ARVINGEN 2 - Den forsvundne arving - pause

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 jun. 2012
  • Opdateret: 26 sep. 2012
  • Status: Igang
Dette er forsættelsen af Manden med sølvtårerne og skovånden.
I denne forsøger to magiske væsner at finde den forsvundne prins, selvom de er fuldkommen forskellige må de arbejde sammen.
Det viser sig at i deres søgen efter at finde prinsen fører dem til vores verden og de må gå under dække som henholdsvis pedel og udvekslings elev på en skole.
____________________________________________________________________
I er velkommen til at komme med ris og ros:) eller bare en kommentar

4Likes
20Kommentarer
1599Visninger
AA

11. Den syvende datters billedbog

En halv time efter: 

Var det lykkedes på en eller anden måde for Aveny at få kvalt den kæmpe småkage. Hun kunne mærke at det var en af de slags småkager som ville sidde klæbende fast til ganen i en halv time endnu. Hun drak lidt af teen. Den var lunken nu efter som hun havde givet sig i kast med småkagen først.  Men teen skyllede det værste væk fra ganen så hun var i stand til at snakke uden at risiko for at blive kvalt. Hun satte sig lidt bedre til rette på den vakkelvorne stol. Den knirkede beklagende og skar i en smule i hendes ører. 

Flora sad overfor hende og i agttog hende, kunne ikke lade være med at smile da stolen gav sig til at klage og sagde nærmest beroligende til teenageren: "bare rolig, den stol, knirker uanset hvem der sidder på den.... det er en stol Mattias en gang lavede i 5klasse. Han var meget stolt af den, men øhm som du nok kan fornemme har den knægt ti tommelfingre når han skal bruge en hammer og et par søm."  Begge kastede et kort blik ned på stolen, selvom Avenys nok mere følte end så.

Stolen var for det første pileskæv, ingen af dens ben var lige lange, selve stolens form. Det var et par planker som var blevet slebet, for til sidst at blive sat sammen. Sædet var dog blevet dækket af en blomstrende hynde, så den der fik stolen i det mindste sad blødt. Aveny rettede sig lidt tilbage. Langsomt. Knirk... niks det hjalp heller ikke. Hun sukkede og så sig omkring og opdagede hvad der manglede.

"Hvor er Amaryllis?"

Spurgte hun, storesøsteren, der netop havde rejst sig med en elegant bevægelse for at hente mere te. Flora så med et smil på pigen, svarede, lagde hovedet en smule på skrå, brillerne var sat på plads foran øjnene, forstørrede dem: "Hun er nok gået op på værelset, du skal måske til af sted?" Aveny nikkede, hun skubbede stolen lidt tilbage fra bordkanten af for at kunne rejse sig op og i det hun gjorde det sagde hun sådan ud i luften: "Jeg må hellere sige farvel til hende inden jeg går." Hun gik ud af køkkenet og hørte lige Flora mumle for sig selv: "Det ville nok være en god ide..." Sætningen og ordene var nu ikke så underlige men tonelejet det blev sagt i fik nakkehårene til at rejse i Avenys nakke. Hun kunne fornemme at hun var stivnet og tvang så sin krop i bevægelse igen, på en eller anden måde kom hun op af den snoet trappe, for at stå på gangen.

Dørene indtil værelserne var blevet lukket nu efter rundvisningen. På en eller anden måde så gangen nu meget anderledes ud end før. Aveny opdagede dog hurtig efter en inspektion af dørene, at nogen havde malet blomster ranker op ad hver enkelt dør. Selv håndtagene, som var et af de gammeldags runde nogen, lignede til forveksling roser. En stor bonderose. Hun gik stille forbi dørene for det menneskelige øre var der helt stille. Men for Aveny kunne hun sagtens høre hvem, der var på de forskellige værelser. Tvillingerne var stadig i gang med at diskutere og hun kunne lige høre en snøften. Hun kunne på et andet værelse høre hvordan en pensel blev ført hen over et lærred og en person, der snorkede utrolig højt og på ingen måde særlig feminint. Aveny kunne ikke lade være med at smile, selv sådan en skønhed havde sine fejl. Hun kom hen til en dør, der stod på klem og hun kunne lige se skimte en seng, hvor en glad kanin hoppede rundt. Aveny bankede på og skubbede døren forsigtig op mens hun sagde: "Heej Amaryllis..." og tav. Den lille pige sad på sengekanten med en bog og så dyb koncentreret ud. Hun stirrede fuldkommen hypnotiseret ned på bogens farverige sider.

Aveny kunne ikke se hvad der var på siderne derfra hvor hun stod kun farverne, så hun gik nysgerrigt hen til sengen for at se med i bogen, hun satte sig ved siden af den lille pige. Pigen reagerede ikke på at en person nu sad ved siden af hende, selvom hun havde bevæget sig lidt i det Aveny havde sat sig. Aveny lænede sig lidt hen imod i den lille pige og kiggede ned på siderne. Hun forventede eftersom Amaryllis gik i børnehaveklasse, at der ville være en masse billeder i og en smule tekst. Derfor så hun da også fuldkommen forvirret ned på det virvar af farver siderne var blevet dyppet, vendt og vredet rundt i. Tankerne for igen rundt i hendes hoved: jamen... der var jo ingen billeder i medmindre man selvfølgelig regner de der mærkeligfarveklatter på siderne med 

Hun blev revet tilbage til virkeligheden af en lille stemme, der spurgte: "synes du ikke også at  ridder Snabelsko og prinsesse Miv skal være kærester?" Aveny så forvirret ned på den lille pige, så hendes drømmende blik og kastede så et blik på de sider som hun tydeligvis havde været helt opslugte af: "øhmm jo selvfølgelig.... Amaryllis kan du godt se noget ud fra... " Krigeren rørte let ved en af de farveklattet sider og måtte øjebliklig trække hånden til sig. Det havde følt som om hun havde fået stød. Amaryllis så overrasket ud, sagde: "Jeg troede sådan en som dig godt kunne rører min billedbog?" Aveny knugede sine fingre omkring nederdelenes stof. Bomuldsstoffet føltes koldt mod hendes svedige håndflader og tvang sig til at spørge den lille pige: "Hvad mener du?" Pigen lukkede bogen med et lille smæld og lagde bogen til side. Den side længst væk fra Aveny inden hun trak sine små fødder op ved at kravle længere ind på sengen fjernede den fysiske kontakt mellem Aveny og hende selv. Så hun sad oppe ved hovedgærdet blev Aveny siddende i fodene.

Aveny så på pigen, der ikke ville holde øjenkontakten med hende. Hunvar ved at fortryde sit spørgsmål, men rystede svagt på hovedet og så i stedet hen på Amaryllis. Den lille pige trak sine ben længere op så hendes hage ramte de små knæ, som var dækket af nogle tykke lyserøde bukser med en mærkelig lille kat på og den lange hvide bluse hun havde på dækkede hendes små arme, men alligevel kunne Aveny fornemme at den lille pige spændte alle sine muskler i sin lille krop. Flora havde givet hende besked på at skifte tøj, hun skulle ikke rende rundt i sin skoleuniform hjemme, men af en eller anden grund så den lille pige langt mere sårbar ud i sit eget tøj. Amaryllis trak sit hoved en smule op så hendes stemme ikke ville blive kvalt i buksestoffet, sagde stille og i et forklarende tonefald. Et tonefald en så lille pige ikke burde kende til: "Alle mennesker har en avra... en aura.." Hun rettede sig selv inden forsatte: "Nogen er mere specielle end andres." Hun tøvede lidt og forsatte endnu en gang: "Den har forskellige former og farver alt efter ens sødhed. Din aura har form som en kats når jeg lukker øjne altså, men du er åbenbart ikke lige så stærk som...."  Amaryllis fik aldrig fuldendt sin sætning i det, der lød et højt skingert hvin. Hele huset blev pludselig fyldt med en massen smækken med døre, løbende fødder som tumlede ned af trappen. Man var ikke mere i tvivl om at det var et hus fyldt med hunkøns-væsner, da en larm som ikke en gang hønsegård ville kunne overdøve brød løs. Larmen stammede nok helt ude fra køkkenet af.

Både Amaryllis og Aveny kunne hører ud fra den larm, at Mattias måtte være kommet hjem og var ved at stå til regnskab over for sine 6 søstre. De to piger ser på hinanden. Krigeren og den syvende datter. 

Aveny trak på skuldrene da hun så at Amaryllis koncentration var brudt, den lille pige var allerede hoppet ned ad sengen og stod ventede i døren på Aveny. suk... nu var hun ellers så tæt på. Hun sukkede indvendig og smilede til den pige: "Kom lad os gå ned til den flok høns og den uheldige helt.."  Den lille pige sprang ud ad døren små fodtrin lød hen over gulvet. Aveny kiggede på bogen, der lå fristende på sengen helt uden sin beskytter. Det kløede i Aveny fingrer og hun kunne mærke sin negle blive en smule længere, ej det gik ikke. Hun tvang sine øjne væk fra bogen og kiggede ned på sine fingre. Kløerne hun havde fornemmet lignede igen menneskenegle, hun sukkede lettet.

Krigeren rejste sig op og forlod værelset inden hun ville fortryde det og begyndte sin nedstigning ned til hønsegården. 

______________________________________________________________________________________________

Billedebogen hedder: Enhjørningen Snowy og ridder snabelsko.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...