Adopted?! - {1D}

Den 15 årige Charlie, også kaldet Angel. Stak af hjemmefra som 13-årig, Og har boet hos pusheren Sam siden, Hun har dog aldrig rørt stoffer. Men hvad sker der når hun en dag for råd til at komme væk? Og kan hun holde en kostskole i England ud? Og hvad med de fem drenge der pludselig dukker op? ( Dette er mit bud på One Direction konkurrencen. )

34Likes
46Kommentarer
3794Visninger
AA

9. Gravity. ( Zayn's synsvinkel. )

Gravity - Jason Chen.

 

Zayn's synsvinkel.

 

Der var gået en uge siden Harry havde 'stjålet' Charlie. En uge. En hel uge uden min engel.. Jeg havde aldrig regnet med at jeg ville blive forelsket i en så hurtigt, som jeg var blevet i Charlie. Men sanheden er  - At hun er helt igennem perfekt. Fra måden hun bider sig i læben på, og gemmer sit ansigt væk når hun bliver genert, eller hendes grin. Et stille smil kom frem på mine læber. Det første ægte smil i et par dage. Scenen, hvor Harry hev hende ind i bilen, genspillede sig for mig igen, og igen. 

Ingen af drengene havde hørt fra ham, eller Charlie. Selv ikke Louis kunne få fat i ham. Jeg var stadig vred, forfædelig vred. På mig selv, og på ham.  Jeg havde aldrig troet at en pige ville skille os ad. For en måned siden ville det ha' været helt.. uvirkeligt.

Drengene havde opgivet at få mig ud, Efter de mange skænderier vi efterhånden havde fået, når de sagde at hun var okay. Hun var ikke okay! Hun var fanget, og ventede bare på at jeg ville rede hende. Problemet var, at det her ikke er en eventyr film. Ikke helt. Hun er den smukke prinsesse. Harry er slottet der holder hende tilbage. Men jeg er ikke helten der befrier hende. Jeg er ham der sidder tilbage, med et knust hjerte..

Endnu engang rettede jeg blikket mod det kolde landskab, som en gang var vores varme have. Regnen havde sat sine spor, i stor stil. Græsset var fladt og mørkt, og træerne hang med grenene. De tykke skyer dækkede for solen. Mørkt, Trist og koldt. Suk.

 

Mine fingre strøj igennem det fedtede sorte hår. Drengen i spejlet, lignede ikke mig. Der sorte hår, lå fladt ned af mit hovede, og mine øjne var røde. De store sorte rander under øjnene, afslørede den manglende søvn. Charlie var kostant i mine tanker, og jeg ville ikke sove, hvis hun nu kom hjem. Hjem.. Hun boede jo egentlig på kostskolen. Igår havde jeg hørt Liam tale med Mrs. Wilton.

Måske skulle jeg tage et bad? Mit hovedet gjorde ondt, som bare fanden, og savnet til Charlie, gjorde det ikke bedre.

 

***

Vores koncerter for den næste måned, var aflyst. Ingen ville såre vores fans, det var absolut det sidste vi ville. Men uden Harry, kunne vi ikke. Ikke at jeg ville tale med ham lige foreløbig, Jeg fattede ikke hvad der gik af ham, overhovedet. Eller mig for den sags skyld.

" Zayn! " Liam's råb, nærmest hev mig ud af mine tanker. Jeg lod mig langsomt komme op fra min plads, imellem dynerne i min seng, og gik mod køkkenet. Drengenes blikke hvilede på mig, da jeg kom ind. " Zayn. " Alt inde i mig stivnede da jeg hørte Charlie's rystende stemme, og jeg rettede blikket mod den hvide Iphone der lå på køkkenbordet. " Charlie?.. " Jeg kunne mærke Louis' bekymrede blik i min ryg, da jeg tog telefonen op, og slog medhør fra. "Åh gud.. Jeg savner dig så meget! Jeg ved ikke hvor vi er.. Jeg.. " Et højt snøft kom fra hende, hvilket fik tårrene til at presse på. " Hvordan ser det ud? " Dumt spørgsmål. Hvis jeg kendte Liam ret, havde han allerede spurgt. " Jeg ved det ikke! D-Der er en skov.. Og man kan høre vandet.. " Endnu et snøft, efterfulgt af et hulk, fik en tårer til at slippe fri.

" Jeg er bange Zayn.. " Hendes stemme lød desperat, og alligevel tilbageholdene. " Passer han på dig? " Spørgsmålet havde passeret mine tanker en masse gange, jeg blev nødt til at få svar. Jeg kunne svagt ane et 'ja' fra hende, og så et gisp. " Harry, lad mig tale med ham.. Nej, Nej! Harry! Giv mig den.. " Hendes stemme døde langsomt ud og blev erstattet af Harrys.

" Zayn. " Hans stemme fik mine hænder til at knytte sig i vrede. Hvis jeg havde været i nærheden af ham havde han nok ikke set så godt ud.. " Fanden ta' dig, Harry.. " Hvæste jeg lavt, idét jeg kastede telefonen hårdt ind i væggen og sank om på gulvet. Hulkende, og forvirret. " Vi finder hende.. " Mumlede Louis ned i min skulder. Jeg havde siddet med armene om ham i snart fire timer. Mit øjne var tøre, og jeg var sikker på at jeg ikke vil kunne græde igen. Aldrig. At miste hende på den måde.. Ikke at vide om hun er okay.. Selvfølgelig vidste jeg at Harry aldrig ville skade hende, han er ligeså forelsket i hende som jeg er. Men min fornuft er her stadig. Og dog.. Jeg havde da overvejet en masse ting, der ville få hende tilbage..

 

" Jeg vil bare ha' hende tilbage.. "

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...