I don't want your help. - 1D

Clementine Horan var 15 år da flyttede fra sin familie i Irland og nu er hun 16 år, hun er flyttede for at slippe for sin familie, hun følte aldrig de elskede hende og at de gav alt deres kærlighed til sin storebror Niall. Men hendes liv i London, er ikke særlig godt, hun bliver slået af sin kæreste Austin og han tvinger hende til at ryge, og tage stoffer, og ikke for at sige det, lever de i et dårligt miljø. Men på hendes 17 års fødselsdag, kommer hendes bror. Vil han kunne se at hendes kæreste slår hende, vil han hjælpe hende. Og ikke mindst vil hun have hans hjælp?

66Likes
98Kommentarer
10753Visninger
AA

12. Hospital.

Clementines’ synsvinkel.

Jeg var faldet i søvn efter lidt tid. Niall havde vækket mig, da der var aftensmad. ”Kan du lide det?” Sagde han og så på mig. Jeg nikkede, det var bare en eller to pizza’er. Han mente nemlig at en pizza ikke var nok. ”Jeg synes du er ret stille.” Sagde han og så på mig. ”Jaa, jeg er vel bare træt og har ikke så meget at sige.” Sagde jeg med et kort smil. Han nikkede kort og spiste videre, som en eller anden gris. Jeg grinede kort, ”hvad griner du af.” Sagde han med et stort smil på læben. ”Det er bare på den måde du spiser.” Sagde jeg stille og grinede. ”Hey, jeg spiser normalt.” Sagde han og så på mig. ”Jaja?” Sagde jeg og smilede kort.

 

*

 

Jeg sad alene i Niall lejlighed. Niall var taget over til drengene, han havde faktisk spurgt om jeg ville med, men jeg havde sagt nej. Jeg havde ikke rigtig lyst til noget lige nu, men han sagde også det var okay. Jeg sukkede kort og lagde mig på sofaen. Mine øjne blev stille trætte, jeg lukkede dem i, da min mobil ringede. Jeg sukkede dybt, men tog den så, da jeg så det var Niall der ringede. ”Hej det er Clementine.” Mumlede jeg træt. ”Clementine, du er nød til at komme hen på hospitalet. Niall valgte at gå over til mig, men er blevet overfaldet på vejen. Du er virkelig nød til at komme nu.” Sagde han panisk. ”HVAD!” Råbte jeg og løb hen, tog bilnøglerne og løb ud af lejligheden uden mine sko, men lige nu var jeg virkelig ligeglad med alt, lige nu skulle jeg bare over til Niall.

Jeg låste hurtigt bilen op og satte mig hurtigt ind i den og kørte afsted, men der var bare et problem, der var kø. Jeg sukkede opgivne. Jeg tænkte hele tiden på om han var død, hvor slemt det var osv. Jeg slog irriteret på rettet og ventede på det blev grønt. ”Kom nu, kom nu…” da jeg havde sagt det et par gange, skiftede lyset endeligt og jeg kørte afsted… eller næsten køen skulle lige bevæge sig før jeg kunne køre af sted.

 

**

 

Jeg løb ind på hospitalet og så mig omkring, da jeg fik øje på Zayn. ”ZAYN!” Råbte jeg igennem det hele så alle kiggede på mig som om jeg var skør. Folk troede nok en var en eller anden fan. Jeg så op og så Zayn løbe hen til mig og trække mig ind i et kram. Jeg var knust og jeg skulle nok finde ud af hvem det er for det her skal den person ikke slippe godt fra. Jeg mærkede tårerne begyndte at strømme ned af mine kinder. ”Jeg vil se ha…am” Hulkede jeg og gjorde ingenting for at stoppe de tåre der løb ned af mine kinder. Nogle få af dem ramte jorden og blev til en våd plet, ”kom med.” Hviskede han i mit hår. Jeg nikkede og gik med ham op af trapperne til anden sal.

Han åbnede døren ind til et rum, hvor han lå inde. Han var ikke død, men han lå helt stille og med lukket øjne. Han sov… ”Hvem har gjort det her?” Sagde jeg ked af det, men på samme tid vredt. ”Det ved vi ikke og vi kan først snakke med ham når han vågner.” ”Men vi ved at han har brækket sine ben, sin ene arm. Tre knivstik i maven og ikke mere.” Sagde han stille. Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle tage det her. Han kunne ikke bare blive stukket ned af en eller anden syg person. Jeg sværger jeg dræber personen. Jeg mener det virkelig, jeg har tilgivet min bror ret hurtigt og så skal ingen gøre det her i mod ham! ”Zayn, hvor er de andre drenge?” Sagde jeg og drejede mig og så på ham. ”De er nede og spise.” Sagde han og smilede svagt. Jeg nikkede bare og mærkede en tåre til trille ned af min kind. ”Det hele skal nok gå.” Hviskede han og trak mig ind i et kram. Jeg nikkede bare, selvom jeg ikke selv var sikker, hvis han døde vidste jeg ikke hvad jeg skulle gøre med mig selv. ”Gå ned og tag noget at spise.” Sagde Zayn og slap mig. Jeg nikkede bare og gik derned af.

Zayns synsvinkel.

Vi andre vidste godt hvem det var, men synes bare at Niall selv skulle sige det til hende. Jeg kunne stadig ikke for billedet ud af hovedet, med Niall, der lå på jorden, helt forladt, den eneste grund til at vi fandt ham var fordi han havde ringet før han var besvimet. Jeg hadet personen der havde gjort det ved Niall. Jeg var indebrændt, men vil ikke vise det til folk.

Lige nu sad Clementine sammen med de andre drenge og spiste. Jeg sukkede, Niall fortjente ikke det her. Det gjorde ingen. Jeg sukkede stille og satte mig ned ved siden af Niall som stadig sov. Han sov med et lille smil på læben. Jeg kunne ikke forstå hvordan han kunne være så glad og sige ”det gør ikke noget,” for det gør det. Nogen har slået ham ned…

”Zayn,” sagde en stemme ved siden af mig. Jeg så på Niall som var vågen, ”hey.” Sagde jeg og smilede kort til ham. ”Er Clem her?” Han stemme var svag, meget svag endda. ”Ja, hun er nede ved drengene.” Sagde jeg og så på ham med et smil. Han nikkede stille og så mod døren som gik op og drengene kom ind, med Clementine bag dem. Hun så mod mig og Niall, hendes smil forsvandt kort, men det kom hurtigt frem igen. Det var falsk…

”Hej Niall,” sagde hun og kyssede ham kort på kinden. ”Hvem gjorde det her?” Sagde hun død alvorligt. Der blev helt stille i rummet. ”Kom drenge, vi går ud.” Sagde Liam hurtigt og beslutsomt. Vi nikkede alle enige og gik ud af rummer og lod dem være alene.

Nialls synsvinkel.

Jeg så på hende og vidste hun ikke vil blive glad for svaret. Jeg var selv virkelig ked af det, men viste det aldrig, men man kunne sagtens se på hende at hun var alt andet end glad lige nu. ”Hvem gjorde det?” Sagde hun igen, bare med hævet stemme den her gang. Jeg sank den klump jeg havde i halsen. ”Det var…” ”HVEM!” Råbte hun højt, hvilket kom meget bag på mig. Var hun virkelig så sur. ”Det var Austin…” sukkede jeg.

------------------------------------------------------------------------

Hej alle sammen, undskyld ventetiden, men skolen fylder bare meget, men det gør ikke særlig lang tid før det næste kommer. Æhh jeg har fået en ny computer, som lige skal have nogle programmer på, så kan jeg bruge den i stedet, så når den har fået de programmer. Lige den sidste ting, undskyld det ikke så lange kap, men håber det er okay. :D

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...