Hvorfor ikke? (Lily x James)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 jun. 2012
  • Opdateret: 24 jul. 2012
  • Status: Igang
De vidste alle, hvor meget jeg elskede Lily og de ​​vidste, hvor desperat jeg var for at få hende til at gå på date med mig, før vi var færdig med skolen. "Det virker ikke som om Flæbius og Lily er venner mere, så hun har ingen grund til at hade mig," jeg fortsatte: "er jeg virkelig så forfærdeligt?" Jeg kunne se smilene på deres læber brede sig da de i kor sagde "Ja." Jeg vidste godt det var for sjov. "Hvordan kan jeg bevise, at hende, at jeg ikke er så forfærdelig, som hun tror jeg er? " Spurgte jeg. "Stop med at være forfærdelig?" foreslog Sirius.

~Jeg ejer IKKE personerne eller Hogwarts; Alt respekt til J.K Rowling der opfandt Harry Potter universet!~

33Likes
71Kommentarer
7798Visninger
AA

10. Lilys synsvinkel

Det var efterhånden seks dage siden jeg havde snakket med Severus. Jeg havde faktisk såret, ydmyget og fået ham til at blive ked af det. Selvom Sara og Clair sagde at han fortjente det, følte jeg mig stadig skyldig. "Tænker du stadig på det med Severus?" spurgte Sara mig, hun vækkede mig faktisk lige da jeg var midt i en af mine dagdrømme. "En lille smule" løj jeg. Jeg tænkte jo ikke bare en lille smule på det, jeg kunne virkelig ikke klarer det jeg havde gjort. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på det;

Jeg var gået ned for at finde Severus, ved siden af mig gik Sara selvfølgelig - hun insisterede på at følge mig derned. Jeg var helt sikker på, at han var nede i opholdsstuen så da vi nåede der ned fik jeg øje på ham. "Hej Severus" sagde jeg og smilede skævt. "Kan jeg lige tale med dig, bare et øjeblik?" han havde set forvirret på mig. "Men du sagde at du aldrig ville tale til mig igen? Nej, bare glem det; Selvfølgelig kan vi tale" han smilede svagt til mig og lagde hovedet på skrå. Jeg bad Sara om at gå til siden så jeg kunne snakke med ham alene. "Jeg har fået de mærkeligste sedler med posten på det seneste... Hvorfor har du sendt mig sådanne sedler?" spurgte jeg med en ret lav stemme, så jeg var sikker på at kun han kunne hører det. Han løftede det ene øjenbryn og kløede sig i nakken. "Hvilke sedler? Jeg kender intet til de sedler du snakke om, Lily" hviskede han. "Men, der står at personen elsker mit hår, mine øjne, at jeg var intelligent og alt sådan noget.. Det kan jo kun være en der er forelsket i mig? Er du da ikke det?" sagde jeg, og det var vidst lidt for højt. Alle vendte sig om og kiggede på os, også de fire Marauders kigger - eller James lignede ikke en der kiggede som sådan. Han så det bare ud af øjenkrogen. Jeg kunne se at Severus blev helt rød i hovedet og han så koldt på mig. "Ej, undskyld, undskyld Severus" hviskede jeg. Han så bare stadig koldt på mig og vendte sig så om for at gå.

"Jeg tror altså at jeg går ned og siger undskyld til ham" sagde jeg pludselig. "Åh nej, Lily" sukkede Sara og rejste sig op - hun vidste godt at hun ikke kunne få mig til at ombestemme mig. "Åh jo, Sara" mumlede jeg og begyndte at gå ned mod storsalen med Sara lige i hælene. Der føltes meget langt, og det var som om jeg slet ikke kom tættere på døren. Pludselig greb Sara fat i min arm og begyndte at sige et eller andet, som jeg ikke forstod.

Da vi havde stået stille i et par minutter, uden at Sara havde sagt eller gjort noget, begyndte jeg bare at gå - selvom Sara stadig holdt fast i min arm. Vi nåede endelig ind i storsalen og jeg fik øje på Severus der var på vej ud. "Severus, vent" sagde jeg. Der var ingen der så meget som skænkede os et blik, så jeg regnede med at de ikke kunne hører mig, og det var lige det jeg håbede at de ikke kunne. "Severus, undskyld - det var ikke min mening" sagde jeg og han kiggede bare på mig med det kolde blik igen. "Jeg blev virkelig ydmyget Lily, mine venner har drillet mig med det hele dagen i går og idag" sagde han lavt. "Så er de ikke dine venner, det ville venner ikke gøre" jeg talte næsten lige så lavt som ham nu. "De er mine venner, men det forstår sådan en mudderblod som dig vel ikke?" udbrød han pludselig. Jeg kunne se på ham at han fortrød hvad han sagde, men jeg var ligeglad; Det han sagde, var der ikke andre end ham der bestemte, så det måtte være meningen at han sagde det.. Og han så sikkert kun sådan ud for at der ikke var en der skulle svarer ham igen.

Jeg så over mod Gryffindors langbord, da de fleste sad og så med sure blikke på Severus. Alle fra Marauders rejste sig op og kom hen til mig. De så på Severus og de trådte alle fire ind foran mig. "Det kalder du hende ikke igen, okay Flæbius?" sagde Sirius. Jeg kunne ikke se hvad der foregik, men pludselig trådte Sara helt ind foran Severus og jeg kiggede ind imellem Peter og Remus' hovedet. Sara stod og kiggede ham dybt i øjnene. "Kald ALDRIG min veninde for en mudderblod igen, okay?" sagde hun hårdt og trampede ham over foden. Severus vendte sig om, og humpede lidt på sin højre fod - selvfølgelig gjorde det ondt at Sara trampede ham over foden, men det havde han vel fortjent. Jeg kunne hører James hviske "Jeg slår ham ihjel" fem gange eller sådan noget, og han lød rasende. Det lod ikke til at der var andre der kunne hører det. Jeg drejede om på hælene og Sara begyndte at gå, jeg fulgte efter - Sara gik nok mest fordi at jeg gik, men alligevel var det mig der fulgte efter hende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...