Dødsdagbogen

Hope er meget syg. Lægerne siger, at hun snart skal dø. Hun er meget bange.
Hendes forældre prøver at berolige hende, og fortæller hende at det nok skal gå, men hun ved det godt selv. Hun ved godt, at hun snart ikke længere er.

4Likes
4Kommentarer
1108Visninger

1. Hvidt.

 

Det var en smuk forårsdag. Solen skinnede og de smukke forårsblomster var ved at springe ud. Hvornår var jeg her sidst? Det var her jeg plejede at løbe rundt og fjolle med min søster. Vi væltede os i det høje græs og lavede små buketter af smørblomsterne. Min søster Silke med hendes blå øjne og lange blonde hår. Jeg lavede en blomsterkrans af smørblomster til hende.  Vi var begge glade. Det var en tid uden bekymringer og sorg. Men det varede ikke evigt. Det er der intet, INTET der gør....

 

Jeg åbnede langsomt øjnene og kiggede op i det hvide loft. Hvidt. Jeg havde fået nok af den farve. Alt var hvidt. Loftet, væggene, sengen og selv blomsterne de satte på mit bord hver morgen, var hvide. Jeg kunne svagt ane de bittesmå støvpartikler, der fløj rundt i den lille solstribe, der havde sneget sig gennem vinduet. Jeg løftede langsomt hånden for at prøve at fange en, men ligeså snart jeg bevægede mig, begyndte den forbandede maskine at bippe igen. Jeg gav op og lagde mig ned igen. Der var ikke så meget at lave i en hospitalsseng. Jeg kunne ikke bevæge mig, uden at der straks kom sygeplejerskere løbende hen ad gangen. Det eneste der var tilbage var at tænke. Og det gjorde jeg så.

Jeg tænkte på de gode dage og de dårlige dage. Jeg tænkte på mine venner og mine fjender. Vigtigst af alt tænkte jeg på tiden før min sygdom. Jeg kunne kun svagt huske tiden før jeg blev syg, og det jeg kunne huske var tåget og manglede sin mening. Det drev mig til vanvid at jeg ikke kunne huske mit eget liv; at jeg ikke kunne huske mig selv. Så jeg fandt selv på det.

Jeg drømte og opdigtede mit liv som det passede mig. Et liv jeg altid havde villet have.

 

I mine drømme var jeg sund og rask. Jeg havde glansfyldt hår og et pænt smil med hvide tænder. Jeg havde mange venner og en familie der elskede mig og ville gøre alt for mig. Jeg var klog, sød og smuk. Alle jeg mødte kunne straks lide mig og jeg havde ingen fjender. Jeg gik en gang imellem ned til Engen med min storesøster Silke. Lige så livsglad og lige så levende som før ulykken. Selvom det ikke var en ulykke.....

 

Jeg åbnede langsomt øjnene og kom tilbage til virkeligheden.  Det var altid svært for mig at komme tilbage til smerten og længslen efter at have været i et drømmeland.  Jeg kom langsomt til mig selv, eller så tæt som jeg nu kunne komme. Jeg hørte nogle lavmælte fodtrin og nogle stemmer, som jeg ikke helt kunne identificere. To sygeplejesker kom ind. Jeg lod som om jeg stadigvæk sov, fordi jeg ikke gad at have flere af de der-"hvordan har du det så idag?"-samtaler. De lod mig sove videre og gik igen efter at have skiftet de hvide blomster. 

 

Da jeg var sikker på at de var væk trak jeg min dagbog frem. Jeg begyndte at skrive så langsomt jeg kunne og prøvede ikke at få maskinen til at bippe:

 

Kære Mor.

Jeg ved godt at det er hårdt for dig at miste begge dine døtre,

men du må være stærk for både fars og din skyld.

 Dette her er skæbnen og det må vi alle respektere.

Jeg kommer et bedre sted hen og det må du i det mindste ønske for mig.

Jeg håber at du kan finde ro i dig selv og blandt andre, når jeg er væk.

Jeg elsker dig,

Kys og knus

din Hope.

 

Jeg lukkede den slidte dagbog sammen og lagde den under min hovedpude igen.

Jeg 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...