ulve blod (færdig)

Katja mistede sine forældre i en bilulykke da hun var spæd. Hendes tante blev som en mor for hende. Men da Katja og hendes tante flytter ind i et gods de har arvet, begynder der at ske mærkelige ting for Katja. Hvad ville du gøre hvis du fandt ud af at dine forældre ikke døde i en bilulykke, men på grund af hvad de var og hvad du måske er.

55Likes
95Kommentarer
7262Visninger
AA

3. ulv i blodet

Jeg rejste mig op. "Hvad har du gang i tante? Er det dig der har bragt dette uhyrer ind i vores hjem"

Hun tog Hr. Bimlegøj op i armene. "Så Katja tal ordenligt, jeg kørte forbi dyrehandleren i dag og der sad han. Hende der stod i butikken sagde at de gamle ejere bare havde efterladt ham ude foran deres dør."

"Det er da slet ikke svært svært at forstå" sagde jeg mere til mig selv.

Min tante sendte mig onde øjne og de samme gjorde Hr. Bimlegøj.

"Hvad laver du egentlig så tidligt hjemme? Du har da ikke fri endnu"

"Jeg fik det dårligt" Jeg tog mig til hovedet, det dunkede stadig lidt, men det var ikke så slemt mere.

"Når, men så må du hellere gå op og lægge dig." Hun vendte ryggen til mig og gik ind i stuen. Jeg traskede op af trappen. Jeg havde ikke lyst til at gå i seng efter dagens hendelser. Så fik jeg en ide jeg listede nedenunder igen og tog min jakke. Jeg gik ud til terrasse døren der førte ud til haven. Inden jeg gik ud kiggede jeg ned i enden af den store have der hvor haven sluttede og skoven begyndte. Jeg gik stille og roligt kiggede hele tiden ind i skoven.

Lige så snart jeg trådte ind i skoven fik jeg den der følelse af at der var noget eller nogen der betragtede mig igen, men denne gang ignorerede jeg det. Jeg blev ved med at gå, selvom jo længere jeg kom ind i skoven blev følelsen stærkere. jeg vendte mig hurtigt om, der var ikke noget eller det vil sige jeg syntes jeg så noget, men nu var der ikke noget.

Pludselig fik jeg en sådan lyst til at løbe alt hvad jeg kunne. Så jeg spurtede gennem skoven, flere gange var jeg ved at snuble. Så gik det op af, og sådan blev det ved til jeg nåede en lysning. Jeg satte mig ned for at få vejret.

Jeg kunne høre noget løbe, det kom nærmere jeg skyndte mig at rejse mig op. Måske var det en dum ide at skulle til at vandre lige nu. Det kom nærmere, nu kunne jeg skimte det mellem træerne, eller det var ikke bare det, fordi der var flere skygger. Kæmpe store skygger!

De trådte ind i lysningen det var tre kæmpe store ulve jeg havde aldrig set noget lignende. De er kæmpe store. Også lige inden jeg skulle til at besvime var det ikke ulve der stod foran mig, men tre drenge. Jason og to andre, okay nu må jeg da være blevet skør.  

De trådte nærmere. "Hvem er i?" spurgte jeg, Eller hvad er i? tænkte jeg. 

"Okay vi ved du har en masse spørgsmål, hvis du lige vil lægge den der kniv fra dig så skal vi nok forklare det." Sagde Jason. Jeg havde slet ikke lagt mærke til at jeg havde taget kniven op af lommen. Den kniv jeg havde taget lige inden jeg tog afsted. 

Jeg lagde kniven i lommen igen. "Godt nu har jeg gjort hvad i bad om, men hvis i prøver på noget kan jeg trække den lige så hurtigt igen."

"Det forstår vi, det er nok bedst hvis du sætter dig ned" sagde Jason. Jeg satte mig ned i græsset, Jason satte sig lige over for mig med sine to følgesvende ved sin side.

"Godt jeg starter med det grundlæggende, vi er vareulve." Jeg lod den fise ind et øjeblik, men efter alt det mærkelige der var sket i dag var det en god forklaring.

"Okay."

"Og det næste bliver nok lidt indviklet, men prøv at følge med. Du er også en vareulv." Jeg var ved at falde om igen.

"Nej det kan jeg ikke være.... Det er umuligt jeg er aldrig blevet bidt eller noget i den stil."

"Jeg sagde det ville blive indviklet, så lad være med at afbryde mig. Dine forældre var vareulve, de boede herude. I vareulve samfundet lå de højt alle elskede dem. Det var meget trist at høre da de blev dræbt." 

"Du mener i en bilulykke?"

"Nej Katja de blev dræbt af det der jæger alle af vores slags. Vampyrer."

"Hvad!!! Siger du at hvis de ikke var det de var, ville jeg så stadig have forældre." Jeg blev såret dybt indeni det føltes som om et gammelt sår i mit hjerte blev spættet op igen.

"Katja, de kunne ikke gøre for de var hvad de var, jeres familie har altid haft vareulv i blodet din families generation er oldgammel. Din familie var nogle af de første. De stærkeste. Og det har i altid været indtil den nat dine forældre blev dræbt og du forsvandt."

"Jeg forsvandt ikke min moster tog sig af mig."

"Ja dine forældre sendte din moster afsted med dig ingen vidste hvor, og ingen har prøvet at finde dig fordi vi mente det var sikreste hvis vi skulle beholde det ældgamle blod der flyder i dine åre. For hvis vi kunne finde dig ville vampyrene sikkert også hurtigt finde dig, også skulle du leve i flugt resten af dit liv."

"Når du siger vi er det så kun dig og dit kobbel her?"

"Nej. En gang om året mødes en masse alfaer og diskutere sådan nogle problemer eller forsvars tekniker."

"Okay, men nu kommer det store spørgsmål. Hvorfor har jeg aldrig været i ulve skikkelse?"

"Det er fordi normalt når man er født ulv sætter andre ulve din forvandling igang når du er en special alder. Og siden du aldrig har været i nærheden af en vareulv før begyndte din forvandling i timen i dag.

"Hvad!!!" Det rystede mig at tænke på at jeg kunne være blevet en kæmpe ulv inde i et klasseværelse idag.

"Ja jeg må indrømme at jeg blev imponeret over at du holdt det tilbage. Det er der ikke mange der kan første gang."

"Så det vil sige jeg kunne være blevet en ulv midt i timen i dag?"

"Jeps"

"Okay. En sidste ting. Det er da jer der har fulgt efter mig i noget tid ikke?"

"Jo selvfølgelig vi er jo ikke ligefrem uansvarlige, Vi ville da aldrig lade en forvirret pige løbe helt alene rundt i vareulve skikkelse for første gang. Det ville jo være farligt." Jason og de andre drenge grinede en gøende later.

En af drengene rakte mig sin hånd.

"Jeg er Phil, hyggeligt at møde dig" Sagde den ene ulv han havde et par slidte shorts på og en sort t-shirt. Han havde et kønt ansigt og sort hår ligesom Jason.

Ham den anden gav mig også hånden.

"Jeg er Tyson, men bare kald mig Ty," Han havde også et par slidte shorts på og en hvid T-shirt. Hans hår var blond han havde to smilehuller og grønne øjne.

"Hej. Okay aldersidste spørgsmål hvordan kommer jeg i ulve skikkelse?"

"Tro mig det ved du godt bare spørg dig selv" sagde Jason. 

 Hans svar forvirrede mig lidt, men jeg lukkede øjnene og prøvede at koncentrere mig, men der skulle ikke så meget til det var som om ulven bare ventede stille på at jeg lukkede den ud, det var som om mig og ulven smeltede sammen mine knogler faldt fra hinanden, men på en god måde.  Jeg åbnede øjnene igen og kiggede på de andre det føltes så godt som om jeg blev hel inden i. Jeg kiggede ind i de andres øjne, nu var det ikke en lille pige mere de stod og kiggede på, men en kæmpe sort ulv med gule øjne.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...