Et liv kan ændres - 1D *Paused :(*

17 årige Renésia Spindler er blevet slået, og sparket af hendes klasse, og det er begyndt at blive en rutine. Hendes mor var død, og hendes far arbejdede til sent ud på natten. Hun havde tit haft tanker om selvmord og den dag hun havde besluttet sig for at verden skulle blive fri fra hende går hun ind i en dreng som tilfældigvis er Niall Horan.

Men hvad sker der når når Niall vil hjælpe hende væk fra selvmordstankerne.
og vil der være nogle der for følelser for hinanden?!
og kommer Renésia af med selvmordstankerne?

15Likes
11Kommentarer
1462Visninger
AA

3. I don't give up so easy!

Jeg begravede mit hoved i mine hænder, og lod tårene trille ned af mine kinder. Minderne kom, og alt omkring mig forsvandt. Jeg kan tydeligt huske det alt sammen. Min bedsteveninde der forlod mig 3 dage efter min mors død, og min far jeg fandt i sengen med en anden 1 uge efter hendes død. Det hele sad som limet fast til min hjerne. Det var svært nok at skulle i skole hver dag bare for at blive plukket til plukfisk.

Langsomt gled en skygge hen over mig, og jeg kiggede langsomt op. Den lyshårede. Fattede han det ikke snart? Han skulle fucking bare lad mig være. Jeg kiggede alle steder end på ham. Han skulle ikke tro han fik min opmærksomhed ved at gå ind foran mig. Jeg så om bag ham hvor et par piger skreg, og skyndte sig hen til ham. Hans blik vigede på mig inden jeg blev trukket væk. Jeg så på pigerne, og imens han var optaget så jeg det som en muglighed at flygte. Jeg smagte lidt på ordet flygte. Ville jeg virkelig bare flygte. Jeg burde hellere bare svare imod. Jeg tvang hurtigt de tårer der var på vej ud væk. Jeg snøftede lydløst, og lyttede kort til pigernes plapren. Jeg hørte få ord som Niall, Billede, kæmpe fan, og sådan lidt. Niall, Var det det han hed? Han var åbenbart berømt. Jeg sukkede, og ventede. Jeg så rundt efter de andre drenge. Heldigvis var kun ham Niall der. Langsomt gik pigegruppen væk, og jeg samlede mod sammen. Jeg satte benene på jorden, og skulle til at rejse mig da han standsede foran mig"Vil du ikke lade mig hjælpe dig?"Spurgte han"I kan ikke hjælpe mig"Mumlede jeg lavt, næsten som en hvisken. Jeg så langsomt op, og mødte hans blik"Vi kan da prøve! Vi kan måske få dig på andre tanker" Jeg vidste han hentydede til mine selvmordstanker. Jeg rejste mig lynhurtigt op, og så på ham"Du skal ikke tro du bare kan komme der, og tro du kan hjælpe mig! Ja jeg har intet liv. Det har du sikkert!"skreg jeg næsten"Så vidt jeg kan se har du venner, og er fucking glad! Jeg tværtimod er blevet stukket i ryggen, og min far, og min ven" Skreg jeg ind i hans hoved, og tårene pressede på"Nå jo... Nu må jeg ikke glemme den lille detalje at jeg bliver flået i stykker hver evig eneste dag! Og som kommer du, og tror du er superman der kan komme, og hjælpe mig! Jeg har fucking ikke brug for din hjælp. Tårene trillede langsomt ned af mine kinder inden jeg rent faktisk fandt ud af hvad jeg have gang i. Jeg havde lige stået og praplet ud, om mit lorteliv, og derefter begyndte at græde. Jeg vendte mig om for at gå min roligt tager han fat i mit håndled. Tårene bliver flere, og jeg kan ikke overskue det længere, og jeg begynder at græde lydløst, men voldsomt. Han trækker mig ind til sig, og jeg havde lyst til bare, og skubbe ham væk men min krop hører ikke efter. Jeg lader ham holde armene om mig. Jeg snøftede lavt, efter jeg havde grædt i hvad der lignede en time. Jeg så op på ham. Jeg havde lige givet op, eller det troede han sikkert. Så snart han slap mig ville jeg skride! Løbe min vej. drikke min dag ud for så at komme hjem til en far der er igang med  en ny. Jeg tænkte tingene igennem, og kom til den konklusion at jeg lod ham hjælpe mig, men hvis jeg så bare begyndte at blive glade for de drenge ville jeg skride...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...