Hvorfor ikke? (Lily x James)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 jun. 2012
  • Opdateret: 24 jul. 2012
  • Status: Igang
De vidste alle, hvor meget jeg elskede Lily og de ​​vidste, hvor desperat jeg var for at få hende til at gå på date med mig, før vi var færdig med skolen. "Det virker ikke som om Flæbius og Lily er venner mere, så hun har ingen grund til at hade mig," jeg fortsatte: "er jeg virkelig så forfærdeligt?" Jeg kunne se smilene på deres læber brede sig da de i kor sagde "Ja." Jeg vidste godt det var for sjov. "Hvordan kan jeg bevise, at hende, at jeg ikke er så forfærdelig, som hun tror jeg er? " Spurgte jeg. "Stop med at være forfærdelig?" foreslog Sirius.

~Jeg ejer IKKE personerne eller Hogwarts; Alt respekt til J.K Rowling der opfandt Harry Potter universet!~

33Likes
71Kommentarer
7804Visninger
AA

21. Lilys synsvinkel (igen)

Efter halloween festen i Lørdags, ser jeg ikke frem til lektionerne imorgen. Men det var den bedste fest jeg nogensinde har været til! Meget bedre end den fest sidste år. Denne gang have Marauders virkelig overgået sig selv. "Fortæl hvad der skete med dig og James!" sagde Clair og smilede stort. "Kun hvis du fortæller hvad der skete med dig og Sirius," sagde jeg og så på hende. "Jeg spurgte først!" udbrød hun. Jeg smilede bare - jeg ved ikke hvorfor, men jeg havde ikke lyst til at fortælle hende og Sara om hvad der skete, for det var ikke værd at tale om. Vi kyssede et par gange, og ellers snakkede vi. Han fortalte mig om hans liv, og om at han ville slutte sig til Fønixordenen når han var færdig på Hogwarts.

"Det er tydeligt, at de kyssede. Du kunne se det på Lilys øjne da hun kom hen til os!" sagde Sara. Jeg så en smule ned i bordet og kunne se i mit glas, at jeg havde fået lidt lyserøde kinder.. "Hvorfor ville du ikke fortælle os det, Lily?" hun grinede bare videre. "Jeg kan lide mit privatliv," svarede jeg og trak en smule på skuldrene. "Nåh, Sirius og jeg kyssede også lidt," hun grinede og tog en tår af sit græskarjuice.

Jeg så rundt i storsalen, men kunne ikke få øje på Marauders. "Måske sover de?" mumlede Sara og så også rundt.  Pludselig begyndte det at gøre lidt ondt i min mave. Hvornår stoppede de sedler mon med at komme? Skulle jeg fortælle det til James? Det var nok de eneste spørgsmål, jeg havde tænkt på de sidste par dage. "Jeg ved ikke, om jeg skal fortælle James om sedlerne.." sagde jeg og så op på Sara, jeg regnede med at hun kunne tage det mere alvorligt en Clair. Sara trak på skuldrene og smilede skævt til mig.

Vi havde siddet i stilhed i lang tid, og pludselig kunne jeg hører uglevinger der baskede. Jeg så rundt, og James var ikke til at se. Jeg var taknemmelig. Som sædvanelig kom en ugle flyvende hen imod mig, og smed et pergament i mit skød. Jeg foldede det ud og læste på det. Jeg elsker alt ved dig. PS. Mød mig ved ugleriget ved cirka midnat. Personen, der sendte mig disse sedler, elskede alt ved mig. Personen elskede mig. Og tanken om, at jeg måske blev nødt til at knuse personens hjerte.. Jeg havde ikke tænkt over det sidst, men nu kom jeg til at tænke på det. Jeg begyndte at ryste.

"Lily, hvad står der? Du ryster," sagde Sara og kiggede på mig. Jeg placerede sedlen imellem hende og Clair. De forstod det tydeligvis ikke, men jeg orkede ikke forklarer dem det. "Vil du tage hen til ugleriget, og se hvem det er?" spurgte de begge to, og jeg nikkede.

Dagen gik hurtigt, og før jeg overhovedet kunne nå at tænke mig om, befandt jeg mig i pigernes sovesal. Klokken var efterhånden blevet 23:35 og jeg kunne mærke nervøsiteten brede sig i hele min krop. Hvad hvis det hele var en joke? Hvis personen bare ville stå og grine mig lige op i ansigtet? "Hold op med det der," sagde Sara og sukkede. "Med hvad?" spurgte jeg og så på hende. Hun rystede på hovedet, "med at se sådan ud i ansigtet.. Du gør mig nervøs," svarede hun lavt. "Men hvad hvis det er en joke?" hviskede jeg og så på Sara. "Lily, det skal nok gå!" svarede hun og smed sig på sin seng inden hun fortsatte, "men når du kommer tilbage, fortæller du alting! Gå bare nu, så kan du blive lidt rolig før du når der op." Jeg nikkede og begyndte at gå.

Jeg nåede hen til ugleriget, og kunne se en mørk silhuet af en person. Det var en dreng med kort hår, og han var høj. Det var helt sikkert ikke Severus. Han stod med ryggen til, så jeg kunne ikke så meget som få et lille glimt af hans øjne. Jeg hostede, for måske ville han blive opmærksom på, at jeg var kommet? Og ganske rigtigt, han vendte sig om, og begyndte at gå hen imod mig. Det virkede egentligt meget dramatisk, også selvom det slet ikke var dramatisk. "Hej Lily," sagde han. James?! "De... Det... Det er jo dig," stammede jeg. "Men du sagde... At det ikke var dig," jeg var forvirret. Han grinede bare, "hvis jeg havde sagt, at det var mig, havde du afvist mig." Han kendte mig så godt. "Så jeg tænkte, at jeg ville lærer dig bedre at kende. Først troede jeg at det var bedre at ignorere det, men jeg fik det elendigt og Remus blev ved med at sige at det jeg gjorde, var forfærdeligt." Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige, så der blev fuldstændig stille.

To gange, havde jeg troet at det var James, og to gange havde jeg fået at vide, at det ikke var ham. "Men jeg vidste at det var dig," hviskede jeg. "Men Sara og Clair sagde, at det ikke kunne være dig." Han grinede en smule igen. "Det er fordi, jeg fortalte dem at det var mig," indrømmede han. Havde han fortalt dem det? "Hvornår?" udbrød jeg. Han lænede sig op af et eller andet, som jeg ikke kunne se hvad var. "Da du havde fået den femte note - der hvor du troede det var Flæbi... Severus," sagde han roligt. "Og Marauders vidste det også, ikke?" sagde jeg og så på ham. Månen kom frem fra en sky, og jeg kunne se hans ansigt. "Jo.." han tøvede, som om jeg skulle til at skrige af ham. Jeg begyndte at grine, og han så på mig som om jeg var gået fra forstanden. "Det gør du aldrig igen," sagde jeg da jeg var stoppet med at grine.

Han så undskyldene på mig, "undskyld," sagde han og smilede skævt. "Åh, James.." sagde jeg og smilede. "Jeg er virkelig ked af, at jeg ignorerede dig alle de år. Og så alligevel, sendte du mig de sedler, hvor der stod alle de smukke ting om mig, det er det sødeste nogen nogensinde har gjort for mig." Han rødmede lidt og gik tættere på mig. Pludselig stod vi meget tæt, og jeg kunne mærke hans vejrtrækninger. Han kiggede direkte ind i mine øjne og kyssede mig. Da han trak sig tilbage smilede han og tog min hånd. "Lily, vil du være min kæreste?" spurgte han lavt og så på mig. "Jeg er allerede din kæreste, din idiot. Men ja, selvfølgelig," grinede jeg og så grinede han også. Vi gik hånd i hånd ned mod opholdsstuen. "Lily, jeg elsker dig," sagde han og smilede til mig. Jeg op på ham og klemte hans hånd en enkelt gang. Endelig sagde han det højt, og skrev det ikke på en seddel. "Jeg elsker også dig, James."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...