ulve blod (færdig)

Katja mistede sine forældre i en bilulykke da hun var spæd. Hendes tante blev som en mor for hende. Men da Katja og hendes tante flytter ind i et gods de har arvet, begynder der at ske mærkelige ting for Katja. Hvad ville du gøre hvis du fandt ud af at dine forældre ikke døde i en bilulykke, men på grund af hvad de var og hvad du måske er.

56Likes
95Kommentarer
7532Visninger
AA

9. Fanget

Mit hoved dunkede, hele min krop føltes som en stor sten, mine øjenlåg var tunge som bly. Hvad sker der? Hvor er jeg? Mine tanker vivlede formålsløst rundt i hovedet på mig. Så kom jeg i tanke om det, den ensomme ulv, kampen mod vampyrerne og Jasons smerteshyl. Jason. Hvor er han? Hvad har vampyrerne gjort ved ham? Jeg prøvede at få lirket øjnene op, det gik langsomt, men tilsidst lykedes det. Jeg kiggede rundt, mine hænder og fødder var lænket fast til gulv og loft med nogle tunge lænker. Jeg begyndte at hive i dem for at komme fri, de rokkede sig ikke. Jeg følte mig svag, min krop var så tung.

Jeg opgav kampen med lænkerne, for at undersøge stedet. Det lignede en kælder, eller et rum i en meget stor kælder. Der lugtede jordslået, og luften var en smule fugtig. Hvilket bekræftede min mistanke om at vi var under jorden.

Jeg måtte bare finde Jason, hvad kunne vampyrerne ikke finde på at gøre ved ham? Mit hjerte begyndte at galopere afsted, hvad nu hvis jeg ikke fandt ham i tide. Pludselig hørte jeg et gisp, jeg blev forskrækket og kiggede i retning af lyden. Der ikke så langt fra min side, stod Jason spændt fast på samme måde som mig. Jeg blev lettet, mine sanser var åbenbart ikke på det højeste lige nu siden jeg ikke havde opdaget ham.

"Jason. Jason!" Kaldte jeg, jeg var stadig bekymret for ham. Han var stadig bevidstløs. Jeg blev nød til at komme over til ham, hjælpe ham, befri ham. Han var min afla, han ville vide hvad vi skulle gøre, som han altid gjorde. Jeg har brug for ham ikke kun fordi han er min alfa, men fordi jeg elsker ham.

Jeg fik et chok da jeg indrømmede over for mig selv at jeg elsker ham. Jeg begyndte at rive og flå i mine lænker, jeg måtte over til ham, nu!

"Rolig Katja spar på kræfterne." jeg fik et chok da jeg hørte den, dejlige bløde og rolige stemme, den stemme jeg længtes så meget efter. Jeg vendte hovedet, og så Jasons dejlige og beroligende smil.
" Jason" kvækkede jeg. Han smilede.
" Hej Katja. Unskyld." sagde han og smilet forsvandt og han fik et sørgmodigt ansigtudtryk.
" Unskyld jeg fik dig rodet ud i alt dette" han sænkede blikket, jeg fik løst til at holde om ham at trøste ham og sige det hele nok skulle gå.
" Jason det var ikke din skyld, og jeg havde for alt i verdenen ikke ville i undgå det, den ulv havde brug for hvores hjælp" jeg tænkte tilbage på den ensomme ulv, og vilken forfatning den var i. Han nikkede og forstod. Vi var stille lidt.

" Okay noget der har signeret mig længe, hvorfor er vi så svage?" Spurgte jeg.
" De har pumpet os med bedøvelse, for at holde os under kontrol, mens de transporterede os herover og spændte os fast." jeg nikkede for at vise jeg forstod.
"De regner ikke med at nogen af os kan komme fri, det er jo sølv kæder." jeg stivnede da han sagde sølv, det mente han da ikke, jeg troede det var en myte med at vareulve ikke kan tåle sølv, og jeg er enda en.
" hvad mener du med at det er sølv kæder?" jeg kiggede mistroisk på ham.
" jeg mener at de gør fandens ondt, for almindelige vareulve at bevæge sig for meget med sådan nogle på." Han skar ansigt.

Altså jeg havde da godt bemærket at, det sve lidt når jeg bevægede mig med dem på, men jeg troede bare det var pågrund af jeg havde skåret hul af alt den rykken og sliden jeg havde udsat lænkerne for.
" jeg kan altså ikke rigtig mærke det" sagde jeg usikkert.
" nej, men jeg sagde jo også almindelige vareulve" han smilede varmt til mig.
" Okay jeg har en plan når......." han standsede brat da der lød skridt ude for døren de førte ind til rummet.

Håndtaget blev rykket ned og ind strømmede det med en masse vampyrer, de stillede sig op ude langs væggen i ly af skyggerne. Til sidst trådte to vampyrer ind, de føltes anderledes. Jeg kiggede op på den der gik forrest. Han var høj, havde et smukt og glat ansigt, nogle øjne der var grå og matte. Jeg opdagede at de var på vej direkte mod os, der stod i midten af rummet.

Jeg knorrede sagte, han stoppede op en meter fra os, hvilket jeg syntes var alt for tæt på.
" Velkommen gæster." Han smilede varmt, eller han lavede en parodi på et varmt smil.
" jeg er glad for i ville gøre os selskab" jeg udstødte et fnys ved de ord. Men han fortsatte uanfægtet. " Mit navn er Lorenzo" det gav et lille gip i Jason da han sagde sit navn. Lorenzo gik hen foran Jason.
" jeg ser man kender mit navn?" han kiggede spørgende på Jason, Jason nikkede nærmest ikke til at se. " Godt godt så må du da også kende til nogle af mine bedrifter." Dette var ikke et spørgsmål med en konstatering, Jasons hoved røj pludselig op, og det fjendtlige udtryk var ikke til at tage fejl af. " Ja sådan ser nogle jo på det" sagde Lorenzo da han så Jasons ansigts udtryk, og smilede et skinnede hvidt smil så man kunne se hans hugtænder.
" Når, men nu synte jeg vi har hygge snakket nok. Som i nok har regnet ud, har jeg ikke ført jer hertil for sjov. Jeg vil have nogle informationer, som ingen andre end vareulve kan give mig." han kiggede sigende på os, for ligesom at konstantere at han ikke brudte sig om det, og meget hellere ville slå os ihjel.
"jeg vil vide hvor i gemmer, alfaen af blodet. Den udvalgt." Det var lige før det gav et gip i mig, men jeg holdt det tilbage. Han vidste ikke hvem jeg var, det var lige før jeg grinede ham op i fjæset, men jeg beherskede mig.

" Jeg vil nødig, bruge drastiske midler for at i kommer til at snakke, så jeg giver jer en chance nu for at tale friviligt." Han kiggede på os, det så endnlig ikke ud som om han forventede i ville snakke.
" Ja jeg er ked af det" han vinkede nogle af vampyrerne frem ude fra væggen, de bar på det eller andet, det lignede sådan en man brugte til at brændemærke heste med, men denne gang var mærket helt skindende sølv.

Lorenzo tog imod brandemærke dimsen. "Jeg tror vi starter med dig." Han stillede sig foran Jason. Jeg så til med opspilede øjne, da dimsen nærmede sig Jasons overarm. Da den ramte begyndte huden nærmest at ætse, og det røj en smule, Jason bed tænderne sammen og vred sig. Jeg vidste at det der sølv var meget værere end det på håndjernene. Han gjorde det et par gange, men Jason var stærk, og der kom ikke det ønskede resultat.
" Du er stærk ulve dreng" hvæssede han " men lad os se hvor stærk du er når det går ud over din lille veninde" han smilede et grumt smil. Jasson kiggede forfærdet på ham, " nej, lad være!" sagde han, " Vil du ikke nok" han lød bønfaldende.
"Stille" sagde han og gik over til mig.
" Hej smukke, du må virkelig undskylde det jeg komme til at gøre nu" han smilede. Og tog den grusomme tingest oppe, og pressede den mod min arm. Jeg kunne mærke den sydende smerte der bredte sig rundt om sølvet. Jeg ville skrige, men så kom jeg til at tænke på Jason. Han havde sagt at det gjorde hundrede gange mere ondt på almindelige vareulve så hvis det gjorde så ondt på mig ville det havde været ulideligt for Jasson, og alligevel havde han været så stærk.

Med Jasson i tankerne, bed jeg tænderne sammen og undslap ikke en lyd, jeg vred mig kun en smule. Lorenzo blev frustreret han havde udset mig som den svageste.
" Det her er ikke slut, jeg vil pine jer til i til sidst ligner aske." Hvæssede han, og lynhurtigt vendte han om og stormede ud af rummet, stille og roligt bevægede de andre vampyrer sig ud, de sendte os, alle sammen hadefulde blikke. Da den sidste vampyr var ude, lukkedes døren og alt blev stille.




JEG HAR VALGT AT GÅ NED TIL EN STØRELSE MINDRERE I SKRIFT HÅBER DET IKKE GØR NOGET:);)
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...