Love Has No Age ~ One Direction

Clair på 14 år lever for musikken. Hun synger, danser og spiller instrument. Da hun, en dag, har været til casting på en dansefilm, får hun en opringning. En mand som så hende til castingen, tilbyder hende at være med i en musikvideo som danser… en musikvideo til sangen, ”Homless”, som er skrevet af boybandet One Direction.

”Homless” viser sig at blive et kæmpe hit, og da de fem drenge skal på verdensturné, beder de Clair og nogle få andre dansere om at tage med. En af drengene, Liam Payne, lære hurtigt Clair at kende, og selvom han i forvejen har en kæreste, begynder han at få følelser for hende. Forbudte følelser!..

29Likes
75Kommentarer
3231Visninger
AA

8. Besøg

Clairs Synsvinkel

Det var forfærdeligt at sige farvel til Liam og de andre drenge. Selvom jeg ikke havde troet det, er jeg kommet til at holde virkelig meget af dem.

Harry, som var begyndt at tale med mig, om hans mange kærlighedsdilemmaer.

Louis, der tit udvekslede jokes med mig.

Zayn, som hver dag, af en eller anden grund, bad om min mening, til hans tøj i musikvideoen.

Niall, der åbenbart havde besluttet sig for, altid tog i mit forsvar, hvis mig nogle af de andre piger begyndte en diskussion.

Og ikke mindst Liam, som hver eneste dag, hjalp mig med balletten, efter at de andre var gået hjem. Som jeg hver eneste dag fik en lang snak med. Selvom jeg nogle gange prøvede, så kunne jeg ikke undgå ham. Så snart jeg så ham blev jeg, af en eller anden underlig grund, tiltrukket af ham, og det meste af tiden gik vi sammen og lavede sjov med alt og alle. Alligevel var der aldrig nogen flirt. Det er jo også forståeligt nok. Han har en kæreste i forvejen… og så er der selvfølgelig det med, at der lige er 5 år imellem os. Det var nok mere et ”søskeneforhold” vi havde. Jeg havde ellers, håbet på mere. Men det vil aldrig kunne udvikle sig nu. Jeg ser ham aldrig mere… jeg ser aldrig nogle af dem mere. De har lovet at følge mig på twitter, men hallo! Om et halvt år vil aldrig kunne huske mig…

De næste par uger er anderledes end det var før jeg sagde ja, til at være med i videoen. Jeg er mere indelukket og folk har svært ved at trænge igennem til mig. Det eneste der er i mine tanker, er One Direction. Jen siger, at det er starten på en dempration, men hvis jeg kender hende ret, er det hendes fantasi der løber af med hende. Når jeg kommer hjem fra skolen, sjusker jeg mig hurtig færdig med lektierne og går straks på computeren. Jeg sidder flere timer og kigger på billeder, facts og artikler af drengene. I går tog min mor alvorligt fat i mig.

”Claire! Hvad sker der med dig! De sidste par uger har du næsten kun kommet hjem med 4taller og 7taller. Du har sågar dumpet! Før du tog af sted for at være med i den der latterlige video, kom du kun med 10 – og 12taller. Din far og jeg skulle aldrig have ladet dig tage derhen!”, havde hun strengt sagt. Min mor har altid været ekstrem emsig med mine karakterer. Jeg har altid ydet mit bedste, men jeg havde også lært gennem årene, at det er verdens undergang bare fordi jeg ikke får 12 en enkel gang. Men da hun fortalte at hun fortrød, hun havde sendt mig af sted, for at optage video, måtte jeg gøre noget ved det. For hvis hun havde det sådan, ville hun aldrig lade mig lave noget andet inden for mediebranchen igen.

”Undskyld. Jeg har været dum! Fra nu af tager jeg mig mere sammen”, skyndte jeg mig at sige. Min mor fnøs, men bagefter viste der sig et smil på hendes læber.

”Gode pige”, havde hun sagt og klappet mig på kinden.

Så nu sidder jeg, på mit værelse og knokler med en engelskstil. Det får i det mindste til at tænke på noget andet, og glemme mit savn til drengene.

***

Da jeg er i gang med at gennemgå Det Hvide Hus’s historie, ringer telefonen. Jeg ser på den. Skal jeg tage den? Jen har ringet flere gange i løbet af ugen, og kommet med en ny forklaring på, hvad det er der er galt med mig. Selvom jeg bare siger at jeg savner Liam og de andre, bliver hun i sin tro om, at jeg er ved at få en psykisk lidelse. Men alligevel trykker jeg på ”svar opkald” og tager mobilen op til øret.

”Hey solstråle”, siger en hvis instruktørs stemme.

”Dave!”, udbryder jeg. Jeg kan høre ham le, i den anden ende af røret.

”Nemlig, dansemus. Det din lykkedag i dag”, siger han. Dét har jeg hørt før. Det var det samme han sagde, da han første gang ringede og spurgte om jeg ville være med i videoen.

”Drengene skal have nogle få dansere med på deres turné. Og de plagede mig sådan om jeg ikke kunne spørge dig?”. I et stykke tid er jeg målløs.

”Øhm, eh hv-hvornår?”, får jeg endelig fremstammet.

”Nu her til feburar”, svare han.

”Men er det ikke i et halvt år?”.

”Jo”, siger han i helt normalt tonefald. Åh nej, tænker jeg.

”Dave, du aner ikke hvor meget jeg brænder for det her. Men mine forældre vil aldrig gå med til det!”, må jeg desværre svare ham. I et stykket id siger han ikke noget.

”Hvor bor du?”.

”Øhm, New York Centrum. Royalstreet 43.”, svare jeg, uden rigtig at forstå hvorfor han spørger.

”Er dine forældre hjemme nu?”.

”Min mor er ja. Hun har fri i dag og i morgen”.

”Perfekt! Clair, jeg kommer forbi om lidt. Jeg er i New York for at fikse nogle ting, men jeg kan lige akkurat nå om køre fobi blomsterhandleren og hjem til dig. Det eneste du skal gøre er at få din mor til at sætte lidt kaffe over til 3 – medmindre du selvfølgelig hellere vil have te… Vent du bare, jeg kan charme mig ind på alle mødre. Vi ses om lidt”. Før jeg når at sige noget, har han lagt på. Han aner ikke hvor svært det er at overtale mine forældre. Jeg har aldrig selv kunne det. Når de først har sagt nej, er der ikke noget at gøre. Men jeg kan da håbe…

Jeg går ned af trappen og ind i stuen. Min mor sidder i sofaen og læser i hendes nye roman.

”Elizabeth”, siger jeg til hende. Jeg har altid nægtet at sige mine forældres rigtige navne. De aldrig rigtig gjort sig fortjent til det.

”Hvad er der?”, svare hun uden at se på mig. Hendes koncentration stadig er rettet mod bogen.

”Jeg tænkte på… Det er så lang tid siden at vi har snakket sammen - altså sådan rigtigt. Så.. øhm, skulle vi ikke drikke en kop kaffe sammen?”. Nu kigger min mor på mig.

”Claire Elisa Harryns”. Min mor udtaler mit fulde navn, som hun altid gør når hun er stolt af mig.

”Hørte jeg dig sige… kaffe? Du er da vist ved at blive en rigtig dame”, siger hun og rejser sig for at gå ud i køkkenet.

”Jeg går ud og laver noget med det samme”, siger hun glad. Jeg sætter mig i lænestolen. Kaffe – AD! Jeg har altid hadet det! Hader smagen, hader lugten og hader den kunstige måde det frisker mig op på! Jeg tror kun jeg har smagt det to gange i mit liv.

Pludselig banker det på døren. Jeg går ud for at lukke op.

”Jamen hej Clair”, siger Dave. Han står uden for døren med en kæmpe bukket blomster i hånden. Min mor træder ud af køkkenet, for at se hvem der er kommet.

”Åh hej”, nikker Dave til min mor.

”Du må så være storesøsteren. Clair fortalte mig ellers at du var flyttet hjemmefra”. Min mor bliver helt rød i hovedt.

”Nej, jeg er så sandelig moderen”, siger hun og fniser, som en lille skolepige.

”Det kan da umulig passe. Men hvis du siger det. Så må de her jo være til dig. Jeg håbede at du kunne lide tulipaner”, Dave træder ind i huset og rækker min mor bukketten.

”Åh! Tulipan min ynglings blomst”, udbryder min mor. Dave smiler..

”Jeg hedder Dave McKensee. Det er mig der var instruktøren, til den musikvideo, som deres vidunderlige datter dansede med i”, siger han og ser på mig. Jeg aner ikke hvad jeg skal gøre af mig selv.

”Elizabeth Harryns. En fornøjelse af møde dem Mr. McKensee. Jeg har lige sat vand over til kaffe. Tager de en kop med?”. Jeg griner for mig selv. Hun har aldrig før inviteret en fremmed ind, på den måde. Hm, måske lykkes det for Dave alligevel?

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...