Dødsdagbogen

Hope er meget syg. Lægerne siger, at hun snart skal dø. Hun er meget bange.
Hendes forældre prøver at berolige hende, og fortæller hende at det nok skal gå, men hun ved det godt selv. Hun ved godt, at hun snart ikke længere er.

4Likes
4Kommentarer
1102Visninger

2. Minder.

 

Jeg bankede forsigtigt på hendes dør. Den var låst som sædvanligt, og musikken var skruet helt op. Sådan havde det været de sidste par dage. Eller var det uger? Jeg bankede på igen, denne gang højere. Jeg hørte min søsters grødet stemme råbe til mig, at jeg skulle skride. Men jeg var snedig, og bankede endnu højere. Hun flåede døren op med et hidsigt ryk og begyndte at råbe ad mig. Jeg blev selvfølgeligt ked af det. Jeg var jo trods alt kun syv år gammel....

 

Det var minder som dette, der holdt mig bundet fast til overfladen. De var kun mest de skræmmede og sørgelige minder jeg kunne huske. De minder jeg ville glemme. Jeg var bange for at blive skør. At glemme, hvem jeg var og dem jeg elskede. Men jeg vidste det ville ske. Det var det der begyndte at ske med mig. Sammen med så mange andre ting. Det ætsede mig op indefra. Det uhyre, som havde overtaget min krop og sjæl, truede, ikke bare med at tage mit liv, men også mit sind og hvem jeg var.

 

Det var, hvad der skræmte mig. Ikke at jeg ville dø, men at jeg ville dø som en anden. En der ikke kunne huske sin familie, sine venner og sig selv. Jeg havde overhørt en samtale mellem nogle sygeplejeskere og mine forældre om, at jeg til sidst ikke ville kunne huske mit ejet navn. Det var allerede begyndt. Jeg kunne ikke huske noget fra min 13 års fødselsdag eller halvdelen af mine klassekammerater. Det var bare væk! Forsvundet fra min hukommelse og ind i det sorte hul i min hjerne, der hele tiden blev større og større og slugte alt på sin vej.

 

Min mor kom forsigtig gående ind med nogle nye spraglede blomster. Der var både blå og røde og gule og lyserøde. De stod alle i skarp kontrast til de hvide vægge. Hun satte dem forsigtigt på bordet og satte sig så hen på min sengekant. Hun smilede svagt med et trist glimt i øjet. Det var alt sammen en maske hun tog på når hun så mig vågen. Hun holdt det godt, men jeg kunne se lige igennem det falske smil og de muntre hilsner. Hun var ved at falde sammen og det var min skyld. Eller noget af det var. Alle vidste at det ville ske, men ingen sagde det højt. Ingen turde sige det, af håb for at der ville ske et mirakkel.

En stille tåre trillede ned af hendes kind og lavede en lys stribe ned af hendes kind. Jeg havde lyst til at tørre den væk og sige at det var okay. Alt det hele nok skulle gå og at vi skulle blive en familie igen. Men det var en løgn.

 

Jeg sad oppe på mit værelse og hørte dem skændtes.

Det var et eller andet om min storesøster. De blev ved med at råbe. Jeg var så fortvivlet over det. Hvorfor var sure på hinanden? Det var da ikke meningen. Jeg hørte et højt klask og min mor skrige. Så blev der helt stille. En eller anden kom løbende op ad trappen og brasede ind af døren til mit værelse. Det var min mor og hele den højre side af hendes ansigt var rødt.  Hun tog mig op og hentede sin taske og en jakke. Så styrtede hun ud af døren med mig på armen. Hvad skete der?

 

Jeg vågnede gispende og bange op fra mindet. Det var ikke virkeligheden. Vel? Alt var så forvirrende. Jeg tog min dagbog op fra min hovedpude og begyndte at skrive:

 

Hej Far.

Jeg har ikke altid elsket dig, 

vil har haft vores op- og nedture.

Men jeg håber virkeligt at du og mor bliver nogenlunde lykkelige...

Jeg kommer ikke til at overleve

og det er derfor, jeg skriver denne dagbog

For at jeg kan nå at sige det hele.

Jeg vil have at du viser den til alle jeg har skrevet om,

fordi jeg ved mor ikke vil være i stand til det... 

Hope.

 

Jeg sukkede dybt og lukkede dagbogen sammen. Ingen "kærlig hilsen" eller "knus og kram", bare Hope.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...