ARVINGEN 2 - Den forsvundne arving - pause

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 jun. 2012
  • Opdateret: 26 sep. 2012
  • Status: Igang
Dette er forsættelsen af Manden med sølvtårerne og skovånden.
I denne forsøger to magiske væsner at finde den forsvundne prins, selvom de er fuldkommen forskellige må de arbejde sammen.
Det viser sig at i deres søgen efter at finde prinsen fører dem til vores verden og de må gå under dække som henholdsvis pedel og udvekslings elev på en skole.
____________________________________________________________________
I er velkommen til at komme med ris og ros:) eller bare en kommentar

4Likes
20Kommentarer
1600Visninger
AA

7. En Pedels pinlige og uheldige episoder

Præsten var ved at undersøge den vogn han havde fået udleveret til den identitet han nu bar. Han var pedellen, hvilket den grå kedelige kedeldragt han havde på også skreg til omgivelserne. Han gik faktisk nærmere i et med væggene. Det ville han have gjort, hvis ikke disse vægge var fyldt med billeder. På alle billederne sad der unge mennesker, der enten smilede eller blot stirrede på ham. Han gøs lidt alle disse smil, så levende. Han var trods alt kun vant til at omgås de døde og nu skulle han gå her under dække på en skole fyldt med unge mennesker, der var en del af denne verdens fremtid.

En af dem ville have noget at med præstens fremtid.

Han havde fået af vide at denne gang, fordi den var så lang brugte de til alle billederne fra de årgange, der var nu. Det ville sige at hvergang en ny årgang startede fik de deres egen række hen ad væggen. rent ud sagt en fra en børnehaveklasse til 1,2,3,4 osv. billederne ville til sidst gå op 9klasse afgangsklassen. De store. Når en årgang gik ud pakkede man alle deres billeder ned undtagen afgangsbilledet, det ville komme ind på lærerværelset og hænge sammen med alle de andre afsluttede årgange, der havde gået på skolen. 

Han ignorerede billederne forsatte sin undersøgelsen af vognen. Rengøringsvognen. Præsten havde opgivet at bruge gulvvaskemaskinen, den var simpelthen for underlig. Og havde da også resulteret i at han brugte mindst to timer på at fange den ind, i det den smuttede fra ham og han havde været nødt til at rydde op efter den. Hvorfor hulen skulle han da også lige være pedellen, han anede intet om dette pedeljob kun den smule basisviden han havde kunne fiske ud af den gamle pedels tanker og det var ikke meget. Åbenbart havde det ikke krævet meget tænkning for den gamle mand at holde styr på skolens facade samt materialerne dertil.  Han sukkede beklagende højt, inden han roede de informationer igennem, han havde kunne få fat i mandens tanker. Jo, der var en moppe, gulvklude, affaldsposer hmm, tænkte præsten og fik gennemgået de fleste vognens redskaber. Han blev pludselig afbrudt ved at en stemme sagde, der lød tæt ved hans øre: "der mangler toiletpapir på pigernes toilet nede ved gymnastiksalen", forskrækket vendte Præsten sig rundt og stod ansigt med en lettere muskuløs kvinde, i en stram t-shirt, der ikke skjulte noget, en underlig fløjte hang i en kæde omkring hendes hals og hun havde nogen løse bukser på samt nogen utrolig behaglige kondisko på. Han  vidste det var behaglige, han havde selv et par på bare mere beskidte. Hendes lyse hår var kortere end hans eget, hvilket var ret meget, da Præstens hvide hår alligevel formåede at dække hans øre. Det slog ham først senere, at hun måtte være træner af en art siden hun gik sådan klædt, hun faktisk havde nogen ret store overarme, men hun duftede nu dejligt af lavendel.

Hun var alt i alt en attraktiv kvinde.

Præsten havde åbenbart stået og stirret fuldkommen hypnotiseret på hende uden at svare. For hun kiggede på ham med et drilsk smil og lænede sig lidt frem imod og gentog: "der mangler toiletpapir.." Han vågnede op fra sin trance og mumlede, undskyldende mens han fik fat i vognen og styrtede ned ad gangen. det var kun indtil kvinden råbte efter ham, efterfulgt af en lille latter: "det er altså den anden vej Panoris"  Han vendte rundt med vognen og gik ned ad mod kvinden, der smilede fornøjet til ham, i det han gik forbi. Hun standsede ham ved at holde fast i rengøringsvognen, sagde: "hvis det er du har tid kunne det være skulle have en kop kaffe bagefter skoletid?" Præsten Panoris vendte blikket væk og mumlede: "måske en anden gang hvis jeg ikke når at blive fyret idag." Kvinden smilede forstående, gav slip på vognen, han forsatte hurtig ned ad gangen, da han kom til hvor gangen slog et sving, drejede han hovedet også tilbage. Træneren  havde vendt ryggen til ham og var på vej væk. Selv bagfra kunne man se hvor veltrænet hun var. Panoris bankede panden ind i væggen mens han gentog lydløst: jeg er præst, jeg har viet livet til de dødes gud, min krop og sjæl tilhører templet. Da han var faldet til ro, gik han ned mod gymnastiksalen efter at have rådført sig med sit mentale kort over skolen i hovedet.

Kvinder er for besværlige...

Panoris sukkede da han kom ned til gymnastiksalen, han åbnede døren op ind til salen og kiggede rundt. Han kunne stadig fornemme at rummet for et kvarter siden havde været fyldt med mennesker, men tænkte ikke nærmere over det, da han kom med nogle ruller toiletpapir under armene. De vejede faktisk end del.  Han så sig søgende rundt og fik øje på døren, hvor der stod: Omklædningsrum. Ud fra kortet i sit hovedet var toiletterne inde bag den dør. Uden at tænke igen, skyndte han sig hen til døren, åbnede den og stod ansigt til ansigt med 10 letpåklædte piger. De stivnede alle, men inden nogen af pigerne gjorde klar til at skrige op, forsvandt den underlige mand i døren og to bump lød kort efter hans forsvinden. Det var toiletpapiret, der faldt på gulvet. En af pigerne fortalte, at hun havde nået at se hans ansigtsudtryk og hun havde aldrig set nogen se så rædselslagen ud, da han så dem. Pigerne så på hinanden og aftalte, at hvis pedellen lavede det samme nummer en gang til ville de melde ham, i stedet ville de denne gang blot sige det til træneren. 

Panoris havde løbet som en sindsyg og var endt ved det kontor som var til pedellen. Han vaklede hurtig ind, smækkede døren i bag sig og sank ned i en stol, der knirkede protesterende. Han anede ikke hvor længe han sad der, forsøgte at fjerne disse billeder fra hans hukommelse, men åbenbart længe nok til at en lærer kom hen og sagde, at toilettet på lærerværelset var i stykker, hvor hulen han blev af? Med et suk svarede Panoris, at han nok skulle komme hen  til lærerværelset. Åbenbart troede læreren ikke på ham for han blev stående og ventede på at han fik samlet værktøjet sammen til at løse dette lille problem. Det varede heller ikke længe før de gik over mod lærerværelset. Læreren forrest og pedellen lettere forhutlede bagefter med en værktøjskasse i den hånd og en swubber ved armhulen. Lidt efter stod de begge og stirrede anklagende på det ødelagte toilet, det så ganske uskyldigt ud i den lille bås. "Nå lad mig se, hvad er problemet" sagde Panoris, satte sig på hug, studerede toilettet, der så nu ikke ud til at være noget galt i første øjekast. Læreren svarede ham ikke. Han havde forladt den nye pedel i tryg overbevisning om, at nu skulle det problem nok blive løst af en fagmand. Læreren anede selvfølgelig ikke, at den viden Panoris havde var langt under en fagmands i dette tilfælde.

Det var en fejl...

Han og en række andre lærer styrtede da også tilbage til lærerenes toilet, da de hørte en eksplosion og pludselig flød, der vand ud under døren til toiletterne. Ingen af dem nåede hen til døren før Panoris selv lukkede døren op og så fuldkommen forvirret på dem, han var gennemblødt, stod med swubberen i hånden og sagde: "det havde jeg ikke forventet..."  

Nogen timer efter havde en af de andre lærere får fat i nogen rigtige vvs mænd til at få ordnet deres toiletter, de anklagede ikke den nye pedel noget, desuden var det trods alt mandens første arbejdsdag på stedet. Imens var pedellen kommet i noget tørt tøj og var ved at forsøge at ordne elevatoren. Den eneste elevator på skolen.  "Nå i det mindste har det her intet at gøre med toiletter, tænker Præsten glad mens han studerede et lille rum med en masse forskellige farver ledninger, der løb på kryds og tværs af hinanden. Han havde fundet frem til det igen, ved at søge hjælp i den gamle pedels tanker, fundet panelet, der gemte disse ledninger. Panoris havde fået klager fra flere af lærerne at elevatoren kørte for langsomt op og ned, var at ordne de sidste justeringer, da dørene til elevatoren gik op og ud kom en ældre gråsprængt og rund mand ud i et stilfuldt jakkesæt, selvom det så ud til at gøre ondt på jakken at skulle mandens mave på plads, der til var der slipset. Det sorte slips virkede alt for stort til mandens krop,  som Panoris genkendte som rektoren af skolen. Pludselig lyder der en gnistrende  lyd fra ledninger, forskrækket stirrede præsten på dem, instinktivt råber han: "NEJ!! og rækker hænderne afværgende op og vinker dem frem og tilbage foran rektoren, alt dette sker på få sekunder. Rektoren stopper, men bevægelsen får slipset til at svæve og dørene klapper i så et lille stykke af slipset sidder fast imellem metaldørene. Tallene over dørene begynder at blinke, han når at høre et skrig bag dørene. "Nejnejnejnej" hvæste Panoris panikslagen, han så sig hurtig omkring inden han smækkede hænderne på metaldøren og  mumlede, mens magien løb fra hans fingre. Tallene holdt op med at blinke, det lykkedes herefter Panoris at åbne dørene, han hører et bump og så ned på rektoren, der var mørkeblå i ansigtet og gjorde klar til at give ham den helt store prædiken. Præsten sukkede, da han kunne fornemme, hvor dette ville føre hen og stillede sig helt hen til rektoren og lod elevatordørene lukke i bag sig. Inden rektoren begyndte at råbe hvad er meningen? Tog præsten fat i  begge den lille runde mands skuldre, messer søvndryssende til manden, der pludselig klappede munden sammen og stirrede tranceartigt på pedellen, mens denne messede: "Du vil intet kunne huske, du vil glemme alt om det der lige er sket..."

To timer senere

Hun burde være her nu, skolen har ringet med den forbandet klokke og de fleste af eleverne er gået

tænkte Panoris. Han stod ude foran skolen i skjul i den skygge, murene omkring skolen kastede og ventede på Aveny. De havde aftalt at mødes ude foran skolen efter de andre elever var taget hjem. Han havde stået og ventet, havde set på alle eleverne, der løb eller gik stærkt ud fra skolens porte. Han huskede stadig sin mission, blev grusomt irritereret da han tilsidst fik øje på Aveny, der kom i let løb over til ham. Hun smilede over hele hovedet lignede en ganske almindelig elev og havde tydeligvis glemt alt om sin mission i øjeblikket i hvert fald. Panoris ville have hidset sig op over dette, ville minde på hendes rolle som kriger og deres mission, hvis ikke fordi han så træt... I stedet nikkede han blot til hende og de gik side om side ned ad gaden mod deres fælles base. Aveny havde lukket sin jakke en flot cremet trenchcoat, mens præsten, der var vant til mere lukket, enkelt tøj, måtte tage til takke med en slidt, men varm mørk arbejdsjakke. Også i denne verden var de stadig fuldkommen vidt forskellige.

De sagde ikke noget i lang tid, tavsheden var behaglig. Indtil Aveny drejede hovedet og fortalte, at hun havde fundet disse mennesker ganske spændene og faktisk var hun blevet ret godt indlemmet i deres lille verden også kom spørgsmålet: "Hvordan er din dag gået?" Den høje mands ansigt blev lidt mørkere, men et lille smil spillede alligevel omkring hans læber, i det han svarede i et neutralt toneleje: 

"Den er gået ganske godt."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...