Et liv kan ændres - 1D *Paused :(*

17 årige Renésia Spindler er blevet slået, og sparket af hendes klasse, og det er begyndt at blive en rutine. Hendes mor var død, og hendes far arbejdede til sent ud på natten. Hun havde tit haft tanker om selvmord og den dag hun havde besluttet sig for at verden skulle blive fri fra hende går hun ind i en dreng som tilfældigvis er Niall Horan.

Men hvad sker der når når Niall vil hjælpe hende væk fra selvmordstankerne.
og vil der være nogle der for følelser for hinanden?!
og kommer Renésia af med selvmordstankerne?

15Likes
11Kommentarer
1459Visninger
AA

2. Help? No thanks!

En lille ting... Jeg har været lidt urolig over denne movella da jeg ikke plejer at lade andre se hvad jeg skriver... :) og jeg er glad over jeg har lagt den ud! Da jeg ser der faktisk er nogle der kan lide den ;D

------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Drengen med det lyse hår stod og kiggede bestemt på Jay. Jeg prøvede langsomt at snige mig ud af Jay's greb. Drengen ser meget kort på mig. Jay's blik viger på drengen, og langsomt bliver hans vrede stor"Hvad tror du at du har gang i?"spurgte Jay irriteret, og vred sig hurtigt ud af hans greb. Jeg sank en klump idet fire andre drenge på den lyshåredes alder kom imod os. Jay ser på dem"Hvad er det her?"Jeg ser på ham. Ikke engang jeg aner hvad det er der sker. De fire andre drenge stiller sig ved den lyshåredes side, og kigger forvirret fra mig til Jay til den lyshårede dreng. Jay ser bare på dem. Da Jay slipper grebet om min arm, og vender sig om imod drengene ser jeg kort på dem inden jeg går lidt væk fra dem. De skal ikke hjælpe en freak. Jeg fortjente at dø, Jeg fortjente at blive slået. Jeg er ikke noget værd. Jeg snublede så klodset som jeg var, og landte hårdt på stenfliserne. Jeg satte mig langsomt op af væggen udtil gaden. Jeg lukkede langsomt mine øjne i, og ønskede jeg kunne dø på stedet. Det hele var blevet for meget, og smerten overtog min krop.

 

Jeg åbnede langsomt mine øjne, og så rundt. Jeg lå i en stue med fem hoveder over mig. Jeg satte mig forskrækket op, og langsomt gik mit blik fra at være forskrækkede til vrede. Jeg skulle til at råbe da en stemme med irsk-accent kom først"Rolig nu! Ham den anden er væk"Sagde stemmen, og jeg vendte mit hoved imod stemmen. Det var den lyshårede"Jeg havde ligesom ikke bedt om hjælp!"Råbte jeg vredt, og sprang op af den sofa jeg lå i, og så jeg hurtigt på udkig efter en hoveddør. Problemet var bare at jeg jo aldrig havde været her før så jeg vidste ikke engang hvor jeg salv var. Jeg gik hurtigt ud i noget der lignede en entré da der stod sko på gulvet, og hang jakker på nogle knager. Jeg tog hurtigt min jakke, og mine sko, og trak ned i håndtaget. Heldigvis var det åbent så jeg gik ud, og løb ned af gaden med min jakke, og sko i hånden. Jeg ville væk, Væk fra verdenen. Da jeg kom omkring et hjørne standsede jeg, og lod ikke mine tårer komme frem. De hjælpsomme, og bekymrede blikke jeg fik kunne jeg ikke have. Der burde ikke være nogle der ville hjælpe en som mig. Jeg gik langsomt ned af gaden mens jeg kiggede efter et vejskilt. Jeg skulle hjem så verdenen kunne slippe for mig.

Niall's synsvinkel

 

Hun så så hjælpeløs ud, og jeg kunne se i hendes blik, og hun ikke ville være i verdenen. Hun var virkelig smuk. Hendes sorte hår, og de lyseblå øjne der fortalte det hele. Hun fortjente ikke at være bange, og trist. Hun burde være glad. Jeg havde allerede besluttet mig for at hjælpe hende fra da jeg så ind i hendes øjne første gang.

Drengene, og jeg var taget ud for at lede efter hende. Hun var sikkert ikke kommet særlig langt væk for da vi havde ledt 20 minutter ringede min mobil.

 

Harry, og Liam havde fundet hende, og Zayn, Louis og jeg var nu på vej derhen hvor de havde fundet hende. Jeg smilte svagt da jeg så hende rundt om hjørnet.

 

Renésia's synsvinkel

 

Kunne de ikke fatte en hentydning! Jeg havde IKKE brug for deres hjælp! Jeg ville bare have lov til at være i fred! Jeg blev irriteret da jeg så dem komme rundt om hjørnet, og satte i løb væk fra dem. Tårene pressede sig på. Jeg ville ikke se de Bekymrede blikke igen. Man skulle ikke have medlidenhed med en freak! Jeg løb alt hvad jeg kunne. Heldigvis var jeg meget hurtigt så jeg løb hurtigt fra dem. Jeg løb igennem mængden af mennesker, og videre ned af gaden. Jeg fik langsomt øje på big ben. Jeg sænkede farten, og satte mig forpustet på en bænk. Jeg så langsomt rundt efter drengene. Jeg så længe rundt. Der stod en flok piger, og skreg. Jeg sukkede lettet da jeg ikke kunne se dem, og trak benene op under mig på bænken.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...