ARVINGEN 2 - Den forsvundne arving - pause

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 jun. 2012
  • Opdateret: 26 sep. 2012
  • Status: Igang
Dette er forsættelsen af Manden med sølvtårerne og skovånden.
I denne forsøger to magiske væsner at finde den forsvundne prins, selvom de er fuldkommen forskellige må de arbejde sammen.
Det viser sig at i deres søgen efter at finde prinsen fører dem til vores verden og de må gå under dække som henholdsvis pedel og udvekslings elev på en skole.
____________________________________________________________________
I er velkommen til at komme med ris og ros:) eller bare en kommentar

4Likes
20Kommentarer
1596Visninger
AA

13. Det er det....

"Hmm Aveny havde ret.... der er et eller andet...." manden afbrød sig selv og kom med et tamt: "specielt her..." Panoris var standset lige uden for havelågen ind til det hus, som både Aveny og Amaryllis havde beskrevet for ham. Eller rettere han havde lokket adressen ud af Amaryllis, det var fra Aveny han havde fået den detaljeret beskrivelse af huset og den der følelse af, det er her er godt nok specielt.

Han sukkede og åbnede lågen ind til den underlige have. Han måtte have fat i Aveny og sige at hendes rapporter var blevet noget mangelfulde, hun havde ikke nævnt nogen stakit. Han skuttede sig en smule. Vinden føltes køligt her til aften, som om den vidste at der var noget særligt på færde her til aften. Han rystede på hovedet. Han gik ind af lågen inden han kunne nå at fortryde, men helt ærlig hvorfor skulle han præst hos de dødes gud, fortryde noget? Lågen lukkede med et klik bag ham, det gippede en smule i ham, men han forsatte med at gå med fast skridt op mod døren.

Han var noget halvvejs op af det ene trin op til døren inden døren blev åbnet og han stod ansigt til ansigt med Amaryllis' mor. Han havde ikke ville tro på det hvis ikke han selv så det nu. Amaryllis lignede virkelig godt nok sin mor, de blå øjne, de runde øre, og i  dette tilfælde sad det musebrunehår i en høj knold. Hun havde små fine rynker rundt omkring øjne i det hun smilte til den fremmede mand, som Amaryllis havde fortalt om. "Godaften Panoris, kom endelig ind, Amaryllis nævnte dig.." Panoris takkede og trådte ind i huset, han gjorde ingen mine til at ville tage jakken af så han fulgte blot efter Amaryllis' mor ind i køkkenet, hvor tvillingerne Lotus og Lilje sad, de så begge nysgerrige op i det deres mor kom ind og efterfulgt af en mystisk mand. De stirrede, pludselig blev de begge distraheret af hans hænder. Der var ingen reaktion i hans ansigt, i det han dækkede sine hænder til ved hjælp af ærmerne på sin jakke. Derved  blev hans tatoveringer skjult for pigernes blikke.
Han havde efterhånden opgivet at bruge cremen til at skjule sine hænder, det virkede ikke ret godt. Aveny havde lidt af det samme problem. Også endda kun næsten det samme problem. Hendes illusion, der gav hende pæne menneskeører glippede væk et par gange, så hendes ører var fuldt ud synlige, selv hendes hud virkede mørkere, men det var lettere at bortforklare end et par katte ører. Derfor havde Kim og hun stået hver morgen med fælles hjælp, brugt en masse hårnåle og et sort bredt pandebånd, der næsten gik i et med hendes hår. Var det lykkedes med de redskaber at dække hendes ører til. Halen var i det mindste dukket op endnu. Men det varede nok heller ikke længe før den også ville. De var ved at løbe tør for tid i denne verden. De havde allerede været der for længe.

De måtte finde arvingen!

Moren til pigerne fik hurtig jaget dem i seng ved blot at sige godnat, selvom det mest af alt så ud til at de ville protestere ved dette gjorde de det ikke. De havde åbenbart nok respekt for deres mor til ikke at udfordre hende i nærheden af en fremmed. Da lyden af deres stemmer forsvandt og en dør blev forsvarligt lukket i. Satte de sig ved bordet overfor hinanden. Der var stille i nogen minutter indtil Panoris tog affærer han kunne ligeså godt kaste sig ud i det. Han lagde sine hænder bordet og begyndte at trille tommelfingre, mens han sagde: "Jeg har forstået, at de og deres yngste datter har nogle særlige evner..." Han tav og gav Amaryllis mor tid til at svare, hun svarede også kort efter: "Og nu vil du have bekræftet om det er sandt eller ej?” Hun gav ikke en gang Panoris tid til at svare før hun forsatte: ”det er sandt. Jeg ved dig og pigen, Aveny, er meget specielle, I er meget høflige begge to, hvilket kan forklares, men hvis det ikke var fordi i ikke var rigtige mennesker, så ville jeg nok ikke stille det her spørgsmål, men hvad sådan nogen som jer mig?” Efter den tale kiggede hun på manden overfor sig, kan tydeligt se at den havde han ikke lige set komme, men til hendes forundring, fik han alligevel styr på sig selv og sit ansigt, sagde en smule for roligt, hun kan fornemme at hans aura var rystet: ”Nå men... ser man det, men så kan jeg ligeså godt kaste mig ud i det. Sagen er den, at vi leder efter en bestemt person og vi har ikke ret meget tid tilbage og…” Han blev afbrudt i det pigens mor rakte en hånd op i luften og vinkede afværgende med den, mens hun så væk fra ham i det hun svarede: ”Så er du kommet forgæves… Hverken Amaryllis eller jeg er i besiddelser af sådan nogle gaver… vi kan en gang imellem se de døde, se ind i fremtiden og andre små hekseting, men at lede efter en levende person… nej det rækker vores evner ikke til…” Hun så undskyldende på Panoris, inden hun slog ud med begge hænder. Hendes håndled var dækket af armbånd, der gav en ringlende lyd fra sig ved bevægelsen.

Panoris sad ved bordet i et par minutter tavsheden var anspændt, han havde håbet på et andet svar, men sådan blev det ikke. Han rykkede stolen ud fra bordet og rejste sig op, imens han rømmede sig og mumlede undskyldende: ”Jeg er ked af at have forstyrret dem frue, kan de have en god aften….” Han havde vendt sig halvt rundt for at komme ud på den gang, der ledte ud til døren, så han kunne komme hjemad. Pigens mor var på vej hen for at følge ham ud i det en lille snøftende stemme lød bag dem: ”moar Mattias er blevet væk…” De gav begge to et hop og vendte sig rundt for at se ned på en lille skikkelse, holdt en meget slidt kludedukke ind til sig mens tårerne strømmede ned af de runde kinder. Moren vendte sin opmærksomhed mod Amaryllis, sank ned på  knæ foran pigen, sagde trøstende, mens hun rakte sine arme frem og omfavnede pigen: ”Jamen søde Amaryllis, du ved da han er ude med sine venner og han kender byen som sin egen buskelomme lille skat. Han farer ikke sådan vild…” Mens hun kom med små beroligende sætninger, havde de dødes præst stået og tænkt lidt over hendes ord. Mattias er blevet væk. Han strøg sig om hagen og kastede et blik over på væggen. Der hang en masse billeder. En masse billeder af mennesker. Glade mennesker, der alle lignede hinanden på den ene eller anden måde. Nogen havde den samme farve øjne eller hårfarve, andre havde nogen små runde øre og andre var bare ens på alle punkter. Han koncentrerede sig om et billede. Et stort gruppe billede af Blomsterfamilien. Han stirrede intens på billedet, der var et eller andet med det billede… Nej det måtte være indbildning.

En halv time senere efter hans besøg i Blomsterfamiliens hus, var Panoris på vej hjem til lejlighedskomplekset, hvor han ville meddele de andre den dårlige nyhed.

Han skuttede sig lidt, aftnerne var ved at blive kolde eller så var det bare fordi håbet for at finde arvingen var blevet mindre. Han sukkede for halvtredsenstyvende gang, inden han kiggede op fra fortovsfliserne og rynkede bryne. Foran lejlighedskomplekset holdt en af disse kørende vogne uden heste, en taxi kaldte folk det vidst. En ung mand var ved at hjælpe en ung asiatisk udsende kvinde ud af taxien, hun var en smule usikker på bene, men fik hurtig styr på det.
Det var jo Aveny gik det op for præsten. Hun havde  fået noget andet tøj på, men hun havde sin skoletaske ved hånden. Det var på grund af den taske, at Panoris havde genkendt hende. Han gik lidt hurtigere hen imod de unge mennesker og taxien. Han iagttog dem imens han gik. Drengen så bekymret på Aveny, det måtte være Mattias, han spurgte hende om noget, hun gjorde en afværgende: Jeg-klare-mig-bevægelse. Drengen sukkede og rystede på hovedet. Han opgav at diskutere med hende og satte sig i stedet ind i taxien, han sagde dog en sidste formandene ting inden han lukkede bildøren til taxien, hvilket Panoris nåede af høre: ”Du ringer Aveny..” Taxien kørte væk fra kantstenen lige på det tidspunkt at Panoris nåede op ved siden af pigen. Han fik endnu et blik af drengen i det taxien gled forbi dem inden den kørte væk.

Aveny blev helt forskrækket i det Panoris dukkede på siden af hende, udbrød nærmest forbløffet: ”Det er det.. det er det….” Pigen så forvirret op på Panoris, hun havde faktisk forventet at få en prædiken uden lige, men i stedet kom dette mærkelig udbrud, hun spurgte ligeså forvirret: ”Hvad er det er det?” Panoris kiggede alvorligt ned på krigeren ved sin side og gentog blot sine ord med en lille tilføjelse: ”Det er det, der er galt…” Inden han vendte sig rundt og begyndte at gå ind i bygningen. Han ignorerede Aveny i det hun gik efter ham og hendes brokkeri lukkede han ørerne for. Han ville ikke fortælle det til Aveny, ikke i hendes tilstand og han måtte skaffe flere beviser på det.

Han fundet ud af hvad det var som havde distraheret ham, på alle billederne han havde set i Blomsterfamiliens hus. Det som havde distraheret ham var synet af en bestemt person.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...