ulve blod (færdig)

Katja mistede sine forældre i en bilulykke da hun var spæd. Hendes tante blev som en mor for hende. Men da Katja og hendes tante flytter ind i et gods de har arvet, begynder der at ske mærkelige ting for Katja. Hvad ville du gøre hvis du fandt ud af at dine forældre ikke døde i en bilulykke, men på grund af hvad de var og hvad du måske er.

56Likes
95Kommentarer
7407Visninger
AA

8. Den ensomme ulv

Jeg vågnede tidligt om søndagen. Det er dejligt allerede at skal ud på den første opgave, gad vide hvordan en ensom ulv opfører sig i forhold til almindelige kobbel ulve, måske er de mere aggressive. Jeg håber virkelig at jeg ikke dummer mig det ville være så pinligt.

Jeg kunne hører Jason kalde mig inde fra skoven, jeg smuttede hurtigt neden under og ud af døren. Jeg skiftede til ulveskikkelse i skovbrynet.

¤Godmorgen Jason¤ Vi løb side om side.

¤Godmorgen, glæder du dig til din første opgave?¤ Jeg kunne se han kiggede på mig ud af øjenkrogen.

¤Ja det bliver da interessant¤ Jeg kunne mærke hvor anspændt jeg var.

¤Ja, men bare rolig jeg er sikker på det nok skal gå¤ han skubbede mig opmuntrende til skulderen, med snuden. 

Vi løb resten af vejen i stilhed, en dejlig stilhed. Der var så roligt og dejligt i skoven, skoven føltes efterhånden som et andet hjem, et hjem hvor alle kan gå og være, hvor der er plads til alle. pludselig stødte vi på sporet, det var tydeligt at det var en ensom ulv, den havde ligesom en anden slags lugt, som jeg ikke rigtig kan forklare.

Jeg kiggede på Jason, han havde også opfanget ulvens spor. Vi nåede til et sted hvor ulvens duftspor førte begge veje, et par førte dybere ned i skoven og et andet førte længere op af bjerget. ¤ Hvad sker der her hvorfor deler sporet sig?¤ Spurgte jeg Jason om.

Hans ulve ansigt lyste også selv af forvirring. ¤Jeg ved det ikke Katja, men du kan tage sporet der fører op ad bjerget så tager jeg det andet.¤ Jeg nikkede og begyndte at løbe modsat Jason, Jeg var ikke vild med at vi skulle skilles, jeg følte ikke rigtig det var sikkert. Men det var sikkert bare mig, vi ville jo begge to kunne klarer en ensom ulv.

Jeg fulgte sporet længere og længere op ad bjerget, det blev ikke rigtig stærkere, men heller ikke svagere. Længere fremme kunne jeg ane en lysning, det ar der duftsporet førte hen. Jeg gik ned i angrebs stilling og sneg mig frem.

Jeg gemte mig i skyggen fra træerne, jeg kunne skimte et eller andet i lysningen, men jeg vidste bare ikke hvad. Jeg smuttede tættere på. Også kunne jeg se det, og lugte det for den sags skyld. Det var den ensomme ulv, den lå bare der på siden, dødeligt sårret. Det gav et stik i mit hjerte, det var som om noget lige var boret der ind, da jeg så det. For som alfa over alle ulvene, var det her ligesom at se en del af sig selv halv død. Den ulv var en del af min flok, og sådan der skulle den ikke have det, jeg følte det som om det var min skyld den havde det sådan, jeg skulle havde været her.

Jeg løb hurtigt over til ulven, den blødte stadig. ¤Hallo er du der¤ prøvede jeg med min tankestemme.

¤Hvem der¤ lød der svagt for den anden ende. Jeg følte mig lettet over ulven ikke var død.

¤Jeg skal nok hjælpe dig.¤ Jeg slikkede det åbne sorg, som kobler gør med hinanden, hvis de er sårede og det ikke heler. 

Den sårede ulv åbnede sine øjne, og fokuserede på mig. ¤Du er ligesom mig¤ sagde han.

¤Ja, det er jeg vi skal nok forklarer dig det hele på vej hjem.¤ Jeg smilede til ham.

¤Ne..nej, de kommer efter os, de sagde der ville komme nogen og rede mig, de sagde at de ville dræbe os. De kommer.¤ Hans øjne begyndte at kigge forvirret og søgende rundt i skoven.

¤Hvem kommer?¤ Jeg begyndte at føle mig bange og urolig.

¤Undskyld, jeg kunne ikke gøre for det, de sårede mig, jeg ville ikke have nogen skulle komme noget til, jeg prøvede virkelig at stoppe dem.¤ Jeg blev bange.

¤ Hvem. Hvem er De.¤ Spurgte jeg med min alfa stemme, så han blev nød til at svare på mit spørgsmål.

¤Blodsugerne.¤ Spyttede han ud med had i stemmen. Jeg stivnede, det hele havde været en fælde.

¤Jason. Jason¤ jeg prøvede desperat at få fat på ham, men han svarede ikke.

¤Vi må skynde os kom så.¤ Jeg kiggede på den anden ulv, han kom på benene. Jeg vidste han ville følge mig overalt lige nu, selvom han var træt efter hans krop skulle hele.

Vi løb ned af bjerget, det skulle gå stærkt, vi kom tættere på der hvor Jason løb hen, og lukten af vampyrer skar i næsen. Jeg vidste de var tæt på og at de var mange.

Vi kom galoperende ind i en lysning, jeg stoppede straks op, jeg vidste noget var galt. Det var for stille, fuglene sang ikke mere. Det var som om hele skoven blev stille. 

Jeg opfangede deres lugt før jeg så dem, vampyrerne stormede ud fra træerne og omringede os, fra alle sider. De stoppede i en cirkel om os, jeg stillede mig i angrebs position og knorede advarende af dem. Den anden ulv stillede sig med ryggen til mig og gjorde det samme.

Vampyrerne hvæsede og angreb. Med mine alfa kræfter bed jeg hurtigt hovedet af den første vampyr, der angreb. Andre fulgte hurtigt trop. Jeg skyndte mig at angribe igen, det var fire mod en og alligevel fik de kun meget få slag ind, og til sidst havde jeg bidt hovedet af dem alle.

Jeg vendte mig om, den anden ulv klarede det ikke lige så godt, den bed og nappede ud efter dem, men den vidste ikke rigtig hvordan man sloges med vampyrene. Jeg sprang ind foran og kom med et slags brøl af en art. Og vampyrerne trådte tilbage, jeg begyndte et bakke mens jeg samtidig skubbede  til den anden ulv. ¤ Når jeg siger nu vender du dig om og føljer mit spor, du vil nå til et hus eller en anden skov, og der vil du møde nogen fra mit kobbel, du skal forvandle dig til menneske og forklarer dem situationen, bed dem om at få fat på forstærkninger.¤ Han skulle til at protestere. ¤Det er en ordre, og du må på ingen måde stoppe op før du er nået frem lige meget hvad. Ellers vil du ikke være beskyttet.¤ 

Jeg vendte opmærksomheden mod vampyrerne igen og knorede højt og tydeligt. De hvæsede tilbage og begyndte at gå frem ad. Vi nåede skovbrynet. ¤ Nu!¤ Råbte jeg med min tankestemme til ulven. Uden tøven vendte han om og spurtede ind i skoven. Jeg kastede mig frem mod vampyrerne. Og angreb, jeg bed fra mig og de veg tilbage, bortset fra en der åbenbart ville være modig. Jeg kastede mig over ham og han ræv mig på benet, det begyndte at bløde, der undslap et klynk fra mig. Mine øjne så rødt nu, og jeg bed hovedet af ham. Da jeg vendte mig om mod de andre, dryppede der stadig sølvagtigt stads fra min mund.

De andre vampyrer veg hurtigt tilbage, jeg vidste jeg var ved at få overtaget, da jeg hørte det, et hjerte skærende hyl der kom fra Jason et sted ikke så langt derfra. Jeg kiggede mod lyden, og i det øjeblik min opmærksomhed var fanget af noget andet, sprang vampyrerne på mig. Jeg mærkede noget hårdt mod nakken og alt blev sort.  

     

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...