One Direction - Når en ven kommer for nær 2

Så er toeren her!
Efter de mange problemer for drengene og Line, er Line flyttet hjem igen. Hun skal prøve at leve et helt normalt liv. I mellemtiden starter en ny dreng i hendes klasse i skolen, som Line finder interessant. Men hvor interessant? Ingen af drengene ringer til hende, og ikke engang Eleanor ringer. Da hun tror der er noget galt, prøver hun at opsøge dem. Det bliver svært for hende at leve det helt normale teenager liv, passe sin skole, og samtidig med lede efter One Direction drengene. Hvad gør hun hvis hun finder dem, og de ikke kan kende hende? ...

47Likes
53Kommentarer
6329Visninger
AA

17. Kendt, eller ...

Sidst: Det hele er bare skuespil. De kan i virkeligheden godt huske mig, men de vil måske helst glemme mig? Jeg ved ikke hvorfor de dog vil glemme mig, men jeg har fået en lille glæde dybt i mit hjerte. Jeg ved en ting om Liam. HAN KAN HUSKE MIG!

Nu:

 

Jeg ser på de mange tårer, som jeg en efter en tørrer væk med min pegefinger. Han kan virkeligt huske mig! Sikke en lettelse!

"Liam, du kommer til at klare det, okay? Vi siger bare til dem, at de godt må huske mig nu. Nu ved jeg det jo!" siger jeg hurtigt, og fortsætter endnu engang mod døren.

"NEJ!" råber han pludseligt. Nej? Hvorfor nej!? "Nej Line... Du kan ikke ..."

"Hvorfor?" jeg kigger undrende mod ham. Vil han for fanden da ikke gøre mig glad?! AT FÅ DEM TIL AT HUSKE KAN JO ÆNDRE ALT! Men uden han når at svare, åbner jeg døren, og fortsætter igen mod de andre fire.

Jeg hoster et par gange for at få opmærksomheden, og kigger så mod dem alle. "Liam har sagt det, så i kan godt huske mig nu!" jeg smiler for mig selv. Tilfreds med mit mål. Jeg regner med at alt er ovre nu!

Jeg mærker en hånd tage min. "Hvad snakker du og søde?" Harry rejser sig hurtigt op, og kigger mig dybt i øjnene.

"Jeg snakker om, Harry, at nu kan i huske igen. Liam har sagt at i bare har en facade. Det hele er skuespil." Igen smiler jeg.

"Hør her, søde, det er rigtigt nok. Vi kender dig ..." Hans ord får mig til at sitre af glæde, i hele min krop. Det er ovre! "Så derfor ..." ender han sin sætning, og læner sig frem mod mig. Da jeg prøver at trække mig fra, holder han mig fast. Han kysser mine læber, og slipper mig endelig.

"HARRY FOR POKKER, JEG ER JO SAMMEN MED NIALL!" råber jeg op. Han ved det jo godt. Han kender mig jo! Gør han ikke? "Er du det?" han begynder at grine.

"Ja, er du det?!" griner Niall med.

De ser hånende på mig, mens jeg bare står der. Jeg kryber sammen. Hvorfor er de sådan? SÅDAN ER DE IKKE?!

I samme øjeblik, skynder Aaron sig hen til mig. Han holder om mig. Jeg har ikke lagt mærke til det før nu ... jeg græder! Aaron trøster og trøster. Kysser blidt min kind. Holder mine hænder. Ager mig på ryggen. Det er så betryggende ..

Jeg hører en dør gå op, og ser Liam gå ud. Han vinker mig hen mod ham, så jeg gør mig roligt fri af Aaron, og går mod Liam, som lukker døren efter os.

"Line det er ikke som du tror ... De kan ikke huske dig.." starter han.

"Nå tror du alligevel ikke det?!" giver jeg ham koldt igen. Jeg genoplever hele scenen flere gange i hovedet.

"Jamen ... Der er en grund til det.."

"Fortæl?"

"Altså, da vi var kommet hjem, aftalte vi, at vi skulle glemme dig. De skyndte sig at finde en hypnotisør, så de kunne glemme alt om dig. Men jeg ville ikke. Jeg sagde at jeg var behandlet, men jeg kunne ikke..."

"HEY ... Hør lige. Siger du, at de ligefrem brugte penge på at glemme mig? Og at du ville huske mig?"

Jeg ser ham nikke. Han begynder at kigge rundt i rummet. Endnu en tåre triller ned fra hans kind. Men jeg når ikke at fange den, før han griber mig hånd. Han fanger også den anden. Trækker mig mod ham. Trækker vejret hurtigere, men får så ro på, så det bliver dybere. Lige inden det stopper helt. Ikke fordi han besvimer eller noget ... Men det stopper, ... på grund af vores kys!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...