I don't want your help. - 1D

Clementine Horan var 15 år da flyttede fra sin familie i Irland og nu er hun 16 år, hun er flyttede for at slippe for sin familie, hun følte aldrig de elskede hende og at de gav alt deres kærlighed til sin storebror Niall. Men hendes liv i London, er ikke særlig godt, hun bliver slået af sin kæreste Austin og han tvinger hende til at ryge, og tage stoffer, og ikke for at sige det, lever de i et dårligt miljø. Men på hendes 17 års fødselsdag, kommer hendes bror. Vil han kunne se at hendes kæreste slår hende, vil han hjælpe hende. Og ikke mindst vil hun have hans hjælp?

66Likes
98Kommentarer
10981Visninger
AA

19. I like you!<3

Harrys synsvinkel.

Drengene var kommet ind i stuen, de snakkede til mig, men jeg var helt væk i min egen verden. Hvad havde jeg dog gjort? Vreden overtog den sorg jeg havde inde i mig selv, jeg var virkelig ked af det. Jeg troede vi havde noget sammen, men nej. Jeg var så dum at gå efter hende den ene gang, hvor jeg så hende sammen med ham. Jeg havde været hos Niall nogen af de dage hvor hun bare var væk. Niall vidste heller ikke hvorfor hun tog af sted hver torsdag.  Jeg husker tydeligt hvordan de hyggede sig, hvordan hun lå ovenpå ham. Jeg ville bare være sikker på det ikke passede så jeg lagde en hånd på hendes lår, men hun sendte mig et blik jeg vil sig der kunne dræbe, så jeg fjerende hånden. Jeg blev så ked af det og så sur på samme tid at jeg slog hende.

”Hvad skete der lige?” Sagde Liam alvorligt og så på mig. ”Undskyld,” var det eneste jeg kunne få frem. Jeg kunne ikke sige at jeg havde følelser for hende, så jeg havde ikke så meget at sige. Jeg gjorde noget jeg ikke slev havde regnet med. Jeg rejste mig og gik ud i gangen hvor jeg trak mine sko på. Drengene råbte efter mig, men jeg havde ikke tid, jeg skulle finde hende, sige mine følelser. Hvis hun ikke gider mig, så er jeg bare tilfreds med at jeg har fået det sagt det til hende. Jeg vidste jo ikke hvad hende og ham havde. Jeg kunne næsten ikke en gang klare at tænke på ham, jeg hadet ham allerede, som jeg ikke har en grund til det. Jeg vidste jo ikke en gang om hun kunne lide mig eller om vi bare var venner.

Jeg vidste ikke rigtig hvor jeg skulle lede, så jeg valgte at gå hen til den park vi havde været ved. Jeg gik rundt og kiggede, men hun var der ikke ingen steder. Slet ikke, jeg vidste virkelig ikke hvad jeg skulle gøre, så jeg gik mod stranden. Ikke at jeg troede hun var der fordi hun havde sagt at hun hadet sand i sit tøj og under badetøjet.

Jeg gik hen over det bløde sand, jeg kunne ikke forstå hvorfor folk eller det jeg mener med folk så er det Clem. Jeg sukkede og gik ud på badebroen, jeg kunne se noget der ude men hvad det var, var jeg ikke sikker på. Så jeg gik stille der ud af, med mine sko i hånden. Da jeg kom lidt længere ud, kunne jeg se det var en person der sad med fødderne nede i vandet. Det var en pige, det var Clementine. Jeg gik helt hen bag hende og jeg kunne sagtens høre at hun græd. ”Clem,” sagde jeg stille og så på hendes ryg. Jeg kunne sagtens se at hun fik et chok. ”Gå,” sagde hun vredt. Jeg kunne godt forstå hende, jeg havde lige slået hende ansigtet. Jeg gik ikke, men satte mig ved siden af hende. Hun kiggede ikke på mig, men bare ned i vandet som lyste pga. månen. ”Hvad forstod du ikke ved ordet gå?” Hviskede hun og tårrede sin kind. ”Undskyld, jeg er bare ked af det.” Sagde jeg. Jeg kunne se fra siden at hun rynkede brynet, ”hvorfor. Jeg har jo ikke gjort dig noget.” Hviskede hun og drejede sig så hun så på mig. ”Det ved jeg, jeg så dig bare sammen med ham.” Hviskede jeg, jeg vidste ikke hvad han hed så jeg kalder ham, ham. ”Følger du efter mig.” Sagde hun vredt. ”Ja undskyld, men jeg kan godt lide dig så jeg vil finde ud af hvem du er sammen med.” Sagde jeg uden jeg kunne stoppe mig selv. ”Kan du lide mig,” hviskede hun, imens hun prøvede at stoppe i at trække i smilebåndet. ”Ja, jeg kan, men du har jo en kæreste,” hviskede jeg og så væk da jeg kunne mærke at tårerne pressede på. ”Dwight, min kæreste. Nej,” sagde hun og drejede mit hoved. ”Er i ikke sammen,” sagde jeg forvirret og rynkede brynet. ”Nej, jeg kunne ikke da jeg kan lide en anden.” Sagde hun og smilede. ”Nå okay,” hviskede jeg og så væk igen. Jeg mærkede hun satte sig på mig. ”Det er dig fjolle,” smilede hun. Gud hvor jeg dog følte mig dum. ”Nåår,” hviskede jeg og så hende i øjnene. Hun smilede og lænede sin pande mod min. ”Undskyld,” hviskede jeg og kærtegnede hendes røde kind. ”Du skal ikke undskylde søde,” hviskede hun og før jeg nåede at svare pressede hun sine læber mod mine. Jeg kunne ikke lade hver med at smile i kysset, det fik også hende til at smile. Jeg trak mig stille væk og tog hendes hoved mellem mine hænder. ”Du er fantastisk og jeg er så glad for du er min.” Hviskede jeg og hjalp hende op.

 

*

 

Clementine synsvinkel

Harry havde sovet hjemme hos mig og Niall. Jeg havde fortalt at vi kom sammen eller jeg havde ikke vi havde. Jeg havde en fantastisk nat, hvis i forstår hvad jeg mente. Jeg havde fået ham i mit liv nu og det var nu jeg skulle have gjort det som jeg havde planlagt for lang tid siden. Han skulle fortryde det han havde gjort mod min elskede bror. Han skulle fortryde det hele, jeg rejste mig stille og tog nogle sorte stramme bukser og en sort top. Jeg var klar, det var nu eller aldrig. Jeg så på klokken den var lidt over fire om natten eller om morgen. Jeg ved ikke rigtig hvad jeg skulle kalde det.

Jeg åbnede døren og gik ud af den, jeg holdte noget i hånden som jeg ikke havde regnet med at jeg skulle bruge til det her. Jeg åbnede bildøren og satte mig ind i den. Jeg satte kursen mod et sted jeg ikke havde været i et godt stykke tid. Jeg havde heller ikke regent med at jeg skulle der hen igen, men jeg var nød til at gøre det. Jeg kunne ikke klare at han gik rundt og kunne gøre mig og dem jeg elsker skade.

Jeg åbnede døren med den nøgle jeg havde haft siden Niall og drengene havde hentet mig. Jeg listede ind i soveværelset og håbede at han var hjemme, og ikke mindst alene. Jeg pustede stille og så på ham. Han lå selv i sengen, ”Austin.” Sagde jeg og så på ham. Der gik ikke særlig lang tid før hans øje åbnede sig. ”Clementine,” sagde han og satte sig hurtigt op. ”Hvad laver du her?” Spurgte han og rejste sig op. ”Du skulle vide hvor lang tid jeg havde ventet på det her,” sagde jeg og så på ham. ”Ventet på hvad?” Sagde han forvirret. ”Det var godt at vide, du har gjort skade på min elskede bror og mig. Du skal ikke gå mere rundt og skade folk jeg elsker.” Vrissede jeg surt. Han grinede og lagde armene over kors. ”Du er svag Clem,” sagde han og gik tættere på mig. ”Ikke længere,” sagde jeg og gik tættere på ham. Jeg kunne godt se han blev lidt nervøs.

 

**

 

Jeg så på ham, han lå på gulvet. Med blod på den ene arm. Hans ansigt var smadret, han var ikke død eller besvimet. ”Farvel Austin, hvis du nogensinde kommer efter dem jeg elsker slår jeg dig ihjel.” Og med det gik jeg min vej.

Jeg startede bilen og satte mig ind. Jeg havde selv et par sår i ansigtet, jeg vidste at han vil ringe til politiet, men hvad så jeg kom måske i fængslet men han lod nok One Direction være. Jeg hørte politiet kom kørende mod Austins lejlighed. Jeg skulle bare hjem og få det sagt inden det var for sent.

Jeg parkede bilen og gik op til hans lejlighed hvor jeg bare gik ind. Det var nu eller aldrig jeg skulle have det sagt inden de kom og hentede mig. Jeg lagde kniven ude i gangen og gik ind til Niall og vækkede ham. ”Kom ind i stuen nu,” sagde jeg alvorligt. Han nikkede og da jeg gik ud kunne jeg høre han rejste sig. Jeg gik ind til Harry og vækkede ham, de kunne ikke se i mørkede at jeg havde sår i ansigtet. ”Kom ind i stuen nu.” Han nikkede og rejste sig med mig. ”Hvad vil du si…” Sagde Niall men stoppede sig selv da han så mig i ansigtet. ”Hvad er der sket?” Spurgte de i munden på hinanden. Jeg hørte politiet, men så bare på drengene. ”Jeg tog over til Austin og jaa tog hævn, jeg dræbte ham ikke men har gjort meget vold i mod ham og nu kommer politiet og henter mig.” Sagde jeg og så på drengene. ”HVAD HAR DU GJORT!” Udbrød Harry, mens Niall bare stirrede ud i luften. ”Jeg ved det,” ”Jeg elsker jer begge og vi ses nok igen og håber vi ses i fængslet.” Mere noget jeg ikke at sige før politiet kom og lagde mig på gulvet. Jeg så op på drengene som begge sad med tårer i øjnene. Det gjorde ondt men jeg havde gjort det rigtige.

 

***

 

”Clementine Horan, du er blevet dømt et års fængslet for grov fuld mod Austin More.” Jeg nikkede og så tilbage hvor ingen sad, jeg var skuffet over drengene. Ingen af dem kom, jeg betød nok ikke noget som jeg troede   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...