I don't want your help. - 1D

Clementine Horan var 15 år da flyttede fra sin familie i Irland og nu er hun 16 år, hun er flyttede for at slippe for sin familie, hun følte aldrig de elskede hende og at de gav alt deres kærlighed til sin storebror Niall. Men hendes liv i London, er ikke særlig godt, hun bliver slået af sin kæreste Austin og han tvinger hende til at ryge, og tage stoffer, og ikke for at sige det, lever de i et dårligt miljø. Men på hendes 17 års fødselsdag, kommer hendes bror. Vil han kunne se at hendes kæreste slår hende, vil han hjælpe hende. Og ikke mindst vil hun have hans hjælp?

66Likes
98Kommentarer
10770Visninger
AA

11. Sorry Niall

 

Jeg vågnede op, men virkelig ondt i hovedet. Jeg holdte øjnene lukket da jeg hørte Zayn og Niall snakke sammen. ”Jeg slår ham ihjel. Det kunne han fandeme ikke bare gøre mod min søster.” Sagde han vredt, faktisk virkelig vredt. Jeg kunne næsten ikke kende den stemme, jeg havde faktisk aldrig hørt den før.”Rolig Niall, der skete jo ikke noget.” Sagde Zayn, men kunne sagtens høre han prøvede at berolige ham, men det lød ikke rigtig til ar virke helt. Jeg slog øjnene op og så på dem. ”I skal bare være ligeglade. Det her er mit liv, som jeg slev må klare. Austin er mit eget problem, som jeg nok skal få løst en dag.” Sagde mere koldt end jeg ville have gjort. ”Undskyld,” mumlede jeg kort. ”Clementine, hvorfor bliver du ved med et sige det?” Jeg åbnede munden, men så sagde han. ”Jeg ved forhelved godt at du ikke mener det er, hvem fanden vil have det liv? Dig? Nej?” Det vidste jeg godt, du hader det liv og du hader at du får min hjælp. Men Clem,” Jeg kiggede op og mærkede hvordan tårerne pressede på. ”Jeg vil jo gerne hjælpe dig, du er min søster. Som jeg elsker og altid vil hjælpe. Du skulle have set vores forældre da du flyttede, de var knuste og de er stadig ikke kommet over det. Du er deres lille pige. Du er min lille pige. Du burde ikke tvivle på at få min hjælp, du kan altid komme til mig. Jeg elsker dig Clem.” Han stoppede med at tale og så bare på mig. Jeg mærkede en tåre forlade mine øjne. ”Niall,” mere noget jeg ikke at sige før han havde lagt sine varme arme omkring mig.

Nialls synsvinkel.

Jeg holdte godt om hende og havde aldrig lyst til at give slip. ”Undskyld, undskyld.” Hulkede hun ind i min skulder. ”Rolig, der sker ingen ting, jeg er her for dig Clem.” Sagde jeg holdte hårdt om hende. Jeg så hen på Zayn, som smilede stort til hos. ”Undskyld Niall, jeg har været sådan en idiot over for dig. Jeg fortjener slet ikke din hjælp:” Hulkede hun, jeg sukkede og trak mig lidt så vi så hinanden lige i øjnene. Jeg tog hendes hoved i mellem mine hænder og så på hende. ”Hold op søde, du fortryder de ord og det er det hele jeg behøver. Bliv hos mig, så får vi det godt.” Sagde jeg og tørrede tårerne væk fra hendes våde kinder. Jeg smilede kort og var ret sikker på jeg havde fået min søster igen. Jeg kunne ikke stoppe med at smile. ”Er jeg tilgivet?” Spurgte jeg og så på hende. Hun rystede på hovedet. Jeg sukkede lydløst, hadet hun mig stadig? ”Niall,” sagde hun og tog mit hoved imellem sine hænder. Jeg smilede kort. ”Det er dig der skal tilgive mig.” Sagde hun sukkersødt og så på mig. ”Så tilgiver vi hinanden.” Sagde jeg og så hende i øjnene. ”Okay, du er tilgivet.” Sagde jeg og så glad på hende. ”Det er du også,” sagde hun og trak mig ind i et kram.

Hun trak sig ud af krammet og så hen på Zayn, som sød og smilede stort. ”Og tak, Zayn.” Sagde hun og gav ham et lille klem. ”Tak for hvad?” Sagde han drillende. Hun grinende kort, ”fordi du hjalp mig.” Sagde hun rigtig sukkersødt. Hvilket fik mig til at smile endnu mere. Hvor var hun sød. ”Nå, men jeg er altså ret træt.” Sagde hun og så på mig igen. ”Okay, lad os tage hjem.” Sagde jeg og så på hende. Hun nikkede og rejste mig. ”Bare gå ud og tage sko på, så kommer jeg om lidt. Jeg skal lige snakke med Zayn. Hun nikkede og gik ud i gangen.

”Tak Zayn, du er virkelig min bedste ven, jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre uden dig.” Sagde jeg og gav ham et kram. ”Hey, det var så lidt. Jeg vil altid hjælpe dig.” Sagde han og smilede stort. Jeg nikkede stille, ”nå men ses jeg skal hjem med Clem.” Sagde jeg og så på ham. ”Ses mand.” Sagde han og klappede mig kort på skulderen. Jeg smilede og forsvandt ud i gangen, hvor Clementine stod med sin mobil i hånden. ”Hvem skriver du med?” Sagde jeg lidt nysgerrigt. ”Bare en gammel veninde.” Sagde hun og så kort på mig, inden hun var helt væk i mobilen igen.

”Kom,” sagde jeg kort og gik ud af døren, med hende lige bag mig. ”Hvordan går det egentligt? Altså jeg mener efter alt der er sket i dag?” Sagde jeg stille. ”Er bare træt og virkelig bange” Sagde hun stille med en lidt bange stemme. Jeg kan nu også godt forstå hende. Hvis Zayn ikke havde æret der, vil ham Austin. Bare at tænke hans navn gav mig kvalme. ”Jeg kan godt forstå dig.” Sagde jeg kort og åbnede døren ind til bilen, så hun kunne komme i bilen. ”Ind med dig, så tager vi hjem til mig og ser tv, og får mad.” Sagde jeg, med et smil på læben. Hun grinede. ”Den gode gamle Niall.” Sagde hun og satte sig ind i bilen. Jeg rystede, grinede på hovedet.

Jeg åbnede døren på den anden side og satte mig ind, da et skrig undslap hendes læber. ”Hvad?” Sagde jeg forskrækket. Hun sagde ikke noget, men pegede bare på en eller anden dreng som stod et godt stykke fra os. ”Austin,” mumlede hun bange. ”Kør, kør, kør.” Sagde hun hårdt. Jeg så på hende, jeg havde virkelig løst til at gå hen og smadre den dreng. Men så råbte hun: ”NUU.” Jeg gjorde som hun sagde og kørte hjem ad.

 

*

 

Jeg åbnede døren og så på Clementine, som var helt ude af den, jeg vil bare hjælpe hende og det var ved at få ham af vejen. ”Hvordan vidste han hvor jeg var og hvornår?” Hendes spørgsmål forsatte i en bekymret stemme. ”Rolig,” sagde jeg og tog fat i hende. Hun tog en dyb indånding og så på mig. ”Hvad skal jeg gøre?” Sagde hun, i mens en tåre forlod hendes øje. ”Ingenting, jeg er her for dig, så der sker ingenting. Okay?” Sagde jeg og tog hendes ansigt i mine hænder. ”Jeg er her.” Sagde jeg og trak hende ind i et kram. ”Hun nikkede og trak sig væk. ”Jeg sætter mig ind i stuen og så kommer du med de vi skal have at drikke og spise.” Sagde hun og smilede et lille nervøst smil. Jeg nikkede bare og gik der ud.

Clementines synsvinkel.

Jeg var stadig ret bange, hvorfor var han der og ja, det hele var bare noget lort. Eller næsten da, mig og Niall, var venner igen. Det var ret dejligt. Jeg sukkede kort og gik ind i stuen og satte mig. Jeg tændte hurtigt tv’et. Der gik få sekunder før jeg så mig selv i tv’et. Jeg lavede store øjne. ”Niall Horan, er flere gange blevet set sammen med den her pige (Et billede af Clementine). Nogle få gange har hun set meget sur ud, men i dag er hun blevet set udenfor Zayn Maliks Lejlighed, med Niall. Hvad er der imellem dem? Og hvem er den her pige? Vi skal nok finde ud af de, se med næste gang.” Jeg sukkede, selvfølgelig skulle vi komme til tv. ”Ja, jeg ved det godt.” Sagde en stemme bag mig. Jeg blev virkelig forskrækket. ”Niall.” Sagde jeg og smilede stort. ”Undskyld.” Sagde han drillende, han vidste godt jeg vil blive bange.

Han satte tingene på bordet. ”Din nar, du vidste det godt.” Sagde jeg og sukkede lidt irriteret. ”Ikke slå,” sagde han og tog for sjov sine arme op foran sig selv. Jeg grinede kort, ”okay, jeg slår ikke.” Sagde jeg og smilede. ”Godt,” sagde han og satte sig ved siden af mig. Jeg så på ham med et lusket smil. Og med et slog jeg ham på skulderen. ”AVV!” Sagde han og så trist på mig. Jeg grinede bare og lagde mit hoved på hans skød. ”Uhh, der er Friends.” Sagde jeg og tog nogle popcorn. Han grinede bare.

-----------------------------------------------------------------------------------

Undskyld det lidt kedelig kapitel. Men jeg har allerede en idé om hvad der skal ske i resten af historien. Så håber i vil blive ved med at læse. :D

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...