ulve blod (færdig)

Katja mistede sine forældre i en bilulykke da hun var spæd. Hendes tante blev som en mor for hende. Men da Katja og hendes tante flytter ind i et gods de har arvet, begynder der at ske mærkelige ting for Katja. Hvad ville du gøre hvis du fandt ud af at dine forældre ikke døde i en bilulykke, men på grund af hvad de var og hvad du måske er.

55Likes
95Kommentarer
7261Visninger
AA

4. Vampyrene

Jeg lå i min seng og tænkte over dagens begivenheder. Jeg havde følt mig stærk hurtig og hel lige siden jeg kom hjem, efter den første forvandling. Jason havde ladet mig løbe lidt rundt i skoven, eftersom min forvandling var sket bevisdst. Det var jeg glad for. 

Jeg sad og lytede til natens lyde. Jeg kunne høre natens dyr komme frem. En ræv i nærheden komme ud af sin hule. Jeg kunne høre en ugle der tuede mens den fløj rundt over skoven.

Og langt væk kunne jeg høre en ensom ulv der galoperede rundt i skovene omkring byen. Det var Jason. Ham og de andre holdt altid udkig efter potientelle farer. Jeg kunne ikke rigtig forestille mig en fare der var så stor at det kunne skræmme sådan nogle kæmpe ulve, men når der blev snakket om vampryer blev Jason og de andre altid alvorlige og dybt inde i deres øjne kunne en vis vrede skimtes let. Ved den tanke lod jeg søvnen få overtaget.

Næste dag i skolen var ikke så slem, da jeg ankom stod drengene og ventede på mig ved den plads jeg havde holdt på i går. Timerne var heller ikke så slemme, selvom jeg kunne høre stort set alt hvad alle andre på skolen gik og snakkede om, og det var ikke nemt at ignorere. Phil havde i spisepausen kommet bagfra med en frokost pose og sprængt den. Jeg blev så forskrækket over den høje lyd at jeg sprang op af stolen og hvinede. Stort set alle i spisesalen grinede og Phil fik rigtig ondt i armen da jeg gav ham en lammer bagefter, men selv ikke det kunne få ham til at holde op med at grine.

Jeg stod ved min bil klar til at køre hjem da Jason kom.

"Hej Katja, du skal ikke noget i dag vel?"

"Nej det skal jeg ikke. Hvorfor?"

"Fordi som du nok ved patruljere vi i skovområdet, ligesom alle andre kobler gør. Og siden du er en del af koblet nu, syntes jeg at du skal tage med mig på patrulje i dag." Han smilede et glad og selvsikkert smil, som altid.

"Jo jeg skal jo lære at være en ulv ikke. Så jeg kommer. Hva tid?" Jeg kiggede på ham som om det at skulle ud på patrulje var det mest normale i hele verden, men inderst inde glædede jeg mig helt vildt ligesom et barn der skal til at åbne julegaver.

"Oppe i lysningen ligesom i går, kl. 4." Jeg nikkede og satte mig ind i bilen.

Da jeg kom hjem tog jeg en gulerod, min moster kommer først hjem senere og jeg tror jeg kom til at låse det lille uhyrer Hr. Bimlegøj inde på et eller andet værelse i huset.

Der lå en spirende spænding tæt omkring mit hjerte. Jeg glædede mig så meget til min første patrulje. Klokken tyve min. i fire tog jeg afsted. Hvis jeg bare blev i menneskeskikkelse på vej derover ville jeg komme til tiden. Jeg smuttede ud til terrasse døren og gik ned gennem haven til skoven. 

Der var så dejligt herude alle de små dyr der kravlede rundt i krattet, fuglene der sang deres egen sang, og duften af natur. Jeg tog en dyb indånding, der var noget galt en eller anden mærkelig lugt ramte min næse, den syntes bekendt, men jeg kunne ikke placere den. Jeg skiftede til ulveskikkelse. Der var kun fem min. til jeg nåede lysningen.

¤Jason er du der?¤ Spurgte jeg over tankestemmeDer gik lidt tid, desto nærmere jeg kom lysningen desto stærkere blev lugten. Pludselig kunne jeg hører nogen tale, ikke almindelig menneskestemme, men mere hvæsende og dyrisk.

¤Ja Katja jeg står i lysningen, men du skal ikke komme herover!¤ Han lød vred og en smule ophidset på samme tid.

¤Hvorfor? Jeg er lige i nærheden¤ Jeg var forvirret hvorfor måtte jeg ikke komme, det væsen der stod i lysningen kunne da umuligt være farligere end to store ulve, medmindre....

¤Du kan ikke komme fordi lige nu står jeg omringet af tre vampyrer" Sagde han med hans normale lettere komiske stemme.

¤Jammen jeg kan hjælpe¤ Jeg vidste godt jeg lød lidt panisk, men jeg ville hjælpe.

¤Det ved jeg godt, bare vendt på mit signal.¤ Jeg stoppede op mellem træernes skygger. De kunne ikke se mig eller lugte mig da jeg stod bag dem med vinden til min fordel. Jeg lyttede til hvad der skete i lysningen.

"Når ser man det, en ensom ulv, det er ikke hver dag man ser det." Det var en mandlig vampyr der talte.

"Kom nu Vassil det er så lang tid siden vi har fået lov at slå en vareulv ihjel" Det var en mindere kvindelig vampyr der talte, hun havde en hæslig klokkesød stemme, jeg fik kuldegysninger.

"Rolig Madeline" Vassil sendte hende et strængt blik "du må undskylde unge Madelines opførsel." Vampyren smilte et mælkehvidt smil til Jason, hans hugtænder var fremme. Jeg fik lyst til at angribe ham. Jason knorede en advarende lyd til mig og til Vassil. Til mig fordi han havde hørt mine tanker.

"Rolig nu ikke noget med at være uhøflig" Vassil så ud som om han skeldte et lille barn ud. "Du må forstå at vi ikke er kommet her for at snakke ørene af dig, vi er kommet for at drabe dig."Han smilte "Drake, Madeline skil jer af med dette uhyrer."

Det var mit signal, jeg sprang frem og væltede Madeline omkuld, i det øjeblik mit angreb skabte forvirring, angreb Jason Drake.

Madeline slog ud efter mig, jeg undveg. Hun hvæsede af mig hendes øjne lyste af blodtørst og rasseri. Jeg angreb hende igen, hun dækkede ikke hendes skulder og jeg bed fat i den. Hun skreg af smerte og rasseri. Jeg angreb igen, hun væltede omkuld. Jeg lukkede mine kæber om hendes hals. Hendes krop blev slap og jeg gav slip på hende, der flød ikke rødt blod ud af hende, men sølv og det smagte ikke godt. 

Jeg kiggede over på Jason og hans kamp, de to tilbageværende vampyrer kæmpede mod ham. Det var hele tiden på et hængende hår at han blev ramt.

Vassil sneg sig om bag ham, på et sekund var jeg over ham, Det overraskede ham. Han kom på benene lyn hurtigt. jeg ramlede ind i ham igen, vi væltede begge to. Det var ligesom at løbe ind i et bjerg hans hud var som granit. Det var ikke ligesom Madelines hendes hud var hård, men mere som et træ.

Vassil hvæsede af mig, hans øjne var blodrøde. Jeg veg et skridt, hans udstråling var frygtindgydende. Han smilede af min tilbagetrækning, og angreb. Jeg var klar og fik fat i hans skulder han skreg en høj og unaturlig lyd. Han stormede mod mig og slog min skulder. Smerten der fulgte var ikke til at beskrive, det var som om alt sortnede for mine øjne i det jeg hørte mine knogler knuse. Jeg faldt. Vassil benyttede sig af  min svaghed og skule til at angribe igen. Jeg prøvede at komme på benene, men det eneste der kom ud af det var et hjælpeløst klynk.

¤Katja kom nu på benene¤ Det var Jason han lød desperat.

¤Jeg kan ikke min skulder er knust.¤ Jeg kiggede på Vassil igen han gik rundt om mig som et rovdyr der leger med sit bytte. Pludselig lød en flænsende lyd. Og Jason den smukke grå ulv kom som et lyn fra en klar himmel. han stod ved min side og knorede af den nye konkurent.

Vassil kiggede på ligende af sine to følgesvende, han hvæsede af os og vendte sig og løb lynhurtigt ind i skoven.

Jeg peb, Jason vendte sig mod mig, hans store blå ulve øjne lyste af bekymring. Han forvandlede sig til menneske efter et blik i den retning Vassil var løbet. Jeg gjorde det samme. 

Smerten blev ikke mindre i menneskeskikkelse. "Er det kun din skulder der er skadet?" Jeg nikkede. Han fik en bekymret rynke mellem øjenbrynene. 

"Okay Katja det her kommer til at gøre ondt, jeg bliver nød til at sætte din skulder på plads, ellers vokser den forkert sammen, også bliver vi nød til at brække den igen." Jeg kiggede på ham som om det skulle være en joke.

"det mener du ikke." Jeg kiggede bedende på ham, det eneste jeg fik ud af det var et undkylende blik.

"Okay se at få det overstået." han rev en strimmel af hans trøje af og bandt en knude på den, bagefter gav han mig den i munden så jeg havde noget at bide fast i.

Han satte sine hænder på hver side af min skulder og rykkede til, jeg skreg, eller prøvede det var lidt svært med noget i munden. Jeg var helt våd af sved da han var færdig. Det gjorde ondt, jeg følte at hele min side var lam.

"Jeg giver dig en stødte på som du bliver nød til at beholde på i en times tid så vi er sikre på at det vokser rigtig sammen." Han hev sin T-shirt af og tog en pind til at stødte min skulder. Mens han snoede sin T-shirt om min skulder kiggede jeg på hans perfekte krop, hans perfekte mavemuskler og perfekte overarme. jeg fik sådan en lyst til at røre ved ham, følge kroppens linjer....... jeg kiggede væk pinlig berørt over mine tanker om min alfa.

"Godt så er vi færdige, Phil og Ty kommer lige om lidt, jeg sætter dem lige ind i situationen før jeg føljer dig hjem" Jeg ville rejse mig.

"Nej bliv liggende det vil være bedst." han smilede til mig og rejste sig op, jeg kunne høre Phil og ty komme løbende gennem skoven i ulve skikkelser. Jason gik over til dem, jeg kunne hører ophidsede stemmer, men gad ikke fokusere på hvad de sagde jeg følte mig så træt. 

Jason kom over til mig, jeg halv sov, han tog mig i sine arme, jeg puttede mig ind til ham, hans krop var så varm, og hans nærhed føltes så dejlig.

Jeg var ikke rigtig vågen da Jason lagde mig i min seng, jeg ville protestere mod han gik, men jeg var så træt. jeg nåede lige at se ham smile til mig inden jeg gik ud som et lys.

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...