Look after you (1D) (Pause)

Melanie Johnson er 18 år gammel og bor midt inde i London med sin bedste veninde, Cecilia. En dag da pigerne er på café, hører Cecilia tonerne til "What makes you beautiful" og hiver straks Melanie med ud på gaden. Det verdenskendte boyband, One Direction, er midt i en gadekoncert. Cecilia er en kæmpe 'Directioner' og tvinger Melanie til at blive indtil koncerten er slut, så de måske kan møde dem. Da koncerten er slut opdager Melanie, at hun har glemt sin taske på et gadehjørne, og må tilbage efter den. Hun vender om og skal til at finde Cecilia, så de kan tage hjem, da hun støder ind i en af drengene. Dette bliver starten på et langtfra problemfrit venskab.

22Likes
25Kommentarer
2198Visninger
AA

2. Screaming ~ Melanie

Jeg nippede til min Cappuccino og kiggede ud af caféens vindue. Det var som om, Londons gader var mindre befolkede, end de plejede at være på det her tidspunkt af døgnet. Vi havde lige fået sommerferie, så der burde være fyldt med unge, der nød deres nyvundne frihed.

”Synes du ikke?” Cecilias stemme rev mig ud af mine tanker. ”Hører du overhovedet efter, Mel?” vrissede hun af mig.

”Nej, undskyld,” sagde jeg og mærkede, hvordan blodet strømmede til mine kinder. ”Hvad var det du sagde?”

”Synes du ikke også at Harry er den sødeste af dem? Jeg ville dø for at røre de krøller!” hun kiggede drømmende ud i luften.

”Af hvem?” spurgte jeg. Jeg kendte allerede svaret, men jeg ville bare lige have det bekræftet.

”One Direction, selvfølgelig!” svarede Cecilia. Hun rystede på hovedet af mig.

”Du ved godt, at jeg ikke kan fordrage dem, Cilla” sagde jeg og tog en stor slurk af min varme kaffe, så jeg brændte mig på tungen. Cecilia kiggede opgivende på mig.

”Jeg forstår dig simpelthen ikke, Mel” sukkede hun og slog ud med armene, for ligesom at understrege hendes pointe. Jeg forstod heller ikke mig selv. Jeg havde egentlig ikke nogen grund, til ikke at kunne lide dem. Der var bare noget ved dem, der gjorde at jeg ikke kunne. Måske fordi de troede, at de kunne få alt, hvad de pegede på, bare fordi de var berømte og havde røven fuld af penge?

Tonerne til ’What makes you beautiful’ begyndte at spille i baggrunden.

”Ej, hvor underligt. De plejer aldrig at spille musik herinde…” mumlede Cecilia og kiggede sig omkring. Hendes blik stoppede ved vinduet og hun havde nær spyttet sin jordbærsmoothie ud over hele bordet, men nåede lige at synke, inden udbruddet kom. ”Oh my God!” hvinede hun.

”Sig det er løgn” sukkede jeg opgivende og kiggede i samme retning som hende. Det var ikke løgn. One Direction stod på en scene midt inde på torvet for enden af gaden. Så var det derfor, der ikke var så overfyldt som det plejede at være! Alle gadens teenagerpiger stod henne på torvet og skreg deres lunger ud. Åh gud, nu ville Cecilia helt sikkert tvinge mig til at...

”MEL! VI SKAL DERHEN, NU!” skreg hun. Ja, jeg havde helt ret. Jeg sukkede dybt utilfredst og kørte en hånd gennem mit lange, mørke hår.

”Aldrig i livet, at jeg frivilligt tager til en One Direction koncert” vrængede jeg.

”Så må jeg vel bare tvinge dig!” sagde Cecilia, skubbede voldsomt stolen ud og styrtede hen til mig. Hun tog bestemt fat i mit håndled og trak mig op af stolen. Hun havde sikkert smidt mig over skulderen, hvis hun havde haft kræfterne til det. Hun skulle til at trække mig med, da jeg overgav mig. Måske brød jeg mig ikke om dem, men jeg kunne ikke tillade mig at forhindre min bedste veninde i at møde sine idoler.

”Okay, okay, okay,” sagde jeg irriteret, ”jeg skal nok komme med, bare du slipper mig.” Jeg trak min hånd til mig.

”Tak! Du er den bedste!” Cecilia faldt mig om halsen med et stort smil. Hun var hurtigt ude af døren, mens jeg gik mere roligt efter hende. Jeg gjorde udelukkende det her for Cecilias skyld.

 

* * *

 

Jeg var meget tilfreds med at stå hvor jeg stod; så langt fra scenen som muligt. Men Cecilia fortsatte med at mase op mod scenen.

”Bare fortsæt, Cilla, men jeg bliver her!” råbte jeg efter hende. Jeg tror ikke engang, at hun hørte mig, for hun fortsatte bare uden at vende sig om.

Drengene begyndte at synge omkvædet til ’WMYB’ og alle pigerne gik amok.

Sukkende lænede jeg mig op af lygtepælen og ventede bare på, at koncerten blev overstået.

Jeg tog min telefon op af min skuldertaske og håbede jeg havde fået et par beskeder, så jeg havde noget andet at lave. Intet. Det var bare typisk! Når man har andet at lave, får man tonsvis af beskeder, og når man så har brug for det, er der bare intet. Irriteret lagde jeg min telefon i tasken igen og smed tasken på jorden.

En ny sang begyndte og alle pigerne skreg med. Det var virkelig højt og jeg priste mig lykkelig, for ikke at stå helt oppe ved scenen.

Jeg kastede et blik ud over pladsen. Teenagepiger stod tæt pakket sammen op af scenen og mere spredt, jo længere væk man kom. Enkelte turister kastede et blik mod torvet, men gik videre da de fandt ud af at det ’bare’ var en koncert. Godt nok med et verdensberømt boyband, men det var de middel aldrende asiatere ikke klar over. De ville sikkert også være bedøvende ligeglade.

Jeg kiggede op på scenen og studerede drengene.

Længst til venstre stod en sorthåret dreng i varsity jakke og khaki bukser. Han var en smule mørkere i huden end de andre, og så faktisk meget godt ud. Til højre for ham, var der en blond dreng i en rød polo og khaki bukser. Da han sang, lagde jeg straks mærke til hans irske accent. I midten stod en brunhåret dreng med røde bukser og en stribet T-shirt. Håret havde han sat til siden med lidt voks. Til højre for ham, stod der en dreng med krøllet, brunt hår – det måtte være ham Cecilia snakkede om. Han havde en sort blazer og khaki bukser på. Den sidste dreng havde brunt halvkrøllet hår, en blåternet skjorte og lyse khaki bukser på.

Okay, indrømmet, måske havde jeg undervurderet deres udseende? Men derfor kunne de stadig være nogle idioter.

Jeg ville hundrede procent sikkert vågne med en kraftig hovedpine i morgentidlig. Hvordan kunne en flok teenagepiger overhovedet skrige så højt?

 

* * *

 

Fire udmattende sange senere, så koncerten endelig ud til at have en ende. One Direction havde lige takket af, og var på vej om bag scenen. De fleste begyndte at forlade pladsen, men nogle få grupper blev ved scenen, i håb om at få et glimt af drengene.

Jeg stillede mig på tær og spejdede efter Cecilia. Hvorfor fanden skulle jeg også være så lav?! Det var rimelig upraktisk i situationer som denne. Jeg sukkede og bevægede mig væk fra lygtepælen, i søgen efter min bedste veninde. Jeg havde det som om jeg havde glemt et eller andet, men ignorerede fornemmelsen.

Jeg var ved at indse, at Cecilia nok ville være blandt dem, der håbede at møde drengene. På vej mod scenen stødte jeg på en masse jublende, grædende og hvinende fangirls. Så slap dog af. De er for helvede bare drenge. Lækre drenge med talent, ifølge nogen, men stadig bare drenge.

Jeg var ved at være rimelig irriteret, så jeg bad til at ingen ville pirre mig, for så ville jeg tænde helt af.

Endelig fandt mit blik en blond pige, der stod alene oppe ved scenen. Hendes kraftigt farvede blå T-shirt og platinblonde hår skinnede alligevel ret tydeligt igennem.

Hurtigt var jeg ovre ved siden af hende.

”Kan vi ikke godt tage hjem nu?!” bønfaldt jeg hende med de bedste hundeøjne, jeg nu kunne præstere.

”Jamen, hvad hvis de kommer ud, lige når vi er taget af sted?” spurgte Cecilia bekymret.

”Du ved godt, hvor latterligt det lyder, Cilla” sagde jeg. ”De er færdige, de kommer ikke ud igen.”

”Kom nu! Kan vi ikke bare blive ti minutter længere? Please? Med sukkerdrys på toppen!” tiggede hun. Hendes hemmelige trick: Nuttede sætninger.

Det må jeg sige, gode overtalelsesevner, Cilla. Tænkte jeg for mig selv.

”Fint...” mumlede jeg, da jeg indså, at jeg ikke ville kunne få hende med hjem lige foreløbig.

Jeg skulle til at trække min mobil frem, da jeg indså at jeg manglede min taske. Hvorfor lyttede jeg aldrig til mine fornemmelser?!

”Jeg kommer tilbage om fem minutter, Cilla” sagde jeg. ”Jeg har glemt min taske på gadehjørnet.”

”Ja-ja, vi ses!”

Jeg styrede mod lygtepælen og kiggede efter den glemte taske. Ja, den var der stadig. Jeg åndede lettet ud. Der var ikke nogen der havde taget den, heldigvis. Det ville ikke have undret mig, hvis nogen havde.

Få skridt senere bukkede jeg mig ned efter tasken, svang den over min skulder, og skulle til at gå tilbage, da jeg stødte ind i en person. Det var ikke så magisk som på film, når pigen lander elegant på jorden, og drengen samler hendes bøger op, hvor det derefter er kærlighed ved første blik. Det var bare et akavet sammenstød, der lige var nok til at jeg kom ud af balance, for derefter at falde over kantstenen, så jeg landede hårdt ned på fortovet. For fanden da også! Jeg ville ikke kunne sidde ordentlig ned i flere dage. Smerten bredte sig i mit haleben.

”Det må du virkelig, virkelig undskylde! Jeg så mig ikke for!” udbrød en fyrs stemme.

Jeg gjorde mig klar til at sende et dræbende blik og en spydig bemærkning, men det glemte jeg alt om, da jeg kiggede ind i et par blågrå øjne.

Shit.

 

---------------------------------------------------------------------------------

 

Tusind tak for tålmodigheden!

Vi er godt klar over at der gik alt for lang tid, inden første kapitel kom ud, men nu er det her endelig. Vi kunne komme med alle mulige undskyldninger, men det virker også lidt tamt. Vi prøver at komme med nye kapitler så ofte som muligt.

Mange tak for favoritter og likes! Smid gerne en kommentar, om hvad vi kunne gøre bedre, hvad du godt kunne lide, hvad du ønsker kommer til at ske, og alt sådan noget.

Maia

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...