ulve blod (færdig)

Katja mistede sine forældre i en bilulykke da hun var spæd. Hendes tante blev som en mor for hende. Men da Katja og hendes tante flytter ind i et gods de har arvet, begynder der at ske mærkelige ting for Katja. Hvad ville du gøre hvis du fandt ud af at dine forældre ikke døde i en bilulykke, men på grund af hvad de var og hvad du måske er.

56Likes
95Kommentarer
7525Visninger
AA

5. Vareulve råddet

Det var Lørdag heldigvis havde jeg fri idag. Efter vampyr angrebet havde vi været i højeste beredskab hvilket betød flere patruljer nu da vi var nød til at løbe to og to. Jeg havde løbet med Phil på det seneste, det avede mig lidt jeg ville helst løbe sammen med Jason. Min  telefon stoppede min tankegang da den brummede. Jeg sad i stuens sofa og min telefon lå på boret, min tante var ikke hjemme igen Hr. Bimlegøj skulle havde sin indsprøjtning. jeg fik næsten medlidenhed med det lille kræ, selvom vi var fjender og det havde vi været lige siden jeg skulle til at slå ham i gulvet med en ske. Så kunne jeg lige forestille mig dyrlægen komme nærmere med en kanyle i hånden. Jeg fik kulde gysninger

Min mobil brummede igen, jeg tog den. "Hej det er Katja," jeg skruede ned for vores 50 tommers fladskærm som min moster absolut mente man ikke kunne leve uden, jeg rullede øjne af den tanke.

"Hej det er Jason" Jeg levede en  smule op.

"Hej hva så?"

"Jeg tænkte  på om du kunne mødes med mig og drengene i lysningen nu."

"Jo det kan jeg da godt, Hvorfor?" Jeg kendte ingen grund til at hele koblet skulle mødes på en gang i ulveskikkelse.

"Fordi der er noget vi skal have på plads." Det lød som om der var noget han ikke fortalte mig.

"Ja og hvad er det der skal på plads?" Jeg lød mistænksom.

"Jeg ved godt det er din fridag, og derfor vil du ikke blive særlig glad for at hører det" han lød usikker og en smule pinligt berørt.

"Jeg er ligeglad bare fortæl mig det alligevel."

"Jo altså......... Hov nu kører jeg ind i en tunnel hej hej Katja"

"Nej nej vendt Jas..." Han lavede lyde med munden og lagde derefter på. Det gjorde mig ikke ligefrem i bedre humør. jeg sukkede og gik op på mit værelse for at finde noget tøj, så jeg ikke behøvede at gå rundt i nattøj mere. 

Da jeg var færdig smuttede jeg ud i skoven jeg skiftede med det samme så jeg kunne løbe hurtigt.

¤Hej Katja, du virker morgen sur hvordan kan det være?¤ Phils irriterende tankestemme lød i mit hoved, jeg så ham komme løbende op på min flanke han nappede legende efter min skulder. Jeg knorede af ham og sendte ham et blik der kunne dræbe.

 ¤Rolig nu morgensol¤ Ty kom op på min anden flanke.

¤Hør her drenge, jeg har sovet af HT og jeg fik totalt det forkerte ben ud af sengen, og jeres små vittigheder gør det ikke bedre.¤ de grinte en gøende later, men sagde ikke mere resten af turen ud til lysningen.

Da vi nåede frem stod Jason den store grå ulv der allerede. ¤Det var på tide i kom, jeg har nogle vigtige ting at sige til jer.¤ Hans øjne var alvorlig, vi vidste han talte som alfa nu, det var ikke tit han gjorde det.

¤Jeg har kontaktet vareulve råddet, og fortalt om Katjas tilbagevending. De blev meget glade over den nyhed og vil gerne hilse på dig Katja.¤ Han rettede opmærksomheden mod mig, jeg vidste ikke hvordan jeg skulle reagere var det en god ting eller en dårlig ting.

¤Er hele råddet indkaldt?¤ Det var Ty der spurgte.

¤Ja¤ Det så ud som om Ty og Phil fik mere ud af den information end jeg gjorde.

 ¤Hvad skal det betyde at hele råddet er indkaldt?¤ 

¤Det betyder at der er flere ting vi skal snakke om, fordi en af vores kilder i vampyrenes inderkreds har fortalt os om visse..... Uroligheder.¤

¤Ja, men hvor passer jeg lige ind i det billed? Og hvorfor kunne du ikke sige det over telefonen?¤ jeg vidste at jeg stadig lød lidt morgensur, men jeg var ligeglad lige nu.

¤For det første fordi hvis jeg gjorde det kunne det være du ikke kom.¤

¤Nej tak det er da dejligt at vide ens alfa har så høje forventinger om en.¤ Jeg satte mig ned med hallen pegende stift op i luften for at vise min utilfredshed.

¤Og for det andet vidste jeg du slet ikke ville komme, hvis jeg fortalte dig at du ikke fik din fridag.¤ Jeg stivnede.¤Hvad mener du med at jeg ikke får min fridag?¤ Nu lød jeg rasende (Det måtte være trætheden der talte.) 

¤Vi skal besøge vareulvenes råd idag, og du skal op i en slags prøve for at vise om du er en af det ældste blod¤

¤Hvad skal jeg?! Og hvad går den prøve helt præcist ud på?¤ Nu var jeg bekymret, irriteret og vred, kunne denne dag blive bedre.

¤Du skal bekæmpe råddets stærkeste kriger, uden at dræbe ham.¤ Han kiggede på mig for at vise det var alvor.

¤Jammen jeg kan ikke engang bekæmpe en vampyr uden at få en ordentlig skade¤ jeg var panisk.

¤Bare rolig, du er af de ældstes blod og det vil give dig en overhånd i en hver kamp, men du kan da ikke forvente at det træder ind dagen efter din første forvandling. Fordi da du for første gang slap din ulv fri, begyndte det ældste blod at strømme i dig, men det kan jo ikke være i hele din krop efter første dag.¤ Jeg var mundlam jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige, mest af alt ville jeg helst skrige, men jeg kunne ikke få en lyd over mine læber.

¤Godt hvis der ikke er flere spørgsmål så løber vi.¤ Han satte afsted ind i skoven. Ty og Phil ventede på mig fordi jeg skulle ligge i forposition. Jeg vågnede op da Ty skubbede til mig med snuden og deres bekymrede tanker slog ind over mig. jeg satte afsted med drengene ved min side, jeg var hurtigere end Jason og kom derfor hurtigt i position bag ham.

Vi løb det meste af dagen, jeg fik løbet min morgensurhed af, men min nervøsitet steg i graderne. jeg løb og grumlede lidt på den ide at jeg skulle kæmpe mod vareulve råddets stærkeste kriger, som sikkert havde kæmpet mod tusinder af vampyrer og massere af min slags. Jeg tænkte på det med at blodet strømmede i mine årer, nu mente Jason det var i hele min krop, men jeg var ikke helt sikker hvad nu hvis han tog fejl. 

Pludselig kunne jeg lugte dem, de andre kobler. Jeg spidssede ører, jeg kunne hører andre vareulve komme løbende fra andre vinkler. Jeg spændte mine muskler kunne ikke lig ikke at vide om de var venner eller fjender.

¤Rolig Katja de patruljere over alt i skovene, fordi der er rigtig mange vareulve her det ville jo ikke være så godt hvis vi faldt i vampyr baghold her vel?¤ Jeg nikkede for at vise jeg havde forstået det.

Jeg kunne hører nogle vareulve komme tættere på, Jason stoppede op, det samme gjorde vi andre.

Fire vareulve dukkede op omkring os ud af ingenting. Jeg kiggede på Jason, jeg vidste at lige nu snakkede han med det andet kobbels alfa, det var sådan en smart ting alfaer kunne. Jeg kiggede på det andet kobbel jeg syntes de var lige bidske nok, de stod og blottede hjørne tænder mod os.

Phil stak tungen ud af munden og savlede, og han lavede en masse underlige ansigter. Jeg grinte med min tankestemme, det samme gjorde Ty.

¤Rolig Phil, du skaber ikke det bedste første hånds indtryk¤ Sagde jeg til ham.

¤Katja det var dem der startede og desuden viser jeg dem bare min utrolige intelligens.¤ Han sendte dem endnu et underligt ansigtsudtryk.

¤Jeg tror ikke du skal spille på intelligens¤ Mig og Ty grinede.

¤Jo katja forstår du ikke, jeg bruger tegnesprog se nu siger jeg til dem de lugter lidt¤ Han lavede et tootalt underligt ansigtudtryk. Mig og Ty var færdige af grin. Det andet kobbel så rigtig fornærmede ud.

¤Kom så det andet kobbel viser os på plads.¤ Det var Jason han var færdig med tale med den anden alfa. Vi fulgte efter den i lunte trav, vi nåede frem til en lysning. Der var vareulve overalt, nogle af dem var i menneskeform resten i ulve. jeg måbede ved synet, Ty skubbede mig videre.

Jason bedte os om at vendte et sted i udkanten af den store lysning og blive i ulveskikkelse. Han gik ned til menneskeskikkelse og gik over til en gruppe mænd der stod og snakkede. Jeg betragtede alle der gik forbi jeg kiggede bag mig ud i skoven, man kunne lige skimte når ulve kom løbende, jeg syntes skoven så dunkel og farlig ud, ikke et sted man  lige havde løst til at holde picnic. 

Jason kom over til os igen. "Katja du føljer med mig, og drenge smut ud og patruljer med de andre, og det er ikke kogt at drille et kobbel der er støre end ens eget" han sendte dem sigende øjne, så det vil sige han havde lagt mærke til Phils små narestrejer over for det andet kobbel før.

Drengene drillede lidt hinanden da de forsvandt ind i skoven. Jeg vendte mig om og fulgte med Jason over til de and andre. Gruppen var blevet støre de havde sat sig på nogle træstammer omkring et bål, der var ikke andre i lysningen udover nogle ulve der holdt øje med skoven.

Jason førte mig  hen til to ledige pladser og han satte sig ved min side. Jeg kiggede rundt på alle de andre, de sad alle og snakkede med hinanden, og lagde ikke mærke til mig. 

"Det her er vareulvenes råd, det består af alfaer fra landet over." Hviskede Jason til mig, jeg kiggede på nogle af deres ansigter, men et af dem kom til at stå printet i mit hoved for altid. Det var et ansigt der så helt malplaceret ud hans øje hang lidt og der var en kæmpe rift ned over hans hoved. Jeg havde aldrig set lignende normalt plejede ulves at hele lige med det samme.Jeg fik næsten ondt af ham.

En mand med et venligt ansigt rejste sig op, alt snak forstummede.

"Hej alle sammen, det er dejligt at se i alle er i god behold" han smillede venligt.

"Som i ved er der kaldt sammen til rådsmøde af en bestemt årsag, nemlig at vampyrene har taget den beslutning at de vil dræbe vores stærkeste alfaer, nemlig dem af det ældste blod" en mumlen brød ud blandt mængden. Jeg fik en klump i halsen.

Manden tyssede på dem. "Det er derfor vi ikke har så mange tilbage af dem, da vi i starten troede det var tilfældigt." Der brød en panisk mumlen ud igen.

"Jeg kan altså ikke komme med de gode nyheder hvis i bliver ved med at snakke." Manden vendte øjne af dem. Der blev stille.

"Det er mig en glæde at kunne fortælle jer at Shila og Seths barn er vendt tilbage til os." Det var mine forældres navne. Nu brød hidtil den største og gladeste mumlen ud. Alle sad og kiggede rundt for at finde et nyt ansigt, jeg gemte mig lidt bag Jason.

"Katja kommer du her op til mig" Jeg kiggede på den venlige mands ansigt, og rejste mig op. Det var som om der var sat et projektør lys mod mig. Jeg rejste mig og gik over til ham, han tog min hånd i begge sine og bøjede hovedet for at hilse,  jeg gjorde det samme.

"Vær hilset Katja, det er mig en glæde enlig at møde dig" jeg smilte til ham. "Dette er Katja, og som i nok alle ved skal dem af blodet vise sig selv i sin sande form, som kriger." Folk udbrød en begejstret mumlen, jeg følte mig svimmel som om jeg kunne kaste op hvert øjeblik det skulle være. Manden gav mig et beskyttende klem på skulderen, det fik mig til at slappe en smule af.

"Katja her er din modstander" En kæmpe hvid ulv trådte ud af skoven, og jeg tror desværre han var med i det kobbel Phil så klogt drillede. Lige nu var jeg igang med nogle indre forbandelser. Hvorfor skal Phil altid gøre sådan noget, nu bliver jeg da helt sikkert tørret ud.    

Jeg trådte ud af  kredsen og stillede mig over for min modstander. den store hvide ulv knorede af mig, den så ret selvtilfreds ud. Jeg skiftede uden videre, nu stod der ikke en lille forsvarsløs pige mere nu stod en kæmpe sort ulv, med gule farlige øjne. Jeg knorede højere og dybere end han havde gjort. og begyndte at gå rundt om ham. Manden snakkede igen.

"Reglerne er enkle, i skal kæmpe til den anden overgiver sig." Publikum stod og stirede som forstenede på mig, jeg kunne ikke forstå hvorfor.

"Begynd!" Råbte manden. Jeg var ikke klar og den hvide ulv sprang frem mod mig, jeg undveg lige. Inden han kunne nå endnu et angreb sprang jeg frem og fik væltet ham omkuld. Han bed ud efter mig, jeg knorede af ham. 

Pludselig sprang han frem og jeg fløj gennem luften til jeg ramte et træ, et øjeblik gik jeg i sort. Men kom hurtig op igen. Hvor kom det lige fra, man kan muligvis komme langt med vrede, men det var jo helt utroligt. Jeg havde måske undervurderet min fjendes styrke.

Han gjorde klar til angreb igen, jeg måtte tænke hurtigt, jeg måtte være min egen alfa, jeg skulle selv bestemme og tage en beslutning. Pludselig var det som om svaret dukkede op i mit hoved, jeg måtte slippe min indre ulv løs. Jeg lukkede øjnene imens det skete, jeg kunne mærke energien løbe ud i mine årer, jeg begyndte at føle mig stærkere. Jeg kunne mærke hvordan, jeg blev støre, mine sanser blev endnu skarpere end før, og jeg kunne hører hvordan publikum gispede da min forvandling var fulendt.

og i det splitte sekund den hvide ulv skulle være løbet ind i mig og væltet mig omkuld, sprang jeg over ham som var det en leg. Han gled flere meter inden han stoppede. Han så ikke så glad ud da han vendte sig om, men det syn der mødte ham var ikke det han forventede, jeg stod og så ned på ham. Mit blik var magtfuldt jeg knorede en flænsende lyd der sagde han skulle give op, og uden videre lagde han sig ned og viste sin ydmyghed som man ville gøre over for sin alfa, men kun sin alfa.

Jeg kiggede på publikum for at se om det var normalt, men de kiggede alle på mig med frygt, beundring og glæde i blikket. Og stille og roligt forvandlede se sig alle til ulve og bukkede for mig, som var jeg deres alfa, og den mest magtfulde. Det forvirrede mig hvad skete der. Det her var ikke normalt det vidste jeg bare.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...