Falske følelser.

Historien handler om pigen Anicka, som drengene aldrig lægger mærke til i skolen. Anicka forelsker sig en dag i en af de populære fyre, som alle piger kan lide. Hun vil gøre alt for ham, og det ender galt.

3Likes
1Kommentarer
979Visninger
AA

1. En kold sommeraften.

Det var en kold sommeraften og jeg var ude at gå med min bror. Jeg havde altid haft et nært forhold til min bror, Jonas. Han var lige præcis to år ældre end mig, og vi var før blevet enige om det var enormt irriterende at vi havde fødselsdag den samme dag. Vi skændes tit, men vi havde et utrolig stærkt bror-søster-forhold, og vi elskede da hinanden. Jeg var lige fyldt fjorten, men mig og min bror fjollede altid rundt, som vi gjorde da vi var små. Vores forældre var gået fra hinanden da Jonas og jeg var små, så vi boede med vores mor, Birgitte og hendes mand Kasper.

  Da Jonas og jeg var på vej ned til stranden så vi tre piger fra min klasse. Det var de tre populære piger Jessica, Malene og Karoline. De populære piger og alle deres små efterfølgere havde altid hadet mig, og det var derfor jeg var så upopulær. Men jeg forstod ikke hvorfor drengene kunne lide pigerne så meget, for de gik med push-up, da de ikke selv var særligt udviklede. De skjulte deres ansigt med flere lag af foundation og pudder, og det var faktisk ikke særlig kønt. Men de populære drenge og piger samt. deres efterfølgere hadede mig. Jeg havde faktisk kun én ven, og han hed Anton. Anton var en nørd, og han gik til skak. De populære mobbede ham tit, og jeg var den eneste han kunne komme til. Hans far var alkoholiker og hans mor var ligeglad. Jeg havde faktisk ondt af drengen!

  De tre piger kiggede på mig, imens de hviskede og fniste. Jeg følte en hvis ubehag og krammede mig ind til Jonas. Han så ned på mig, og smilede bare; "Ikke tag dig af dem, Søs..." Det kunne han jo sagtens sige, tænkte jeg. Det var jo ikke ham der blev drillet hver evig eneste dag.

  Da vi nåede kunne se stranden længere, løb vi automatisk om kap som vi plejer. Jonas vandt selvfølgelig, hans ben var jo længere! Jeg udtrykker tydeligt at det er unfair, imens jeg prøver at lyde seriøst. Det lyder ikke seriøst, for Jonas griner bare. Jeg kan ikke selv lade være med at grine af ham. "Idiot!" råber jeg, imens jeg straks sætter i løb. Han løber efter mig, men da jeg vender mig om igen er han væk. "Jonas?" Jeg råber rundt efter ham. Ingen lyd.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...