I don't want your help. - 1D

Clementine Horan var 15 år da flyttede fra sin familie i Irland og nu er hun 16 år, hun er flyttede for at slippe for sin familie, hun følte aldrig de elskede hende og at de gav alt deres kærlighed til sin storebror Niall. Men hendes liv i London, er ikke særlig godt, hun bliver slået af sin kæreste Austin og han tvinger hende til at ryge, og tage stoffer, og ikke for at sige det, lever de i et dårligt miljø. Men på hendes 17 års fødselsdag, kommer hendes bror. Vil han kunne se at hendes kæreste slår hende, vil han hjælpe hende. Og ikke mindst vil hun have hans hjælp?

66Likes
98Kommentarer
10981Visninger
AA

9. Smile.

 

Jeg slog øjnene op, og kunne huske alt fra i går. Jeg så ned på mit knæ, det var helt blåt. Jeg sukkede kort, inden jeg lagde mig ned igen. Jeg skulle til at lukke øjnene, da der kom en lyd fra min side. Jeg stivnede helt og drejede stift mit hoved og så Zayn som lå og sov. Et lavt skrig havde undsluppet mine læber og jeg faldt ud af sengen, en slem smerte gik igennem mit knæ. Jeg bed mig i inderlæben og holdte alle de bandeord ude der vil ud af min mund. Fucking Niall havde ikke sagt at jeg skulle sove sammen med Zayn!

Jeg sukkede og kom med besvær op og stå. ”Godmorgen solstråle,” sagde en dyb træt stemme over fra sengen. Jeg så på ham og sendte ham en iskoldt blik. ”Du lukker Malik,” hvæsede jeg og så på ham. Han grinte bare og drejede sig og kom op af sengen. ”Her,” sagde Han og kastede nogle grå joggingbukser hen til mig. Jeg trak dem på det ene ben, jeg satte mig hen i sengen da jeg skulle have. Jeg så på knæet og tog en dyb indånding og åbnede at trække buksebenet op. ”Wow, hvad er der sket?” Sagde Zayn og havde sat sig på hug. Jeg trak bare hurtigt bukserne op og så på ham. ”Ikke noget,” skyndte jeg mig at sige. Han så på mig, men sagde ingenting, jeg vidste godt han ikke troede på mig, men det var fandeme op til ham selv. Jeg rejste mig, ”kan du selv gå?” Sagde han bekymrede og fangede mine øjne. ”Jeg er jo ikke født i går, vel!” Vrissede jeg ud og holdte mig op af væggen da jeg gik ud.

Jeg blev mødt af nogle høje stemmer. Jeg sukkede bare og forsatte ud i gangen, da jeg så nogle tasker stå på jorden. Jeg gik stille hen til dem og åbnede den ene. Mit tøj! Hvornår fanden var det kommet her hen. Jeg sukkede irriterende og gik så godt jeg kunne ud det køkken der var. Jeg så surt på Niall, som var stoppede med at snakke. Jeg mærkede hvordan vreden boblede rundt i min krop. ”Kan mig og Niall snakke under fire øjne.” Sagde jeg og så på Harry. Han tøvede, og så på mig. ”Skrid så ud!” Hvæsede jeg og så på ham. Han så forskrækket og forsvandt ud som en lille dreng. ”NIALL, HVAD FATTER DU IKKE MED AT JEG FUCKING I BLIVER I DIT LORTE SELSKAB. JEG KAN FORFANDEN IKKE LIDE DIG OG DINE VENNER. KAN DU IKKE BARE FORSTÅ DET NIALL.” Jeg holdte en kort pause inden jeg forsatte. ”JEG HADER DIG, DU ER ET LIGE SÅ STORT RØVHUL SON RESTEN AF DINE VENNER. I ER IKKE ANDET END EN FLOK HØJ RØVEDE RØVHULLER SOM TROR DE ER NOGET. OG NIALL DU BESTEMMER IKKE OVER, DU FIK VORES LORTE FORÆLDRE TIL AT HADE MIG OG JEG HADE DIG AF HELE MIT HJETE PGA. DET. Skreg jeg så højt jeg kunne.  Niall så såret på mig. Jeg var pisse ligeglad. Jeg flyttede jo for at komme væk fra ham og de gamle. ”Du bliver om du vil det eller ej Clementine.” Sagde han hårdt. Du gik det galt for mig, jeg tog et glas i hånden og fyrede det ned i jorden så det fløj ud i tusind stykke. Jeg var fandeme ligeglad med og jeg virkede barnlig. Et skrig undslap mine læber da jeg mærkede noget mod min hud. ”Forhelved Clem!” Halvråbte han og så på mig med et hårdt blik.

Jeg smagte smagen af blod i min mund, Niall gispede og prøvede han komme over til mig, men jeg var allerede på vej ud af døren. Zayn og Harry stod der ude, det gispede begge. Jeg gik så hurtigt jeg kunne ud på badeværelset og låste døren bag mig. Jeg så mig i spejlet og kunne se fem glas stykker i mit ansigt. En lige på næsen, en lige under næsen og over læben, og tre i panden. Jeg gispede kort og ledte efter en pincet. Der lå heldigvis en i skuffen. Jeg tog dem stille ud, men alligevel udstødte jeg nogle smerte skrig. ”Clem luk op,” sagde Niall, han lød virkelig trist. Jeg sukkede bare.

Nialls’ synsvinkel.

Jeg så glas stykkerne i hendes ansigt, jeg gispede. Blodet løb ned af hendes ellers så flotte ansigt. Jeg prøvede at gå over til hende, men alt det glas der lå på jorden var det lidt svært. Hun var virkelig vred og de ord hun havde sagt var virkelig onde og det sårede inde i mig. Det gik lidt tid før jeg kom ud til Zayn og Harry som stod ude på den anden side og havde hørt alt. Det så mindst lige så forvirret og bange ud som mig. Jeg sukkede og rystede på hovedet, ”det bliver svært det her.” Jeg holdte en kort pause, ”men jeg ved min Clementine er der inde og jeg giver ikke op før jeg får hende tilbage.” Sagde jeg trist og så på drengene som nikkede enig. Zayn åbnede munden, men et skrig fik ham til at lukke munden igen. Jeg halvt løb over til døren. ”Clem luk op,” sagde jeg bedende og trist. Hun svarede ikke, og endnu et skrig kom. Jeg holdte mig før ørerne.

Der gik lidt tid inden jeg hørte nøglen blev drejet rundt. Jeg gik ind og på hende, de fem mærker så ikke særlig godt ud med det store blå mærke. Jeg sukkede. ”Clem, undskyld. Virkelig, men bliv nu bare til du har det godt igen.” Sagde jeg bedende. Hun sukkede og nikkede så mens tårerne løb ned af hende kinder. Jeg trak hende ind i et dejligt kram, jeg vidste at hun elskede dem, men også at hun vil fortryde det i morgen. ”Lad mig rense det,” sagde jeg og trak mig ud af krammet. Jeg gik hen og fandt en renseklud. ”Rolig Clementine, det gør ikke så ondt.” Sagde jeg og så kort på hende. Hun nikkede og bed sig nervøst i underlæben.

”Så,” Sagde jeg og så på hende med et lille smil. Hun nikkede bare og mumlede et tak. ”Hvad sagde du,” sagde jeg med et kækt smil på læben. ”Tak,” sagde hun lidt højere. Jeg smilede kort og så på hende. ”Kom,” sagde jeg stille og trak hende med ind i stuen hvor drengene var. Hun satte sig i den ene sofa. Og så usikkert på mig, jeg smilede beroligende og satte mig hen til hende. ”Slap af Clementine, de er søde nok.” Hviskede jeg i hendes øre, hun drejede stille hovedet og så på mig. Jeg vidste godt hun ikke gad være her, men efter det er der sket i dag tror jeg bare vi snakker i aften. ”Jeg er jo tude grim, selvfølgelig, kigger de sådan på mig.” Hviskede hun seriøst, men jeg kunne ikke lade vær med at grin lidt. Jeg smilede bare og rystede på hovedet, ”du er aldrig grim.” Sagde jeg, et lille smil kom frem på hendes læber.

--------------------------------------------------------------------------------

Så er man i Danmark igen, jeg ved godt det er lidt kort, men jeg tager til København i morgen og jeg ved ikke om jeg kan have min computer med, så i må vente til onsdag eller torsdag. :D - Håber i kan lide det :D

Og er virkelig glad for at i vil læse den, det betyder meget :D

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...