ulve blod (færdig)

Katja mistede sine forældre i en bilulykke da hun var spæd. Hendes tante blev som en mor for hende. Men da Katja og hendes tante flytter ind i et gods de har arvet, begynder der at ske mærkelige ting for Katja. Hvad ville du gøre hvis du fandt ud af at dine forældre ikke døde i en bilulykke, men på grund af hvad de var og hvad du måske er.

56Likes
95Kommentarer
7423Visninger
AA

6. Alfa

Jeg gik tilbage til menneskeskikkelse og betragtede alle de andre, ligeså stille begyndte alle at komme tilbage til meneskeform. Jeg følte mig skidt tilpas, hvad var det enlig lige der var sket? Sådan skulle det ikke gå. Jeg var så forvirret, jeg fandt Jasons ansigt i mængden det lyste af glæde, og triumf. 

Jeg gik langsomt hen til manden igen. Han kiggede på mig med en dyb respekt. "Det må være på tide at jeg præsentere mig selv, mit navn er Michael. Det er mig en stor ære at møde en af det  ældste og stærkeste blod." Han måtte kunne at spørgsmålene stod som skrevet i mit ansigt. Han grinte let.

"Jeg må hellere give dig en forklaring." Vi satte os over til bålstedet igen.

"Du er den stærkeste af alle vareulve uden undtagelser. Sådan nogle som dig bliver født hver tusinde år når der er en kamp mellem vampyrer og vareulve nært forestående, din slags er altid sorte med gule øjne, det er der ingen andre der er, derfor overraskede det os meget at se dig som er vokset op blandt almindelige mennesker, komme her. Det var ikke lige det vi havde forventet da Jason gav os besked om en af det ældste blod var vendt tilbage til os. Det vil også sige at du er alfa over alle alfaer og vareulve." Han gav mig en pause after den information. Jeg var bange, jeg havde aldrig i min vildeste fantasi troet at jeg kunne være alfa ikke engang over et lille kobbel. Selvom den følelse jeg fik før da jeg kæmpede mod den hvide ulv, var underlig, men så alligevel så naturlig. Jeg havde følt det som om jeg enlig gjorde det jeg var født til. 

"Jamme jeg kan ikke være alfa, jeg ved ikke engang hvordanman styrer et kobbel eller tar de rigtige beslutninger." Jeg lød panisk. 

"Rolig Katja, du er født til at være alfa dine forældre var alfaer, og alle dine forfædre. Du er bare den eneste der er alfa over noget stører." Han lagde sin hånd på min arm.

"Jammen hvorfor har jeg aldrig været i den form af min ulv før hvorfor har jeg aldrig været så stor og stærk, det må da vidne om at det sikkert bare var held." jeg vidste godt det var en rådden forklaring og jeg sikkert ikke kunne komme uden om.

"Du har aldrig været i den form fordi du aldrig har ladet din ulv forvandle sig helt." Han smilede til mig. Jeg satte mit hoved ned mellem benene, mit liv var blevet helt vildt roddet siden jeg kom til det forbandede gods. Hvis man lige skruede tiden tilbage var jeg bare helt almindelige Katja der boede hos sin moster på et gods de havde arvet. Også i slutningen af ugen er Katja lige pludselig blevet til vareulven der er alfa over alle andre vareulve plus hun skal deltage i en eller anden vampyr krig, hvor alle sikkert havde helt vildt store forventninger.

Mit liv var totalt kaotisk jeg ville bare gerne væk nu væk fra det hele. Pludselig stod Jason ved min side.

"Jeg tror Katja skal tage ud til resten af kobbel medlemmerne nu ikke Michael?" Han sendte Michael et sigende blik og lavede en hoved bevægelse mod mig for ligesom at vise jeg ikke kunne klarer mere lige nu. Han nikkede forstående. Jeg rejste mig op overasket over jeg kunne, Og gik folk flyttede sig for mig og deres øjne lyste af respekt de smilede opmuntrende til mig.

Jeg skyndte mig hen til skovens kant og forvandlede mig, jeg kunne mærke hvordan energien spredte sig til hele min krop igen, jeg var velvidende om at min ulv ikke ville tilbage til sin gamle svagere facon igen. Jeg løb i en eller anden retning ved ikke hvad for en, men til sidst endte jeg i en lysning hvor Ty og Phil sad med nogle andre i menneskeskikkelse og snakkede. Da jeg trådte ind i lysningen stoppede alt snak brat. 

Ved synet af mig sprang flere af dem op og forvanlede sig, de havde ikke forventet en ulv der så så stor ud træde ind i lysningen. Jeg behøvede kun at kigge på dem med et advarende blik før de faldt tilbage.

"Katja er det dig?" Phil kom gående hen til mig og kneb øjnene sammen, jeg knorede af ham.

"Jeps det er hende" Sagde han, "hvad gjorde de enlig ved dig?" Jeg vidste at jeg blev nød til at forklarer. Så jeg skiftede til menneskeskikkelse og satte mig sammen med dem og de andre. Da jeg var færdig kiggede de alle sammen på mig nogle med medlidende miner andre med respekt. Også var der Phil og Ty, De kiggede på mig med miner der så ud til de lige havde set en superhelt eller noget lignende.

"Det er da for cool Katja" sagde Ty og Phil nikkede ivrigt.

"Så du fik altså givet ham der den iriterrende en røvful og fik alle alfaerne til at bukke." Kunne ikke begribe deres iver engang imellem ville det altså være rart hvis de tog ting lidt mere alvorligt.

"Ja det gjorde jeg" jeg vendte øjne af dem. De andre kobbel medlemmer sad bare og lyttede til hvad der blev sagt og grinede når Phil eller Ty sagde noget sjovt. Hyggede os faktisk, det gjorde mig lidt mindre anspændt og mit hoved kom i lidt bedre orden. 

Jeg kunne hører nogle ulve nærme sig det samme kunne de andre, de sagde forvel og smuttede i ulveskikkelse. Da alle var gået kom Jason. Jeg skyndte mig hen til ham han havde det største smil på læberne.

"Hvaså, hvad skete der?" Spurgte jeg.

"Råddet og jeg blev enige om at du skal være alfa, men jeg skal styrer koblet til du er klar." Jeg nikkede det var som om en stor sten blev lettet fra mit hjerte.

"Og der er en anden ting, det er fordi nogle gange kommer der ulve uden kobbel en ensom ulv. Og for at vampyrene ikke dræber dem er det vigtigt at de er en dal af et kobbel, men det er lidt svært at snakke med de folk fordi de ikke vil lytte i menneskeform, og når de er i ulveform kan vi ikke snakke med dem. Og nogle gange udvikler det sig så meget et der er nogen der bliver dræbt eller hårdt såret. Og siden du kan snakke med alle ulve selv dem uden for dit kobbel, kan du forhindre sådan nogle sammenstød sker." Han kiggede forventningsfuldt på mig. Jeg tænkte lidt over betingelserne, men det lød meget fornuftigt.

"Det vil jeg gerne gå med til, men jeg har en betingelse" jeg kiggede på ham.

"Ja og hvad er det så?" Han lød mistænksom.

"At vi tar hjem nu og får noget at spise for jeg er mega sulten" han smilede og vi skiftede til ulveskikkelse og satte kursen hjemad.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...