ARVINGEN 2 - Den forsvundne arving - pause

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 jun. 2012
  • Opdateret: 26 sep. 2012
  • Status: Igang
Dette er forsættelsen af Manden med sølvtårerne og skovånden.
I denne forsøger to magiske væsner at finde den forsvundne prins, selvom de er fuldkommen forskellige må de arbejde sammen.
Det viser sig at i deres søgen efter at finde prinsen fører dem til vores verden og de må gå under dække som henholdsvis pedel og udvekslings elev på en skole.
____________________________________________________________________
I er velkommen til at komme med ris og ros:) eller bare en kommentar

4Likes
20Kommentarer
1651Visninger
AA

2. prolog - Jagten går igang

En halv time senere efter rasede der en vild diskussion om hvorfor netop de to skulle afsted blandt de andre tilstedeværende. Flere af dem gjorde indsigelser mod dette især den komiske sammensætning.

Magikeren lod dem rase ud indtil han kort og kontant gjorde opmærksom på at den hær de udgjorde var en hær, der bestod af mange forskellige slags væsen. Og hvorfor netop disse to? Han så roligt rundt på dem, mens han lagde armene over kors og svarede:

"Så fortæl mig, hvad de laver i øjeblikket?" 

Der blev fuldkommen stille, magikeren forsatte stadig henvendt til dem:  

"Ingen? Selv ikke engang du kommandør Farles ved du hvad din datter laver, udgør hun en særlig funktion i denne krig udover at tjene som soldat? For du har jo ikke givet hende nogen deling til at herse med..."  

En mand, der ligeledes havde sorte katte ører, så arrigt på magikeren ved denne personlige henvendelse, han svarede knurrende: 

"selvfølgelig ikke, hun er..."

Her afbrød magikeren ham med sætningen: "...er unødvendig. Hvis jeg sendte dig afsted, stod vi og manglede en kommandør over din deling, som har den samme erfaring som dig. Det samme ville ske hvis jeg sendte nogen af jer andre afsted." 

Magikeren så endnu en gang på forsamlingen efter at sikret, at kommandøren vidste, at han blot pegede på fakta ikke hans person og spurgte:

"Fangede I min pointe eller skal jeg forsætte?" 

 

Stilheden, der fulgte talte sit tydelige sprog. Forsamlingen havde fanget den.

Magikeren nikkede tilfreds, mens han klappede hænderne sammen foran sig, og sagde med et stort smil: 

"Så må I alle sammen godt gå og næste møde holder vi i kommando-teltet, det vil sige om tre timer."

Langsomt smuttede de forskellige væsner ud under højlydt snakken, hvilket fik magikeren til at tænke på at han heller måtte minde dem om ikke at brøle dette ud til alle og en hver, selvom det var den mest glædelig nyhed de havde haft. Han sukkede, vendte sig mod præsten og fury-pigen i det den sidste af de andre tilstedeværende forlod teltet. Hans smil var svundet lidt i det han talte til disse to:

"Jeg er ked af det, men I er de eneste, der kan undværes og I er samtidig nogen af de eneste, der stadig vil være i stand til at finde prinsen og få ham bragt hertil." 

Hvis han havde forventet et nej blev han slemt skuffet, i det furry-pigen sagde med øjne, der strålede efter eventyr, men med en stemme, der bar præg af liggyldighed:

"Nå hvornår skal vi så afsted?" og Præsten, der ellers undlod at snakke tilføjede nærmest en smule undskyldende:

"Jeg må indrømme at som præst, har jeg følt mig sat til side, der er ingen døde eller døende endnu..."  

Magikeren stirrede fra den ene til den anden, begyndte at le. Da han fik styr på sin latter, svarede han:

"Så snart jeg giver jer dette."

Han rakte en halskæde frem til dem, en i hver i hånd, hvordan de lige pludselig var dukket op, spurgte de to væsner ham ikke om. Han forklarede imens han rørte deres tøj, som langsomt ændrede sig og skifte farve, at halskæderene ville gøre dem i stand til at kommunikere med hinanden og med ham. Han nævnte ting de skulle huske, gjorde dem opmærksomme på at ingen af  andre i den verden, måtte vide hvem de var.

Kun prinsen!

15 min senere var magikeren færdig med at forklare og bruge sine evner, han betragede sit værk. Foran ham stod der ikke en præst eller en furry-pigen, men en høj, mager pedel i en mørkegrå kedeldragt og en sød alvorlig udseende skoleelev i sin mørkeblå skoleuniform uden katte ører og hale. De to væsner kunne se at han åbenbart var færdig og begge var blevet en smule nysgerrige efter hvad han havde gjort ved dem, at de begge vendte sig mod det høje smalle spejl bag ham og begge gik et enkelt skridt tilbage.

"Jeg håber ikke I er alt for chokeret, det er kun en illusion, så snart I kommer hjem vil det forsvinde" ,forklarede magikeren trøstende, imens han gik hen til det smalle spejl og gik derved ind foran de to væsner. Han hviskede ganske stille mens han berørte sin pande, læber med to fingre, pegede på spejlet og råbte:

"PORTAL ÅBEN DIG, LAD DISSE TO BLIVE BRAGT TIL DEN VERDEN, HVOR PRINSEN FIK EN CHANCE TIL!"

Hvidt magisk lys skød ud fra hans to fingre, ramte spejlet med et smæld, et væld af flammer slikkede rundt om spejlets ramme. Han vendte sig mod pedellen og skolepigen, forsatte i et lavmælt toneleje:

"Må lykken være med jer, husk at  I har en opgave at løse. Jeg har givet jer redskaberne og et mål. Nu er det op til jer, hvordan I nå målet.."

Da magikeren endelig tav, så de to væsner på hinanden. De nikkede, på samme tid trådte de uden om magikeren rakte begge hænderne frem mod portalen for i det næste at blive opslugt af det brændende lys. Hele teltet blev i et øjeblik fuldt oplyst i et skærende hvidt lys, så magikeren måtte dække sine øjne for i det næste ikke kunne se en pind, da hele teltet var blev mørklagt.

 

Jagten var begyndt....

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...