ARVINGEN 2 - Den forsvundne arving - pause

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 jun. 2012
  • Opdateret: 26 sep. 2012
  • Status: Igang
Dette er forsættelsen af Manden med sølvtårerne og skovånden.
I denne forsøger to magiske væsner at finde den forsvundne prins, selvom de er fuldkommen forskellige må de arbejde sammen.
Det viser sig at i deres søgen efter at finde prinsen fører dem til vores verden og de må gå under dække som henholdsvis pedel og udvekslings elev på en skole.
____________________________________________________________________
I er velkommen til at komme med ris og ros:) eller bare en kommentar

4Likes
20Kommentarer
1641Visninger
AA

12. Muligheden

"Pokkers til møgunger!" knurrede pedellen i det han vendte tilbage  til sin vogn. Han havde efterladt den i den gang han netop havde fået vasket gulvet i. Eller han havde haft vasket gulvet. Men eftersom han havde været nede på rektorens kontor. Var der gået et kvarter og i det kvarter, lignede gangen sig selv igen.

Hvorfor kunne de unger ikke lade være med at slæbe skidt ind. I dette tilfælde var det mudder. Hans humør var allerede langt nede eftersom en eller anden havde set sig galt på ham og havde klaget til rektoren. Rektoren havde herefter gjort det klart at hvis han fik flere klager, måtte han altså fyrer ham uanset hvad. 

Panoris trillede derfor afsted med sin rengøringsvogn, som han efterhånden var begyndt at hade, nok også fordi at hvis han skulle udskiftet vandet i spandene måtte han ned på sit kontor, hvor der var installeret vaske og andre pedelting stod. Af en eller anden grund gjorde dette mudder på gulvet ham mere irriteret end normalt. Det kunne også skyldes at Aveny havde fået en fridag pga. der var sygdom på kontoret. Som utrolig nok havde ramt alle Avenys klasses lærere. Så nu var han alene om at traske rundt på dette sted.

Han sukkede dybt og måske en smule irriterreret. Irritationen over Aveny havde været værre dagen før hvor Aveny kom hjem om aftnen med undskyldningen om at hun var blevet holdt fast af hele Mattias' familie, selv hans mor. Han havde måttet endnu en gang minde hende på at hun var kriger og ikke barnepige. Pigen havde stirret på ham, rullede med øjne af ham for derefter at gå direkte forbi ham for at lave de lektier uden så meget som at argumenter. Hun havde fundet ud af, at det der åbenbart irriterede præsten mest var: vidst man ikke svarede ham eller diskuterede med ham. I det hele taget ignorerede ham, når han sagde noget, der faktisk var sandt. Men det undlod hun at erkende. Det eneste hun faktisk fortalte ham og portalvogteren Kim, var at hun havde været henne og besøge Mattias hus, hvis have var yderst som smuk. Kim nikkede smilende til dette, han havde boet i et godt stykke tid i byen og kendte udmærket godt den smukke have samt blomsterbørnene. "Blomsterbørnene?" Havde  Panoris gentaget som en papegøje. Kim fortalte så, at alle pigerne jo hed et eller andet angående blomster, derfor blomsterbørnene. Aveny havde udbrudt uden at tænke over det: "hvordan kender du dem?" Kim forklarede kort at han på et tidspunkt havde datet Flora, men det var ikke blevet til noget og var gledet ud i sandet. Hans skaldede hoved afslørerede den rødmende hud. Rød. Både Panoris og Aveny undlod at kommentere dette, Kim forsatte uforstyrret, det var også derfor at da Mattias kom til familien.... Her havde Aveny gispet højt og udbrød: "det havde jeg fuldkommen glemt, ehm jeg er blevet invitteret hjem til en veninde, bagefter for at tage i byen, bare for at hygge sig." Kim havde hævet det ene brun og var lige ved at åbne munden for at nævne at selvom hun var kriger kunne hun ikke føjte rundt og drikke sig hen i hegnet. Han klappede dog munden sammen, da hun sagde stedet på det sted de skulle være. Den lille kop. Det var en lille hyggelig cafe, der havde to vagter foran døren om aftnen. Nogle som Kim med personlig erfaring kendte ret godt. 

Men han irritation forsvandt en smule, Aveny havde under aftensmaden nævnt, at drengen havde 7 søstre, hvor den yngste var nr. 7 pige i flokken og det underligste var at deres mor også var den yngste pige af en flok piger på 7. 

En 7 datter af en 7 datter.

Det var en sjælden kombination. Måske kunne dette være en mulighed. En mulighed som de på en eller anden måde havde fået serveret på et sølvfad. Men hvordan skulle han bruge den mulighed? Han sukkede dybere og lukkede døren op ind til sit "kontor" og... "AHH.. HVEM HULEN ER DU?" lød det fra ham, pegede anklagende på pigen. For hulen da det føltes som om hans hjerte ville springe ud af brystet på ham. På den faldefærdige stol, som han havde fået sat sammen ved hjælp af et mærkeligt klistret materiale: Gaffa-tape. En nyttig ting, hvis bare man kunne få det til at lade være med at klistre så meget. Det var jo umuligt at få af, når det først sad fast, så sad det fast. Men alligevel sad der en lille pige på den og svingede sine ben frem og tilbage, bevægelsen standsede i det Panoris havde råbt.  Den lille pige så bort fra sin fødder og vendte sit blik mod ham, sagde med stolthed i stemmen, som kun en på 5 år kunne: "Jeg hedder Amaryllis og du ville gerne tale med mig?" Først stod Panoris helt stille, inden han satte sig i bevægelse. På under 2 sek. havde præsten skubbet vognen ind på kontoret, kastet et blik rundt ude på gangen for at tjekke om der var nogen inden han til sidst lukkede døren bag sig. En sådan adfærd var mistænksom og han vidste at han ikke var den bedste til pedel jobbet. Han havde allerede skaffet sig en masse klager på halsen fra samtlige ansatte på skolen undtagen idrætslæreren. Hvis de så ham nu ville de blive endnu mere mistænksomme. 

Han trak vejret dybt  for derefter at vende sig langsomt mod den lille pige. Præsten satte sig på hug, inden han spurgte med et smil: "Jo der var faktisk noget jeg gerne vil høre dig efter Amaryllis... Hvornår er din mor hjemme i aften?"  

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...