I don't want your help. - 1D

Clementine Horan var 15 år da flyttede fra sin familie i Irland og nu er hun 16 år, hun er flyttede for at slippe for sin familie, hun følte aldrig de elskede hende og at de gav alt deres kærlighed til sin storebror Niall. Men hendes liv i London, er ikke særlig godt, hun bliver slået af sin kæreste Austin og han tvinger hende til at ryge, og tage stoffer, og ikke for at sige det, lever de i et dårligt miljø. Men på hendes 17 års fødselsdag, kommer hendes bror. Vil han kunne se at hendes kæreste slår hende, vil han hjælpe hende. Og ikke mindst vil hun have hans hjælp?

66Likes
98Kommentarer
10980Visninger
AA

13. Blood.

Liams synsvinkel.

Man kunne høre hun råbte højt, hun var virkelig vred, det var helt vildt. Til sidst kom et lille svagt svar, som jeg godt kunne høre, men jeg vidste det godt i forvejen. Austin, hun vil blive mere vred og jeg vidste ikke hvad hun kunne være i stand til. ”Clementine!” Sagde nogle af drengene i munden på hinanden. Jeg så med det samme op og så Clementine løbe af sted. ”Jeg løber efter hende.” Sagde Zayn. Vi nikkede alle sammen, vi vidste godt at de to Clementine havde det bedst med var Zayn og Niall, nok også pga. vi ikke rigtig snakkede med hende, nogle gange er hun meget sød, men andre gange kan hun godt være lidt uhyggelig hvis man kan sige det? Jeg så kort efter Zayn inden han løb efter hende. Jeg så kort efter ham inden jeg så på drengene som allerede var på vej ind til Niall.

Zayns synsvinkel.

Jeg kunne se hende længere fremme, hun løb ikke ligefrem langsomt! ”CLEMENTINE!” Råbte jeg højt, hun så kort på mig og så frem igen, da der var en lygtepæl og lidt efter kom der et skrig og så lå hun på jorden. Jeg bed mig læben, men det var for sent, jeg var allerede begyndt at grine, men da jeg så hendes mindre glade ansigt stoppede jeg. Hun så både trist og på samme meget sur. ”Hey,” sagde jeg stille og satte mig på hug foran hende. ”Hva så?” Sagde jeg stille og så på hende. ”Du ved det jo godt, du vidste det var Austin. Jeg vil skide på om du vil have Niall til at sige det, han er syg og svag, også skal han selv sige det imens jeg stod som en kælling og råbte af ham.” Vrissede hun ret surt. En forvirret rynke kom frem på min pande, var hun sur på sig selv. ”Er du sur på dig selv,” ”ja, selvfølgelig er jeg det!” Jeg åbnede munden for at sige noget men hun nåede lige at tage over. ”Det er min fucking skyld at han er kommet ind i det her, det er min skyld det hele og jeg skal nok stoppe det jeg startede. Jeg skal nok sørge for at Austin kommer til at lide ligesom mig!” Jeg var chokeret over det ord der, hvad mente hun med det. Jeg så op og så hun var væk, men hvor var hun. Jeg kiggede mig omkring og fik øje på hende henne ved vejen. Jeg rejste mig og løb hen til hende. ”Hey,” sagde jeg og tog fat i hendes skulder. ”Hvad nu Zayn,” sagde hun faktisk i en lidt stille tone. ”Hvad mente du lige med det der?” Sagde jeg og drejede hende helt om. ”Det får du at se.” Sagde hun og smilede skævt inden hun forsatte mod sin bil der stod nogle meter væk. Jeg vidste virkelig ikke hvad jeg skulle sige til det, og jeg vidste heller ikke om jeg forstod det?

 Jeg så efter hendes bil da hun kørte af sted, hvorhen? Ved jeg ikke… men noget siger at det her ikke var en god ting… Jeg sukkede kort og gik ind til de andre igen, det stod og så på mig da jeg kom ind igen. Jeg så på Niall som lå i sengen, med et meget trist blik. ”Hvor er Clem?” Hviskede han stille og så mig i øjnene. Hans fantastiske blå øjne så lige inde i mine og forventede et ærligt svar, som jeg var nød til at sige. ”Hun er gået, men det her sagde hun og jeg citer: Det er min fucking skyld at han er kommet ind i det her, det er min skyld det hele og jeg skal nok stoppe det jeg startede. Jeg skal nok sørge for at Austin kommer til at lide ligesom mig!” Sluttede jeg og så på drengene som alle så bekymret ud og ikke mindst Niall. ”Jeg håber ikke…” sagde Liam stille og så skiftevis på hos. Jeg nikkede enig, hun kunne ikke dræbe ham…

 

*

 

Nialls synsvinkel.

Jeg var stadig i chok over Clementines måde at tage det på og især de ord hun havde sagt til Zayn. Jeg var rystede, ordende sad fast i mit hoved og vil bare ikke gå væk: Det er min fucking skyld at han er kommet ind i det her, det er min skyld det hele og jeg skal nok stoppe det jeg startede. Jeg skal nok sørge for at Austin kommer til at lide ligesom mig… Hvad mente hun med det, jeg var bange for at hun vil dræbe ham.

”Hej Niall Horan,” sagde en eller anden stemme. Jeg så op på en ældre mand nok omkring fyrre år, han smilede kort og så på mig. ”Hva’ så?” Sagde jeg roligt. ”Du kan tage hjem nu,” sagde han stille, jeg nikkede kort og så ham gå ud af rummet. Jeg så på Zayn som var den sidste tilbage, de andre skulle ud til deres kærester og Harry havde vidst også mødt en eller anden pige som han godt kunne lide. ”Zayn, vil du ikke med mig hjem?” smilede jeg og så på ham. Han nikkede og hjalp mig op i en kørestol, eftersom at jeg ikke kunne gå. En smerte støn undslap mine læber, ”det gjorde ondt.” Mumlede jeg stille og så op på Zayn, som havde et ret bekymret blik. ”Rolig Zayn, det skal nok gå,” sagde jeg opmuntret. Han så lidt skeptisk på mig, men smilte bare. Jeg vidste han ikke var sikker, langt fra.

 

**

 

Han åbnede døren og gik ind, hvilket måtte betyde at hun var hjemme. ”Tjek hendes værelse,” sagde jeg stille og regnede ikke med at hun hørte det, men lidt efter kom en lav stemme inde fra stuen. ”Jeg er her…” Jeg så på Zayn, som så på mig. ”Gå der ind,” mumlede jeg lavt, ikke fordi hun ikke måtte høre det, men det var jo ligesom at jeg ikke kunne snakke højre. Min krop gjorde heldigvis ikke så ondt mere fordi de havde givet mig smertestillende og det hjalp en smule. ”Clem,” sagde jeg trist og så på hende. Hendes hoved drejede sig mod mig, hendes kinder var røde, hendes øjne var hævet og hun havde blod på sig! Alle mulige følelser flød ind over mig, vrede, trist osv. Jeg åbnede munden, da en anden råbte. ”HVAD FANDEN HAR DU GJORT?” Jeg så forskrækket på Zayn, som så rasende ud. ”Und… undskyld Je… jeg er bare så bange,” hulkede hun virkelig højt. Tristheden tog over og jeg mærkede noget vådt der trillede ned af min kind, det gjorde ondt at se min søster sådan der. ”Zayn,” hviskede jeg, som tegn til at han skulle gå hen til hende. Han nikkede kort og gik ud i køkkenet. ”Clementine, det skal nok gå. Vi er sammen nu og alt skal nok blive godt igen.” Sagde jeg og prøvede at lyde opmuntrende, men det så ikke ud til at hjælpe helt vildt meget.  

Døren gik op og Zayn kom gående ind med et stykke papir i hånden. Han satte sig ned ved siden af Clementine og begyndte stille at fjerne blodet fra hendes ene arm, det var heldigvis kun det eneste sted hun havde gjort det. ”Undskyld til jer begge,” mumlede hun og kastede sine tynde og lidt blege arme om Zayn, han så først overasket ud, men lidt efter lagde han armene omkring hende. Hun havde brug for tryghed og det skulle jeg nok give hende, hendes liv havde været slemt nok i forvejen og det var på tide at stoppe alt det dårlige og forsætte ud i alt det gode som hun fortjente.

”Zayn, gider du lige hjælpe mig op i sengen?” Spurgte jeg stille om og så ham lige i øjnene, jeg var virkelig træt og havde ikke ligefrem flere kræfter i min krop. ”Ja, jeg kommer om lidt Clem,” sagde han og rejste sig. Hun nikkede og rejste sig også. Hun gik hen til mig og gav mig et blidt kram og et lille kys på kinden. ”Godnat bror,” sagde hun og smilede svagt, inden hun satte sig ned i sofaen igen. Jeg var trist alt for trist og allermest var jeg bange for Austin og at han skulle komme igen.

”Så,” sagde han og lagde dynen godt om mig, det var koldt her inde, fordi jeg havde glemt at lukke vinduet og det var vinter. ”Tak for alt,” hviskede jeg og  smilede stort. ”Det var så lidt, jeg vil altid være her for mine venner.” Sagde han med et skævt smil på læben. Han krammede mig kort inden han gik ud af rummet.

--------------------------------------------------------

Jeg synes det er trist at i aldrig skriver mere, men så kan jeg jo bare sige at når vi er oppe på 70 kommentar, kommer der mere. Jeg ved jeg lyder lidt som en bitch, men jeg vil bare gerne vide at i faktisk læser den... :-D Håber i forstår og det skal være fra 10 forskellige personer. :D

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...