Hvorfor ikke? (Lily x James)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 jun. 2012
  • Opdateret: 24 jul. 2012
  • Status: Igang
De vidste alle, hvor meget jeg elskede Lily og de ​​vidste, hvor desperat jeg var for at få hende til at gå på date med mig, før vi var færdig med skolen. "Det virker ikke som om Flæbius og Lily er venner mere, så hun har ingen grund til at hade mig," jeg fortsatte: "er jeg virkelig så forfærdeligt?" Jeg kunne se smilene på deres læber brede sig da de i kor sagde "Ja." Jeg vidste godt det var for sjov. "Hvordan kan jeg bevise, at hende, at jeg ikke er så forfærdelig, som hun tror jeg er? " Spurgte jeg. "Stop med at være forfærdelig?" foreslog Sirius.

~Jeg ejer IKKE personerne eller Hogwarts; Alt respekt til J.K Rowling der opfandt Harry Potter universet!~

33Likes
71Kommentarer
7802Visninger
AA

12. Lilys synsvinkel

Jeg rejste mig op fra min seng. Jeg gik hen til døren da jeg hørte fodtrin og et pergament blev skubbet ind under døren og lidt efter bankede det. Jeg tog fat i håndtaget og hørte så en spæne af sted, så jeg lukkede døren igen og tog pergamentet op. Jeg gik hen og satte mig på min seng.

Jeg sad og kiggede på pergamentet. Der stod intet, så jeg tog min stav frem og pegede på pergamentet. "Vis din hemmelighed" hviskede jeg og en smaragdgrøn besked begyndte at lyse. Jeg smilede lidt - det var helt sikkert kun dem fra The Marauders der kunne finde på det - håbede jeg da. Lily, Sara & Clair. Køter og jeg vil gerne se jer i opholdsstuen præcis ved midnat. Tro mig! Det bliver vildt sjovt. Jeg smilede skævt, det var kun James og Sirius der ville skrive sådan, så selvfølgelig var det dem der havde skrevet det. 

Da jeg havde siddet på min seng og kigget på pergamentet, kom jeg i tanke om at jeg nok skulle sige det til Sara og Clair. "Sara, Clair - når det bliver midnat skal vi ned i opholdsstuen.. Jeg er ikke så vild med det, for hvis vi bliver opdaget mister jeg mit skilt.. Men vi bliver nødt til det, for ellers bliver de sikkert skuffede" sagde jeg til dem. Sara mumlede bare et "Hveeem?" og gabte før hun satte sig op og så på mig. "James og Sirius, her er pergamentet" mumlede jeg tilbage og kastede pergamentet hen mod hende. Jeg stod ud af sengen og gik hen til Clair. "Vågn op" sagde jeg. Der var intet svar. "Clair! Hjælp mig!" udbød jeg og straks åbnede hun øjnene. Jeg smilede drillende til hende da hun fortalte mig at hun hadede mig. Selvfølgelig var det for sjov; Clair hadede mig jo ikke rigtigt - og så grinede hun også selv. Vi trak vores normale tøj over vores nattøj og så var vi ellers klar.

Jeg trak fat i en sort kappe og fik Clair og Sara til at gå ind under den. Så åbnede jeg døren ned til opholdsstuen og gik selv ind under kappen. Vi listede ud og jeg nåede lige at lukke døren - næsten lydløst - før vi ellers begyndte at liste så hurtigt at jeg var ved at falde. "Her er mørk, tror du ikke jeg kan lave lumos besværgelsen?" hviskede Sara til mig. "Nej, det kan man se igennem kappen" hviskede jeg tilbage. "Nej, det kan man ikke; Kappen er jo sort" kommenterede Clair. "Man kan stadig se det igennem" sukkede jeg. "Hvad skændes I om?" hviskede en anden stemme pludselig. "Sirius! Kunne du ikke have sagt at I var kommet? Nåh, men kan jeg ikke lave lumos uden at man kan se det udefra?" Sara mumlede nu, hun hviskede ikke længere. "Nej, det er nok rigtig hvad Lily siger" sagde James pludselig. Jeg smilede tilfreds og trak kappen fra; der måtte være mørkt nok til at vi ikke blev set af Filch eller sådan en eller anden.

"Kom herind" sagde Sirius og trak lidt op i usynligehedskappen så vi kunne se hvor de var. Først gik Sara ind, efterfulgt at Clair og så manglede jeg egentligt bare. Jeg så hurtigt tilbage og gik så ind under kappen, som faldt ned bag mig. Pludselig begyndte drengene at gå, og vi blev jo bare nødt til at følge med. "Luk øjnene, I må ikke se hvor vi skal hen" grinede Sirius. Jeg kunne se at Clair og Sara lukkede øjnene, men jeg lukkede dem kun på klem. "Ikke noget med at snydekigge Lily" sagde James så. Jeg blev vel nødt til at lukke dem helt.

Da vi havde gået i noget tid, kunne jeg dufte chokoladekage. "Aha, det er der vi skal hen. Til køkkenet" sagde jeg og smilede stort. "Er du den Lily jeg kender?" spurgte James lige før han og Sirius trak kappen af så vi alle sammen kunne se. Der var mørkt, men man kunne se omridset af de fleste ting. Jeg begyndte at grine. "Nåh, men hvor tit går I så ud efter sengetiden?" spurgte Clair og så rundt. "Altid, næsten hver dag faktisk" svarede James. "Det burde I altså ikke gøre. Og James; Du kunne miste dit skilt, at du ved det" sagde jeg endelig da jeg var kommet til fornuft. "Se det er den Lily jeg kender og elsker" sagde James lavt. Jeg kunne se udtrykket i hans ansigt; Jeg tør vædde på at han tænkte 'Det sagde jeg ikke højt, gjorde jeg?' og før jeg kunne nå at spørger ham, hvorfor han virkelig ignorerede mig, men før jeg nåede at sige noget som helst, kastede Sirius et stykke chokoladekage i hovedet på ham.

Vi begyndte alle sammen at grine og James råbte "MADKRIG," og selvom han råbte, er jeg sikker på at han råbte så lavt han kunne råbe - der var i hvert fald ingen der hørte os.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...