Keep me alive (One Direction)

Stella Bech er 17 år og bor i London. Hendes liv har ikke været for let. For lidt opmærksomhed, for meget ensomhed. Hun er en stille pige, med mange problemer, som også har været/er cutter, hun elsker at spille guitar. En dag går hun inde i byen med sin guitar på ryggen, da hun støder ind i en. Eller ikke en men tre personer. Da hun lander på jorden, bliver hendes guitar ødelagt. Personerne tager hende med dem hjem, hvor hun møder to andre personer. De her fem personer, kan de hjælpe Stella med alle hendes problemer?
Kommer de til at betyder noget for hende? Og hvem er de fem personer?

11Likes
6Kommentarer
1647Visninger
AA

3. You don't need to

 

Jeg gik ud af bilen sammen med Niall. Harry og Zay var vist gået ind. Huset var virkelige stort, man kunne hvis kalde det et mini slot. Jeg følgede efter Niall op til hoveddøren som stod åben. Vi kom ind i sådan en hall ting, tog vores sko og jakker af. Og gik videre ind i en gang, for enden af gangen var der nogle franske døre som Niall åbnede.

Inde bag de franske døre, var det vist stuen der var der. Lige foran os var der tre kæmpe sofaer. Den som sto med ryggen til os, liggede der en i. Den på højre side, sad Harry og Zayn. I den sidste sad er der en person som jeg lidt gættede på er Liam fra deres bandt. Niall gik hen og sættede sig ved Liam. ”Stella, bare stil din guitar op af vægen og kom og sid her.” Beder Harry mig om. De sad alle fire og betragtede mine bevægelser, jeg stillte min guitar og gik over mellem Harry og Zayn. Nu kunne jeg se den sidste person som liggede i den første sofa. Det er Louis, deres sidste medlem af bandet. ”Louis og Liam, det her er Stella. Vi stødte ind i hende og kom til at ødelægge hendes guitar inde i byen.” forklare Zayn. 

”Hej” sagde de i kor. ”Jeg er altså virkelige ked af det med sin guitar Stella. Og jeg skal nok betale for en ny en.”sagde Niall med en undskyldende stemme.”Niall, det helt okay. Jeg undskylder også for min opførelse. Men det var ligeså meget min egen skyld som det er din.”Jeg smiler et stort, sød smil til ham.

”Nå, så du spiller guitar Stella?” spurte Liam.”Ja, haha. Men øhm jeg kan desværre bare ikke synge.”

”hvad alle kan da synge!” udbrøder Louis med en forbavset stemme. ”Nej, det er langt fra alle der kan synge drenge. Det kan godt være i kan synge, og i kan virkelig også synge, men jeg kender kun to der kan synge sådan okay. Hele min familie er tonedrøve. ”

De nikker bare og sagde jeg skulle fortælle noget om min familie.” Den korte eller den lange?”spurte jeg. ”Den lange.”

”Okay. Mine forældre er skilt, det blev de da jeg var 3 år. Så jeg kan ikke huske andet end sådan som det er nu. Min far har en kone og to andre børn. Mine lillebroder. Jeg har en storebror, Mads, som spiller håndbord i elite. Så han tager meget opmærksomhed i min familie. Mig og min far har ikke verdens bedste forhold, da jeg er en pige og bare skuffer ham. Men mig og min mor har et meget godt forhold, jeg kan snakke med hende om rigtige mange ting. Vi har ikke så mange penge hjemme ved min mor, derfor blev jeg også sådan lidt.. i ved, det med min guitar.” fortalte jeg dem.

”Hvorfor skuffer du din far?” spurte Liam med sin rolige og søde stemme. De sad alle fem og lyttede til mig. Det var lidt underligt da jeg ikke var vand til at folk lyttede til mig. Det igen det med opmærksomhed, jeg giver dem opmærksomhed men de giver ikke mig det.

”Altså, jo nu skal i høre. Min storebror var lidt overvægti som mindre men han kom hurtig over det. Han begyndte at dyrke meget sport og sammentide så vokset han. Han blev hurtig slank igen. Men jeg har også været overvægti. Meget endda. Men det tog mig bare rigtig lang tid at blive slank igen. Og som i nok også kan se, så er jeg altså ikke så høj. Så det var svært at blive tynd for mig. Og jeg endte med mange forskellige spiseforstyrrelser. Hele min familie var meget stolte af Mads, mens jeg blev indlagt med spiseforstyrrelser og depressioner. Nårh jo min far er også bare en idiot, han ved bare ikke hvordan han skal opdrage en pige.”

”Og hvad så nu?”

”Jeg har ikke nogle spise problemer mere. Men jeg har stadig en lidt slem depression.”

Jeg kunne virkelige ikke holde ud at kigge på deres medlidenheds blikke. De sad også og skælvede til hinanden. Det var tydligt at de ikke ved hvad de skulle sige til det. Det kunne jeg nu også godt lidt forstå. Det jo en stor mundfuld. Jeg rejste mig op, de kiggede alle forvirret på mig. Men jeg gjorde bare håndtegn til at jeg lige skulle ringe. Jeg gik ud af nogle andre franske døre, som hvis førte ud til deres have. Og tog min mobil op af lommen, og tastede Chris' nummer.

Bib, bib, bib...

Hallo, det Chris her.”” Hej Chris. Det mig Stella.” jeg blev lidt bange for hvordan han kunne tag det.

Stella?! Hvor fanden er du henne? Mig og Simon sidder og er vild urolige! Hvorfor har du ikke taget din mobil? Kan du så se og komme hjem.” Han blev ved og ved. Så stop dog, så jeg kunne svare! Forfanden da.

”Rolige nu. Jeg har mødt en af mine gamle veninder inde i byen og sidder nu på cafe. Jeg faldt i snak med hende og så glemte jeg bare at ringe.” Løj jeg. Jeg ville ikke at sige sandheden til dem lige nu. Især ikke nu hvor han er så overbeskyttende. Jeg gik ind i stuen igen, da det indlige var koldt uden jakke på. De sad alle med et smil og kiggede på mig mens jeg snakkede i telefon.

Rolig? Hvordan skal jeg kun være rolige? Det er over en time siden du skulle have været her. Og så tager du ikke din mobil når jeg ringer. Hvordan skal jeg så være rolige?” han råbte så højt at jeg blev nødtil at tage mobilen væk fra mit øre. Og det gjorde at drenge kiggede lidt underligt på mig. Det kunne jeg skam også forstå, jeg tror måske at de faktisk også godt kunne høre hvad han sagde.

Chris, du bliver nødtil at tage det roligt så jeg kan forklare dig det. Okay? Tak. Da jeg havde hentet min guitar, gik jeg over og købte noget kaffe. Og der mødte jeg så min gamle barndomsveninde Josefine. Vi faldt i snak og så gik vi en på en cafe, som jeg også sidder på nu. Jeg glemte bare at ringe og kunne ikke høre at du har haft ringet. Okay?” løj jeg, det er lidt lang tid siden jeg havde løjet sådan overfor Chris. Men han skulle bare ikke vide at jeg sad sammen med fem unge drenge, alene. Som kiggede virkelig underligt på mig lige nu. Hahah. De kunne nok ikke forstå hvorfor jeg lyver så meget.

Okay Stella. Det er i orden. Men næste gang er du så ikke sød bare at sende en sms. Hvor længe tror du at du bliver der? Vent var det et drenge grin jeg kunne hører?! Lyver du over for mig Stella?!” Fuck, drengene var begyndt at snakke sammen igen. Og Louis havde vist sagt noget sjovt, som havde fået Niall til at falde om af grin. Hahah de er nu ret sjove de drenge.

Jeg sidder på en cafe, som er fuld af mennesker så selvfølgelig er her også nogle drenge. Men jeg bliver nødtil at smutte nu. Jose er lige kommet tilbage fra wc. Ses.” jeg lagde hurtigt på. Inden han blev mere mistænksom. Drengene snakkede og grinede da jeg sat mig igen. Men da Niall spurte ”Hvorfor løj du om hvem du var sammen med?” blev der helt stille og kiggede alle afventede på mig. ”Det en lang forklaring” 

Vi har masser af tid. Og du mangler også at forklare det med at du ikke er fan af os mere”sagde Zayn en smugle hårdt og bestemt. Louis og Liam kiggede underne på Zayn, som bare lavede håndtegn til at jeg skulle forklare. ”Jeg har først lige mødt jer, så har jeg altså ikke lyst til at forklare hele min livshistorie til jer. Okay? Og jeg skal altså okay til at hjem nu”

jeg rejste mig og var ved at gå ud til mine sko, da Louis siger ” da mig kører dig hjem” jeg nikkede bare og tog mine sko og jakke. Vi gik ud til en anden bil end den jeg kørte med her hen. Jeg satte mig ind på forsædet, og Louis startede bilen.

Det pisser mig af at Chris og Simon skal være så forbande overbeskyttende. Det er rigtig irriterende, at jeg ikke kan snakke med nogle drenge uden at Chris og Simon blander sig. Sådan er det også oppe i skolen. Hvis jeg snakker med en dreng som ikke er i vores ”vennekreds” så kommer de straks og hiver mig væk. De behøver jo ikke at være sådan. Jeg kan altså godt passe på mig selv. Den fest var en fejl. Jeg begiv en fejl ved at lade nogle drenge komme så tæt på mig. En fejl! Men de er ligeglad med at jeg ikke vil have dem til at beskytte mig. Det er fuldstændig ligeglad med hvad jeg har at sige. Og det er jo underligt da det handler om mig ikke?

De behøver altså ikke at være sådan efter min mening. Jeg har lyst til at råbe, You don't need to, til dem. Det ville de kunne forstå. Vi har noget med at skrive den sætning til hinanden, hvis jeg vil komme over til Chris men han ikke vil så skriver han You don't need to.

Det var stille i bilen men det var ikke en akavet stilhed. Det er sådan en rar en, for vi har begge to ikke noget at sige. Selvom Louis ikke ligefrem normalt er den stille type. Så behøver han vel også at være lidt stille nogen gange. Jeg elsker at snakke, men jeg er den stille type.

Bange for at gøre noget forkert. Sige noget forkert. Da jeg er vand til at min far synes jeg gør alt forkert. Så jeg lader bare vær med at gøre noget, i stedet for at gøre noget forkert.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...