været overbevist om at min far er en prins i et fjernt land og at han en dag vil komme og hente os begge og tage os med til sit kongerige. Selvom hun godt ved at hendes far ikke er Tyron Justice, den formåede prins, men John Davis, den sikre dranker, så drømmer hun stadig om at være en prinsesse i min fars ”kongerige”. Harry låner min computer for at bestille flybilletter, Freia videochatter med Louis og jeg begynder at pakke både mine og Harrys ting. En halv time senere kommer Freia ind og lægger sig på sengen, mens jeg pakker videre og prøver at få mine ting til at være i min ene kuffert.

”Louis er sød” smiler hun og læner sig drømmende tilbage i puderne. Jeg sender hende et skarpt blik og lægger et par jeans sammen.

”Louis er også tyve, alt for gammel til dig og i et forhold” griner jeg og henter min toilettaske. Hun fnyser og ruller om på maven.

”Det ved jeg da godt! Jeg siger bare at han er sød!” siger hun fornærmet. Jeg smiler undskyldende og finder hende en blok og et par farver så hun kan tegne. Så vidt jeg kan se tegner hun en tegning til Lou. Jeg smiler skævt og går ind i stuen til Harry der taler i telefon.

”Okay Jane. Perfekt. Tak. Ja, vi ses. Det skal jeg gøre. Igen tak for hjælpen. Hej” han lægger på og smiler til mig. Jeg læner mig frem og kysser ham blidt før jeg kaster et blik på skærmen.

”Hvad tid flyver vi?” spørger jeg og lader ham hive mig ned på sit skød.

”Jane har fikset et privatfly. Vi flyver fra gate C9 i Heathrow klokken otte” svarer han smilende og kysser mig i nakken.

”Perfekt” smiler jeg og vender mig om for at kysse ham. Efter et par sekunder bliver vi afbrudt af et langtrukkent ”aaaadd!” Jeg vender mig grinende mod Freia der står med en sjov grimasse i ansigtet.

”I kysser!” udbryder hun anklagende. Harry ser kort på mig og derefter på Freia.

”Aaaad!” siger han så og springer op så jeg lander på sofaen. Jeg griner overbærende og ryster på hovedet. Nogen gange opfører Harry sig ikke meget ældre end Freia.

”Vi skal være i lufthavnen om to timer, I to. Se og bliv færdige!” griner jeg og rejser mig. Freia vrænger ansigt.

”Okay mor” griner Harry og kysser mig, denne gang for at ignorere Freias hvin. Jeg trækker mig lidt tilbage og smiler lykkeligt. Oven på alt det med Freia er nattens hændelser blevet skubbet lidt i baggrunden. Men nu, i hans øjne, er det som om jeg kan genopleve det hele, bare ved synet af hans smukke, blågrønne øjne.

”Det var smukt” hvisker jeg så kun han kan høre det. Han nikker.

”Det smukkeste” hvisker han tilbage og kysser mig blidt og passioneret. Jeg kigger rundt i lejligheden og smiler. Måske kommer vi tilbage her til engang i fremtiden, når der er faldet ro på det hele. Men lige nu føles det som om jeg har fået nok Amerika for nu. Jeg er helt klar til et nyt land, et nyt liv. Jeg mangler kun en løs tråd, så er jeg klar til at forlade denne verden. Kun en løs tråd for at få styr på det hele.

”Jeg er nødt til at ringe til Alejandro på et tidspunkt.”

 

”Hej Al. Det er mig… Liberty” siger jeg tøvende og giver Freias hånd et klem. Hun sidder mellem Harry og mig i taxaen på vej mod lufthavnen.

”Skaat! Hvor er jeg glad for at du ringer! Hvordan har du og drømmeprinsen det?” spørger han højlydt hvinende. Jeg smiler skævt. Alejandro har ikke ændret sig det mindste.

”Rigtig godt. Du har sikkert set i nyhederne at jeg vandt sagen, så nu er jeg på vej til London, sammen med Harry og min lillesøster” fortæller jeg, ”hvad med dig? Hvad har min bedste ven gang i? Jeg løb ind i Justine i går, hun sagde at du er blandt dem der har sagt op”

”Gud, ja! Jeg kunne simpelthen ikke klare at arbejde for den idiot et sekund efter han fortalte alt det til dine forældre!” han lyder med det samme ophidset og jeg kan ikke holde et stille grin inde.

”Jamen hvad gør du så nu?” spørger jeg og sender Harry et beroligende blik. Han er faktisk, om han vil indrømme det eller ej, lidt bekymret for min bøsseven.

”Altså…” Al tøver lidt, ”jeg er faktisk på vej til Iowa” jeg glipper overrasket med øjnene. Iowa?! Alejandro har altid hadet Iowa!

”Okay…?”

”Jo, altså. Efter du begyndte at komme sammen med Harry igen, begyndte jeg at tænke. Du ved, måske er det ikke slut bare fordi vi bestemmer os for at det skal være det. Forstår du? Måske er vores… hjerter ikke færdige med hinanden” øhm, hvad?

”Jeg er blank Al. Sorry”

”Jeg har altid sagt at jeg kommer fra Seattle?”

”Jah?”

”Det passer ikke. Jeg kommer fra Iowa. Jeg havde en kæreste der, men vi slog op og jeg rejste min vej. Jeg kunne ikke holde ud at blive der, det forstår du godt ikke? Men jeg tror, jeg stadig elsker ham… så jeg er altså på vej til Iowa for at fortælle ham det” jeg kan nærmest se for mig hvordan han bider sig i underlæben mens han fortæller om sin lille hvide løgn.

”Jeg er glad for at du tager hjem, Al. Måske bliver du lykkelig sammen med ham din ekskæreste” smiler jeg.

”Det håber jeg” det føles som om en lille knude bliver løst indvendigt. Som om alle de mennesker jeg har kendt her er filtret sammen til en kugle og for hver der får styr på deres liv bliver knuden mindre indviklet, mere løsnet. Maritta, Jessica, Lotta, Justine, Alejandro, min mor, Freia, knuden er næsten forsvundet. Det eneste der er tilbage er en lille stålgrå tråd, viklet ind i sig selv til en hår kugle. Jeg ved udmærket hvem den tråd i mit hjerte repræsenterer: John. Jeg har ikke ”fået styr på ham”. Jeg har ham ikke der hvor jeg har brug for han er, for at jeg er klar til at rejse. Måske vil jeg for altid bære rundt med ham indeni. I hvert fald indtil han bliver fanget. Men det må jeg leve med så længe. Alle andre er på plads. På hver sin måde. Maritta er i himlen sammen med sin elskede, Jessica er på vej mod et misbrugfrit liv, Lotta er sluppet ud af det dårlige miljø i Vegas, Alejandro tager endelig hjem og finder kærligheden, min mor får sin straf og Freia sidder lige her ved siden af mig. Alt er på plads. Undtagen John. Han er stadig derude.

 

”Fly K55 flyver fra gate C7 om tyve minutter. Jeg gentager, fly K55 flyver fra gate C7 om tyve minutter” siger damen over højtaleren. Harry rejser sig og løfter den sovende Freia op i sine arme.

”Det er os” smiler han med glimtende øjne. Jeg rejser mig og læner mig ind over min søster for at kysse ham på kinden.

”Jeg elsker dig Harry” hvisker jeg, ”jeg kan ikke takke dig nok for alt det du har gjort for mig. Du har reddet mit liv” han ryster på hovedet.

”Du har reddet mit” smiler han og bevæger sig hen mod skranken. Jeg stikker hånden ned i min taske for at finde mit pas og et overvældende deja-vu rammer mig i maven. Det er anden gang jeg stikker hånden ned i min taske og får fat i et stykke papir i stedet for det jeg ledte efter. Jeg tager med bankende hjerte papiret op. Alle må kunne høre det, så højt lyder mit ræsende hjerte. Jeg synker klumpen i min hals og læser noten.

England? Tror du det kan stoppe mig fra at finde dig? Jeg er på vej, True. Jeg vil tage hævn. Du skal komme til at fortryde alt du har gjort mod mig. Jeg finder dig en dag. – J

Jeg gisper og klemmer sedlen sammen til en kugle i min hånd. Ikke igen. Jeg kan ikke mere. Mit indre går amok. Hvorfor kan han ikke bare lade mig være?! Jeg tørrer hurtigt de tårer der er begyndt at løb væk og bider tænderne hårdt sammen. Jeg kan ikke mere, jeg vil ikke. Med rolige skridt går jeg hen til den nærmeste skraldespand og lader papirkuglen glide ud af min hånd og ned i mørket. Med den sender jeg John. Tråden, den stålgrå, hårde tråd, i mit indre glider ud gennem min finger og ned i dybet efter hans sidste besked til mig. Jeg lader John dø. Han er død for mig. Han skal ikke have lov til at spolere mit nye liv, min nye verden. Han er færdig med at ødelægge alt jeg kæmper for. Han skal aldrig mere gøre mig ondt. Efter at have kastet et sidste blik på den stålgrå tråd der vrider sig blodigt og smertefuldt oven på skraldet vender jeg ryggen til skraldespanden og går med faste skridt på de høje stiletter hen til Harry der venter ved skranken.

”Er du klar?” spørger han smilende. Jeg nikker roligt og afklaret.

”Ja. Jeg tror endelig jeg er klar til at give slip på den her del af mit liv” svarer jeg stille. Han tager min hånd med sin frie hånd.

”Godt. Vores nye verden venter nemlig på dig” smiler han med tindrende øjne. Jeg elsker ham så højt. Jeg kan ikke forestille mig et liv uden ham. Jeg elsker ham højere end noget andet.

”Jeg kan ikke vente med at se den” smiler jeg træt og lader ham føre mig ind i flyet. Vi placerer Freia ved vinduet og jeg sætter mig i midten. Hans hånd lægger sig blidt på mit lår og hans tommelfinger kører i små cirkler. Jeg drukner i hans øjne et øjeblik og kigger så ud på den mørke lufthavn og de blinkende lys fra landingsbanerne. Amerika. Stedet for drømme til at gå i opfyldelse og drømme til at knuses. Jeg har fået nok af drømme for et stykke tid. Alle mine drømme er blevet opfyldt her. Men i USA vil de knuses med tiden. Det er derfor på tide at jeg tager videre. Tager til et sted hvor mine drømme kan bevares. Det tid for englen at forlade Syndernes Land. Måske er det også på tide. Jeg læner mig tilbage i sædet og griber Harrys hånd.

”Vi klarer det her sammen. Ikke?” spørger jeg med lille stemme, mens jeg kæmper med den frygt jeg nu forstår altid vil forfølge mig. Jeg kan forlade USA, hjemmet for mit traume, men traumet vil altid følge mit mindste skridt. Frygten, den overvældende og uendelige, vil altid lure inde fra mørket i mit inderste, sammen med de minder jeg ikke kan få til at forsvinde. Men når jeg er sammen med Harry er det nemmere at bære. Det er ikke så skræmmende længere. Harry giver min hånd et blidt klem og hiver mig ind til sig.

”Selvfølgelig. Den nye verden er skabt for to. Vi klarer alting sammen” lover han og jeg nikker beroliget. Jeg stoler på ham. Han har nu engang vist sig at være den Gud sendte for at redde mig, englen fanget i Helvedet. Måske er det på tide at begynde at tro igen. Måske har jeg faktisk fundet mig selv, den person jeg har ledt efter så længe, en gang for alle. Vi letter mod himlen og LA’s blændende lys forsvinder nedenunder os. Jeg kan ikke lade vær med at smile for mig selv, da jeg ser de plusbløde skyer uden for vinduet, de virker så tæt på at jeg kan række ud og røre ved dem. Endelig har englen fundet vej tilbage til Himlen.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...