I don't want your help. - 1D

Clementine Horan var 15 år da flyttede fra sin familie i Irland og nu er hun 16 år, hun er flyttede for at slippe for sin familie, hun følte aldrig de elskede hende og at de gav alt deres kærlighed til sin storebror Niall. Men hendes liv i London, er ikke særlig godt, hun bliver slået af sin kæreste Austin og han tvinger hende til at ryge, og tage stoffer, og ikke for at sige det, lever de i et dårligt miljø. Men på hendes 17 års fødselsdag, kommer hendes bror. Vil han kunne se at hendes kæreste slår hende, vil han hjælpe hende. Og ikke mindst vil hun have hans hjælp?

66Likes
98Kommentarer
10898Visninger
AA

2. You?

 

Jeg tørrede det sidste blod væk fra min mundvig. Jeg så på mig i spejlet og sukkede, mine øjne var hævet og røde, fordi jeg havde grædt. Mig og Austin havde skændes  og så havde Austin slået mig igen nu. Jeg gik ud af badeværelset og ind i soveværelset, hvor Austin sad og så på mig. Jeg bed mig nervøst i læben, ”Clementine.” Sagde han stille og så på mig, han så trist så på mig. Men helt inde, vidste jeg godt han ikke var trist. ”Undskyld, men du skal bare lære at lytte,” sagde han stille og gik hen til mig. Han kærtegnede blidt min kind, jeg rykkede mit hoved lidt væk. Han løftede hånden op som om han vil slå mig, jeg så ham i øjnene med et bedende blik. ”Ikke slå,” hviskede jeg stille og så på ham. Han sænkede stille sin hånd og så mig i øjnene, dem som jeg var forelskede mig i. ”Kom her skat,” hviskede han og trak mig ind til sig. Han pressede sine læber mod mine, jeg havde løst til at slå ham i hovedet men kunne ikke. Jeg trak mig stille og smilede svagt, ”Austin, undskyld men jeg er virkelig træt, desværre.” Sagde jeg usikkert og så på ham med et skævt smil, han nikkede stille, med et smil på læben. Han kyssede mig kort, jeg kyssede kort med. ”Godnat skat,” sagde jeg og gav ham et kram.

Jeg trak mit tøj af, så jeg kun stod i undertøj. Nogle arme lagde sig om mig, et lille smil kom frem på mine læber. Hvorfor elskede jeg ham? Jeg drejede mig og så på ham, ”dejlig krop". Hviskede han og kyssede mig på halsen. Et lille grin undslap mine læber, det kildede. ”Austin,” hviskede jeg og løftede hans ansigt. ”Jeg er vildt træt,” sagde jeg og kyssede kort hans kind. Han sukkede og gav slip på mig, et lille smil gled over mit ansigt. Jeg trak en af hans lange bluser over mit hoved. Den gik lige under min numse, det var ret dejligt.

Jeg kravlede op under dynen, og så på Austin som lå med lukkede øjne ved siden af mig. Jeg smilede svagt og slukkede lyset. Jeg lod blikket glide rundt omkring i rummet. Rummet var ikke lige frem det pæneste, men jeg er kun seksten, så jeg kunne ikke rigtig få et godt job. Men jeg fyldte sytten om fem dage, det blev dejligt. Jeg sukkede lavt og lukkede mine øjne, jeg mærkede søvnen skylde over mig. Jeg mærkede hvor slap jeg blev og til sidst var jeg helt væk.

 

*

 

Jeg vågnede ved at nogen rullede gardinerne op, jeg sukkede svagt og åbnede stille øjnene. ”Hvorfor nu?” Sagde jeg træt, en latter fyldte hele rummet. ”Clementine, klokken er snart et,” sagde han og satte sig på sengekanten. Den dreng forvirrede mig, nogle gange er han vildt sød, men andre gange er han virkelig ond. Jeg er også  forvirret over mig selv, jeg er bange for ham, men jeg elsker ham stadig? Eller gør jeg? Jeg sukkede dybt, ”hvorfor sukker du?” Sagde han lidt forvirret. ”Ik… ik for noget", sagde jeg og bed mig i kinden. ”Sig det,” sagde han truede, ”det var ikke noget.” Sagde jeg usikkert og før jeg vidste det var jeg slået i hovedet. Jeg fald tilbage i sengen og mærkede tårerne trille ned af mine kinder. Nogle få hulk undslap mine tynde læber.

”Ej undskyld skat, men jeg har sagt du skal sige det når jeg spørger.” Sagde han og hjalp mig op og side. Han kørte kort en finder over mit kindben hvor han havde slået mig, et lille skrig kom ud, før jeg nåede at stoppe det. ”Undskyld…” begyndte han og forsatte, men jeg lukkede af for det. Han lagde en hånd på min ryg. Jeg fløj op, ”ikke rør mig.” Hvæsede jeg, med sammenbidte tænder. Han åbnede munden, men jeg afbrud ham. ”Du sagde du elskede mig, men alligevel slår du mig,” hulkede jeg. ”Men selvom hvor ondt det gør, bliver jeg alligevel med at elske dig,” tårer strømmede ned af mine kinder.

Han rejste sig og skulle til at tage et skridt hen i mod mig, men jeg stoppede ham. ”Kan du ikke bare lige,” spurgte jeg stille og vendte mig om. ”Jeg går en tur,” sagde jeg og tørrede mine øjne. Før han nåede at svare, var jeg løbet ud og havde taget mine mørkeblå vans på. Jeg tog jakken i hånden og løb ned af trapperne, og ud af døren.

Jeg stoppede et godt stykke henne af vejen. Jeg slog hætten på min jakke over hovedet. Tårerne strømmede ned af mine kinder og de stoppede ikke. Jeg gik med små skridt mod parken, hvorfor forlod jeg ham ikke. Han var ond mod mig og det var slet ikke sådan mit liv skulle være, da jeg var helt lille tænkte jeg altid på mit liv og hvordan det vil være. Jeg smilede ved tanken om min barndom, den var faktisk ikke dårlig, men jeg følte mig ikke velkommen til sidst og flyttede min vej. Austin tog mig til sig som sin familie og da vi kom sammen, begyndte han at slå mig, når han ikke fik sin vilje eller hvis hans dag ikke var gået godt.

Jeg mærkede nogle få dråber ramme mig, jeg så op og blev ramt i øjet af en dråbe. Det regnede, jeg smilede svagt. Nu vil ingen kunne se jeg havde grædt., det vil bare tro det var vandet der gled ned af mine kinder. Jeg satte mig på bænken og lod bare regnen blive voldsommere og voldsommere, da der satte sig en person ved siden af mig. Jeg hulkede den sidste gang, inden jeg stoppede. Jeg kunne ikke græde foran en anden person, undtaget Austin. ”Nyder du vejret?” Sagde stemmen ved siden af mig, jeg løftede øjenbrynet, men drejede så hovedet mod personen. ”Jeg kan godt lide det,” hviskede jeg stille og så mod ham. Jeg tror det var en dreng, jeg kunne ikke rigtig se personens ansigt, men kroppen lignede noget til en dreng.

”Samme her,” sagde han, jeg nikkede bare og så frem igen. ”Hvad er der egentlig sket med dit ansigt?” Fuck, var jeg allerede blå. Jeg lagde hurtigt min hånd op på mit kindben, ”ikke noget.” Sagde jeg hurtigt og så på ham, ”hvorfor er du så blå?” Sagde han og tog sine solbriller af. Et gisp undslap mine læber. Hvad lavede han her? Jeg drejede hurtigt hovedet og bed mig i læben.

Efter lidt stilhed, sagde han. ”Er du fan?” Sagde han grinene, hold nu bare kæft man. Jeg drejede hovedet. ”Nej Niall, det er virkelig utroligt du ikke en gang kunne genkende din egen søster.” Sagde jeg og lagde tryk på Niall og søster. Han gispede kort, jeg rejste mig hurtigt, det samme gjorde han. ”Clementine, hvad er der dog sket?” Sagde han bekymrede, ”bare glem det der.” Sagde jeg hårdt. Jeg orkede ikke han s omsorg, som min forældre ikke gav mig noget af eller måske var det bare mig. ”Niall, bare lad mig være.” Sagde jeg hårdt og så på ham. Han sukkede og så bedende på mig. ”Hvem er gjort det der ved dig?” Sagde han hårdt og greb fat i mit håndled. ”Mi… mig selv.” Sagde jeg usikkert og så på ham, ”nej det var ej.” Sagde han højt. ”Bare bland dig udenom mit liv,” hvæsede jeg og løb.

Det sidste jeg hørte var han råbte mit navn, men jeg stoppede ikke. Jeg vil ikke!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...