Hvorfor ikke? (Lily x James)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 jun. 2012
  • Opdateret: 24 jul. 2012
  • Status: Igang
De vidste alle, hvor meget jeg elskede Lily og de ​​vidste, hvor desperat jeg var for at få hende til at gå på date med mig, før vi var færdig med skolen. "Det virker ikke som om Flæbius og Lily er venner mere, så hun har ingen grund til at hade mig," jeg fortsatte: "er jeg virkelig så forfærdeligt?" Jeg kunne se smilene på deres læber brede sig da de i kor sagde "Ja." Jeg vidste godt det var for sjov. "Hvordan kan jeg bevise, at hende, at jeg ikke er så forfærdelig, som hun tror jeg er? " Spurgte jeg. "Stop med at være forfærdelig?" foreslog Sirius.

~Jeg ejer IKKE personerne eller Hogwarts; Alt respekt til J.K Rowling der opfandt Harry Potter universet!~

33Likes
71Kommentarer
7797Visninger
AA

15. James' synsvinkel

Jeg stod og ventede på at Lily kom, så vi kunne komme igang med patruljen. Jeg havde efterhånden ventet i lang tid, men jeg kom også lidt for tidligt. Endelig kom hun gående, med ret ryg hele vejen hen til mig hvor hun så kom med et bredt smil. "Du er tidligt på den" sagde hun. "Jeg havde ikke andet at lave" jeg trak på skuldrene - egentligt kunne jeg godt se, at hun undgik øjenkontakt med mig; Måske fordi der var en ret akavet stemning lige nu? "Så.." sagde jeg, "skal vi gå?" jeg smilede en smule og kløede mig i nakken. "Øh, ja!" lykkedes det hende at sige. Hvad var der galt med os? I sidste uge var samtalerne helt naturlige. Jeg kunne knap nok kigge hende i øjnene længere. Jeg så på Lily der bare stod og gloede ud i luften lige pludselig. Hvad lavede hun? "Lily.. Lily?" jeg ruskede let i hende skuldre. "Undskyld, jeg er bare lidt træt" sagde hun og gabte. "Du kan bare gå tilbage til opholdsstuen - eller sovesalen. Jeg skal nok slutte ruten af" smilede jeg og slap hendes skuldre. Jeg kunne se at hun skulle lige til at protestere, men jeg nåede heldigvis at sige noget først. "Jeg har ikke noget imod det" jeg smilede stadig en smule. "Helt seriøst, bare gå" jeg kunne se at hun smilede taknemmeligt til mig og så gik hun.

Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, om hun mon ville gætte, at det var mig der sendte hende noterne? På et tidspunkt ville hun nok finde ud af det; Men skulle jeg sige at det var mig? Eller lade hende gætte sig frem..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...