ulve blod (færdig)

Katja mistede sine forældre i en bilulykke da hun var spæd. Hendes tante blev som en mor for hende. Men da Katja og hendes tante flytter ind i et gods de har arvet, begynder der at ske mærkelige ting for Katja. Hvad ville du gøre hvis du fandt ud af at dine forældre ikke døde i en bilulykke, men på grund af hvad de var og hvad du måske er.

55Likes
95Kommentarer
7252Visninger
AA

10. Flugten

Der blev så stille efter vampyrerne var gået, jeg blev urolig for Jason. Han hang med hovedet, og havde ikke kigget op en eneste gang, efter vamyrerne havde brændt mig. Jeg forstod godt hans situation, som alfa ville man altid beskytte sine kobbel medlemmer, og lige nu var han i en position hvor han ikke kunne beskytte nogen.

" Katja" sagde han pludselig, hans stemme lød svag. " Hvordan har du det?" Jeg syntes det var et underligt spørgsmål, det var i hvertfald ikke lige det jeg havde regnet med han ville sige.

"Jeg har det udmærket" sagde jeg spørgende, det undrede mig stadig.
" jeg ved udmærket godt du ikke har det specialet godt lige nu, men jeg mener er dine kræfter ved at vende tilbage?" Han kiggede for en gangs skyld på mig, men hans blik var så smertefulde at se på at jeg kiggede væk igen.

Jeg mærkede efter ville så godt give ham et svar, der ville lette en smule på hans humør. Jeg kunne føle hvordan styrken i min krop, begyndte at vågne igen. Hvordan mine sanser blev stærkere.
" Jo mine kræfter er ved at vende tilbage" sagde jeg endelig og prøvede at smile til ham.
" Godt prøv at se om du kan få vristet kæderne fri" sagde han, det lød som om hans stemme var ved at vågne igen, som om han endelig kunne se lyset for enden af tunnelen.

Jeg hev først kun prøvede i dem, uden at bruge alt min styrke, men så nom jeg til at tænke på hvad vampyrerne havde gjort ved Jason, og vreden blussede op i mig. Jeg tog tilløb og hev så ned i lænkerne så, noget af loftet faldt ned sammen med enden af håndlænkerne. Jeg smilede triumferende.

Og lige så stille hev jeg begge mine fødder til mig. Der røj også en del af gulvet op. Jeg gned mine håndled og vrikkede lidt med fødderne. Nu hvor jeg var fri af sølvet, og bedøvelsen havde sluppet sit ta i mig. Kumme jeg mærke al min styrke vende tilbage. Jeg trådte hen foran Jason, og som om hans lænkr var lavet af kviste, brækkede jeg dem midt over. Det føltes så godt, at se Jasons lænker falde til jorden.

Jasson stod og gned sine håndled, på samme måde som jeg havde gjort. Han kiggede udskyllende på mig, jeg ville ønske han ville lade være.
" Katja, jeg ved du ikke vil bryde dig om den plan jeg har for flugt, men du bliver nød til at lytte til mig." han kiggede bedende på mig. Jeg nikkede som svar, så slem kunne den da heller ikke være. Så længe vi slap ud.
" Jeg har tænkt på realiteterne, og det ser ikke godt ud. Vi to alene kan ikke storme et helt hus med vampyrer, specialt ikke når der er så mange gamle vampyrer, de har for store kræfter, og for mange kamp færdigheder." Han sukkede," også er der også Lorenzo, han har dræbt flere hundrede af os, gennem årene. Han har dræbt og nedlagt flere byer, af mennesker."

Jeg fik gåsehud af tanken om den, gamle vampyr. Jeg tænkte på da jeg havde kigget ham ind i øjnene, og nu jeg tænkte over det, havde der været noget farligt over dem.
" Okay hvad er din plan så?" jeg kiggede alvorligt på ham.
" Okay, men husk lydt til hvad jeg siger." Han så alvorligt på mig, jeg nikkede, lidt træt af at vendte.
" Jeg distrahere vampyrerne imens løber du ud." Han sagde det i et åndedrag.

Jeg fattede ikke hvad han sagde til at starte med, det var simpelthen ufatteligt, han vidste da godt jeg aldrig kunne efterlade ham her. Aldrig. Jeg rettede mig op.
" Nej, der kommer ikke på tale" sagde jeg stædigt.
" Katja det kan ikke diskuteres" kom det fra Jason.
" Jeg nægter Jason, jeg kan ikke efterlade dig her"
" Katja forhelvede hør nu hvad jeg siger, der er nok det eneste der kan rede dig"
" Jammen hvad så med dig?" prøvede jeg desperat.
" Du er vigtigere for varulvene Katja. Det er dig der er den Udvalgte." Sagde han alvorligt.
" Jason, du ved jeg er den udvalgte, alfaen af blodet. Derfor ved du jeg ikke kan efterlade dig her" også elsker jeg dig, tænkte jeg, men ungik at sige det.
" Katja, det er ikke kun fordi jeg er din alfa at jeg vil have du skal ud, det er fordi jeg elsker dig."

Jeg stivnede ved de ord, mine tanker begyndte at flyve rundt i hovedet på mig. Han elsker mig! En stærk lykke følelse begyndte at vivle rundt i hovedet på mig, et kort sekund troede jeg faktisk jeg ville lette fra jorden. Jeg kiggede ham ind i øjnene, de smukke blå øjne jeg elskede og som kiggede kærligt på mig.

Jeg kastede mig i armene på ham, han lagde armene om mig. De var så stærke, det var så trykt at stå her, jeg hørte til hos Jason. Han holdt sin hånd blidt under min hage, og løftede mit ansigt. Han pressede sine læber blidt mod mine, de var så bløde og varme. Det var så dejligt, der løb kuldegysninger gennem min krop. Hans blide berrøringer.

Jason trådte et skridt tilbage og endte kysset. Jeg var blevet lidt svimmel. Jeg smilede over hele hovedet, det samme gjorde han, men pludselig blev han alvorlig igen.
" Katja. Jeg elsker dig, og derfor bliver du nød til at tage afsted. Jeg klarer mig, men hvis de fanger dig slår de dig ihjel langsomt og smertefulgt." Jeg var fortabt, jeg vidste at jeg ikke kunne hører noget for at få ham til at ombestemme sig, og til sidst ville han bruge sin alfa stemme også ville jeg blive nød til at gøre det aligeveld.
Jeg huskede tilbage på dengang, ved vareulve rådet, hvor jeg havde valgt at beholde Jason som min alfa indtil jeg var klar til at tage min plads. Lige nu ville jeg ønske jeg havde været stærk nok til at tage min plads med det samme.

Jeg kiggede på Jason med et bedende udtryk, bare han ville finde på noget andet.
" Katja jeg er ked af det, men du bliver nød til det. De har brug for dig derude." Jeg fik tåre i øjnene da jeg vidste jeg ville tabe den her diskusion. Han tørede mine tåre væk.
" Det skal nok gå Katja" han prøvede at smile.
"Jeg vil ikke" jamrede jeg. Han aede mig blidt på kinden, jeg holdt hans hånd mod mit ansigt. Han blev alvorlig igen.
" Du skal, du skal løbe ud herfra. Du må ikke stoppe før du er inde for hvores territorium. Du skal dræbe alle vampyrer der vil prøve at stoppe dig, men ellers løb. Og kig dig ikke tilbage." han brugte sin alfa stemme og jeg vidste jeg ikke ville kunne gøre andet, jeg ville ikke kunne trodse ham, han var min alfa.

Jeg kunne se ham få tårer i øjnene. " Og når du har adlydt min ordre er jeg ikke din alfa mere, derfra er du alene, men du må være stærk Katja. Jeg stoler på dig. Og jeg elsker dig." han kyssede mig blidt på munden. Mine øjne var tågede af tåre, jeg blinkede dem væk. Jeg måtte være stærk nu, jeg måtte følge mine ordre også selvom jeg ikke ville.

" Nu går det løs, er du klar?" Spurgte Jason og kiggede på mig, jeg nikkede. Han kiggede længe på mig, jeg vidste at det nok var sidste gang vi ville se hinanden.

Så vendte han sig om og gik over mod døren, lige før han hev ned i håndtaget stoppede han op og kiggede på mig for at sikre sig jeg var klar, jeg nikkede. Han åbnede døren og vi sprang begge ud på gangen, stadig i ulveskikkelse. Underligt nok var der ikke nogen der holdt øje med os, jeg syntes nok lige de vampyrer var en anelse for selvsikre, og det fornærmede mig faktisk en smule at de undervurderede os så meget.

Vi gik ud på gangen den gik til begge sider og var lang, jeg snusede luften ind og fornemmede luft fra gangen mod højre, jeg skævede til Jason og så han også havde opdaget det. Vi bevægede os ned ad gangen, mine sanser arbejdede på højeste og opfangede hver en lyd og bevægelse. Vi gik langsomt fremad.

Der var noget der irriterede mig, det her gik alt for nemt. Og jeg fik ret vi nåede til en trappe, eller vi nåede næsten til trappen, fordi tre vampyrer spærrede vejen. Jeg kunne se de rimelig nye vampyrer.

De spærrede øjnene op et kort sekund da de så os. Jeg kastede mig frem mod dem samtidig nedsat jeg skiftede skikkelse. Og kastede mig mod den første vampyr, ærlig talt havde han ikke en chance. Han var ung uerfaren og faldt hurtigt. Jason havde allerede fået bugt med den anden vampyr, den sidste begyndte at bagge bagud, den skulle lige til at løbe op ad trappen og forsvinde da jeg fik fat i den. Han skreg da jeg bankede ham ned i gulvet og bed halsen over på ham, så sølv blodet begyndte at flyde.

Jason og jeg vekslede blikke, der var for stille. Vi bevægede os stille op ad trappen.

# Husk Katja du løber alt hvad du kan ud, lige så snart vi kommer ud på den anden side af den dør,mdr stopper ikke# sagde Jason med sin ulve stemme. Jeg nikkede som svar.

Jason gik frem mod døren der førte ud af kælderen, han sprang frem og fik ødelagt døren, som faldt til jorden. Som forventet stod der mange vampyrer på den anden side, men også kun mange. Jeg vidste der plejede at være flere, de måtte være ude og jage. Et held for Jason.

Vampyrerne stod i angrebs stilling og var klar til os, de havde openbart hørt os slagte deres artsfælder. Jeg kiggede rundt på dem, de havde ikke rigtig lagt mærke til mig pågrund af jeg stod lidt bag Jason, og min sorte pels gik så godt som i et med skyggerne fra kælderen. De fleste af vampyrerne viste ikke nogen følelser i deres ansigter, undtagen de unge, de så rædselsslagende ud. Det var openbart deres første kamp mod vareulve. Det fik mig til at smile en smule.

Men mere nåede jeg ikke, for i samme øjeblik råbte Jason med sin ulvestemme.
#afted Katja så det nu!# Jeg vidste hvad jeg skulle gøre, og før min hjerne fulgte ordre havde min krop allerede kastet sig frem. Det overraskede de omkringstående vampyrer rigtig meget, de havde aldrig set så stor en ulv, og slet ikke en sort, med ravgule øjne.

Jeg frydede mig lidt iver deres uopmærksomhed, for i samme øjeblik kastede Jason sig frem og gik til angreb på dem. Alle vampyrernes opmærksomhed blev optaget af Jason, der var ikke så mange der fulgte efter mig, undtagen to vampyrer. Jeg vidste jeg skulle løbe og komme på afstand af dem, så jeg løb mod udgangen som Jason havde sagt, hans ordre trak stadig i mig, jeg mig en sidste gang tilbage på den kæmpende varulv. Og hvisker med min ulvestemme.
# farvel# før jeg kastede mig ud af døren, ud i natten.

Jeg løb så hurtigt som jeg aldrig havde løbet før, de to vampyrer som havde fulgt efter mig, faldt længere og længere bagud. Jeg vidste de aldrig ville nå mig.

Jeg løb i flere timer, det var som om jeg vidste hvor jeg skulle løbe hen. Selvom jeg aldrig havde været her. Pludselig nåede en velkendt lugt min næse, en lugt af mit kobbel. Jeg hørte dem før jeg så dem, de kom løbende op på mine flanker.
# Katja er det virkelig dig# spurgte Ty glad.
# Hvad er der sket? Hvor er Jason?# han kiggede rundt som om han kunne finde på at springe frem fra skoven hvert øjeblik det skulle være. Jeg undgik at svarer. Vi nåede til den lysning, hvor mig og Jason havde kæmpet mod de tre vampyrer.

Mit hjerte gjorde fysisk ondt nu, jeg faldt sammen på jorden. Og skiftede til menneskeskikkelse, og lå bare der og vred mig, det her var tusind gange værere end vampyr brændedimsen. Det sidste jeg så før mørket lukkede sig om mig var Tys bekymrede ansigt da han kaldte på mig. Og Phils ulve ansigt.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...